5. maj 2021

Houvig Klitvej åbner i Søndervig

dronefoto RKSK

Det har taget hele efteråret og vinteren, men faktisk er ombygningen af Houvig Klitvej gennemført inden for tidsplanen – og resultatet taler for sig selv: Fra en træt, tosporet landevej med alt for hurtig og hektisk trafik, falder Houvig Klitvej nu ind i landskabet og skaber både sammenhæng og sikker passage.

Houvig Klitvej er nemlig ikke bare blevet forskønnet med midterheller med bl.a. hjemmehørende marehalm. Der er også etableret signalregulering i vejens nordlige ende, fartbegrænsningen er sænket fra 80 km/t til 50 km/t og der er anlagt sti til fodgængere og andre bløde trafikanter langs vejen. Samtidig skaber vejen sammenhæng mellem badebyen Søndervig og badelandet inde på Lalandiagrunden, hvor der også lige nu opføres de sidste af i alt 483 feriehuse.

- Ombygningen af Houvig Klitvej er gennemført inden for den tidsplan, der var lagt, og med et flot resultat. Når vi nu kan åbne den ombyggede Houvig Klitvej, er det et vigtigt skridt på vejen hen imod afslutningen af en gennemgribende ombygning af infrastrukturen i Søndervig. Men vi er ikke færdige endnu, for næste skridt er Lodbergsvej, siger John G. Christensen, formand for Ringkøbing-Skjern Kommunes Teknik og Miljøudvalg.

Sammen med borgmester Hans Østergaard er det ham, der på fredag den 7. maj står for den officielle åbning af Houvig Klitvej.

På grund af corona-restriktionerne er åbningen kl. 11-12.30 begrænset til de folk, der er involveret i ombygningen og nogle få andre indbudte gæster.

På den nyanlagte tværvej Strandstræde, som gør det muligt for beboerne og erhvervsdrivende at komme let til og fra Lodbergsvej, vil borgmesteren klippe den røde snor, og erklære Houvig Klitvej for åben, før han sammen med udvalgsformanden kører den første tur ad den forskønnede vej.

- Vi ved godt, at det kræver en god portion tålmodighed af de lokale og af besøgende i området, når vi arbejder på en hovedfærdselsåre som Houvig Klitvej og derfor leder trafikken ind igennem byen. Den overbærenhed og tålmodighed vil vi gerne takke for. Jeg tror dog også, at alle vil være enige med mig i, at ombygningen af Houvig Klitvej var nødvendig, og at vejen fremstår langt mere i harmoni med området i sin nuværende form, siger Hans Østergaard.

Han peger på, at færdiggørelsen af Houvig Klitvej markerer en milepæl i det omfattende vejarbejde, der finder sted i og omkring Søndervig i forbindelse med opførelsen af Lalandia-byggeriet, på grund af et meget højt trafiktryk på vejene og fordi Ringkøbing-Skjern Forsyning skulle udskifte rør og klimasikre i området.

Den nye nordlige tværvej, Sandleddet, ventes først at blive åbnet den 1. juni. Det skyldes, at den ikke oprindeligt var en del af Houvig Klitvej-arbejdet, men kom på tegnebrættet, da det blev besluttet at forlænge ensretningen af Lodbergsvej.

Vejarbejdet i og omkring Søndervig blev påbegyndt i august 2020 og har også omfattet etableringen af en rundkørsel og en omfartsvej. Arbejdet på Lodbergsvej ventes færdigt i sommeren 2022.

 

FAKTA:

På Lodbergsvej er Ringkøbing-Skjern Forsyning allerede i fuld gang med at etablere separatkloakering og nedgrave spildevandsledninger, og i kølvandet på det kommer nu ombygningen og forskønnelsen med ny belægning og en ensretning, så Lodbergsvej også i fremtiden vil være en attraktiv handelsgade, som kan danne rammen om mange gode ferieoplevelser.