2. april 2020

Lokalaftaler på plads til corona-beredskab

Foto: Merete Jensen, sosu-elever i Herning har sagt ok til brug af foto

Egentlig blev det allerede i sidste uge meldt ud i en central erklæring fra KL og Forhandlingsfællesskabet, at offentligt ansatte i kommuner og regioner var positive i forhold til at blive omrokeret i jobbet, så længe corona/covid-19-krisen giver særlige udfordringer på især sundheds- og omsorgsområdet.

Tirsdag i denne uge indgik Ringkøbing-Skjern Kommune så endelige lokalaftaler med hhv. de faglige organisationer BUPL, Socialpædagogerne, 3F og FOA samt med Dansk Socialrådgiverforening, HK Kommunal, DJØF, Dansk Magisterforening, FOA, Dansk Sygeplejeråd, Danske Fysioterapeuter, Ergoterapeutforeningen og SL.

Aftalerne indebærer, at personale i Ringkøbing-Skjern Kommune ekstraordinært kan flyttes til andre arbejds- og overenskomstområder end deres sædvanlige i en midlertidig periode frem til den 31. maj 2020.

- Det her er helt særlige tider, der kalder på særlige tilpasninger. Det har de faglige organisationer vist forståelse for. Derfor vil jeg gerne takke de faglige organisationer – og de medarbejdere i Ringkøbing-Skjern Kommune, som de repræsenterer - for den fleksibilitet og forhandlingsvilje, de har udvist i den her situation, siger kommunaldirektør Jens Peter Hegelund Jensen.

Han tilføjer:

- For Ringkøbing-Skjern Kommune betyder aftalerne, at vi kan gå den kommende tid i møde med en vished om, at vi har tilstrækkeligt med kvalificeret personale at trække på. Også hvis vi i de kommende uger oplever at få mange akut- og aflastningspatienter på grund af tidlige udskrivelser fra hospitalerne – eller hvis vi kommer i en situation, hvor mange af vores medarbejdere selv rammes af sygdom. Vi håber ikke, at vi kommer i den situation, men aftalen fungerer ud fra et forsikringsprincip om, at vi har hjælpen klar, hvis vi får brug for den.

Aftalerne omfatter medarbejdere med en uddannelsesmæssig baggrund som sygeplejerske, fysio- eller ergoterapeut, SOSU-uddannet, pædagogisk assistent eller socialpædagog, som midlertidigt kan flyttes til varetagelse af opgaver i ’kritiske funktioner eller opgaver i tilknytning hertil på andre tidspunkter, lokaliteter og/eller overenskomst-/fagområder end de normalt udfører deres daglige arbejde’, som det hedder i aftalen.

Kommunen har oprettet en ressourcebank, hvor medarbejdere med f.eks. sundhedsfaglig baggrund, der pt arbejder i et andet fagområde, er blevet registreret.

Desuden vil f.eks. pædagogisk personale midlertidigt kunne flyttes fra eksempelvis daginstitutioner og SFO-ordningen over i fagområdet sundhed og omsorg som aflastning for nogle af de omsorgsmedarbejdere, der kan opkvalificeres til at afløse på de mere specialiserede opgaver.

Herudover er personale fra kommunens afdeling for Vej & Park allerede trådt til på Hjælpemiddeldepotet og på nogle af de genåbnede genbrugspladser.

- Vi sørger naturligvis for, at folk får en hurtig oplæring og en introduktion til det nye arbejdsområde, således at situationen føles tryg for både medarbejder og borger, siger Karen Marie Kjær Johansen, stabschef for Personale og Digitalisering i Ringkøbing-Skjern Kommune.

For den enkelte medarbejder indeholder aftalen en række detaljer omkring løn, tillæg og evt. kørselsgodtgørelse:

- Medarbejderne fortsætter deres aflønning som i den nuværende ansættelse efter den overenskomst de er ansat efter. Såfremt man flyttes til at arbejde et andet sted og får ekstra arbejde eller man arbejder på andre tidspunkter end normalt, eller andre særlige forhold gør sig gældende, så aftales en kompensation eller et ekstra tillæg når den midlertidige periode er overstået, forklarer Karen Marie Kjær Johansen.