Dagsorden: 9. november 2021 kl. 16:00

LOK-Byrådssalen Rådhuset Ringkøbing
Byrådet

Deltagere

  • Lise Juhl Hansen
  • Gitte Kjeldsen
  • Trine Ørskov
  • Svend Boye Thomsen
  • Iver Enevoldsen
  • Irene Lund Pedersen
  • Hanne Simonsen
  • Bjarne Svendsen
  • Kristian Bøgsted
  • Jørgen Rabjerg
  • Hans Østergaard
  • Erik Viborg
  • Jens Erik Damgaard
  • John G. Christensen
  • Kristian Andersen
  • Jesper Lærke
  • Pia Vestergaard
  • Benjamin Morthorst
  • Jakob Agerbo
  • Jørgen Byskov
  • Jens S. Højland
  • Niels Rasmussen
  • Hans Pedersen
  • Lennart Qvist
  • Helge Albertsen
  • Henrik Andersen
  • Ole Nyholm Knudsen
  • Søren Elbæk
  • Linda Nielsen

Kopier link til punktet  -   Print

1: Godkendelse af dagsorden

Sagsnr:

Bilag

Ingen bilag.

Beslutning

 

Kopier link til punktet  -   Print

2: Forslag til takster pr. 1. januar 2022 på Teknik -og Miljøudvalgsområdet

Sagsnr: 21-021995

Sagsfremstilling

Teknik -og Miljøudvalget skal godkende det samlede takstblad pr. 1. januar 2022 for udvalgets område. Henholdsvis den 21. september og den 5. oktober behandlede udvalget administrationens forslag til takster, for det skattefinansierede og brugerfinansierede område, og på baggrund af udvalgets beslutninger fremsendes administrationens forslag til de samlede takster. 

Det skattefinansierede område

Havneområdets takster er gældende for 1. april 2022 til 31. marts 2023, og er som tidligere år fremskrevet efter KL's fremskrivningsprocent, som i år er 1,96%. Følgende takster er ikke fremskrevet: Autocampere, gæstesejlere, bomløft, opkrævning af el og fastgebyr.

Fra 2022 skal landets kommuner opkræve et nyt gebyr, som er et jordflytningsgebyr og et anvisningsgebyr. Gebyrerne skal opkræves hos alle virksomheder, som anmelder flytning af jord, som er erhvervsaffald eller hvor kommunen giver en konkret anvisning til håndtering af deres affald.

Prisen bliver 300 kr. for oprettelse af sag inkl. ½ times sagsbehandling. Efterfølgende sagsbehandling opkræves med 545 kr. i timen opgjort efter hvert påbegyndt ½ time. 

Byggesagsgebyret fastholdes på 578 kr.

Det brugerfinansierede område

På taksterne for dagrenovation for private er der et fald på mellem 20-27%, mens der for erhverv er et fald på mellem 6-8%. Faldet skyldes primært, at der ikke længere skal spares op til nye affaldsbeholdere. Taksten for private er fra 2022 eksklusiv moms.

Genbrugsgebyret for private stiger med 7%, hvilket skyldes, at der på området har været stigende udgifter til drift af genbrugspladserne og miljøstationerne.

Taksten for adgang til genbrugspladsen for erhverv stiger med 4-71%, hvilket skyldes, de stigende udgifter der har været til genbrugspladserne, og at taksten ikke har været reguleret siden 2015.

Rottebekæmpelse

Den forventede udgift til rottebekæmpelse forventes at ligge på 3,2 mio. kr. Det anbefales derfor, at promillen hæves fra 0,0466 til 0,055.

Lovgrundlag og juridisk vurdering

Ingen bemærkninger.

Økonomi

Ingen bemærkninger.

Effektvurdering

Ingen bemærkninger.

Indstilling

Administrationen indstiller, at Teknik -og Miljøudvalget og Økonomiudvalget anbefaler Byrådet, at godkende forslaget til takster og gebyrer pr. 1. januar 2022.

Teknik- og Miljøudvalget 26-10-2021
Teknik- og Miljøudvalget anbefaler administrationens indstilling godkendt.

Økonomiudvalget 02-11-2021
Økonomiudvalget anbefaler administrationens indstilling godkendt.

Bilag Beslutning

 

Kopier link til punktet  -   Print

3: Offentliggørelse af forslag til kommuneplantillæg nr. 16 for udlæg af omdannelseslandsbyen ved Hover

Sagsnr: 20-022640

Sagsfremstilling

Økonomiudvalget besluttede den 27. april 2021, at igangsætte udarbejdelsen af et plangrundlag for udpegning og afgrænsning af Hover som omdannelseslandsby.

Plangrundlaget består af kommuneplantillæg 16 til kommuneplan 2021-2033 for udlæg af omdannelseslandsby ved Hover.

Baggrund
Økonomiudvalget har den 29. september 2020 udvalgt Hover til projektet ”Omdannelseslandsbyer – et udviklingsprojekt i landdistrikterne”. Administrationen har efter dialog med Hover Sogneforening udarbejdet forslag til ny afgrænsning af Hover som omdannelseslandsby. Afgrænsningen tager udgangspunkt i ønsket om at skabe attraktive byggemuligheder med udsigt og tæt forbindelse til naturen. 

Formål
Formålet med kommuneplantillægget er at udlægge og afgrænse Hover som omdannelseslandsby og dermed give byen bedre og flere muligheder for at udvikle sig med baggrund i byens stedbundne kvaliteter. Med udpegningen gives der mulighed for opførelse af enkelte boliger inden for afgrænsningen.  Derudover gives der mulighed for etablering af lettere erhverv i tilknytning til boliger samt mere end én bolig på samme grund, så der i omdannelseslandsbyen kan arbejdes med bofællesskaber og alternative boformer. Opførelse af ny bebyggelse kræver landzonetilladelse.  


Kort over Kommuneplanrammer i Hover og afgrænsningen af omdannelseslandsbyen.

Foroffentlighed
Der har været afholdt foroffentlighedsfase med virtuelt borgermøde i samarbejde med Hover sogneforening. Der er indkommet en enkelt bemærkning om ønske om afholdelse af et møde. Administrationen har afholdt møde med vedkommende og svaret på afklarende spørgsmål. Bemærkningen har ikke givet anledning til ændringer i plangrundlaget.

Miljøvurdering
Der er gennemført en miljøscreening af planforslaget. Konklusionen af screeningen er, at planforslaget ikke giver anledning til væsentlige indvirkninger på miljøet og derfor ikke er omfattet af kravet om miljøvurdering.

Offentlighedsfase
Forslaget udsendes i offentlig høring i 8 uger jf. Planlovens §24 stk. 4 sammenholdt med § 23c.

Lovgrundlag og juridisk vurdering

Planloven.
Lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM).

Økonomi

Udarbejdelsen af plangrundlaget indgår som en del af budgettet, for omdannelseslandsbyprojektet.

Effektvurdering

Plangrundlaget giver mulighed for attraktive byggemuligheder indenfor den nye landsbyafgrænsning. Realiseringen af planen understøtter landsby- og landdistriktsudviklingen, idet der gives mulighed for attraktive og forskelligartet bosætningsmuligheder i det åbne land, som udnytter de stedsbundende kvaliteter og lokal identitet omkring Hover.

Indstilling

Administrationen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget og Økonomiudvalget anbefaler Byrådet, at: 

  • Forslag til Tillæg 16 til Kommuneplan 2021-2033 for udpegning og afgrænsning af Hover som omdannelseslandsby vedtages og fremlægges i offentlig høring i 8 uger.
Teknik- og Miljøudvalget 26-10-2021
Teknik- og Miljøudvalget anbefaler administrationens indstilling godkendt.

Niels Rasmussen kan ikke tilslutte sig, at matriklerne 22a, 24c og den sydligste del 9r indgår i planen. 



Økonomiudvalget 02-11-2021

Økonomiudvalget anbefaler administrationens indstilling godkendt.

Niels Rasmussen kan ikke tilslutte sig, at matriklerne 22a, 24c og den sydligste del 9r indgår i planen.

Bilag Beslutning

 

Kopier link til punktet  -   Print

4: Ansøgning om dispensation til terrænændring større end angivet i lokalplan indenfor delområde I

Sagsnr: 21-014987

Sagsfremstilling

I forbindelse med ansøgning om byggetilladelse til opførelse af etagebyggeriet ved Bredgade 78 i Videbæk er der søgt om dispensation til at udføre større terrænændringer end angivet i lokalplanen for delområde I. Delområde I er områder, hvor etagehusene jf. lokalplanen kan opføres. Jævnfør lokalplanens § 5.5 kan der udføres terrænændringer på +/- 0,5 m i delområde I. I øvrige områder, der i lokalplanen benævnes delområde II og III, kan der udføres terrænændringer på +/- 2 m.

Den ansøgte dispensation er derfor begrænset til området mellem bebyggelsen og afgrænsningen af delområde I, idet der ikke er tale om en terrænændring under selve byggeriet.

Det fremgår af ansøgningen, at der oprindeligt var planlagt et byggeri i 5 etager. Dette medførte, at den nederste etage ville komme til at ligge under grundvandsstanden i området. En fastholdelse af et byggeri i 5 etager ville således kræve en permanent grundvandsænkning.

Permanent grundvandsænkning er problematisk, ikke blot i forhold til de geotekniske forhold på den konkrete ejendom, men permanente grundvandsænkninger kan også have uheldige konsekvenser, i forhold til jordens bæreevne med videre, ved naboejendomme. Permanent grundvandssænkning er også risikofyldt, når der som her var tiltænkt boligarealer i det nederste niveau, da for eksempel pumpesvigt vil kunne medføre oversvømmelse af boligarealer.

På baggrund af ovenstående blev projektet ændret til en bebyggelse i 4 etager og nederste gulvniveau blev samtidig hævet, så der ikke skal udføres grundvandssænkning. Husenes totalhøjde blev i samme forbindelse sænket, så husenes øverste tagkant nu er ca. 1,2 m lavere end det, der er angivet som den maksimale tilladte højde i lokalplanen.

I lokalplanforslaget der blev sendt i høring, og som lå til grund ved Byrådets endelige godkendelse af lokalplanen, fremgik nedennævnte af lokalplanens § 5.5 omkring terrænændringer:

Der må etableres adgangsveje og parkeringspladser samt regnvandsbede og lavninger i tilknytning hertil med en terrænregulering på +/- 2 m indenfor delområde II og III.

Der må ske en omlægning af Sandbækken, således som vist på skitsen.

Derudover må der ikke foretages permanente reguleringer af det naturlige terræn på mere end +/- 0,5 m.

I den lokalplan, der efterfølgende blev uploadet, skete der en fejl, da afslutningen af sætningen "+/- 0,5 m" ikke er kommet med. 

Af bilag til sagen ses omfanget af de forskellige delområder i lokalplanen. Delområde II og III, hvor der tillades terrænændringer på +/- 2 m, er alle udenomsarealer, med undtagelse af områderne indenfor delområde I, der er områder med byggefelter.

Af bilaget med udsnit af den midterste blok ses - skraveret med rødt - omfanget af det område, hvor der for denne blok søges om dispensation til en større terrænændring indenfor delområde I. Det fremgår af ansøgningen, at der ved den midterste blok, enkelte steder skal udføres terrænændringer på op til 1,9 m. Ved den østligste og ved den vestligste blok skal terrænet i de tilsvarende områder hæves ca. 0,5 m. 

Hvis der tages udgangspunkt i teksten i § 5.5. i den uploadede lokalplan, kan der uden for delområde II og III slet ikke ske terrænreguleringer. En eventuel dispensation vil således være til, at der kan udføres terrænændringer på op til +/- 2 m inden for delområde I.

I henhold til lokalplanens § 8.5, skal der etableres niveaufri adgang fra Bredgade ad broer til de enkelte punkthuse. Med den ansøgte placering af gulvniveauet i det nederste niveau skabes der niveaufri adgang via anlagte stier til Bredgade. 

Byggeriets udtryk er ikke ændret i forhold til det, der er illustreret i lokalplanen set fra Bredgade. Ændringen i projektet har medført, at terrænet er hævet især ved den midterste blok. Terrænet over mod naboerne mod nord, hvor der etableres en p-plads, hæves samtidig ca. 40 - 80 cm langs dette skel. Denne terrænændring betyder, at der skal udføres en støttevæg, eventuelt i plantesten langs naboskellet. Mellem støttevæggen og naboskellet er der planlagt en bøgehæk i en højde, der mindst svarer til højden på støttevæggen.

Ansøgningen om dispensation til terrænændringerne som beskrevet indenfor delområde I har været sendt i nabohøring. Resultatet af høringen vil foreligge inden mødet.  

Lovgrundlag og juridisk vurdering

Planlovens § 19.

Økonomi

Ingen bemærkninger.

Effektvurdering

Ingen bemærkninger.

Indstilling

Administrationen indstiller, at der tages stilling, når resultatet af naboorienteringen foreligger.

Teknik- og Miljøudvalget 02-11-2021

Et flertal i Teknik- og Miljøudvalget besluttede at meddele dispensation til terrænændringer på +/- 2 meter inden for lokalplanens delområde 1.

Niels Rasmussen kunne ikke tilslutte sig flertallets beslutning og begærede sagen i Byrådet.

   









Fraværende: Svend Boye Thomsen.

Bilag Beslutning

 

Kopier link til punktet  -   Print

5: Renovering af Familiehuset, Ternevej 4, Videbæk

Sagsnr: 21-008348

Sagsfremstilling

Børne- og Familieudvalget har på mødet den 27. april 2021 besluttet at samle familiehusene i Videbæk og Tarm i et fælles Familiecenter på Ternevej 4 i Videbæk.

Ejendomscentret er i samarbejde med Børn og Familie i gang med at renovere bygningen på Ternevej.

Lovgrundlag og juridisk vurdering

Ingen bemærkninger.

Økonomi

Til finansiering af renoveringen af Ternevej 4, Videbæk blev der til budgetlægningen for 2021 afsat et rådighedsbeløb på 100.000 kr. på anlægsbudgettet.

Effektvurdering

Ingen bemærkninger.

Indstilling

Administrationen indstiller, at sagen oversendes til Økonomiudvalget og Byrådet med indstilling om, at der meddeles en anlægsbevilling på 100.000 kr. til renovering af Ternevej 4 i Videbæk finansieret af det afsatte rådighedsbeløb.

Børne- og Familieudvalget 26-10-2021
Børne- og Familieudvalget anbefaler administrationens indstilling godkendt.

Fraværende: Helge Albertsen.

Økonomiudvalget 02-11-2021
Økonomiudvalget anbefaler administrationens indstilling godkendt.

Bilag

Ingen bilag.

Beslutning

 

Kopier link til punktet  -   Print

6: Forældrebetalingstakster for 2022 for børn i dagtilbud og skolefritidsordning

Sagsnr: 21-021416

Sagsfremstilling

Administrationen fremsender forslag til forældrebetalingstakster for dagtilbud og skolefritidsordning gældende fra 1. januar 2022. Taksterne skal i henhold til dagtilbuds- og folkeskoleloven offentliggøres senest 1 måned inden ikrafttrædelse.

Administrationen har beregnet taksterne ud fra bruttodriftsudgifterne på baggrund af følgende forældrebetalingsprocenter:

  • 25% i Dagplejen
  • 22% i vuggestue
  • 25% i børnehave
  • 30% for skolebørn i dagtilbud (Hover-Torsted og Ølstrup)
  • 55% for skolebørn i skolefritidsordninger og SFO-klubber

Betalingsprocenterne for børn i dagpleje, vuggestue og børnehave må jævnfør dagtilbudsloven maximalt udgøre 25%. Byrådet har tidligere besluttet, at forældrebetalingsprocenten for vuggestuer udgør 22%.

Betalingsprocenten for skolebørn i dagtilbud må jævnfør dagtilbudsloven maximalt udgøre 30%.

Betalingsprocenten for skolebørn i skolefritidsordninger og SFO-klubber fastsættes af Byrådet jævnfør folkeskoleloven.

En repræsentant fra administrationen deltager ved punktet. 

Lovgrundlag og juridisk vurdering

Dagtilbudsloven og Folkeskoleloven.

Økonomi

Økonomi bemærker, at taksterne er beregnet ud fra budgetforslaget for 2022, som er indstillet til godkendelse ved Byrådets 2. behandling af budget 2022 og overslagsårene den 12. oktober 2021.

Der er bemærkninger til takstændringerne på følgende tilbud:

Generelt på alle tilbud

Den øgede effektiviseringsbesparelse fra 2021 til 2022 på 0,5% giver helt generelt en mindre stigning i taksterne, end det ellers ville have været tilfældet. 

Skolefritidsordninger

Taksten falder som følge af færre udgifter til rengøring. Nedgangen i udgifterne er sket i forbindelse med nyt rengøringsudbud.

SFO-klubber

Taksten falder som følge af en stigning i det samlede normeringstal i SFO-klubberne. Dermed er der i 2022 flere til at betale for grundnormeringen i den enkelte klub.  

Effektvurdering

Ingen bemærkninger.

Indstilling

Administrationen indstiller, at sagen oversendes til Økonomiudvalget og Byrådet med indstilling om, at forældrebetalingstaksterne godkendes.

Børne- og Familieudvalget 26-10-2021
Børne- og Familieudvalget anbefaler administrationens indstilling godkendt.

Fraværende: Helge Albertsen.

Økonomiudvalget 02-11-2021
Økonomiudvalget anbefaler administrationens indstilling godkendt.

Bilag Beslutning

 

Kopier link til punktet  -   Print

7: De fremtidige rammer for Skolen i Skjern og Skjernåskolen

Sagsnr: 21-003882

Sagsfremstilling

Byrådet har den 9. februar 2021 godkendt, at Kirkeskolen og Amagerskolen blev organisatorisk sammenlagt til én skole pr. 1. august 2021. Den nye skole har efterfølgende fået navnet Skolen i Skjern, og der har været en proces, hvor forskellige scenarier vedrørende skolens fysiske rammer og afledte konsekvenser for Skjernåskolen har drøftet. Byrådet skal tage stilling til hvilket af de forskellige scenarier, der skal udgøre det politisk godkendte grundlag for den fremtidige planlægning og de økonomiske prioriteringer.

Skolen i Skjern er opdelt på Afdeling Enghavevej, tidligere Kirkeskolen, og Afdeling Klostervej, tidligere Amagerskolen. Begge afdelinger har elever på 0. - 9. klassetrin. Afd. Enghavevej modtager elever primært fra det østlige område i Skjern plus overbygningselever fra Borris og Faster Skolers distrikter. Afd. Enghavevej har desuden 3 modtageklasser for tosprogede elever. Afd. Klostervej modtager elever primært fra byens vestlige del plus overbygningselever fra Rækker Mølle og Stauning Skolers distrikter. Afd. Klostervej har desuden et specialcenter. Afdelingen er beliggende lige ved siden af Skjernåskolen. 

Skjernåskolen er en specialskole, som modtager elever fra hele kommunen. Skolen har i en længere årrække haft udfordringer som følge af mangel på plads og utidssvarende faciliteter. På den baggrund er der afsat et samlet rådighedsbeløb på anlægsbudgettet på knap 40 mio. kr. til om- og tilbygning af skolen. Skjernåskolen deler i dag legeplads med Afd. Klostervej og anvender også i en vis udstrækning afdelingens faglokaler og faciliteter til lærerforberedelse mv.

I den forløbne proces har der været foreslået og drøftet flere forskellige modeller vedrørende klassestruktur og fysiske rammer for skolerne i Skjern. Til den politiske behandling i efteråret 2021 er administrationen blevet bedt om at beskrive og vurdere konsekvenserne - herunder konsekvenserne for Skjernåskolen - af følgende 3 scenarier:

  1. Bygning af en ny skole i Skjern
  2. Samling af alle elever ved tilbygning til afdeling Klostervej
  3. Faseopdeling med 0. – 6. klassetrin på afd. Enghavevej og 7. -9. klassetrin på afd.
    Klostervej

Ad 1
Administrationens beskrivelser og konsekvensvurderinger fremgår af notatet SKOLEN I SKJERN, der er vedlagt som bilag til punktet. Det fremgår heraf, at en helt ny skole i Skjern vil kunne bygges både ved Kulturcentret og længere mod syd ved Afd. Klostervej. De samlede omkostninger til bygning af en ny skole anslås i begge tilfælde at udgøre omkring 225 mio. kr., hvis skolen forudsættes bygget til 750 elever, og 200 mio. kr., hvis forudsætningen er 650 elever. Udgiften afhænger imidlertid af en række forhold - herunder ikke mindst af det valgte kvalitetsniveau i byggeriet. For Skjernåskolen indebærer dette scenarie, at det bliver muligt at bevare skolens nuværende placering også med en om- og tilbygning, hvor en del af Afd. Klostervejs arealer vil indgå i løsningen.

Ad 2
En til- og ombygning af Afdeling Klostervej, som giver plads til at samle alle skolens elever her, forventes at kunne gennemføres for en samlet udgift på 71 mio. kr., hvis der skal være plads til 750 elever, og 63 mio. kr., hvis der skal være plads til 650 elever. Igen afhænger udgiften af de mange valg, der vil skulle træffes vedrørende et sådant projekt. Vælges denne model for Skolen i Skjern, er det vurderingen, at der ikke vil være plads til også at udvide Skjernåskolen. Det gælder, uanset om det samlede elevtal forudsættes at være 750 eller 650. Der skal derfor findes en anden placering og bygges en helt ny specialskole et andet sted i kommunen.

Ad 3
Hvis man fortsat vælger at benytte bygningerne både på Enghavevej og Klostervej med 0. - 6. klassetrin på Enghavevej og 7. - 9. klassetrin på Klostervej, er det ikke nødvendigt at bygge til. Der er dog behov for at renovere bygningsmassen og for at tilrette denne til den nye klassestruktur. De samlede udgifter er anslået til 52 mio. kr. Skjernåskolen vil i dette scenarie kunne bevare sin nuværende placering med en om- og tilbygning. 

I forbindelse med Byrådets behandling i 2020 af skolestrukturspørgsmålet i hele kommunen anbefalede Skolestrukturudvalget og senere høringssvarene fra Skjern det scenarie, hvor alle eleverne i Skolen i Skjern bliver samlet på én matrikel. 

Repræsentanter fra administrationen deltager ved punktet.

Lovgrundlag og juridisk vurdering

Ingen bemærkninger.

Økonomi

Ingen bemærkninger. 

Effektvurdering

Se notatet fra Ejendomscentret.

Indstilling

Administrationen indstiller til Børne- og Familieudvalget, at sagen oversendes til Økonomiudvalget og Byrådet med en indstilling om hvilket scenarie, der skal udgøre det politisk godkendte grundlag for den fremtidige planlægning og økonomiske prioritering vedlagt udtalelser fra bestyrelserne for Skolen i Skjern og Skjernåskolen.

Børne- og Familieudvalget 26-10-2021
Børne- og Familieudvalget anbefaler, at der arbejdes videre med en skole på én matrikel i Skjern. Udvalget anbefaler, at yderligere 3 varianter undersøges nærmere: 

1) Renovering og tilbygning som planlagt på Skjernåskolen og tilbygning i højden på afdeling Klostervej, så Skolen i Skjern kan samles her.

2) Bygge nyt til Skjernåskolen og renovere eksisterende almenskole og specialskole på Klostervej, så Skolen i Skjern kan samles her.

3) Bygge ny skole ved Ringkøbing-Skjern Kulturcenter i etaper, så den samlede anlægssum ikke skal findes på en gang.

Udvalget anbefaler, at undersøgelsen færdiggøres, således at sagen kan forelægges Børne- og Familieudvalget i februar 2022 og indgå i proces for Byrådet fra marts måned 2022.




Økonomiudvalget 02-11-2021
Økonomiudvalget anbefaler Børne- og Familieudvalgets anbefaling godkendt.

Bilag Beslutning

 

Kopier link til punktet  -   Print

8: Placering af ny daginstitution i Videbæk

Sagsnr: 19-030628

Sagsfremstilling

På anlægsbudgettet er afsat et samlet rådighedsbeløb på 17,7 mio. kr. til etablering af en ny daginstitution i Videbæk. Styregruppen for projektet har undersøgt og vurderet, hvor institutionen kan etableres. Børne- og Familieudvalget skal på den baggrund tage stilling til placeringen af den nye daginstitution.

På anlægsbudgettet er afsat et rådighedsbeløb på 2 mio. kr. i 2021 og 15,7 mio. kr. i 2023 til etablering af en daginstitution, der skal afløse den nedslidte børnehave Solstrålen.

Byrådet godkendte i 2020 lokalplan 452 for området omkring Højsagervej og Høgevej i Videbæk. Lokalplanen åbner mulighed for, at der kan etableres en daginstitution på et areal, som kommunen har sikret sig retten til at erhverve til en på forhånd fastsat pris. 

I foråret 2021 modtager styregruppen henvendelser fra en gruppe borgere, som har været involveret i udarbejdelse af "Helhedsplan Videbæk". Herfra kommer der en opfordring til i stedet at placere den nye daginstitution i området omkring Falkevej og Ørnevej. Der peges både på en placering i et område, hvor der tidligere har været bogtrykkeri og grovvareforretning, og en placering med udgangspunkt i lægehuset på Ørnevej. Formålet er at understøtte intentionerne med "Helhedsplan Videbæk" og at give den vestlige del af byen et løft.

På baggrund af henvendelserne har styregruppen foretaget nogle vurderinger og økonomiske beregninger. Vælges en alternativ placering, vil der under alle omstændigheder skulle udarbejdes en ny lokalplan for området, eftersom de eksisterende lokalplanbestemmelser ikke åbner mulighed for etablering af offentlige institutioner.

Efter styregruppens vurdering er en placering ved det tidligere bogtrykkeri og grovvareforretning ikke attraktiv - primært fordi daginstitutionen i så fald vil blive omgivet af veje på alle sider. Hertil kommer risikoen for forurenet jord på grunden. Styregruppen kan derimod godt forestille sig en placering med udgangspunkt i lægehuset på Ørnevej. Ud fra en forsigtig vurdering vil de samlede omkostninger ved denne løsning imidlertid overstige 21 mio. kr. Udgifterne vil med andre ord ikke kunne holdes inden for det samlede rådighedsbeløb. Hertil kommer stor usikkerhed omkring, hvornår den nye daginstitution vil kunne opføres, da tidsplanen vil afhænge af erstatningsbyggeriet for lægehuset.

På denne baggrund anbefaler styregruppen, at der arbejdes videre under den forudsætning, at den nye daginstitution opføres i området omkring Højsagervej og Høgevej, dvs. i området dækket af lokalplan 452.

En repræsentant fra administrationen deltager ved punktet.

Lovgrundlag og juridisk vurdering

Ingen bemærkninger.

Effektvurdering

Ingen bemærkninger.

Indstilling

Administrationen indstiller, at Børne- og Familieudvalget godkender en placering i området omkring Højsagervej og Høgevej, dvs. i området dækket af lokalplan 452, som grundlag for styregruppens fortsatte arbejde.

Børne- og Familieudvalget 26-10-2021
Børne- og Familieudvalget godkendte administrationens indstilling.

Bjarne Svendsen begærede sagen i Byrådet.


Økonomiudvalget 02-11-2021
Fremsendes til Byrådets afgørelse.

Bilag

Ingen bilag.

Beslutning

 

Kopier link til punktet  -   Print

9: Opbevaring af materialet fra Byrådsvalget til nyt valgsystem

Sagsnr: 19-011042

Sagsfremstilling

I forventeligt 2023 vil et nyt IT-system fra KOMBIT(kommunernes IT-fællesskab) erstatte det nuværende valgsystem KMD Valg. I den forbindelse afholdes der i implementeringsfasen et skyggevalg til den afsluttende systemtest. Skyggevalget afholdes som et byråds- og regionsrådsvalg. Data fra byråds- og regionsrådsvalgene i 2021 skal derfor gemmes til brug for skyggevalget.

KOMBIT har bedt kommunen om at bevare kandidatlister, eksemplar af en stemmeseddel (fysisk og digital), brevstemmeprotokollen, afstemningsbogen samt valgbogen.

Valgbogen og afstemningsbøgerne er jf. arkivloven allerede bevaringspligtig, mens det øvrige materiale jf. valgloven kan opbevares med henblik på forskning og statistik. Indenrigs- og Boligministeriet har på KOMBITs foranledning givet dispensation, således at det er inden for rammerne af valglovgivningen at gemme disse data.

Det er byrådet i hver enkelt kommune, der skal træffe beslutning om at bevare kandidatlister, eksemplar af en stemmeseddel (fysisk og digital) samt brevstemmeprotokollen. Førnævnte data slettes, efter de er blevet anvendt til Skyggevalget.

Øvrigt ikke-bevaringspligtigt valgmateriale tilintetgøres, når valget er godkendt, jf. Kommunal- og regionalvalgloven.

Byrådet godkendt på dets møde den 23. april 2019, at kommunen måtte opbevare data fra Europa-Parlamentsvalget 2019 til brug for et skyggevalg i 2020. Grundet ophør med systemleverandøren og dermed udskydelse af systemleveringen, har KOMBIT bedt kommunerne om at opbevare data fra byråds- og regionsrådsvalgene 2021, samtidigt med at data fra Europa-Parlamentsvalget 2019 opbevares indtil data fra byråds- og regionsrådsvalgene er sikkert i hus. Herefter tilintetgøres data fra Europa-Parlamentsvalget.

Lovgrundlag og juridisk vurdering

Kommunal- og regionalvalgloven

 

Økonomi

Ingen bemærkninger.

Effektvurdering

Ingen bemærkninger.

Indstilling

Administrationen indstiller, at byrådet godkender, der gemmes kandidatlister, eksemplar af en stemmeseddel (fysisk og digital), brevstemmeprotokollen, afstemningsbogen samt valgbogen fra byråds- og regionsrådsvalgene 2021 til skyggevalget, hvorefter materialet destrueres.

Bilag

Ingen bilag.

Beslutning

 

Kopier link til punktet  -   Print

10 Ejendomssag

Sagsnr: 20-013878

Kopier link til punktet  -   Print

11 Gensidig information

Sagsnr:

Kopier link til punktet  -   Print

12: Underskriftsside

Sagsnr:

Bilag

Ingen bilag.

Beslutning

 

Kontaktoplysninger
Politisk Administrativt Sekretariat
Politisk Administrativt Sekretariat
Ved Fjorden 6
6950 Ringkøbing