Principper for kost og motion i Stadil-Vedersø Børnehus
Pædagogiske principper:
Kost– og motionsvaner grundlægges tidligt i barndommen. Sunde vaner bidrager til forebyggelse af velfærdssygdomme senere i livet.
Sund kost til børn handler dog om mere end selve maden. Det drejer sig også om, hvordan maden serveres og i hvilken udstrækning børnene selv deltager i tilberedningen, om spisningen foregår i en rolig og hyggelig atmosfære og hvordan maden indgår i de pædagogiske aktiviteter.
Forarbejdet til måltidet – indkøb, tilberedning, borddækning, servering og spisning, består af en række praktiske og sociale processer som børnene elsker at deltage i.
Køkkenet kan bruges som et værksted, hvor der eksperimenteres med smag, duft og følesans. Desuden styrker børnene deres sanser og motorik ved at skære, snitte, røre, ælte og forme maden, samtidig bliver de inspireret af dufte, mænger, farver osv.
Og så kan det hele spises tilslut !
Børn skal have oplevelsen af, at sund mad er indbydende og lækkert, og tilmed sjovt at tilberede.
Omkring måltidet mødes forskellige madvaner og traditioner. Maden kan på den måde bruges til at fremme gensidig forståelse.
Overvægt, motion og mad hænger tæt sammen. En del børn spiser hverken specielt mættende eller sundt. Mange børn sidder ned meget af dagen i skolen, ved computeren eller foran fjernsynet. For meget usund mad og for lidt motion giver overvægt og øger dermed risikoen for sygdomme som diabetes og hjerte-karsygdomme. Motion er vigtigt for at føle velvære med sig selv og sin krop. Tendensen er, at der bliver flere og flere tykke børn.
Sociale rammer omkring måltidet:
Børn skal have oplevelsen af, at spisning er et oplagt tidsrum til at være sammen om en fælles aktivitet. Måltidet skal være det sted, hvor børnene kan lære om de regler og normer, der findes omkring det fælles måltid. Vi tilstræber, at måltidet skal foregå i en afslappet og hyggelig atmosfære. Vi taler sammen i et roligt toneleje.
Kostplan:
6.30 - 8.00:Morgenmad: der serveres havregryn, cornflakes, havrefras eller evt. brød. Der serveres øko-letmælk til.
11 - 12: Frokost: børnene har madpakker med hjemmefra. De får øko-letmælk og vand til. Vi har faste pladser og vi bliver siddende indtil alle er så godt som færdige med at spise. Der læses en hygge historie.
Som udgangspunkt bestemmer børnene selv, hvilken rækkefølge de spiser deres mad i.
13.30 – 14.30: Børnene får frugt og brød. Der serveres vand til.
Maddage:
Afholdes 1 gang månedlig i børnehavegrupperne. Børnene er med til at planlægge/købe ind og tilberede maden. Det er alsidige menuer der vælges, for vi vil gerne præsentere så mange kulinariske oplevelser for børnene som muligt. Vi tilstræber at følge årets gang og benytter årstidens frugter og grøntsager. Alle opfordres til at smage på maden, men ingen tvinges.
Bålmad:
Mad kan ikke kun spises og tilberedes indendøre. Vi har derfor en bålplads der giver os mulighed for at tilberede forskellige slags retter udenfor. Vi laver mange spændende ting over bål, hvilket er populært hos børnene.
Hygiejne:
God personlig hygiejne er vigtigt for at undgå spredning af bakterier fra personer til madvarer. Derfor skal børnene vaske hænder flere gange dagligt, efter toiletbesøg, inden madlavning og spisning. Børnene skal også lære ikke at hoste ned i maden. God køkken- hygiejne er vigtigt for at sikre at ingen bliver syge af maden.
Borddækning og oprydning:
Børnene hjælper på skift med at dække bord og rydde op efter frokost.
Arbejdet med emnet Sund kost
Vi taler dagligt om kost ( i forbindelse med måltiderne ). Der laves projekter 1 gange om året og der afholdes maddage. Emnet drøftes på forældremøder.
Der snakkes om hvor maden kommer fra, hvad kroppen har behov for og madens vej gennem kroppen
Forældre:
Ved start i Børnehuset tales om madpakken (indhold), emnet tages løbende op på forældremøder/samtaler/den daglige snak.
For at forældrene kan følge med i hvordan deres barn spiser, sendes levninger med hjem i madkassen
Fødselsdage:
Vi fejrer fødselsdage enten i inst. eller i hjemmet. Forældrene sørger for forplejningen. Maden som børnene får skal erstatte madpakken, derfor skal det være mættende mad.
Vi opfordre til, at der ikke serveres for mange usunde ting på en gang (slik, kage, sodavand, is, flødeboller) men at det er ”rigtig” mad + en slags usundt som børnene får.
Drikkevarer:
Der serveres øko-letmælk til morgenmad og frokost. Til frugt får børnene vand.
Det er vigtigt, at kroppen får væske nok, derfor opfordres børnene til gennem dagen at drikke rigeligt med vand. Børnene har altid adgang til frisk vand.
Vi drikker kun saftevand ved festlige lejligheder, da saft på grund af højt sukkerindhold giver en masse tom energi.
Sult/mæthed:
Alle bør spise 6 gange dagligt. For at få et stabilt blodsukkerniveau er det vigtigt at spise lidt og tit. Vi har faste spisetider, men er børnene sultne i løbet af dagen kan de tage en mad fra madkassen. Det er vigtigt, at børnene lærer at lytte til deres egen krop og dennes behov for måltider i løbet af dagen. De hyppige måltider medvirker til et større velbefindende.
Derfor er det vigtigt, at børnene har lidt ekstra mad med i madkassen.
Frugt:
Børnehuset sørger for eftermiddagsmaden, som spises kl. 13.30. Forældrene betaler 90 kr. pr. måned. Maden skal være sund og mættende, rester fra eftermiddagsmaden bliver stående fremme, så børnene kan spise af det i løbet af eftermiddagen.
Personalet står for maden og borddækningen. Børnene hjælper med oprydningen.
Morgenmad:
Børnehuset har en ordning som man kan tilmelde sig. Det koste 40 kr. om måneden og så sørger børnehuset for morgenmad.
Morgenmaden består at havregryn, havrefras, cornflakes og evt. brød. Der serveres øko-letmælk til.
Motion/bevægelse:
Sundhedsstyrelsen lægger op til at børn bevæger sig mindst 60 minutter hver dag af hensyn til deres sundhed.
I børnehuset bevæger vi os meget (er fysiske aktive). Vi har et hus med mange trapper, vi går ture, vi leger på legepladsen, som byder på mange forskellige former for fysisk udfoldelse bl.a. trampolin, cykelbane. Vi bruger skolens gymnastiksal jævnligt.

