11. juli 2019

Det går fremad i Nygade Nord

Situationsfoto Nygade Nord. Foto: Merete Jensen

Anlægsarbejdet på den største del af strækningen i Ringkøbings Nygade Nord er færdigt. Arbejdet er nu koncentreret om det sidste stykke fra Chr. Husted Vej mod nord samt på det lille stykke

vej omkring pladsen med I.C. Christensen statuen. Der vil gravearbejdet dog ligge stille de kommende to til tre uger.

Imens bliver gaden smukkere og mere ensartet at se på i takt med, at brolæggerne lægger brosten i sirlige mønstre på det brede fortov - og efter, at asfalttromlerne i denne uge har lagt den nye belægning.

Og fra på mandag den 15. juli bliver der igen åbnet for trafik i det ene spor - og med begrænsede muligheder for parkering i gaden.

- Brolægningsarbejdet er stadig i gang på fortovene helt op mod vejen, så derfor vil strækningen indtil videre være ensrettet fra Chr. Husteds Vej mod Nørregade, fortæller projektleder Michael Vejrup fra Ringkøbing-Skjern Kommunes Vejafdeling.

Den delvise åbning for trafik i Nygade Nord betyder, at muligheden for beboerkørsel og arbejdskørsel fra Skolevænget og et stykke op ad Nørregade igen bliver forbudt, da ensretningen af denne del af Nørregade igen gælder.

Varekørsel igennem gågaden vil blive tilladt som tidligere.

- Selvfølgelig giver det noget bøvl – ikke mindst for lokale beboere og erhvervsdrivende, når man laver et så gennemgribende grave- og forskønnelsesarbejde i en gade midt i en by som Ringkøbing. Men folkene dernede får en masse positive kommentarer fra forbipasserende, og der er en god stemning i gaden, fortæller Michael Vejrup.

Han minder om, at det omfattende gravearbejde var nødvendigt, fordi Ringkøbing Fjernvarme og Ringkøbing-Skjern Forsyning alligevel skulle have gravet gaden op for at lægge nye rør, ligesom elselskabet lægger kabler til elforsyning.  

- Og så benyttede kommunen lejligheden til at få ensartet og forskønnet gaden, fordi de mange forskellige belægninger på både fortov og vej ærlig talt trængte til en kærlig hånd – og en overordnet plan, forklarer han.

Michael Vejrup tilføjer, at der sommeren igennem vil blive arbejdet på renoveringen af Nygade Nord, dog på et lidt lavere blus end normalt pga ferieafvikling.

- Men resultatet bliver godt, det er jeg helt sikker på.

Renoveringen er en del af Ringkøbing-Skjern Kommunes helhedsplan for Ringkøbing - og en videreførelse af sidste års fornyelse af den del af Nygade, der er gågade. Nygade Nord vil blive renoveret fra Nørregade til I.C. Christensens Allé og vil fortsat skulle have vejbaner, om end der bliver mindre plads til bilerne. De mange forskelligartede belægninger på vej og fortov vil blive mere ensartede, ligesom vejtræerne vil få mere plads i gaden:

- Vi vil skabe bredere fortove og mere plads til ophold, og vi vil lægge en ny belægning, der stemmer bedre overens med Ringkøbings smukke, historiske bymidte og den nye gågadebelægning. Det skal være med til at invitere fodgængerne i gågaden til at gå videre ud af Nygade Nord, forklarede Ann Holm Nielsen, arkitekt i Ringkøbing-Skjern Kommune, da arbejdet gik i gang i det tidlige forår.

 

FAKTA

Læs mere om renoveringen af Nygade Nord her:

https://www.rksk.dk/nyheder/kommunen/maj/skal-der-bier-og-blomster-i-nygade-nord

https://www.rksk.dk/nyheder/kommunen/marts/nu-lukkes-nygade-nord-for-trafik