11. maj 2017

Rane Willerslev og 20 studerende på feltarbejde i Ringkøbing-Skjern

Rane Willerslev og 20 studerende på feltarbejde i Ringkøbing-Skjern

Den populære antropolog, professor og snart direktør for Nationalmuseet, Rane Willerslev, og 20 studerende fra Aarhus Universitet rykker ind på Sømandshjemmet i Hvide Sande i uge 21 og 22. De vil undersøge, om natur og miljø smitter af på den livsstil, folk på egnen har.

Rane Willerslev deltager den første uge sammen med sin kollega, lektor Bodil Selmer, for at vejlede og undervise de studerende, der er i gang med deres bachelor. I den anden uge arbejder de studerende mere på egen hånd, og afslutter med at præsentere deres resultater for en gruppe af kreative folk fra bl.a. Filmby Aarhus.

Feltstudiet indgår nemlig i projektet New Nordic Noir, som er en del af kulturbyåret Aarhus 2017, og som handler om at udvikle en tv-serie og et spil-univers med rødder i vores del af Vestkysten og Vestjylland. Den viden, de studerende indsamler, skal bruges som afsæt for manuskriptet til tv-serien og design af spil-universet.

Følger folk fra egnen i flere dage

- De studerende arbejder sammen to og to og skal følge folk fra forskellige områder af kommunen - familier og enlige -  flere dage for at komme tæt nok på til at få indblik i og forståelse for den enkelte husstands hverdagsliv. Efter ønske fra Ringkøbing-Skjern Museum, vil vi især undersøge, om det er muligt at pege på en sammenhæng mellem den særlige natur i Vestjylland, og den måde man lever sit liv på i området, fortæller Rane Willerslev.

Han forventer, at det især bliver interessant at se, om der er store kulturelle forskelle fra et område i Ringkøbing-Skjern Kommune til et andet. Og om der stadig er forskelle, som stammer fra den måde man lever med og i landskabet.

Medarbejdere fra Ringkøbing-Skjern Museum har været med til at finde de mennesker, som de studerende i første omgang skal følge. Den gruppe kan så være med til at pege hen på andre lokale folk, som også kan være et studie værd. På den måde kan det blive en slags stafet. Rane Willerslev lover, at alle, der deltager, vil få en god oplevelse:

Høj etik, forskning og nye relationer

- Det er selvfølgelig en ny situation at få eksterne blikke på sit liv på den her måde, men vores studerende arbejder med en høj etik. Det betyder bl.a. at de vil vende de resultater, de kommer frem til, med de mennesker, der indgår i studierne. Så man kan være helt tryg ved at deltage, lover han.

Han glæder sig til at se, hvad der kommer ud af feltarbejdet. Både forskningsmæssigt og på det menneskelige plan.

- Mange gange bliver der skabt bånd mellem de studerende og lokalbefolkningen i feltstudier som disse. Det kan betyde, at de studerende vil holde kontakten til området mange år frem, ja nogle gange resten af livet. Måske som turister, der vender tilbage år efter år, måske som tilflyttere med en særligt kvalificeret tilgang til området, siger Rane Willerslev.

Han håber, at feltstudiet kan gentages i de kommende år.

Utrolig stor hjælpsomhed lokalt

- Jeg nyder selv at møde en kultur, der på mange måder er en helt anden end den, jeg oplever i Aarhus, hvor jeg bor. Under forberedelserne er vi blevet taget utroligt godt imod i Hvide Sande, hvor vi skal bo under feltarbejdet. Folk der er meget hjælpsomme, siger professoren.

Han har til gengæld for den store imødekommenhed lovet at holde et foredrag lokalt, men kan ikke fortælle noget om tid og sted endnu.

- Det har vi slet ikke på plads, men det kommer, siger Rane Willerslev.

Lokalt engement i forarbejdet

Museumsdirektør Kim Clausen fra Ringkøbing-Skjern Museum og kulturkonsulent Rebecca Molders fra Ringkøbing-Skjern Kommune har deltaget i forarbejdet og er også med, når de studerende præsenterer deres resultater.

- Jeg håber, at de folk, som bliver kontaktet af de studerende, vil tage rigtigt godt imod dem, og se det som en spændende mulighed for at finde ud af, om der er forskelle at spore på os, alt efter hvor vi bor, fortæller Rebecca Molders.

- Det er et stort plus for os at få besøg af studerende fra Aarhus Universitet og af en kapacitet som Rane Willerslev. Jeg glæder mig også til at kunne præsentere de studerendes resultater som faglige artikler i årbogen ”Opdatering” for Ringkøbing-Skjern Museum og Museet for Varde by og omegn, siger Kim Clausen.

Bonus-info

De 20 antropologi-studerende er alle unge kvinder. Som deres professor, Rane Willerslev siger, så er det nemlig pigerne, der i dag har så højt et gennemsnit, som det kræver at komme ind på studiet.