
Bosætningskampagnen ”Smag på Landsbyen” inviterede i uge 23 til en uges gratis ophold og godt værtskab i en række gæstfrie vestjyske landsbyer i Ringkøbing-Skjern Kommune.
Efter sommerferien mødes projektleder Suzanne Eben Ditlevsen med repræsentanter for de deltagende landsbyer og kommunens fire bosætningskonsulenter for at planlægge under hvilken form, konceptet skal videreføres.
Nysgerrige kunne afprøve drømmen
Kommunen søgte ved projektet begyndelse ti nysgerrige familier, par og enlige med eller uden børn, der legede med tanken om et godt liv på landet, og som havde mod på og lyst til at afprøve drømmen i en uge, hvor landsbyerne legede med og stillede bolig, godt naboskab, aktiviteter, viden og værtskab til rådighed.
Syv hold gæster tog imod tilbuddet og planlagde sammen med de enkelte landsbyer ugens oplevelser. Kodeordene var mødet mellem mennesker, sund nysgerrighed og godt værtskab.
Fællesskab og drivkraft
Kampagnen blev gennemføres i uge 23. Det er efterfølgende muligt at aftale ophold gennem kommunens fire bosætningskonsulenter.
Gennem hele ugen løb der en rød tråd med fokus på smagen af Vestjylland og introduktion til vestjyske fødevarer.
Det er denne kombination af fællesskab, drivkraft og sanselighed, der skal være med til at profilere Vestjylland som et attraktivt bosætningsområde.
Om "Smag på Landsbyen"
Projektet ”Smag på Landsbyen” er finansieret med tilskud fra Landdistriktspuljen og Landdistriktsprogrammet. De eksterne midler er søgt under projekttitlen ”Fælles bosætningsplan og forsøg med nye bosætningsaktiviteter i landdistrikterne”.
Hensigten er at etablere et proaktivt tiltag mod den generelle affolkning af yder- og landområder. Tendenserne til ”et skævt Danmark” er en udfordring, der kalder på nytænkning af, hvorledes landdistrikterne præsenterer ”det gode liv på landet”.
Bosætningskampagnen ”Smag på Landsbyen” tager denne udfordring op. Kampagnen bygger på lokale ressourcer og er et eksempel på det store frivillige arbejde, der kendetegner landdistrikterne; en indsats der muliggør en proaktiv, nytænkende og anderledes kampagne forankret i konkrete aktiviteter i de enkelte landsbysamfund.
Sidst redigeret . Sideansvarlig: Esben Midtiby - webredaktør, Kommunikation