
Mere om
Du kan læse mere om kommunens energisatsning på hjemmesiden www.energi2020.dk.
Energi 2020 er Ringkøbing-Skjern Kommunes vision om at blive selvforsynende med vedvarende energi i år 2020. Det betyder, at vi selv producerer lige så meget vedvarende energi, som borgere og virksomheder i kommunen bruger. Det gælder både boliger, arbejdspladser og transport.
Vejen mod målet går gennem dialog og samarbejde. Virksomheder, borgere, foreninger og institutioner skal gennemføre store og små projekter med vedvarende energi og energibesparelser.
Det skal styrke de lokale virksomheder, som kan udvikle og afprøve nye teknologier og på den måde skabe grøn vækst i kommunen.
Energiråd
Arbejdet med at omstille kommunen til 100 procent vedvarende energi er forankret i Energirådet. Det består af erhvervs- og organisationsfolk samt politikere og embedsmænd fra kommunen. Rådet rådgiver byrådet og er med til at inspirere omgivelserne og sprede viden om vedvarende energi.
Sekretariat for vedvarende energi
Kommunen har etableret et sekretariat, som koordinerer arbejdet. Det består af fem medarbejdere, som kan trække på arbejdskraft fra andre dele af den kommunale organisation. Sekretariatet servicerer Energirådet og hjælper alle interesserede med råd, kontakt og inspiration. Sekretariatet står også for information og markedsføring. De udarbejder også en energihandlingsplan for kommunen.
Vejen til de 100 procent
Ringkøbing-Skjern 2007: 20 procent
Udgangspunktet er år 2007. Kommunens energiregnskab viser, at 20 procent af energibehovet i kommunen blev dækket af vedvarende energi.
Bioenergi: 15 til 25 procent
Som landets arealmæssigt største kommune har vi store grønne ressourcer. Vi vil producere bioenergi af husdyrgødning og planter.
Nye vindmøller: 25 til 30 procent
Kommunen har vedtaget en vindmølleplan, som anviser placering af nye møller. Fuldt implementeret vil produktionen blive dobbelt så stor som det årlige elforbrug i kommunen.
Bygninger: 10 til 20 procent
Nye bygninger vil kunne producere mere energi, end de selv har behov for. Bygninger tegner sig for 40 procent af det samlede energiforbrug. I eksisterende bygninger skal energiforbruget halveres for at bidrage 20 procent til det samlede mål.
Transport: 5 til 15 procent
Kommunen har brintbiler og brintstationer. Den kollektive og individuelle trafik skal omlægges
til at køre på biobrændsel og el. Godstransport på landeveje kan delvis omlægges til søtransport.
Andre energikilder: 10 til 25 procent
Private, virksomheder og kommunen arbejder med jordvarme, fjordvarme, solvarme, solceller, bølgeenergi, overskudsel og andre vedvarende energikilder.





