15. juni 2021

Nyt vartegn med historiske rødder

Indvielsen af Værntårnet

Solen skinnede, og et sted derude på engene sang både lærk og vibe, da borgmester Hans Østergård fredag klippede den røde snor og officielt indviede kommunens nye vartegn, Værntårnet.

Det spritnye knap 11 meter højt madpakkehus og fugletårn på Værnengene, i syd-enden af Ringkøbing fjord, tilbyder nu de godt 100.000 årlige besøgende muligheden for et 360 graders udkig ud over engene.

Og mens tårnet giver mulighed for udsigt, står det også som et naturligt vartegn, der smyger sig ind i landskabet. Arkitekterne har nemlig hentet inspiration fra de gamle sømærker, eller båker, der står langs hele Vestkysten som vartegn for skibe.

Samtidig er Værntårnet bygget på både tilfældigheder og et formidabelt samarbejde mellem lodsejerne i Værnselskabet, interesseorganisationer og kommunen.

Mens Værnselskabet havde et ønske om et madpakkehus i området, bød lokalrepræsentanter for Dansk Ornitologisk Forening, DOF, ind med et forslag om at kombinere madpakkehytten med muligheden for at se på fugle fra taget.

- Egentlig syntes vi ikke, at der var behov for et tårn, for vi havde jo allerede et fugletårn derude, fortæller Ringkøbing-Skjern Kommunes skovfoged Poul Gregersen, og fortsætter:

- Men da en besøgende ved et tilfælde uheldigvis kom til at sidde fast i det gamle tårn og måtte skæres fri, kunne vi jo se, at det eksisterende trætårn var i en temmelig ringe stand. Og da vi så nogenlunde samtidig blev kontaktet af arkitektfirmaet Johansen Skovsted, som efterspurgte et forslag til et bygningsværn, som skulle stilles som opgave til de arkitektstuderende på Arkitektskolen i Aarhus og Københavns, slog vi til og foreslog det kombinerede madpakkehus og udsigtstårn.

Konkurrencen kom i stand og der indkom i alt 34 meget fine og meget forskellige forslag.

Prototyper på otte af forslagene blev udstillet på Skjern Bibliotek, hvorefter repræsentanter for lodsejerne i Værnselskabet, DOF, Danmarks Naturfredningsforening og kommunen uafhængigt af hinanden pegede på det samme projekt til Værnengene.

Tårnet, de pegede på er tegnet af Jacob Lunden Jacobsen og Filip Johnsson, finansieret af Ringkøbing-Skjern Kommune og efter offentligt udbud bygget lokalt af Bork-Hemmet Smede & VVS.

Resultatet er blevet et madpakkehus med plads til 40 personer i kombination med et fugletårn, hvor 30 personer kan kigge på fugle fra en panoramaplatform uden forstyrrende stolper.

- Det har været et fantastisk samarbejde på tværs af lodsejere, foreninger, arkitekter, smedene og kommunen. Alle har budt ind med konstruktive forslag og hele processen er forløbet gnidningsfrit, fortæller Poul Gregersen. 

Han tilføjer, at der er fri adgang for besøgende i tårnet på Værnengene alle dage hele året rundt.