3. juni 2020

Ringkøbing-Skjern Kommune holder første grundlovsceremoni på grundlovsdag

Ringkøbing-Skjern Kommune holder første grundlovsceremoni på grundlovsdag

Det bliver på selve grundlovsdag, at Ringkøbing-Skjern Kommune byder kommende statsborgere velkommen ved kommunens første grundlovsceremoni.

Det skorter normalt ikke på taler og bevingede ord den 5. juni. Grundlovsdag fejrer vi nemlig indførelsen af Danmarks første grundlov og overgangen til vores demokratiske styreform - og dermed de frihedsrettigheder, der gælder for alle danske statsborgere.

De mange ord om åndsfrihed, lighed for loven og muligheden for at forfølge sine drømme uanset ophav vil sandsynligvis have en helt særlig klang for de syv inviterede borgere og deres gæster, som skal til grundlovsceremoni i byrådssalen.

Her vil borgmester Hans Østergaard holde en særlig grundlovsceremonitale for dem, overse, at de skriver under på, at de vil overholde grundloven og til sidst give dem et håndtryk, før ceremonien afrundes med et lille glas og et stykke kage.

- Det er en glæde, at vi på grundlovsdag kan afholde vores første grundlovsceremoni – det giver festligholdelsen en ekstra dimension, siger Hans Østergaard.

På grund af coronarestriktionerne er deltagerne delt op på fire hold.