Hvad er madaffald?

Billede med eksempler på affald, som sorteres som madaffald. Eksemplerne er en kasseret buket, gammelt brød, fiskeben, brugt køkkenrulle, brugt kaffefilter og the-brev, kødrester, æggeskaller og en bananskrald.

Madaffald, organisk affald, bioaffald – kært barn har mange navne. I Ringkøbing-Skjern Kommune har vi valgt at kalde det for madaffald, da langt det meste af denne type affald stammer fra madlavning.

Du kan altså smide alt organisk affald fra køkkenet til madaffald. Det gælder både det, du skærer af grøntsager og kød før tilberedningen samt tilberedte rester eller fødevarer, der er blevet dårlige. Derudover kan du også smide brugte kaffefiltre, teposer og køkkenrulle i madaffaldet.

Ekskrementer fra husdyr, kæledyr eller mennesker hører ikke hjemme i madaffaldet, selvom det er organisk materiale. Det samme gælder haveaffald. Du må dog gerne smide en buket blomster til madaffaldet, men grene fra buske og træer samt græsafklip hører hjemme i haveaffaldet. Det kan du i stedet aflevere på genbrugspladsen eller kompostere derhjemme.

Hvis du komposterer, skal du endelig fortsætte med det - men husk, at du ikke må komme animalske produkter eller tilberedte fødevarer i din kompost, da det kan tiltrække skadedyr. Tilberedt mad skal i stedet smides til madaffald.

Du kan læse mere om madaffaldsordningen her.
 

Hvad er restaffald?

Billede med eksempler på affald, som sorteres som restaffald. Eksemplerne er en pizzabakke, en smørbakke, en støvsugerpose, en tom pose fra kattemad, en brugt ble, en tom tandpastatube, kaffe-kapsler og forskellige poser fra snacks.


Restaffald er det, der er tilbage, når du har sorteret:

  • madaffald fra.
  • farligt affald fra som for eksempel batterier.
  • alt det fra, der kan genanvendes som elektronik, pap, papir, glas, metal, plast, træ og så videre.
     

Restaffald kan være:

  • beskidt pap som pizzabakker eller anden papemballage, som ikke længere kan genanvendes, fordi det har suget fedt, saft eller andet.
  • Køkkenrulle, som du har brugt til at tørre noget op med, der ikke må komme sammen med madaffaldet, eksempelvis maling, motorolie eller rengøringsmidler.
  • Hygiejneprodukter som vatpinde, vatrondeller, tamponer, bind, bleer, brugte tandbørster.
  • Kattegrus og andet, der indeholder ekskrementer fra kæledyr.
  • Støvsugerposer.
  • Emballage, der er så snavset, at det ikke let kan rengøres med rindende vand. Husk, at emballage ikke behøver at være skinnende rent, før du kan aflevere det til genanvendelse.