14. december 2017

Ansøgningerne strømmer fortsat ind til Erhvervsvækstforum

Ansøgningerne strømmer fortsat ind til Erhvervsvækstforum

Hvis antallet af ansøgninger til Erhvervsvækstforum er en indikator, så er der godt gang i de gode, kreative idéer, der skal skabe vækst i Ringkøbing-Skjern Kommune.

Erhvervsvækstforum har i efteråret evalueret de projekter, der er bevilget penge til, og resultatet er opløftende. Evalueringen har også været forbi Økonomi- og Erhvervsudvalget, der behandlede den som et punkt på udvalgsmødet d. 28. november

- Evalueringen viser, at der ikke er langt fra ord til handling i vores kommune. Siden vi etablerede Erhvervsvækstforum i 2016 er det besluttet at støtte 13 projekter, der varierer meget i indhold, men som alle handler om at skabe bedre rammer for vækst, siger formand for Erhvervsvækstforum Kim Brarup, og fortsætter:

- Nogle af initiativerne har skabt genlyd i hele landet. Her kan vi give Makerspace som eksempel. Projektet handler om at stille den nyeste teknologi til rådighed for vores folkeskoleelever. Andre projekter, som Kulinarisk Vestjylland, er målrettet de styrkepositioner, vi som område har, og er på den måde med til at skubbe på en potentiel vækstbølge.

Evalueringen kan ses i referatet fra Byrådets møde d. 12. december.

Teknologi i forreste række
Hos bagmændene og idémagerne bag projektet Makerspace, René Bremer Sinkbæk og Mads Krogsgaard, er man ikke i tvivl om Erhvervsvækstforums betydning for lige præcis deres projekt.

- De har troet på projektet. Uden den tro og de ressourcer den gav adgang til, var det ikke lykkedes. Nu står vi med et projekt, der vokser, og hvor tilbagemeldingerne er fantastiske. Interessen for Makerspace kommer ikke bare fra kommunens skoler og eleverne, den er eksploderet langt ud over kommunegrænsen. Det giver os mulighed for at vise kommunens elever en teknologisk verden, der konstant flytter sig, og som de skal være klar til, siger René Bremer Sinkbæk.

Kulinarisk fokus
Også hos Kulinarisk Vestjylland er man glade for støtten fra Erhvervsvækstforum, der har skabt muligheden for et helt nyt fokus for foreningen. Målet er at samle kommunens fødevareproducenter og leverandører i et udviklingsarbejde, der skal gavne hele fødevareområdet.

- Vi har med støtten i ryggen udviklet en strategi, der skal sikre en udvikling af et salgs- og distributionscenter til gavn for alle kommunens fødevareaktører. Den strategi er vi nu i gang med at handle på, og det har bl.a. resulteret i et succesfuldt fødevaremarked, et stigende medlemstal og flere arrangementer sammen med Center for Fødevareudvikling. Vi har udviklet en udstillingstrailer, der promoverer vores unikke fødevarer i centerbyerne, og så er der åbnet en butik i Fødevarepark Skjern Enge, fortæller formand for Kulinarisk Vestjylland, Kent Viborg.

Idérig kommune
Den foreløbige evaluering af de projekter, Erhvervsvækstforum støtter, er opløftende. Det fortæller direktør for Erhvervsråd Ringkøbing-Skjern, Hans Mikkelsen, der samtidig kommer med en klar udmelding.

- De projekter vi har fået ind siden Erhvervsvækstforums start har haft et højt niveau. Det siger meget om den idérigdom, der er i kommunen. De gode eksempler er efterhånden mange, og det fortæller os, at med den rette støtte vokser idéerne og er med til at skabe vækst for kommunen, siger han.