
Det er gratis for alle under 18 år at gå til tandlæge. Derefter skal du selv betale for undersøgelse og behandling.
Tilskud
Du kan frit vælge mellem alle tandlæger, som har overenskomst med regionerne. Når du er over 18 år skal du selv betale for undersøgelse og behandling hos tandlægen, men du får tilskud fra det offentlige til en række behandlinger:
- Undersøgelse
- Forebyggende behandling
- Behandling af huller (caries)
- Tandkødsbetændelse (paradentose)
- Rodbehandling
- Tandudtrækning under lokalbedøvelse
Du får enten en procentdel af prisen eller et fast tilskud til en bestemt behandlingstype. Du kan se, hvor meget du selv skal betale, og hvor meget du får i tilskud fra det offentlige på Sundhed.dk. Du kan også sammenligne priser på behandlinger uden overenskomstfastsat pris hos forskellige tandlæger.
Bed om et skriftligt tilbud
Hvis en behandling vil koste over 2.500 kroner, når tilskuddet fra sygesikringen er trukket fra, så skal tandlægen tilbyde et skriftligt overslag på prisen. Der er frit valg af tandlæge, og du kan skifte mellem tandlæger alt efter hvilen behandling du ønsker.
De faste priser gælder for patienter i sikringsgruppe 1. For patienter i sygesikringsgruppe 2 findes der ikke faste priser. De får samme tilskud som patienter i gruppe 1.
Tilskud til behandling i udlandet
Du får samme tilskud som i Danmark til tandbehandling foretaget af en autoriseret behandler i et EU/EØS lande. Det er alle EU-landene samt Norge, Island, Lichtenstein og Schweiz. Du får tilskud til de samme behandlinger, som er tilskudsberettigede i Danmark. Du kan fx ikke få tilskud til tandproteser eller kroner.
Udbetaling af tilskud
I Danmark bliver tilskuddet automatisk fratrukket din regning inden du betaler, men vælger du at blive behandlet i udlandet, skal du selv ansøge din region om at få tilskudsbeløbet refunderet efterfølgende. Du skal sørge for dokumentation på:
- Specificeret og kvitteret regning med dit navn samt adresse og personnummer påført
- Beskrivelse af ydelsen
- Kopi af eventuel lægehenvisning
- Dokumentation for at behandleren i det andet land er autoriseret i dette land
Dokumentationen skal være på enten dansk, svensk, norsk, engelsk eller tysk.
Der gives ikke tilskud til behandlinger, som ikke er tilskudsberettiget i Danmark, for eksempel tandproteser eller kroner.
Send dokumentation og reg