6. februar 2019

Filmfest for børn på plakaten

Foto fra Erik Bjerre, Filmskolen Aarhus med ret til offentliggørelse

Når Mille og Sander oplever verden gennem mobiltelefonen og bagefter sidder derhjemme på teenageværelserne og redigerer film til YouTube, er de i virkeligheden godt på vej til at uddanne sig i at bruge filmmediet som en platform for at udtrykke sig.

Torsdag i denne uge bliver der for alvor sat spot på filmmediet som udtryksform, når 120 elever i Ringkøbing Skoles 8. klasser bliver undervist i at lave film gennem den såkaldte POV-metode, der sikrer, at filmene bliver velfortalte og interessante for et bredt publikum.

POV er en forkortelse for "Point of View" – eller synsvinkel på dansk. Navnet understreger vigtigheden af, at historierne fortælles fra de unge filmskaberes perspektiv og afspejler deres virkelighed.

21. marts er det 7.-10. klasserne i hele kommunen, der får muligheden for at zoome ind på filmmediet og afspejle deres virkelighed, når der afholdes workshopdag med plads til 200 deltagere. Blandt de film, der bliver produceret og indsendt, bliver de bedste hædret til Oscar-aften i Ringkøbing Biograf den 24. april. Invitationerne til workshoppen er allerede udsendt til folkeskoler, friskoler og efterskoler i kommunen.

Bag arrangementerne står Ringkøbing-Skjern Kommune, herunder bl.a. Ringkøbing Skole og Ungdomsskolen samt Filmby Aarhus, der i flere år allerede har samarbejdet om netop POV-metoden.

Blandt andet har mange lærere og elever i kommunens skoler allerede fået undervisning i POV metoden, og der er oprettet et POV Videnscenter på Ringkøbing Skole.

Digital dannelse og historiefortælling

Men hvorfor skal skoleelever nu også lære at lave film?

Det skal de af flere grunde, forklarer Rebecca Molders filmkonsulent i Ringkøbing-Skjern Kommune:

- Vi taler så meget om fake news og om at begå sig på de sociale medier, og projektet her skal være med til at opdrage eleverne i digital dannelse og i at fortælle historier med få, men effektive virkemider. Vi giver eleverne de mest basale greb og gør dem dermed kompetente til at producere film af en vis kvalitet.

- Men det helt afgørende er, at vi gennem filmen som medie giver nogle børn og unge værktøjerne til at fortælle deres historie og til at udtrykke sig ad nye veje. Uanset deres faglige niveau – om de er dygtige til dansk eller matematik – sikrer filmproduktionen eleverne nye værktøjer at udtrykke sig med, forklarer Rebecca Molders.

Hun har i flere år arbejdet for, at filmproducenter og –instruktører skulle se Vestjylland som et muligt bagtæppe for filmproduktion:

- Hele New Nordic Noir-bølgen er rullet ind over landsdelen, og der er indtil flere film og serier på tegnebrættet til optagelse i den allernærmeste fremtid. Så workshoppen i morgen og hele satsningen på Filmfest i Vest for skolebørn handler også om at få skolebørnene med på vognen, hvis vi vil satse på film i fremtiden. Skal vi producere den næste store instruktør blandt skoleeleverne i kommunen, skal vi starte med børnene og de unge, siger Rebecca Molders og tilføjer:

- Film og filmskabelse taler til mange kompetencer – og vi har brug for at finde talenter inden for flere retninger. Det kreative er oplagt, men det tekniske og det praktiske håndelag er også meget vigtigt i processen. Film som medie taler til mange, men filmskabelse skal løftes af et team af med mange kompetencer.

FAKTA:

Læs mere på filmfestivest.dk, hvor der også ligger en trailer for Filmfest i Vest.

POV er en håndværksorienteret metode til filmproduktion, som bygger på en række dogmer/regler, der skal overholdes. Reglerne er med til at sikre, at filmene, der laves efter metoden, bliver seværdige og velfungerende, velfortalte og interessante for et bredt publikum.
 

POV-dogmerne er:

Filmen skal have en hovedperson, der vil noget
Handlingen skal have en tydelig udvikling
Filmen skal overraske
Filmen skal være troværdig
Filmen skal have en varieret og interessant billedside
Filmen skal være dokumentar eller fiktion med en maksimal længde på 4 minutter.

Fryd Frydendahl og Jannick Raunow er begge gode eksempler på dygtige og kreative filmskabere fra vores lokalområde.