Kommuneskove

Ringkøbing-Skjern Kommuneskove

– i et historisk perspektiv

Indledning

Der er i alt 19.169 ha skov i Ringkøbing-Skjern Kommune, hvilket svarer til ca. 13 % af kommunens samlede areal. Skovbilledet domineres af klit- og hedeplantager, som fra midten af 1800-tallet og ind i forrige århundrede blev anlagt på de vidtstrakte hede- og flyvesandsarealer. I plantagerne dominerer nåletræer som bjergfyr, klitfyr, skovfyr, rødgran og sitkagran, men kommunen rummer også enkelte løvskove. De tæller bl.a. gamle egekrat som Brejning Krat.

Hvor man tidligere anlagde skov til bekæmpelse af sandflugt, som læ for landbruget og for at levere tømmer og brænde, har de skove, som anlægges i Ringkøbing-Skjern Kommune i dag, ofte andre formål såsom friluftsliv og beskyttelse af grundvand. Jagt er en vigtig del af friluftslivet i skovene, hvor den ofte udgør en væsentlig del af indtægtsgrundlaget. Af hensyn til jagten gøres der en stor indsats for at skabe de rette betingelser for vildtet.

Skovarealet omfatter flere store statsskove som Hoverdal og Fejsø Plantager. Kommunen ejer selv 29 skove af varierende størrelse, hvoraf de største er Sandbæk Plantage, Tarm Kommuneplantage, Snogdal Plantage og Momhøje Plantage. Resten af skovarealet er privatejet (TrapDanmark, 2019a).

Skovenes historie

Geologi

Under seneste istid, for omkring 22.000 år siden, dækkede den enorme isbræ hele Danmark, bortset fra Vestjylland. Fra gletsjeren strømmede smeltevandet mod vest. Her skyllede vandet næringsstofferne ud af jorden og efterlod samtidig grus og sten, hvilket var med til at opbygge de store vestjyske hedesletter, der i dag omslutter bakkeøerne. En bakkeø er en rest af et mere end 100.000 år gammelt morænelandskab fra næstsidste istid. Under seneste istid voksede intet på morænelandskabet, hvorfor smeltevand, vind og vejr udjævnede det. Morænelandskabet i Vestjylland hæver sig derfor ikke så meget i højden som det yngre østjyske morænelandskab (Naturstyrelsen, u.å.).

Kommuneskovene ligger på Skovbjerg Bakkeø, der opstod under den næstsidste istid.

Oldtiden

Ringkøbing-Skjern Kommune er usædvanlig rig på fortidsminder, hvilket bl.a. hænger sammen med, at intensiv mekaniseret landbrugsdrift først sent blev introduceret i Vestjylland. De synlige spor udgøres af de mere end 1.600 fredede gravhøje, men også af diger omkring jernaldermarker er bevaret mange steder i plantager og hedeområder (TrapDanmark, 2019b).

Oldtidsvejen er en betegnelse for tydelige spor efter oldtidsbosættelser langs israndslinjen markeret med gravhøje og spor efter gamle vejforløb. 

Kampen mod sandet

Sandflugt og de medfølgende ødelæggelser af landbrugsjord, har været et stort problem i Vestjylland. I 1600-tallet var sandfygningen slem, og landmændene klagede deres nød. Men sandproblemet var ikke så nemt at komme til livs.

Det var tilsyneladende først med forordningen om ”Sandflugtens Dæmpning” fra 1792, at arbejdet for alvor blev organiseret – og der blev udnævnt deciderede sandflugtskommissærer.

Første våben mod sandflugten blev planten hjelme. Da hjelmerødderne havde fået tag i sandet, blev der herefter lagt lyngtørv på de bare pletter. Tilplantningen hjalp, men man var klar over, at træer ville hæmme det fygende sand bedst. Problemet var bare, at det var utroligt vanskeligt at få træer til at gro i sandjord (Naturstyrelsen, u.å.). Tilplantning med træer som led i sandflugtsbekæmpelsen vil blive beskrevet i et særskilt afsnit (Plantningssagen).
 

Skovenes udbredelse og anvendelse

Fra omkring 1660 voksede den danske befolkning markant, hvilket førte til en mere omfattende landskabsudnyttelse. I de næringsfattige sandjordsegne især i Jylland gik det helt galt, hvor heder blev til klitlandskaber, bl.a. fordi hedetørv erstattede træ som brændsel. I 1780’erne bestod mere end 25 % af Jylland således af lysåbne hedelandskaber (Heilmann-Clausen, J. et al., 2021).

Frem til 1700-tallet blev de danske skove betragtet som en uendelig ressource, der såede sig selv. Husdyr græssede i skovene og spiste unge træer og olden – dvs. egetræernes agern og bøgetræernes bog – så der ikke kom nye træer op. Samtidig brugte man skoven til brænde og bygningstræ. En af metoderne var stævningshugst, hvor man huggede træerne ned til roden og derefter lod træerne skyde fra roden. På den måde fik man buskede småtræer med mange stammer, som man med års mellemrum kunne høste i form af smågrene og ris til gærder og husdyrfoder (Naturstyrelsen, u.å.).

Fredskovsforordningen

Omkring 1800 oplevede Danmark et skovminimum, hvor kun 4 % af landarealet var skovdækket.

I 1805 kom fredskovsforordningen, der omfattede næsten alle skove i Danmark. Indførslen af fredskov betød, at man kun kunne fælde træer, hvis man plantede nye. Der hvor der var skov, skulle der blive ved med at være skov i al evighed.

Landboreformerne, herunder fredskovsforordningen, blev omkring 1800 helt afgørende for det samfund og landskab, vi kender i dag. Stavnsbåndet og landsbyfællesskabet blev ophævet, og gennem fredskovsforordningen blev skovene beskyttet som produktionsarealer. Samtidig markerede fredskovsforordningen en endelig adskillelse mellem åbent land og skov. Den delte brugsret til skove og overdrev blev ophævet, og landskabet blev opdelt med landbrug, skov og lysåben natur, som veladskilte felter i en landskabsmosaik. Skovgræsning og stævningsdrift blev udfaset, og der blev indført et forstligt tilsyn, som bl.a. tilså, at lysninger efter hugst og stormfald blev tilplantet, hvis der ikke var naturlig foryngelse (Heilmann-Clausen, J. et al., 2021).

I ovenstående formålsbeskrivelse til Forordning om skovenes udskiftning, vedligeholdelse og fredning i kongeriget Danmark af 1805 (Fredskovsforordningen) står følgende:

”Da Skovenes Vedligeholdelse og Fredning i Vort Rige Danmark er af største Vigtighed, og Erfaring har vist, dels at Skovene betydeligt aftager der, hvor Fælledskab i samme findes, og dels at de gældende Anordninger på en del Steder her i Riget ikke længere er tilstrækkelige til at afholde Skovejere fra at ødelægge deres Skove, især efter at Skovenes Borthugning i de senere Tider er begyndt at blive en hoved-Spekualtion ved Jordgodsers køb, så have Vi fundet nødvendigt ved denne forordning såvel at bestemme , hvorledes Fælledskab i Skovene herefter skal ophæves, som og at føge den Ulempe, som ved hiin Skovenes Ødelæggelse forvoldes Staten, på mueligste Måde standset, uden at indskrænke Eiernes Rådighed over deres Skove mere, end til dette diermed er fornødent.”
 

Det ordnede skovbrug

Med stor inspiration fra tyske forstfolk blev det ordnede skovbrug (en faglig og akademisk tilgang til skovdyrkning) indført i Danmark i 1700-tallet. Johan Georg von Langen er mest kendt i en dansk sammenhæng. I anden halvdel af 1700-tallet uddannede og inspirerede han adskillelige danske forstmænd, hvoraf Carl Christian von Gram er mest kendt i dag. De to lagde navn til den Gram-Langske Forstanordning og anlagde blandede bevoksninger med mange forskellige løv- og nåletræer i Nordsjælland. Forstligt set var plantningerne en succes, men politisk blev anordningen ikke velmodtaget, og efter von Langens død i 1776 blev den skrinlagt. Ikke desto mindre må forordningen betegnes som fødslen af det ordnede skovbrug i Danmark. Det ordnede skovbrug var, udover indførslen af nye træarter, nyskabende ved at arbejde med forudsigelser af skovdriftens udbytte gennem hugstbudgetter. Skovbruget gik således fra at være en et erfaringsbaseret håndværk til også at være en akademisk profession omfattet af planlægning, taksering og driftsbudgetter (Heilmann-Clausen, J. et al., 2021). I 1780’erne kom G. V. Brüel til at spille en afgørende rolle for anlæggelsen af plantager i Jylland (Det Kongelige Danske Geografiske Selskab, 1976).

Det naturnære skovbrug

I 1980’erne fik natursyn og friluftsliv plads i skovforvaltningen som et led i den grønne bølge. En statslig skov- og naturstyrelse blev etableret i 1987; samme år som Brundtlandrapporten satte politisk fokus på bæredygtig udvikling. To år senere blev flersidig skovbrug skrevet ind i den reviderede skovlov. Dermed var ”landskabelige, naturhistoriske, kulturhistoriske og miljøbeskyttende hensyn samt hensyn til friluftslivet” en lovfæstet del af skovenes driftsformål ved siden af træproduktion. Men det var for alvor først i 1992 med Rio-topmødet, at den biologiske mangfoldighed, biodiversiteten, kom på dagsordenen i Danmark. En naturskovsstrategi blev vedtaget i 1992 med henblik på at tidoble arealet med beskyttet urørt skov fra 500 til 5.000 ha. De fleste arealer blev beskyttet i statsskovene, selvom de største naturværdier fandtes i de private skove (Heilmann-Clausen et al., 2021). Der blev dog gjort en betydelig indsats for at sikre de mest værdifulde private skove. I 2012 var der i alt beskyttet 7.465 ha urørt skov; heraf godt 2.000 ha på privatejede arealer (Johannsen et. al., 2013).

Naturnær skovdrift tager udgangspunkt i bæredygtighedstankegangen. I stedet for at dyrke skoven i ensaldrende monokulturer var visionen at efterligne naturens spontane processer med henblik på at skabe mere stabile og blandede skove, hvor produktion kunne kombineres med en beskyttelse af skovens økologi og biodiversitet. Bæredygtighedstilgangen blev udmøntet i mærkningsordninger, hvoraf FSC og PEFC er langt de vigtigste, både i Danmark og internationalt (Heilmann-Clausen, J. et al., 2021).

Plantningssagen

Parallelt med landboreformerne blev der i begyndelsen af 1700-tallet iværksat de første forsøg på at få styr på sandflugten i kystområder og inde i landet. Dette skete som tidligere nævnt gennem udsåning og plantning af hjelme, marehalm samt skovtræer, der skulle give læ. De første klitplantager med en blanding af løv- og nåletræer blev anlagt fra 1720’erne. Det var dog først omkring 1900, at tilplantningen af klitter for alvor tog fart. Da Klitvæsenet i 1971 blev lagt ind under statsskovene, fandtes hele 47.000 ha med klitplantager.

Tilplantning af hedearealer blev påbegyndt lidt senere, men kom til gengæld hurtigere i gang, formodentlig fordi kampen mod naturkræfterne var mindre krævende og produktionsmulighederne bedre. Det viste sig, at nåletræer var suveræne træer at introducere på de udpinte hedejorder. På godt 30 år fra 1866 til 1898 blev der således anlagt ca. 70.000 hedeplantager i Jylland, størstedelen af private investorer, med Hedeselskabet som en helt central spiller (Heilmann-Clausen, J. et. al., 2021).

Ludvig Mylius-Erichsen, som mest er kendt som polarforsker, stammer fra Ringkøbing og flyttede som ung til København for at studere. Her arbejdede han både som journalist og forfatter. Det blev bl.a. til nogle fortællinger, som næsten alle havde den vestjyske natur som ramme: Vestjyder, 1900, Den jyske Hede før og nu, 1901-03, Strandings-Historier, 1903 og Nye Strandings-Historier, 1905 (Ventegodt, 2021).

I ”Den jydske Hede før og nu” (1901-03) beskriver han udviklingen således: ”Den jyske Hede er ikke i Dag, som den var paa Blichers Tid… Efter Blicher kom jo Dalgas og efter Dalgas Hundreder af store og smaa Rydningsmænd, der alle afsved Lyng og brød Ahl og gødede det magre Sand. Saadan svinder Heden. Nybyggerne driver de dyrkede Jordstykker som grønne Kiler ind i den brune Lyngslette. Op over skorpede Hedebakker rækker snart en Plet kartofler, snart en Ager Boghvede eller en Stribe Rug. Den fredelige Erobringskamp er i fuld Gang.

Endnu er der dog megen jydsk Hede tilbage, nordpaa og vesterude og midt ned gennem Landet, og rum Tid vil der gaa, før Lyngen er helt besejret af Grønsvær og Skov. Men Fremgangen bliver kendeligere Aar for Aar, med hver sluttet Granbevoksning har Egnen en Eksistensmulighed mere, og med hvert nyt Hjem, der rejser sig, bliver Danmark et Par trofaste Slidere rigere.”

Plantningernes forløb og tilskudsregler

Det samlede danske skovareal gennem de sidste halvanden hundrede år fremgår af Fig. 2 (Det Kongelige Danske Geografiske Selskab, 1976). Der findes ældre oplysninger fra 1770’erne og frem til 1847, men på grund af deres tvivlsomme værdi er de ikke medtaget i diagrammet.

Udviklingsforløbet i landets skovareal efter 1866 (Fig. 2) kan deles i tre perioder: ét frem til 1888, et andet fra 1888–1907 og tredje fra 1907–1965. Især i den midterste periode skete langt de største tilplantninger, og skovarealet forøgedes her med godt 5.000 ha om året, mens den årlige gennemsnitlige tilvækst i tiden efter Genforeningen og frem til 1965 kun har været på 2.500 ha. Forud for 1888 har ændringerne været af næsten samme størrelsesorden som i den sidste periode.

Det fremgår yderligere af diagrammet, at Jylland har stået for langt den største del af tilvæksten i skovarealet i perioden 1861-1965. Mens Øernes skove kun er udvidet med ca. 35.000 ha, har forøgelsen i Jylland været på godt 230.000 ha, hvortil kommer de 30.000 ha fra de sønderjyske amter i 1920. Den helt store tilvækst lige før og omkring århundredskiftet skyldes især tilplantningen på de jyske heder. Fig. 3 viser en sammenligning mellem de østjyske amter (Vejle, Århus-Skanderborg og Randers) og de vestjyske (Ringkøbing og Ribe amter). Her ses det, hvordan de vestjyske amter udgør en væsentlig del af det samlede plantageareal fra århundredeskiftet. Der fandtes næsten ikke skov i Vestjylland ved det 19. århundredes midte. Ifølge Bergsøe (1847) var der omkring 1.000 ha skov placeret i den østligste del af Ribe amt, og Ringkøbing amt havde kun 150 ha mod henholdsvis 27.000 og 30.000 ha i 1907.

I 1884 indførtes statstilskud gennem Hedeselskabet til plantageanlæg, mod at ejeren lod tinglyse en fredsskovforpligtelse i overensstemmelse med forordningen af 1805. Tilskuddet udgjorde ¼ af anlægs- og driftsudgifterne til plantninger over 20 tdr. land, mens ikke-fredsskovforpligtige plantager og småplantninger måtte nøjes med et nedslag i selve planteprisen på 50 %. Disse statsmidler styrkede interessen for plantning, og der oprettedes en række plantningsforeninger, der i samarbejde med Hedeselskabet forestod formidlingen af planter til forbrugerne. Fra 1901 ændredes statsstøtten således, at fredsskovforpligtelsen kunne pålægges plantager helt ned til 10 tdr. land, men samtidig indskrænkedes ydelserne. I de følgende år var der et tydeligt fald i aktiviteten, men der blev dog hvert år anlagt ret mange nye plantager, indtil en finanspolitisk stramning i 1912 medførte yderligere reduktioner af tilskuddene.

Gennem 1890’erne tiltog anlæggelsen af plantager i meget stort omfang, og den kulminerede omkring 1900 i den centrale del af Jylland. Gennem en systematisk indsats fra plantningssagens forkæmpere lykkedes det bl.a. at få mange pengestærke personer i den københavnske forretningsverden og en del godsejere på Sjælland til at opkøbe store områder med henblik på tilplantning. Disse arealer blev i årene derefter kaldt grossererplantagerne, og de udgør stadig nogle af de største enheder i Midtjylland.

Tallene på grundlag af offentliggjorte plantagelister i Hedeselskabets Tidsskrift 1880– 1965 fra de vestjyske amter viser, at der var tale om anlæg af hedeplantager. Tilplantningen på dyrket jord spillede kun en ringe rolle her. Nedenstående diagrammer omfatter kun de plantager, der er anlagt af Hedeselskabet, men da store dele af skovarealets tilvækst har været administreret herigennem, giver søjlerne et godt billede af den tidsmæssige fordeling af tilplantningerne. Oplysningerne er samlet i femårige perioder og angives i følgende fire kategorier: 1. plantninger på tidligere agerland, 2. på hede og ager, 3. på hede, 4. på klit eller sande.

Under 2. verdenskrig blev tilskudsordningerne meget fordelagtige, men der var samtidig konkurrence om arbejdskraften, og virkningerne af de gunstige plantningsvilkår ses først i årene lige efter krigen. I 1947 og 48 nedsættes statsbevillingerne igen, og antallet af jorder, der må inddrages til skov, begrænses. De må ikke længere være over takst 5 ved bonitering. De bedre konjunkturer inden for landbruget i begyndelsen af 50’erne tilskynder heller ikke til plantning, og store områder, der under krigen var opkøbt til anlæggelse af plantager, blev i disse år endda overtaget af opdyrkningsselskaber. Den store interesse for plantning i årene lige efter krigen blev således afløst af en gradvis nedgang i anlæggelsen af nye plantager i begyndelsen af 50’erne (Det Kongelige Danske Geografiske Selskab, 1976).

I landbrugslovene af 4. april 1967 blev reglerne yderligere skærpet for agerjords overgang til skov, idet loven ønskede at sikre en jordbrugsmæssig udnyttelse af landejendommenes tilliggende. Det var således tilladt at dyrke graner til juletræer, da dette parallelliseredes med planteskolerne og ikke forhindrede, at arealet forholdsvis hurtigt kunne bringes tilbage til anden anvendelse. Derimod blev »tilplantning og anvendelse af jorderne til skovdrift ikke anset for jordbrugsmæssig udnyttelse«, som det fremgår af cirkulæret af 25. marts 1968. Efter loven kunne landbrugspligten dog stadig ophæves på arealer, der var mindre egnet til almindelig drift i landbruget, mod pålæggelse af fredsskovpligt, men det krævede en tilladelse i hvert enkelt tilfælde, og det var en forudsætning, at arealerne fandtes egnede til vedvarende skovdrift af statens skovtilsyn. Mange småplantninger er uhensigtsmæssige set fra et forstmæssigt synspunkt bl.a. på grund af for store randvirkninger, og denne godkendelsesparagraf kunne derfor komme til at virke hæmmende netop på agertilplantningerne, hvor det sjældent drejede sig om store sammenhængende arealer.

I 1973 indførtes igen begrænsninger i dispositionsretten. I loven om landbrugsejendomme (1973) hedder det, at »Jorderne til en landbrugsejendom skal udnyttes på forsvarlig jordbrugsmæssig måde i det omfang, de er egnede dertil. Ingen del af jorderne må tages i brug til anden anvendelse, herunder til tilplantning...«. Det tillades dog, at ejeren kan »tilplante jorder, der er mindre egnede til landbrugsdrift, dog ikke mere end 1/5 af den del af ejendommen, der ikke er tilplantet inden den 1. august 1973, og ikke over 10 ha.« Ved at acceptere fredskovspligt kan der gives tilladelse af landbrugsministeren til plantning i videre omfang.

Tilskudspolitikken og de forskellige lovmæssige indgreb har haft en afgørende indflydelse på tilplantning af ledige områder i Jylland og dermed også på opgivelsen af dyrket jord. Mens hele plantningssagen oprindelig blev båret af en næsten folkelig bevægelse med et stort, nationalt islæt frem til omkring det 20. århundrede, kom de økonomiske overvejelser tilsyneladende i forgrunden gennem det 21. århundrede. I 1930’erne kom endnu en faktor ind i billedet gennem bestræbelserne for at frede bestemte miljøer og bevare frie arealer til rekreative formål, og disse krav har fået større og større vægt i diskussionen om den bedste anvendelse af landets åbne arealer (Det Kongelige Danske Geografiske Selskab, 1976).

Kan det betåle sig?

Jyden han æ stærk å sej; sådan skrev St. St. Blicher. Uden tvivl skal man have været af en vis støbning for at kunne holde til det hårde arbejde med hede opdyrkning. Flere steder gik egnens beboere sammen om dette arbejde ligesom ved nedenstående eksempel, hvor folk fra Dejbjerg er i færd med gentilplantning af Dejbjerg Plantage efter en brand i 1937.

I Christian M. Pedersens erindringer (u.å.) om Borris Plantage beskrives hedeopdyrkningen som følgende:

”Opdyrkningen af heden til rødgran tog omegnens beboere sig af. Først blev lyngen brændt, så blev det brækket, som de kaldte den første pløjning, og hvor der var meget mor blev furerne brændt med hedetørv, som blev kørt ud over det pløjede og stillet to eller tre sammen, hvorefter antændtes, når de var godt glødende skulle de spredes med en greb og senere med en svær jernrive trækkes overalt. Varmen og røgen gjorde det til et ubehageligt arbejde, som gav disse hedebøndere rødsprængte øjne til de døde. Men det var en hurtig måde at få lyngsyren væk.”

De statslige forsøg med tilplantning af skovfyr og rødgran på hederne i midten af 1800-tallet mislykkedes. ”navnlig på Hede, der havde henligget som lyngbevokset Hede i adskillelige Aarhundreder, vilde Granen imidlertid ikke gro. Den førte en sygnende Tilværelse i Plantehullerne uden hverken at kunne leve eller dø, og man har endnu saadanne smaa henimod 100-årige Graner, der ikke er komne op over Lyngen”, skriver Christian Dalgas i Hedebogen (1909). Skovfyr kunne ikke klare klimaet på heden, og rødgran slog bedst an på agermark og gunstige heder. Chr. Dalgas uddyber, at det var på grund af disse erfaringer, at statsplantningerne standsede og Hedeselskabet i 1866 stiftedes med det formål ”at frugtbargøre Jyllands Hedeegne og navnlig med Hedeplantningen paa sit Program” (Dalgas, Chr., 1909).

Ofte tillægges udsagnet ”Hvad udad tabes, skal indad vindes” Enrico Dalgas som motto for opdyrkningen af den jyske hede. Det er imidlertid ikke sandt, idet udsagnet stammer fra forfatteren H.P. Holst. Enrico Dalgas og Hedeselskabet formåede dog at bruge den nyligt vækkede bølge af danskhed, ovenpå tabet af Sønderjylland i 1864, til at gøre Hedesagen til en nationalsag (Dalgas, Chr., 1909).

I begyndelsen var der ikke mange, som troede på, at tilplantningen af heder og klitter m.m. ville blive en succes. Der var derimod en bred opfattelse af, at det var spild af tid og til ingen nytte. Dette beskriver Mylius-Erichsen (1901-03): ”Den Opfattelse, at man dog ikke fik noget ordentligt ud af det, er kommen frem paa forskellige Maader; man har talt om Plantagerne som ”grønne Heder”, der egentlig var ligesaa værdiløse som de brune.” Og han nævner, at en overfor Hedesagen ellers velvillig stemt mand, Landbrugsforfatter Krarup, har givet udtryk for denne holdning i sit værk ”Landbrugets Udvikling i de sidste Aar i Danmark” fra 1898. Imidlertid påpeger Mylius-Erichsen, at han ikke har set de sidste års udvikling, der viser, at den nødvendige hugst gennemføres med indtægt, ”der enddog har Udsigt til at blive betydelig”.

De gunstige vækstforhold er opnået ved, at Hedeselskabet har plantet gran og bjergfyr i blanding; en iagttagelse gjort af E. Dalgas, der senere blev styrket gennem undersøgelser af Kammerherre, Overførster Müller (Dalgas et al, 1909). ”Bjergfyrren kvæler Lyngen, Hedens onde Princip, den virker som en Amme for Granen, og Granen gror op i den skød. Men lader man nu disse Bevoksninger passe sig selv, da er der Fare for, at Bjergfyrren kvæler Granen, at Ammen kvæler Barnet ihjel… Og Bjergfyrren, ”Moren, der har gjort sin Pligt og kan gå”, udnyttes efter Borthugst til Brænde, hvorpaa der her til Byerne paa Vestkysten og til gode Priser er større Efterspørgsel end Produktion. De tynde, lige Stykker anvendes til Stolefabrikation, og de tykkere sælges som Hegnspæle til gode Priser, uden at vi kan tilfredsstille Begæret; og hvad der er krumt brændes til Trækul, Tjære og træsyre med et med de nuværende Konjukturer fortrinligt Udbytte og alt gaar at som varmt Brød, samtidig med, hvad der er Hovedsagen, at Skoven ved Hugsten vokser og trives. Kom og se, enhver, som tvivler om, at Jylland tilsidst kan blive en Have.” (Mylius-Erichsen, 1901-03).

Fra rejser og ophold i hedeegnene indeholder Mylius-Erichsens dagbog små beskrivelser om bondens liv og gerning set i forhold til Hedesagen. Et sted beskriver han, hvordan Ole Søndergaard fra Ølstrup (øst for Ringkøbing) var en af Hedesagens venner, idet han var den første, der anlagde en plantage i Ringkøbing og omegn for hvilken han modtog et hædersdiplom (se ovenstående fra Ringkøbing-Skjern Museum).

”Nu om Stunder, fortæller Konen videre, saa gaar omtrent alle Folk med til at plante, men i Begyndelsen var der ikke et Menneske i Sognet, uden at det jo smilte af Ole Søndergaard, ja endogsaa var ham imod og sagde, at han skulde skamme sig, saadan som han rent ud smed Penge og Arbejde væk paa det Skidt Planteri. Selv hans første Kone – for han er gift anden Gang nu – var ham imod. Men han plantede endda. Og nu har han siden gaaet og slidt, brugt Penge, Tid, Kræfter; aldrig længtes han hjem efter Mad, naar vi andre blev sultne under Arbejdet med at kulegrave og pløje, plante og rydde. Og da saa endelig den Dag kom, at han kunde hugge i Plantagen, var han saa lykkelig og stolt – og vi andre jo med.” (Mylius-Erichsen, 1901-03).

Ringkøbing-Skjern Kommuneskove

Ringkøbing-Skjern Kommune rummer i alt 19.169 ha (privat, kommunalt og statsejet) skov, hvilket svarer til ca. 13 % af kommunens areal. Ringkøbing-Skjern Kommune ejer 732 hektar skov fordelt på 28 lokaliteter. Kommuneskovene udgør således ca. 3,8 % af det samlede skovareal og består hovedsageligt af klit- og hedeplantager, der fra midten af 1800-tallet blev anlagt som led i sandflugtsbekæmpelsen. De er således af yngre dato sammenlignet med landets øvrige løvtræsdominerede skove.

Historisk set har skovene haft mange forskellige formål. De har været en livsnødvendig kilde til mad, husdyrfoder og brændsel eller leveret træ til byggeri og brugsgenstande, betydet meget for borgernes trivsel og sundhed samt været hjem for mange tusinde arter og sidst, men ikke mindst, har vores skove altid været vigtige for klimaet.

I dag er skovene stadig en vigtig del af vores hverdag. Hvad enten vi bruger dem til at finde ro, dyrke motion, studere skovens dyr og planter har vi én ting til fælles; af alle vores naturtyper bruger vi skovene mest.

I de følgende afsnit vil Ringkøbing-Skjern Kommuneskoves historie blive gennemgået. Afsnittene er opdelt på sogneniveau med de dertilhørende kommunale skove herunder. Til nogle skove findes der mange og detaljerede beskrivelser om deres oprindelse - og andre skove har det været svært at finde oplysninger om. Alle lokalhistoriske arkiver med kommunale skove inden for deres sognegrænse er blevet kontaktet foruden Ringkøbing Fjord Museer med henblik på at finde kilder til de følgende afsnit.

Sandbæk Plantage er med sine 143 ha den største kommunale skov i Ringkøbing-Skjern kommune. Plantagens samlede areal blev i 1947 tinglyst som fredskov med deklaration nr. 3285 og efterfølgende tilplantet med statsstøtte. Formålet med plantagen var på daværende tidspunkt at sikre tilstrækkelige træressourcer til opvarmning af kommunale bygninger (plantagens infotavle). Ved indgangen til plantagen står i dag en sten med inskriptionen “B.K. 1948-1952”. Dette markerer, at Brejning Kommune lod området tilplante i denne årrække.

Simon Hjøllund blev født i 1897 på gården ”Store Sandbæk”. Han var sognefoged for Brejning østre distrikt. I 1927 køber han gården af sin mor, Ane Kathrine Berthelsen Hjøllund. Den 18. oktober 1943 sælger han Sandbæk matr. 1x til Sandbæk Plantage (Lund, J., 2022a). Af Ulfborg-Hind Herreds skøde- og panteprotokol nr. 39 side 347 fremgår det, at hans far, Anders Hjøllund, får gennemført fredsskovpligt på 34,5 tdr. land (kaldet Store Sandbæk Plantage) d. 26. januar 1900. Det meste af plantagen lå nærmest gården mod øst (mod Viftrupgård), og den del forblev under Store Sandbæk, da Sandbæk matrikel 1x blev solgt fra til Sandbæk Plantage i 1943. Anders Hjøllund lod plante bjergfyr, men Simon Hjøllund gjorde meget for også at tilplante med egetræer og andre løvtræer (Lund, J., 2022b).  

Der knytter sig dog en noget særpræget historie til området for den nuværende plantage. I 1925 boede en eneboer, Anders Møller-Mikkelsen, i området. Han var født i 1886 og levede det meste af sit liv i en hule. Han ville opdyrke heden og havde lejet en lille jordlod. Han havde en so med grise. Hver dag på samme tid, samme sted gik han en tur i området. Turen gik bl.a. forbi en gård på Sandbækvej 7. En dag kom soen med grisene gående alene ind gennem gårdspladsen - og det bekymrede gårdejeren, der straks undersøgte sagen. Det viste sig, at hulen var styrtet sammen, og Anders Møller-Mikkelsen var omkommet under jorddyngerne (Lund, J. 2022b).

Det har tidligere været et velbesøgt sted. Johannes Lund (2004-2018) beskriver to oldtidsveje, der førte igennem Brejning sogn. Én der gik fra vest mod øst; fra Ringkøbingområdet over No, Lem, Brejning, Fjelstervang, Herborg og videre østpå. En anden fra nord til syd; fra Lemvig over Holstebro, Væggerskilde, Skjern, Varde, Ribe og sydover. Den sidste er den gamle “Alvej”, hvoraf et vejspor stadig går igennem Sandbæk plantage (vejen ind i plantagen), snor sig omkring Viftrupgård, Væggerskilde og Randerisgårdene, og forsvinder sydover ved Herborgvad og Lundenæs til Skjern og videre til Ribe. De to veje krydser hinanden ved Herborg. Området omkring Sandbæk plantage har dermed været kendt og anvendt som et gammelt vejforløb længe før plantagens tilblivelse.

Politisk ravage i Sandbæk Plantage

Sandbæk plantage blev i 1979-80 omdrejningspunktet i den såkaldte rævesag. En uge før den daværende Videbæk kommune skulle behandle sagen på et byrådsmøde d. 9. oktober 1979, kom det frem i offentligheden, at kommunen med den daværende borgmester, John Kristiansen, i spidsen arbejdede på, at sælge Sandbæk plantage til greve E. C. Grevenkop-Castenskiold med henblik på at opføre Danmarks største pelsfarm. Grevenkop-Castenskiold ønskede at udvide sin farm i Sorø, der havde en årlig produktion på ca. 100.000 minkskind og 18.000 ræveskind. Planen, som blev præsenteret i Ringkøbing Amts Dagblad (RAD) d. 2. oktober 1979, var til en begyndelse at etablere 50.000 m² pelsfarm med 3000 blåræve i Sandbæk plantage i løbet af januar 1980, og det forventedes at skødet ville blive underskrevet umiddelbart efter byrådsmødet d. 9. oktober. På sigt skulle produktionen dog femdobles i forhold til farmen i Sorø (Lund, J., 2022b).

På baggrund af førnævnte artikel samledes ca. 100 borgere d. 3. oktober på Spjald Hotel til et protestmøde for at få annulleret salget. Borgerne var ikke interesserede i salget af det rekreative område og var utilfredse med, at kommunen hidtil havde behandlet sagen på lukkede byrådsmøder. Mødet afsluttedes med, at der blev udpeget et udvalg, som skulle overbringe protesten til borgmesteren og byrådet (Lund, J., 2022b).

Den 8. oktober afholdtes der et møde mellem udvalget af protesterende borgere og repræsentanter for hhv. kommunens ejendoms- og økonomiudvalg. Mødet varede 2,5 time, hvor de forskellige detaljer blev debatteret. Parterne var langt fra enige og mødet sluttede med følgende bemærkning fra Aksel Knudsen, Spjald: ”Denne aktion bliver ved, indtil sagen er taget af bordet.” (RAD, 9-10-79).

Plantagehandlen blev imidlertid udskudt, idet kommunen havde overset, at plantagen i forbindelse med statstilskuddet til beplantningen blev pålagt fredskovspligt.

Den store modvilje i lokalbefolkningen skyldtes formentlig også det faktum, at greven åbent under Anden Verdenskrig bekendte sig til nazismen og i 1941 var medstifter af partiet Den danske Front, hvorfor han efter befrielsen blev idømt 15 måneders fængsel. Flere dagblade bragte historien om grevens fortid undervejs i forløbet (Lund, J., 2022b).

I RAD d. 9. januar meddeltes det, at skovstyrelsen gav afslag på kommunens ansøgning om ophævelse af fredskovspligten i Sandbæk plantage. Efter udtalelse af Ulfborg Statsskovdistrikt skrev skovstyrelsen, at ”plantagen anses for at udgøre et godt grundlag for fortsat skovdrift, ligesom boniteten skønnes at være på højde med eller højere end gennemsnittet for plantagerne på egnen.” I ansøgningen skrev kommunen ellers, at efter byrådets mening var boniteten for området ringe, samt at muligheden for rimelig skovdrift ikke var til stede.

Skovstyrelsen begrundede desuden afslaget med, at plantagen kunne indgive gode indtægter som jagtområde og ved klip af bjergfyr som pyntegrønt. ”Hvis udviklingen på brændemarkedet fortsætter, vil plantagen i løbet af nogen tid kunne give et betydeligt afkast ved produktion af brænde, især hvis flisfyringsteknikken udvikles”, påpegede styrelsen yderligere.

Borgmesteren ville anke skovstyrelsens afgørelse til miljøministeren: ”Byrådet har godkendt, at vi skal forsøge at få fredskovpligten ophævet. Derfor mener jeg, at vi skal gøre, hvad vi kan, for at det sker. Hvis så miljøministeren også giver afslag, ja, så er sagen faldet. Men så har vi gjort, hvad der er muligt for at få oprettet en stor arbejdsplads her på egnen, der samtidig kan skabe en god valutaindtægt for landet” (RAD, 12-1-80).

På et borgermøde i Spjald d. 6. februar stod det dog klart, at borgmesteren ikke alene havde de fem lokale byrådsmedlemmer mod sig, men også størstedelen af borgermødets godt 200 deltagere (Herning Folkeblad, 7-2-80).

Ikke desto mindre vedtog et flertal i Videbæk byråd den 12. februar at anke skovstyrelsens afslag. Vedtagelsen skete med 11 stemmer for og seks imod; to byrådsmedlemmer var fraværende (RAD, 13-2-80). Lokale borgere henvendte sig som parter i sagen til miljøministeren.

Folketingsmedlem, Askjær Jørgensen (Fremskridtspartiet) forespørger miljøministeren d. 12. maj: ”Vil ministeren oplyse, hvor stor eksportindtjeninger Danmark vil gå glip af i anledning af, at skovstyrelsen forhindrer etablering af en erhvervsvirksomhed i Videbæk kommune?”.

Den 22. maj 1980 svarer miljøminister (Erik Holst) følgende: ”Der foreligger ikke autoritative oplysninger om, hvilke eksportindtægter rævefarmen ville kunne indbringe. Det synes heller ikke godtgjort, at det er en forudsætning for disse eksportindtægter, at rævefarmen ligger i Sandbæk Plantage. Skovstyrelsens afgørelse er senere indbragt for mig af Videbæk kommunalbestyrelse, der ønsker en ophævelse af fredskovspligten. Jeg har endvidere fået henvendelse fra beboerne i området, der ikke ønsker rævefarmen placeret det pågældende sted. Jeg påregner snart at træffe afgørelse i sagen.” (Folketingstidende.dk)

Det er ikke lykkedes at finde miljøministerens endelige afgørelse i sagen. Sandbæk plantage blev dog aldrig solgt og er således stadig kommunalt ejet.

Brejning sogneråd besluttede d. 16. dec. 1893 at begynde tilplantningen af fattiggårdens hede fra den vestre side. Fattiggården (Store Snogdal) lå på Holstebrovej 6, 6971 Spjald og eksisterede fra 1870-1920, hvor den blev nedlagt i forbindelse med sammenlægning med Ulfborg fattiggård (Spjald Lokalhistorisk Arkiv).

Der blev gravet plantehuller i vinteren 1893-94 på 3 tdr. land. I alt blev der udlagt fredskovspligt på 30 tdr. land, men til en start blev de 3 tdr. land tilplantet med bjergfyr fra Velling Planteskole. Af Brejning sogneråds forhandlingsprotokol (SFP 23-1-1896) fremgår en regning fra Velling planteskole på 20 kr. for bjergfyr.

Matr. nr. 4v og 4ø, Den nordvestlige del, Brejning på i alt ca. 16 ha er tilkøbt senere og tilplantet med bjergfyr ca. 1955 på meget tør, stenet hede (Brøgger, 2023). Luftfotos fra 1954 viser, at der var hede overalt på matr. 4v og 4ø samt hede på de østlige, stejle bakker ned mod mosen.

Jens Peter Christiansen var husmand og skytte ved Brejninggaard. Han ejede tidligere Moselund, (Kratvej 4, 6971 Spjald) men efter sønnen, Ejnar, havde overtaget denne, flyttede Jens Peter til Holstebrovej 17, hvorfra billedet er taget (Spjald Lokalhistorisk Arkiv). Denne adresse er lige vest for Snogdal plantage og bevidner om, hvordan landskabet var præget af hede.

I nyere tid er der etableret både madpakkehus og nye, brede stisystemer beregnet til, at folk på vandretur og mountainbikere kan nyde samme tur uden at være bange for at ramle sammen. Folk på gåtur går således med uret rundt og folk på cykel kører imod uret.

I 2022 fik Snogdal plantage sit helt eget natureventyr ”Sarah og den forsvundne Bjørn”, der kan tilgås via en App og som er målrettet børn i alderen 4-9 år. Natureventyret er det første af tre eventyr i Naturens Rige, der skal gøre det nemt og sjovt for børnefamilier at tage på opdagelse i naturen langs en børnevenlig rute (1,4 km) i skoven. Natureventyret blev indviet sammen med en ny riderute – og indvielsen der også bød på gratis pandekager tiltrak 100-200 deltagere.

Niels Sidenius, en ugift boghandler i Nysted på Lolland, født 1856, overtog sin fars boghandel i 1908 men solgte den i 1910 (Boghandlere i Danmark, 2023) og flyttede til Sørup ved Fredensborg, hvor kan købte et større hus. Huset solgte han i 1921 (Fredensborg-Humlebæk Lokalhistoriske Forening).

I 1921 købte kan en hedeparcel i Vorgod Sogn (matr. 3h) på 20,51 hektar, formentlig udstykket fra matr. 3a som er ”Overgård”. Der blev tilplantet ca. 7 hektar i 1921–24 med bjergfyr samt opført et skovdige i sydkanten med statstilskud og assistance fra Hedeselskabet (Hedeselskabets arkiv over fredskovplantager; Brøgger, 2023).

Efter hans død (ukendt årstal) har hans arvinger solgt den til Vorgod – Nr. Vium kommune.

Det er således én af grosserer-plantagerne; måske den yngste og mindste i Ringkøbing-Skjern Kommune. Kommunen lod den resterende hede tilplante med skovfyr i 1954–55, pånær hedemosen i sydvest. I østkanten langs marken blev plantet et løvtræbælte med eg. Skovvejen ned til fiskepladsen ved Vorgod Å er anlagt senere; ca. i 1960 ifl. Luftfoto (Brøgger, 2023).

I 1880 købte Schubert 14 tønder land ca. 5 km øst for Ringkøbing for 750 kr. Arealet med hede blev kultiveret og tilplantet og bærer nu navnet Schuberts Plantage. Få år senere købte han ca. 35 tønder land syd for landevejen, hvoraf 30 tønder land blev kultiveret og tilplantet. Denne plantage kaldes Børnehjemsplantagen.

Carl Mathildus Schubert blev født i Fredericia i 1836, hvor hans far var ansat i Toldvæsenet; senere i København. Schubert lærte købmandshandel i Roskilde og kom som kommis til sin fætter O. Rosenvinge i Ringkøbing, hvor han var i ni år. I 1868 etablerede han sig som selvstændig købmand i Ringkøbing, hvor han drev forretning i ca. 27 år. Forretningen fandtes i ejendommen på hjørnet af Algade og Øster Strandgade (i dag Matas). Schubert boede i lejligheden, som lå i forbindelse med butikken. I hans tid boede der kun en husbestyrerinde eller tjenestepige og en tjenestekarl. Schubert ejede den store ejendom og beboede lejligheden indtil sin død i 1903. Schubert interesserede sig meget for antikviteter. Han solgte engang en større stensamling til Kong Frederik VII for 500 rigsdaler.

Sognepræst P.N. Frost skriver i sin beskrivelse over Ringkøbing fra 1817: ”Alleer eller behagelige spadseregange udenfor byen gives ikke. Klimaet er i almindelighed ikke gunstigt for træplantning, dog haves i byen nogle enkelte ret smukke haver.” Om Schubert har læst Frosts dystre beskrivelse af mulighederne for træplantning vides ikke. Han fik dog lyst til at plante træer på et stykke hede. Jorden blev kultiveret og tilplantet med nåle- og løvtræer samt udsmykket med damme og stensætninger og der blev desuden anlagt spadserestier.

Mylius-Erichsen (1903) beskriver således Schuberts plantage i sin dagbog:

”Naar man en halv Mil ude paa Ringkøbing-Ribe Landevejen er kommen forbi Statsplantagen ”Femhøjsande”, træffer man en temmelig stor Privatplantage, der tilhører Købmand Schubert i Ringkøbing. Landevejen deler Plantagen i to Partier, i dem begge møder man samme Sirlighed i Anlæget, en rørende Kærlighed til hver lille Ting, de snurrigste Enkeltheder som Spiralhøje, gravomgivne Høje, Stendysser, Indelukker med alle Arter Løvplanter, med Buskvækster og Blomster og Urtebede. Her er et Flor af Roser, her modnes Jordbær og Hindbær, her er Sangfuglereder rundt omkring. Al Plantagens sjældne Pynt er med den nænsomste Interesse tryllet frem af Ejeren selv. I en Snes Aar har han næsten dagligt gaaet paa sin Fod ud til Plantagen, gravet og trillet Muld, gødet og puslet, med lidt Arbejdskraft fra Omegnen til Hjælp har han gjort over 50 Tdr. Land Hede til en Lysthave, hvori hver Plet er præget af hans egen ejendommelige Skønhedssans.”

Schuberts interesse for plantagen var meget stor, og han tilbragte meget tid derude med vedligeholdelse, og han byggede et lysthus med mulighed for overnatning. I anledningen af 90-året for grundlæggelsen af Schuberts Plantage skriver opsynsmand Simon Simonsen et mindeskrift om C.M. Schubert. Heri beskriver han: ”Sådan var det med Schuberts liv: Jo længere man var hos ham, jo mere kom man til at holde af ham. Schubert var ikke af dem, der gik til selskab og forlystelser, han tog i stedet sin taske på ryggen og gik en tur til sin plantage; i denne havde han et lysthus, hvori han kogte sin kaffe; i dette lysthus opholdt vi os, når det regnede, og så læste Schubert for os, imens skulle jeg rette gamle søm, og børnene indgned værktøjet med olie, for at det ikke skulle ruste. Thi orden koster penge, men uorden koster mere, og alting på sin plads og en plads til hver ting, det var Schuberts valgsprog.”

Det var forbudt for uvedkommende at komme i plantagen i Schuberts tid. En dag kom der dog en rejsende gartner forbi, som fik lov til at se plantagen og fik en kop kaffe samt 35 øre i rejsepenge. Han vendte senere tilbage som medhjælper i plantagen. Arbejdsstyrken bestod desuden af en ældre kone, Maren Simonsen, og hendes to børn. Maren arbejdede for Schubert fra begyndelsen, og hun beskrev ham som en meget krævende arbejdsgiver (Jul i Ringkøbing, 2005).

Schuberts sidste rejse til plantagen fandt sted i 1903, ca. 14 dage før sin død. Det var hans gamle kusk P.C. Lauridsen, som kørte ham derud. ”Vi vandrede plantagen rundt og så den efter. Da opdagede han, at en sten var falden af en stendysse; vi kunne ikke få den sat op, da jorden var for fugtig: jeg lovede da at sætte den op, så snart det kunne lade sig gøre. Schubert var ikke rask den dag, og det stod for ham, at det var sidste gang, han rejste til sin plantage, og det blev sidste gang. Fjorten dage efter blev jeg kaldt ud til ham, og da var han meget syg. Hans første ord til mig var: Har du husket at få den sten rejst? For nu skal jeg bort. Jeg var glad ved, at jeg kunne svare ja. Så sagde Schubert tak, og så sagde vi farvel til hinanden. Schubert kunne ikke tåle at tale. To dage senere sov han hen.” Sådan beskriver Simon Simonsen i mindeskriftet.

Den 30. marts 1903 blev Schubert begravet på Ringkøbing Kirkegård. Plantagerne testamenterede han til Ringkøbing Kommune tillige med et legat på 10.000 kr. til vedligeholdelse af plantagen, som skulle holdes som lystanlæg. Børnehjemsplantagen tillige med en pengesum udgjorde et legat, som skulle bestyres af Ringkøbing Byråd. Når pengesummen nåede en størrelse af 100.000 kr. skulle der opføres et børnehjem for dem. Byrådet besluttede efter 2. verdenskrigs ophør, da de 100.000 kr. for længst var nået, at opføre et børnehjem i Ringkøbings østlige udkant i stedet for i legatplantagen, som blev solgt for 25.000 kr. I 1951 blev børnehjemmet Schuberts Minde indviet med plads til 36 børn. Ved juletid lægger personale fra Schuberts Minde en krans på graven.

Kort tid efter hans død rejste Ringkøbing Kommune en mindesten med følgende indskrift:

Til minde om C.M. Schubert

f. 12.3.1836 – d. 23.3.1903

Gud signe ham den Dannemand som

planted her i sandet, han gjorde skønt det

nøgne land og større Fædrelandet.

Stenen står stadig på en af de stensatte høje, som Schubert lod opføre.

Opsynsmændene i Schuberts Plantage

Ved Schuberts død blev Ringkøbing Kommune ejer af plantagen og dermed vedligeholdelsespligtig af den. Kommunen så sig derfor nødsaget til at ansætte en opsynsmand til at varetage pasningen og i 1904 opførtes en pavillon, som indeholdt en restaurant, restaurationskøkken, diverse rum og en bolig til opsynsmanden, Simon Simonsen. Opsynsmandens bolig stødte op til restauranten og indeholdt to stuer og køkken i stueetagen, og 1. sal var indrettet med to værelser. Toilet var i gården; der var intet bad.

Restauranten havde ikke spiritusbevilling og fik det heller aldrig, dog kunne der købes en lys øl. I perioden 1904-1970 har der været skiftende opsynsmænd, som også indbefattede kvinder og par. Bestyrelsen bestod af tre medlemmer, som alle var politikere. Blandt formændene kan nævnes overlærer Bøgner, borgmester og redaktør af Ringkøbing Amts Dagblad Vilh. Nielsen og Fanny Spaabæk, g.m. dyrlæge Spaabæk.

Da Simon Simonsen i flere år før Schuberts død havde arbejdet i plantagen, var det næsten en selvfølge, at Ringkøbing Kommune ansatte ham som den første opsynsmand. Han flyttede ind i boligen, da den blev opført, og passede restauranten indtil sin død i 1920. Derefter blev hans søn, Chr. Simonsen, ansat som opsynsmand. Han opsiges dog i 1945, da byrådet mente, at han ikke varetog sit arbejde forsvarligt.
 

Glæden ved Schuberts plantage og senere pavillon

Hvad der i begyndelsen er en privat plantage, hvor det er absolut forbudt for uvedkommende at komme i, ændres senere hen til glæde for offentligheden. Schubert holdt ellers strengt på at uvedkommende var forment adgang og uddelte kun nøgler til nogle enkelte, som han vidste interesserede sig for plantagen; for det satte han stor pris på. Men kort tid efter hans død i 1903 åbner Ringkøbing Kommune plantagen og opfører pavillonen med dertilhørende restaurant.

Der kunne købes kaffe/the med brød, sodavand og lyst øl. I sommermånederne kom flere ringkøbingensere derud for at drikke deres eftermiddagskaffe. Der var også af og til levende musik i restauranten. Rigmor Kryger skriver i Jul i Ringkøbing 2005: ”Gamle ringkøbingensere som mig mindes af og til gamle dage i vores hjemby og taler om, hvor vi færdedes bl.a. om søndagen, og så falder samtalen helt naturligt også på Schuberts… I 1950’erne og 60’erne tog en del unge mennesker fra Ringkøbing derud tidlig pinsemorgen for at se pinsesolen danse og nyde morgenkaffen.”

I 1990 får en skovbørnehave lov til at benytte lokalerne, og stuerne fra privatboligen bliver lagt til som opholdsrum for børnene.

I dag bruges plantagen fortsat som skovbørnehave af daginstitutionen ”Trinbrættet” i Ringkøbing. Børnene hentes i bus og køres derud om formiddagen, spiser deres medbragte mad og leger på legepladsen i skoven, indtil bussen henter dem igen og kører dem tilbage til børnehaven i Ringkøbing. Børnene får mulighed for at boltre sig i skoven og opleve naturen.

Matrikel 22a har hørt under gården Brændtoft, som lå ved nuværende Frejasvej 3, 6950 Ringkøbing.

Da Ndr. Ringvej blev anlagt ca. 1980, skar den diagonalt gennem gårdens marker. Kommunen har opkøbt ejendommen (ukendt år) til villagrunde vest for ringvejen og industrigrunde øst for ringvejen. En ”tilfældig” del i nord blev tilplantet med graner og et løvtræsbælte langs vejen. Der blev plantet hvidgran og omorika, nok uden forstlig vejledning, idet hvidgran har en dårlig produktionsværdi (Brøgger, 2023).

På flyfoto fra 1987 er der nyplantet skov. På flyfoto fra 1992 er gården ikke nedrevet. På luftfoto fra 1999 er gården nedrevet, men stadig ingen industribygninger ved Frejasvej.

Matrikel 25æ er 11 hektar, hvoraf 70 % er dyrket mark. Den har formentlig hørt under en gård på Herningvej 25, som nu er nedlagt og udstykket. Det er uvist hvornår kommunen har købt matriklen.

Landmanden på Herningvej 25 har nok af praktiske grunde ladet heden tilplante, idet stykket lå længst væk fra gården og det kunne give brændsel og grantømmer.

Momhøje er på 80 hektar. En del af arealet er et tidligere brunkulsleje, som har skabt det varierede terræn med bakker, dale og søer. Under besættelsen blev der gravet brunkul i Momhøj Plantage.

En stor del blev sendt med jernbanen fra Studsgaard station. I regnskabsåret 1944/45 blev der således afsendt 82.828 tons brunkul fra Studsgaard (Historisk Samfund. Hardsyssels årbog 2006).

Naturen består af skov, hede, mose og søer. På nedenstående billede ses opalsøen, der udover at være et oplagt udflugtsmål vidner om plantagens tidligere anvendelse som brunkulsleje.

Mod nord ligger fire gravhøje; den største er Store Momhøj, som med sine 95 meter over havet er Ringkøbing-Skjern Kommunes højeste punkt.

Ringkøbing Amt begyndte i efteråret 2004 i samarbejde med et bredt sammensat brugerråd arbejdet på at etablere et nyt naturcenter i Momhøje Plantage. Daværende Skov- og Naturstyrelsen afsatte fra sin Natur- og Vandrammepulje 3,1 mio. kr. til formålet. Projektet kom i alt til at koste 4,8 mio. kr. Amtsrådets teknik- o miljøudvalg afsatte 1,13 mio. kr., og fra Tips- og Lottomidlerne til friluftslivet blev der ydet 0,6 mio. kr. i tilskud. Efter amtets nedlæggelse den 1. januar 2007 overgik stedet til den nye Ringkøbing-Skjern Kommune.

Der blev således etableret et naturcenter med en masse tilhørende faciliteter; herunder naturlegeplads, borg, handicapsti, vandrestier, ridesti, mountainbikerute, orienteringsposter, grillpladser, teltplads, shelters samt en hovedbygning med bållade, udstilling, mødelokale, sovesal og toiletter. I 2014 blev der etableret en discgolf-bane med 18 huller. Banen er populær, og i 2021 blev der afholdt DM i discgolf ved Momhøje Naturcenter.

I ”Finderup egnens og gårdenes historie” (Hanning, Finderup, Bølling og Sædding Lokalhistoriske arkiv, 1988) kan man læse, at ejeren af nuværende Finderup Plantage, Ole Olsen eller Jensen (1898), begge navne er brugt i offentlige registreringer, var enlig og blev ked af at bo der. Rygtet siger, at han hængte skødet på døren, tog ned til Gravers Graversen og fik sin hund skudt og rejste til Ringkøbing. Ved en auktion overgår ejendommen ved højeste bud af 200 kr. til Dejbjerg-Hanning Kommune jf. skøde og panteprotokollen den 12. januar 1900. I 1901 plantedes arealet (20,3 ha i alt) med træer og udlagdes til Kommuneplantage.

Skoven består af syv matrikler, som oprindeligt nok har været hedeparceller for nogle gårde ved Fasterlundvej. Det er uvist, hvornår kommunen har købt dem.

Under 2. Verdenskrig standsede næsten al import af udenlandsk brændsel til Danmark, hvilket medførte, at efterspørgslen på dansk brændsel – tørv og brunkul – voksede. Brunkulsaflejringen i Ejstrup blev fundet i forbindelse med en brøndboring på Marius Kristensens gård. Fiskbæk Briketfabrik var de første, der blev kontaktet omkring fundet af brunkul, men i begyndelsen var der ikke megen tiltro til områdets mængder af brunkul.

Man fandt sjældent større mængder brunkul i lerjord som i Ejstrup – de fandtes mest i arealer med sandjord. Men ejstrupperne var blevet interesseret, og der blev skrevet meget i aviserne om brunkulseventyret i Ejstrup. Kullene lå under 3 gårdes jorder tilhørende Kristian Jensen, Marius Kristensen og Karl Poulsen (Faster Sognearkiv b, u.å.).

Almindeligvis lå brunkullet i Ejstrup i såkaldte kulbænke i et ca. 4-5 meter tykt lag og i en dybde af 8-12 meter. De kørte al overjorden op i en stor tip, den blev lagt langs Fasterlundvej og jordvolden kan stadig ses.

Statsbanerne havde lagt et spor fra Troldhede Station til Nr. Vium, og da kullejerne ved Ejstrup viste sig at rumme en masse brunkul, blev sporet forlænget fra Nr. Vium til Ejstrup. Det blev med sine 11 km det længste sidespor, de danske statsbaner havde. Sporene blev lagt tæt på kulbænken, så kullene kunne væltes ned i vognene. Det sidste blev læsset med håndkraft. Hver morgen ved 7-tiden – 7 dage om ugen – kom Statsbanernes store lokomotiv fra Troldhede og hentede de fyldte vogne. Der blev desuden kørt næsten lige så meget brunkul fra Ejstrup i lastbiler (Skallebæk, N., 2003).

I vinteren 1943 kom det første brunkul op i Ejstrup (Skallebæk, N., 2003). I 1944 kom der for alvor gang i kulbrydningen i Ejstrup. Der var beskæftigelse til 300-400 mand fordelt på de tre store lejer og nogle få mindre. Det var et strengt, beskidt og mange gange livsfarligt arbejde. Pludselige jordskred og slidte elkabler var mange gange årsag til ulykker (Faster Sognearkiv b, u.å.).

Der var ca. 20 mænd i hvert sjak. De arbejdede på akkord og lønnen var 1,25 kr. for at fylde en vogn. Hver mand læssede på sin egen tipvogn, som kunne rumme 2 m³. Det tog ca. 20 minutter at fylde en kolonne på 20 tipvogne, så med megen slid kunne man holde en dagløn på små 30 kr. (Faster Sognearkiv a, u.å.).

Boligforholdene var simple og primitive og krigsvintrene var ret hårde, så det eneste gode var, at der var brændsel nok – og det var gratis. Langs med vejen, som gik fra Haugård’s kulleje, lå der på østsiden en stor sovebarak samt nogle små træskure på begge sider af vejen. Ægtefællerne havde rindende vand til opvasken, idet vandt som blev pumpet op fra kulgraven løb i en grøft forbi skurene. Langs med Fasterlundvej lå der også småskure samt Hoffmann’s sovebarak og deres marketenderi, som havde spiritusbevilling. Der var rigtig mange af arbejderne, som spiste og sov der; nogle arbejdere havde lejet ledige rum, karlekamre o.lign. på gårdene som lå i nærheden af kullejerne (Faster Sognearkiv b, u.å.).

1945 blev et begivenhedsrigt år. Danmark blev befriet, men kullene blev stadig brudt – også i Ejstrup. I begyndelsen af 1945 havde tyskerne besat Kristian Jensens gård. Hans gamle gård i Ejstrup blev brugt af den tyske Værnemagt til skydeøvelser med skarpt. Tyskerne skød efter mål i brunkulslejet – lige der, hvor der blev arbejdet 10 meter længere nede. Tyskerne havde dog stillet en vagtpost op, som skulle passe på, at ingen kom op, mens de skød med skarpt (Skallebæk, N., 2003).

I sommeren 1945 væltede en 60-70 meter lang kulkant ned over 22 arbejdere nede i gravens bund. De blev pludselig dækket af 3000 m³ jord og kul. ”Det var en mærkelig stemning – der blev ikke mælet mange ord, man hørte faktisk kun lyden af de 70-80 skovle, hvormed vi desperat gravede så hurtigt vi kunne i håb om at nå at grave dem fri. For tre kammerater kom vi for sent – to af dem var tilrejsende børster, som hed Ejnar og Anders, den tredje var Arne Kirkegaard fra Faster Kirkeby. Et hårdt slag for hans kone og fire børn.”, skriver Niels Skallebæk i bogen ”Den brune diamant”.

Brunkulslejerne blev efter krigen drevet videre af Fiskbæk Briketfabrik. Da de opgav lejerne, plantede de dem til, så der i dag er et område med skove, bakker og fiskesøer (Faster Sognearkiv a, u.å.).

I nyere tid er det blevet et populært, rekreativt udflugtsmål for bl.a. daginstitutioner, som benytter sig af madpakkehuset, vandrestier og shelters. I 2023 får Ejstrup søerne sit helt eget natureventyr for børn i alderen 4-12 år, der opfordrer børn og barnlige sjæle at gå på opdagelse i området.

Igennem Lyager plantage går vandreruten Drivvejen. Drivvejen er betegnelsen for et net af historiske veje kombineret med nye stiforløb gennem Vest- og Sønderjylland og strækker sig således fra Thyborøn i nord til grænsen i syd. Drivvejen har været anvendt siden oldtiden. Gennem tusinder af år har kvægdrivere, kræmmere, tatere og andre rejsende vandret ad Drivvejen. Vandreruten er over 200 km lang. Ved Lyager kan Drivvejen følges af Bundsbækvej fra Dejbjerg mod øst og tværs over Ringkøbingvej, igennem Lyager plantage og nordpå (Lyager infotavle). 

Rakkernes sidste tilholdssted

Tidligere var Dejbjerg Bakker dækket af heder, moser og egekrat. I bakkerne boede rakkerne som et af de sidste steder i Jylland. Rakkerne – også kaldet taterne eller skøjerne – var datidens sociale tabere. De strejfede rundt i Jyllands øde egne og levede et kummerligt liv på kanten af samfundet, hvor de udførte det hårde og beskidte arbejde, ingen andre ville gøre – f.eks. flå selvdøde dyr. Ind imellem tiggede og stjal de også.

Stednavne, gravsteder og de særlige kirkestole bagest i Dejbjerg Kirke giver minder om nogle af de sidste rakkere. I Bjørnemosen ved Bundsbæk Mølle er der rekonstrueret et af de sidste rakkerhuse. Her levede rakkerne, Mette Mus og Niels Kvembjerg, i første del af 1900-tallet. I tidens løb har møllen dannet rammen om dramatiske episoder i Dejbjerg-rakkernes liv. Under Statsbankerotten i 1813 fik rakkerne udleveret fattighjælp her.

Den store Dejbjerg Plantage blev tilplantet af tugthusfanger fra Horsens Statsfængsel. Enkelte steder kan man se rester af de barakker, der husede fangerne (DKNF, u.å).

Vest for Ringkøbingvej (i Dejbjerg Plantage) findes et mindesmærke for stifteren af Hedeselskabet, Enrico Dalgas. Da mindesmærket blev rejst i 1897, blev opdyrkningen af heden betragtet som en sejr. På stenen står: ”E. Dalgas Golde hedes sløvende væsen sejerrig han overvandt Liv han tændte kæmperøsten vej til folkets hjerter fandt – 1897.”

Johan Chr. Bendix var lærer på Lyager Skole fra 1915-55. Bendix var i alle årene organist i Dejbjerg

kirke. Hans rolige, stilfærdige fremtræden gjorde ham vellidt overalt. I 1940, da han havde været lærer i 25 år, afholdtes en fest, ved hvilken han blev takket af gamle elever og mange andre. Ved lærer Bakbos bortrejse i 1948 indtrådte Bendix i hans sted i menighedsrådet og blev genvalgt i 1949. 

I 1955 søgte og fik Bendix sin afsked, hvorefter han flyttede til Skjern; men allerede i 1959 døde han og blev begravet i Dejbjerg sogn. Da Bendix og fru Bendix flyttede fra Dejbjerg, blev der afholdt en stor afskedsfest på Skjern missionshotel. Her hyldedes lærer Bendix hjerteligt af gamle elever og andre, desuden fik lærerparret overrakt gaver (Dejbjerg Bogen, u.å.).

Skoven består af 16 litra af vidt forskellig størrelse og form, i seks matrikelnumre. Det har været hedeparceller, der har tilhørt mindst seks gårde i Stauning sogn. Det er ukendt, hvornår kommunen har købt ejendommen. Samlet set er det en typisk kommuneplantage fra den primære hedeplantningsperiode fra 1890 – 1910.

Skoven består af 3 matrikler. Det har været hedeparceller tilhørende gårdene øst og sydfor.

I "Slægters spor i Bølling sogn" fremgår det, at ved salget af Præstegården i 1917 købte Bølling-Sædding Kommune 25 tdr. land (hede og kær) syd for vejen til Skjern. Prisen var 1.200 kr. Det besluttedes, at jorden skulle tilplantes med skov. Ledelsen af arbejdet blev overdraget til gartner Hans Bendtsen. Først blev jorden pløjet og merglet. Herefter blev jorden dyrket i nogle år; og i 1921 begyndte tilplantningen. Kommunen fik Hans Damgaard Eskildsen til at grave plantehullerne mod en betaling af 12 øre pr. hul. Ifølge Danmarks Statistiks prisberegner svarer 12 øre i 1921 til 3,25 kr. i 2021 - og de 1.200 kr. som kommunen betalte i 1917 svarer til 45.612,57 kr. (DST, 2022).

”Da Præstegaarden blev solgt og Udstykket, beholdt Kommunen cirka 32 Td. Hede og Kjær, som de vedtog at lade tilplante som Skov. Jeg kom saa til at staa for det. Det har været et af mine mest fornøjeligste Arbejder. Der er udhugget mange 100 Læs Bjergfyr og plantet cirka 70.000 Rødgran.

Vi fik cirka 5 Td. Land pløjet og merglet og dyrkede det i nogle Aar. Saa blev det meste cirka 4 Td. Land beplantet med Gran. Der er mange, som er 7 - 8 Alen høje. De er plantet i og omkring Midten af 30verne. Der meget at lave her endnu.

Sidste Sommer, 1947, tog Ilden cirka én Td. Land Bjergfyr, som nu i Aar skal tilplantes med Gran. Der er endnu mange Tusinde Bjergfyr at fælde og mange Tusinde Graner at plante før det hele er tilplantet. Nu er der enkelte Forsøg gjort med. Bøg - Eg og Birk. Om 100 Aar tror jeg, der er en Løvtræsskov.

Der er meget af Jorden, der er godt. Nu den 12. marts 1948 bliver jeg 80 Aar og maa tænke paa Afgang, men er endnu rask og Arbejder lidt hver dag. Hører temmelig lidt. Har vel hørt nok.” (Bendtsen, H., 1948)

Plantagen er i alt 46 ha. Tilplantningen blev udført i perioden 1921 til 1923, primært med bjergfyr. Hovedformålet med skoven var på sigt at sikre den kommunale varmeforsyning og staten gav tilskud til anlæg af skove. Det kostede 15.415 kr. at etablere plantagen og staten gav tilskud på i alt 6.475 kr.

Bjergfyrren skabte læ og gjorde det senere muligt at indplante andre træarter i plantagen. De nuværende bevoksninger er hovedsageligt plantet i 1949, 1958, 1959, 1963, 1965 og 1971 og træarten er for det meste rødgran og omorica (Plantagens infotavle).

I foråret 2021 blev der etableret en oplevelsesrute i Skjern Birk. Ruten blev til som et samskabelsesprojekt ledet af en studiegruppe fra pædagoguddannelsen ved VIA University College i Holstebro, i samarbejde med lokale aktører og kommunen. Målet var at gøre Skjern Birk Plantage til et endnu mere attraktivt sted, især for børnefamilier, og forhåbentlig åbne op for de skønne muligheder, skoven byder på. Langs ruten findes der kunst lavet af lokale kunstnere samt forskellige stationer bl.a. med QR-koder, der opfordrer leg og læring.

Senere har kommunen udlejet den østlige mark til hundetræning, og et klubhus blev bygget nær hustomten. De øvrige marker blev reolpløjet og tilplantet med moderne blandingsskov i omkring 2006. Den lille nåleskov blev fældet og genplantet med bøg, eg, birk i omkring 1970 (Brøgger, 2023).

I 2010 overtog Ringkøbing-Skjern kommune administration og ejerskab af den 9,6 ha store Kirkeskov i Skjern by. Skoven ligger i umiddelbar tilknytning til det kommunalt ejede skov- og parkområde Fredskoven. Aftalen om overtagelse skete på opfordring af Skjern Menighedsråd.

I forbindelse med overtagelsen blev der iværksat en del plejetiltag, således at ca. 1/3 af arealet fik en forstlig opdatering; herunder bevoksninger og stisystemer. Alt træ fra udtyndingen oparbejdedes til flis, der efterfølgende blev solgt og afsat til de lokale varmeværker (Pressemeddelelse: Nyt kommunalt skovområde - 17/12-2009).

At dømme på røgskyens placering på billederne må der være tale om brand i Kirkeskoven, da det er Jørn Ützons arkitekttegnede huse på Østervang i Skjern, der ses fotograferet på billedet nederst t.h. Det lykkedes desværre ikke at finde yderligere information om branden.

Rosengård Skov

Spejderskoven

Ganer skov (matr. 25u) er på 4,16 hektar og omfatter en yngre og en ældre skov, å-løbet og læbæltet øst for åen samt græsplænen vest for ”Ganerbo” (Brøgger, 2023).

Den ældre del af skoven har været privatejet og sammen med omliggende marker tilhørt gården ”Øster Smedegård”, som lå på nuværende Ø. Smedegårdsvej 4, Skjern.

Kommunen købte muligvis markerne og lod dem udstykke til parcelhusgrunde. Trekanten mellem Ganer Å, Klostervej og Lønborgvej forblev i kommunens eje (Brøgger, 2023).

Den ældste del af plantagen er anlagt i årene 1893-1906, hvor Lønborg-Egvad Sogneråd tilplantede nogle sandede marker samt et hedeareal tilhørende kommunens fattiggård. Arealet var på i alt 35 tdl. (19,3 ha) og ligger ved Stadion på Ånumvej samt sydøst for ”Englændergravene” langs Østermarksvej. Ved samme lejlighed blev de lave fredsskovsdiger anlagt for at markere skovens skel (Tarm Kommuneplantages infotavle).

Plantagen blev plantet ved hjælp af statstilskud. På ansøgningen om tilskud til Indenrigsministeriet står: ”Arealet bestaar af gammel Agermark og Hede. Læforholdene gode normale.” Det vil sige, der var ingen læ!

Ansøgningerne er skrevet på Hedeselskabets standardskema for plantageanlæg, stilet til Indenrigsministeriet. Skemaerne er udfyldt med håndskrift og underskrift af Mads Holt, Påbøl, indtil 1906, hvorefter M. Fischer fra Lønborggård Plantage (anlagt 1896) overtager erhvervet.

Ansøgningerne er dateret om sommeren, efter at forårets plantearbejde var udført. Der er opført udgifter for følgende kategorier: jordværdi, jordbearbejdning, planteindkøb, plantning, samt adskilleligt. Tallene kan vanskeligt sammenlignes med nutidens priser. Den samlede udgift i 13 plantesæsoner er 2.280 kr. for at tilplante 35 tdr. l. Der blev tilplantet 4 tdr. l. om året i 4 år, senere 3 tdr. l. og sidst 2 tdr. l. I 1903 og 1904 var der ingen nyplantning.

De få håndskrevne kommentarer giver lidt indblik i arbejdets gang, f.eks. 1895: ”Arealet er flad Hede og gammel Agermark. Kulturene ere korrekt udførte. Plantningen tegner godt.”

Jordværdien er muligvis anført, fordi man også kunne få statstilskud til dette. Kommunen ejede jo selv marken og hedeparcellen under fattiggården. Jordværdien opføres til 25 kr. pr. tdr. l. ved agerjord og 10 kr. ved hede. Statstilskuddet var på 25 %, og det fremgår af budgetterne, at amtet også gav tilskud vekslende fra 10-20 %.

På første års ansøgning er under ”adskilleligt” opført udgiften ”Thinglæsning af fredskovsdeklaration m.v. 20 kr.” En påfaldende stor startudgift, når man samme år kunne købe 1000 bjergfyrplanter for 6 kr., men statstilskuddet var betinget af, at arealet blev pålagt fredskovpligt (Brøgger, 1993).

Skovdiger

Der er lavet skovdige i fire etaper, i 1893, 1895, 1897 og 1902 med hhv. 150, 350, 175 og 540 favne. Fredskovloven af 1805 krævede skovdige for at holde kreaturer ude, men i Vestjylland har de lave jorddiger nærmest været et synligt, symbolsk bevis på fredskov. I 1895 nævnes der: Halvdige, 1 alen høj, akkordpris 10 øre pr. favn. Skovdigerne er stadig synlige ved de oprindelige skel, undtagen på bane 2 på stadion (Brøgger, 1993).

Jordbearbejdning

I 1892 er metoden nøje beskrevet: ”Gravepløjning af 2 Tdr. Land gammel Agermark og 2 Tdr. Land Hede. Der pløjes med 2 ½ alens Afstand fra Midte til Midte af Furene, disse 20” brede. Der lægges en Fure op til hver Side, og derefter undergrundpløjes med 3 Gjennemgange således at der bliver 12” løs Jord at plante i. Anslaaes til 20 kr. pr. Td. Land.” I efterfølgende år står der blot ”Gravepløjning som sædvanlig”, og fra 1899 kaldes det ”Rillepløjning”.

Rækkeafstanden varierer på heden 2 ½ - 3-4 alen, og på agermarken 2, 2 ¼, 2 ½, 3 alen. Jo større afstand, des mindre planteudgift. I moderne skovbrug anvendes ofte 1,5 m = ca. 2 ½ alen.

Pløjemanden har nok ikke altid fulgt det foreskrevne. I 1900 noterer skovrideren: ”I Agerplantagen nord for Vejen, hvor der er pløjet for vidt mellem Rækkerne, indlægges en ny Rille for hver 2 riller på ca. 2 tdr. Land”. Forslaget bliver dog ændret til: ”Der omplantes med 2000 Hvidgran i gravede Huller” (Brøgger, 1993).

Planteindkøb

Der blev indkøbt 127.500 træer til nyplantning, heraf var 24.500 rødgran, 10.000 hvidgran, resten bjergfyr. Granerne var 4-årige planter til 6 kr. pr. 1000. Bjergfyr var mest 2-årige planter til 2 ½ eller 3 k. pr. 1000, dog også 3-4-årige til 6 kr. Priserne holdt sig stort set uændret i de 13 år, til sidst steg hvidgran til 7 og 8 kr. pr. 1000 stk.

Hvert år blev træerne plantet for akkordpris 2 kr. pr. 1000 stk. Inflation og lønforhøjelser var ukendte begreber.

Omplantningen af døde træer i kulturerne begyndte allerede i 1895 med 3000 stk., og fortsatte hver år med 2-3000 stk. I alt købtes 19.300 stk. til omplantning, svarende til 15 %. Der anvendtes kun store 4-årige planter til 6 og 7 kr. pr. 1000. Plantearbejdet var mere spredt og besværligt, så akkordprisen var 3 kr. pr. 1000 stk.

Til en del af omplantningen var det nødvendigt at grave en græstørv eller lyngtørv væk, og jorden herunder skulle løsnes. Akkordprisen var så hævet til 6 og 8 kr. pr. 1000 stk. ”Hullerne skulle være 18x18” (47 cm, 1898).

Alt i alt var det nok den sædvanlige måde at anlægge en hedeplantage på. Tilbage står så kun at gisne om, hvem de ”almindelige” folk var, som pløjede rillerne og plantede træerne. Måske omegnes landmænd, daglejere, karle, fattiglemmer? (Brøgger, 1993).

Plantagen udvides

I 1912 arvede kommunen en nytilplantet hedeplantage på i alt 33 ha efter en lokal ugift korn- og foderstofhandler, S. Chr. Pedersen. Denne del ligger på begge sider af Østermarksvej.

Skovbrande gjorde i hhv. 1929 og 1938 skade på henholdsvis 25 % og 20 % af plantagens areal.

Efter senere tilkøb af 2 små naboplantager samt gården Bisgårdvej 6 er Tarm Kommuneplantage nu på i alt 105 ha. De to kunstige søer i plantagen er anlagt omkring 1970, hvor også tørvemosen ved Spejderhuset blev uddybet.

Markerne ved Bisgårdsvej og Ådumvej blev tilplantet i årene 1983 – 1989 for at kunne ophæve fredskovspligten på et areal til udvidelse af fodboldbanerne ved Stadion. Markerne blev tilplantet med forskellige løvtræarter.

Den 14. maj 1945 opstod der brand i Tarm Kommuneplantage. Skovarbejder Johannes Andersen, også kaldet Lille Johannes eller Johannes Gartner, var hurtig. Da han opdagede ilden, løb han 1 km til fods for at hente hjælp, og branden blev hurtigt slukket. Sognerådet var så taknemmeligt for den hurtige alarmering, så man foreslog, at Johannes skulle have et sølv krus for din dåd. Men Johannes ville hellere have et pengebeløb. Som det fremgår af ovenstående skrivelse, indstiller Egvad Sogneråd, at Dansk Plantageforsikringsforening bør udlove Johannes Andersen en dusør for så hurtigt at slå alarm og udvise heltemod. Dette blev, jf. nedenstående, imødekommet med 50 kr. af Forsikringsforeningen, hvilket svarede til ca. en ugeløn. For pengene kunne familien tage en tur til Johannes’ hjemegn på Sjælland (Peder Brøggers interview af Ketty Andersen).

Aktieselskabet A/S Beplantningen af Tarm Hede fik sine første love og vedtægter den 29. marts 1885, og rådede over en aktiekapital på 5.400 kr. I den første bestyrelse sad sagfører Chr. Jensen, distriktslæge Frederik Willemoes Kampmann samt korn- og foderstofhandler Søren Chr. Pedersen også kaldet Sønderskov, med sagfører Chr. Jensen som formand.

Ifølge Søren Karl Hansen havde den gamle skolelærer Rasmussen tidligere opfordret bymændene til at tilplante sandbrinkerne nord for byen, men da var interessen for plantningssagen endnu ikke vågnet.

Formålet med oprettelsen af aktieselskabet var, at man skulle stå for ”en tilplantning af Tarm Hede og være med til at forskønne egnen og til sin tid at skaffe aktionærerne udbytte”. Det første, der blev beplantet og senere købt af aktieselskabet, var arealet vest for Gl. Kongevej, der havde bestået af flyvesandbanker og gamle hulveje. I protokollen betegnes området som ”Den nordre plantage”. Blandt byens borgere også kaldet for Lilleskoven og senere for Kongelunden.

Arealet, hvor Kongelunden opstod, var i mange år udlagt til fælles areal, hvorfra der kunne tages materiale til vedligeholdelse af den lange vejstrækning, som førte den vestjyske hærvej over engene mod Skjern Å Bro. Kongelunden var til en begyndelse ca. syv tønder land, men aktieselskabet havde planer om at udvide og købte omtrent 50 tønder land øst for byen på begge sider af Vejlevej.

Ved generalforsamlingen i 1892 fratrådte distriktslæge Kampmann. Jens Chr. Hansen blev nu valgt ind i bestyrelsen. Han boede i mange år i ”Skovhuset” ved Gl. Kongevej. Hansen var en spændende mand, født på en af Gadegårdene, og de fleste havde nok regnet med, at han skulle være landmand som sin far. Men i stedet fik han plads hos Rasmussen, byens første apoteker. Siden stod han for den lille aktietømmerhandel med savværk, ”Th. Errboe og Comp.”, oprettet af apoteker Rasmussens plejesøn, Theodor Errboe, i apoteker Rasmussens baghave. Hansen var også en tid jæger og fisker ved Lundenæs Laksegårde. Han var et udpræget naturmenneske, fisker og ivrig jæger. Det siges, at han i sin tid har skudt over 3.000 harer. Desuden arbejdede han med biavl. Men vigtigst i denne sammenhæng er, at han var med til at beplante de store hedearealer. Og som der blev skrevet i avisen: ”var beplantningen udført så godt, så det hele groede, og i de senere år skovede og solgte han tro de træer, han selv engang havde plantet.” (Hansen, 2014).

Ved en ’speciel indvarslet’ generalforsamling i 1898, blev der vedtaget nye love, som blev trykt i 100 eksemplarer. Ved generalforsamlingen i december 1900 blev det vedtaget at foretage ”udhugning” i nordre plantage under vejledning af plantør Fischer, og man antog Jens Chr. Hansen til at udføre arbejdet.

Det var ikke hvert år, der blev holdt ordinær generalforsamling, f.eks. ikke i 1906-1911. Men i 1911 var der ekstraordinær generalforsamling, da et par stykker bestyrelsesmedlemmer, Chr. Jensen og Søren Chr. Sønderskov i mellemtiden var afgået ved døden. Som nævnt i ovenstående afsnit om Tarm Kommuneplantage overgik den af Søren Chr. Sønderskov tilhørende plantage til Egvad Kommune i 1912.

Til bestyrelsen blev valgt H. A. Fischer og amtsvandingsinspektør Peder Pedersen Hjerk. Fischer blev valgt som til formand. Han var plantør og boede på teglgården i det, der senere kom til at hedde blåkilde. Fischer var en foregangsmand for plantningssagen på egnen, og mange af plantagerne i området skyldtes en stor del hans initiativ. Desuden oparbejdede han en planteskole, der bl.a. var til stor glæde for Hedeselskabet.

P. Pedersen Hjerk var konsulent for Hedeselskabet og bestyrer af Hedeselskabets 4. distrikt. I 1917 blev han desuden udnævnt til amtsvandingsinspektør for Ringkøbing Amt og havde opsyn med amtets fjorde, søer, åer og større vandløb. Hjerk var desuden med til at stifte Tarm Borger- og Grundejerforening. Det kan nævnes, at man i 1911 blev enige om at indmelde aktieplantagen i Hedeselskabet for et årligt bidrag af 4 kr.

Kongelundens forskellige anvendelser

I 1913 forhandlede bestyrelsen for aktieselskabet med Tarm Borger- og Grundejerforening om, at grundejerforeningen skulle leje eller købe Kongelunden for at omdanne området til et lystanlæg for byens borgere. Men grundejerforeningen takkede nej, da man mente, at jorden var for dårlig til anlæg af græsplæne m.m. Derimod bevilgede foreningen 50 kr. årligt til plantning af løvtræer i området. Omkring 1920 begyndte aktieselskabet at beplante Kongelunden med birk, bøg og eg. I 1922 plantedes skovfyr nord for Vejlevej.

I stedet for Kongelunden købte Tarm Borger- og Grundejerforening i 1921 det område, hvor Forsøgshaven er placeret i dag.

Plantør Fischer flyttede i 1923 fra egnen. Familien havde i 1918 haft den meget store sorg at miste sønnen Axel på 9 ½ år, der var blevet myrdet i skoven nær sit hjem, da han var på vej hjem fra realskolen. Fru Fischer havde behov for at komme tilbage til sin hjemegn ved Støvring.

I stedet for Fischer blev købmand og manufakturforhandler S.J. Nielsen valgt ind i bestyrelsen som formand (Hansen, 2014).

I 1928 blev der anlagt en frugthave i den østre del af plantagen, men det blev ikke nogen succes, for selvom udgifterne til plantagen i 1945 beskrives som lave, så bemærkedes det samtidig, at der heller ikke gennem årene havde været megen frugt, hvilket dette år blev begrundet med nattefrost. Et par år senere blev man enige om at lade beplantningen henligge, da udbyttet var for dårligt.

I 1935 flyttede familien Fischer tilbage til tarm, og Fischer blev nu ansat som leder og regnskabsfører for aktieplantagen.

I 1941 var der planer om, at den del af Kongelunden ud mod Skjernvej måske skulle sælges til byggegrunde, og at den sti, der gik gennem plantagen, fra Skjernvej til skoven, ville blive sløjfet. Stien havde altid været meget benyttet, og derfor blev Tarm Borger- og Grundejerforening opfordret til at arbejde for, at stien kunne bevares. Det blev ikke sidste gang, at planer om udstykning kom på tale.

Da der i 1947 skulle bygges et transformatortårn ved Vejlevej, solgte Aktieplantagen lidt jord til Karlsgaardeværket til en pris af 1.500 kr. Pengene besluttede man at anvende til en natursten til minde om de tre, der i sin tid havde været foregangsmænd for oprettelsen af ”A/S til beplantning af Tarm Hede”.

Fischer fortsatte som tilsynsførende indtil 1952, da det begyndte at knibe med synet. I sin sidste beretning, foreslog Fischer, at Kongelunden skulle overlades til Egvad Kommune med den klausul, at den ikke måtte udstykkes til byggegrunde. Desuden foreslog han, at den store plantage ved Vejlevej skulle sælges. Aktieselskabet skulle ophæves, og salgssummen fordeles mellem aktionærerne. Men sådan gik det ikke til!

I 1964 blev tømmerhandler Tage Nielsen og bankdirektør Jørgen Christensen valgt ind i bestyrelsen. Da der i en tid havde været rejst en del velbegrundet kritik af Kongelundens tilstand, og da der bl.a. havde været mangel på arbejdskraft, havde det ikke været muligt at gøre noget ved sagen, så bestyrelsen besluttede i 1967 at bringe et salg af skoven på banen. Men forslaget faldt, da én aktionær med én stemme stemte imod. Det efterfølgende år, var spørgsmålet igen til drøftelse. Købmand Th. Thomassen mente, at det for mange ville være en sorg at se det arbejde, gode mænd havde udført for snart 100 år siden, gå til spilde. Ved afstemning blev det muligt enten at sælge eller leje Kongelunden ud evt. med forkøbsret, til en pris på ca. 150.000 kr.

Der blev solgt jord til B.J. Rocket Rasp, Tarm Tømmerhandel, P. Bollerup Jensen samt Egvad Kommune. Salget faldt dog først rigtigt på plads i 1971.

Udstykning til attraktive skovparceller - eller fredning?

I 1995 rejste daværende Skov- og Naturstyrelsen fredningssag for Kongelunden. Kongelunden bestod af tre privatejede ejendomme beliggende i landzone: matr. nr. 13q og 108a, matr. nr. 108e samt matr. nr. 108d, Tarm By, Egvad. Ejendommene var skovbevoksede, navnlig med bøg. På matr. nr. 108e var der omkring 1970 opført et enfamiliehus. Denne ejendom var kun omfattet af fredningen for så vidt angår restparcellen.

Som det nævnes i Fredningskendelsen fra december 1997 var formålet at sikre et velbevaret eksempel på de gamle alfarvejes udseende, før de fik et fastlagt og befæstet vejareal.

”Kongelunden var i 1799/1800 udlagt til fælles areal, hvorfra der kunne tages materialer til vedligeholdelse af den lange vejdæmning, som førte hærvejen over engene mod Skjernå Bro. I Kongelunden ses endnu spor af grustagningshuller. I Kongelunden er desuden lange nord-sydgående vejspor mellem revler af flyvesand, som dannes, hvor der til stadighed er færdsel. Området er et velbevaret eksempel på de gamle alfarvejes udseende, før de fik et fastlagt og befæstet vejarereal. Området har været en del af den vejkorridor, der har udgjort hærvejen, før denne i midten af 1800-årene blev lagt fast i det forløb, som nu er Gl. Kongevej.” (Fredningsnævnet, 1997).

Efter bekendtgørelse og indkaldelse af de interesserede holdt nævnet den 7. december 1995 et offentligt møde i sagen, der blev indledt med en besigtigelse af området, der ønskes fredet. På det efterfølgende møde på Bechs Hotel redegjorde fredningsrejseren for de vestjyske vejes historie og oprindelige anvendelse.

Ringkjøbing Amtskommune, Teknik- og Miljøudvalget, fandt ikke, at der i Kongelunden var sådanne særlige forhold, så området burde fredes. Bevarelsen af sporene efter den gamle vej kunne kommunen sikre gennem kommuneplanen og lokalplaner, der forhindrede udstykning og bebyggelse.

Danmarks Naturfredningsforening og Friluftsrådet anbefalede en fredning for varigt at bevare området og sikre offentligheden adgang.

I lokalplan nr. 16, der blev endeligt vedtaget af Egvad Kommune den 11. oktober 1982, var alle tre ejendomme i Kongelunden omfattet boligformål. Kommunen havde på daværende tidspunkt til hensigt at udstykke matriklerne.

I rammedelen af Kommuneplan 1993-2004 for Egvad Kommune betegnes ejendommene som B2, F11 og F12. Om B2 var det anført, at det skulle anvendes til boligformål, men at området ikke måtte udstykkes yderligere. Om de to andre ejendomme var det anført, at de skulle udlægges til fritidsområde med deraf følgende forbud mod udstykning og bebyggelse. Der var i kommuneplanen ikke anført noget om årsagen til den ændrede anvendelse, og der blev ikke udarbejdet lokalplaner til opfyldelse af ændringen.

Ejeren af ejendommen (i kommuneplanen) betegnet B2 søgte den 11. februar 1994 Egvad Kommune om tilladelse til at udstykke ejendommen under iagttagelse af bestemmelserne i lokalplan nr. 16.

Egvad Kommune meddelte i en udateret skrivelse, at Teknik- og Miljøudvalget den 28. marts 1994 havde behandlet ansøgningen og havde vedtaget at udarbejde forslag til en ny lokalplan for området, hvor den del af området, som ejeren ønskede at udstykke, ville blive udlagt til boligområde.

Skov- og Naturstyrelsen meddelte den 3. oktober 1994 forbud efter naturbeskyttelseslovens § 34 mod, at ejeren af ejendommen foretog terrænændringer, fældede træer eller anden bevoksning eller gennemførte enhver form for bebyggelse, anlæg o.lign.

I løbet af sagen blev der nedlagt erstatningskrav fra ejerne af de tre ejendomme i Kongelunden. De erstatningssøgende var under hele sagen repræsenteret af advokat Hans Jeppesen. Han påpegede, at selvom det ifølge Teknik- og Miljøudvalgets vedtagelse af 28. marts 1994 alene var N. E. Jørgensen A/S, der fik løfte om, at kommunen ville gennemføre de nævnte ændringer i henhold til planlovgivningen, ville Egvad kommune ikke sagligt og lovligt kunne begrunde et afslag på en tilsvarende anmodning fra de to andre lodsejere.

Ringkjøbing Amtskommune oplyste den 22. februar 1996, at amtets Teknik og Miljøudvalg den 20. februar 1996 vedtog at udtale, at kommuneplanen måtte tages som udtryk for, at kommunal-bestyrelsen havde ændret opfattelse af, hvordan arealet skulle anvendes. Kommunens begrundelse var af rekreativ, byplanmæssig karakter. Såfremt der blev lavet lokalplan, som udlagde området til grønt område, var kommunen forpligtet til at overtage arealerne, hvis grundejerne ønskede det. Det udtaltes videre, at Skov- og Naturstyrelsens formål med at frede arealet var bevaring og formidling af kulturhistoriske minder. Det var udvalgets opfattelse, at problemerne i området burde løses gennem en lokalplan, og det kunne ikke anbefales, at områdets fremtidige status sikredes ved gennemførelse af en fredningssag.

Skov- og Naturstyrelsen udtalte den 15. marts 1996 blandt andet, at det var af national interesse at gennemføre fredningen, og anmodede fredningsnævnet om at fortsætte fredningssagen på baggrund af de fremkomne oplysninger. Egvad kommune oplyste i en supplerende skrivelse den 10. april 1996, at Egvad kommune i forbindelse med offentliggørelse af forslaget til kommuneplan 1993-2004 ikke modtog nogen indsigelser fra de berørte lodsejere mod de ændrede rammebestemmelser. Kommunen fandt, at lodsejerne burde have gjort indsigelse, såfremt man fra lodsejernes side havde intentioner om senere udstykning og salg.

Fredningsnævnet fandt, at Egvad kommune ved beslutningen i Teknik- og Miljøudvalget den 28. marts 1994 gav N.E. Jørgensen A/S en berettiget forventning om, at kommunen ville udarbejde den nødvendige lokalplan og ændringer i kommuneplanen, så selskabet kunne udstykke sin ejendom i overensstemmelse med lokalplan nr. 16. Nævnet fandt det ikke godtgjort, at Egvad kommune efter anmodning fra de to andre lodsejere lovligt, under hensyntagen til den almindelige lighedsgrund-sætning i dansk forvaltningsret, kunne have nægtet at gennemføre tilsvarende ændringer i lokalplaner og kommuneplaner for disse lodsejeres vedkommende. Nævnet lagde her særligt vægt på, at disse lodsejere ikke havde accepteret en lokalplan, der udlagde deres arealer som bypark.

Nævnet traf den 15. december 1997 bestemmelse om, at Kongelunden skulle fredes og erstatningerne til de berørte lodsejere blev i alt opgjort til 2.939.988 kr. Fredningsnævnet indstillede til Naturklagenævnet, at statskassen i medfør af naturbeskyttelseslovens § 49, stk. 5, skulle afholde 9/10 af erstatningen m.v. (Fredningsnævnet, 1997).

Ringkøbing Amt påklagede i 1998 Fredningsnævnets afgørelse til Naturklagenævnet. Det var fortsat amtets opfattelse, at problemerne i området burde løses gennem en lokalplan (Naturklagenævnet, 1998).

Skov- og Naturstyrelsen påklagede afgørelsen for så vidt angik erstatningsfastsættelsen, idet styrelsen ikke umiddelbart fandt, at udgifterne ved fredningen stod i forhold til de kulturhistoriske interesser i området, der tilsigtedes varetaget gennem fredningen. Styrelsen fandt endvidere, at den fastsatte salgspris af de enkelte parceller umiddelbart forekom høj. Efter styrelsens vurdering havde området en lokal rekreativ betydning, hvorfor styrelsen foreslog Naturklagenævnet, at Egvad Kommune afholdt 500.000 kr. af erstatningen kombineret med, at de af fredningen omfattede ejendomme skulle overtages af kommunen.

Egvad Kommune ønskede ikke at bidrage til erstatningen som foreslået af Skov- og Naturstyrelsen.

Advokaten var overrasket over, at Skov- og Naturstyrelsen mente, at den anvendte værdifastsættelse var forkert. Advokaten anførte, at siden fredningssagens start, var efterspørgslen på byggegrunde steget væsentligt. Såfremt værdiansættelsen i erstatningsudmålingen var forkert, var det snarere, fordi prisen burde være højere som følge af en værdiforøgelse, mens fredningssagen havde verseret. Prisen burde nærmere være 300.000 kr. pr. grund, mente han.

Naturklagenævnet traf den 9. juli 1998 afgørelse om, at ophæve fredningsnævnets afgørelse, således at fredningen ikke gennemførtes. Et flertal på 8 af nævnets medlemmer fandt, at den erstatning, som skulle tilkendes i anledning af en fredning, ville være af en sådan størrelsesorden – på grund af den gældende planlægning – at det ikke ville være forsvarligt at gennemføre fredningen (Naturklagenævnet, 1998).

I 1999 anmodede Danmarks Naturfredningsforening Naturklagenævnet om, at genoptage sagen om fredning ”på grund af ændrede planlægningsmæssige forudsætninger” (Naturklagenævnet, 1999).

Efter Naturklagenævnets afgørelse om at ophæve fredningen af arealet, udarbejdede Egvad Kommune forslag til kommuneplantillæg nr. 4 og lokalplan nr. 73 for et boligområde vest for Gl. Kongevej i Tarm. Heri var Kongelunden udlagt til boligområde med mulighed for udstykning af 12 parceller til bebyggelse med hver et enfamiliehus.

Egvad Kommune vedtog lokalplanen med den ændring, at den kun omfattede de to sydligste ejendomme i overensstemmelse med den af amtet fremsatte indsigelse den 12. oktober 1999. Lokalplanen gav herefter mulighed for, at der kunne opføres fire enfamiliehuse på den sydligste ejendom matr. nr. 108d, og yderligere ét enfamiliehus på ejendommen matr. nr. 108c, hvor der i forvejen var opført et enfamiliehus. De to nordligste ejendomme blev efter amtets indsigelse udtaget af lokalplanen og kommuneplantillægget ”på grund af risiko for fremtidige støjgener fra det udlagte industriområde øst for lokalplanområdet” (Naturklagenævnet, 1999).

Danmarks Naturfredningsforening anførte til Naturklagenævnet, at foreningen modtog mange henvendelser om genoptagelse af sagen, herunder et brev af 13. juni 1999 fra en borgergruppe i Tarm, som havde indsamlet ca. 1.500 underskrifter fra borgere, som ønskede at bevare området. Danmarks Naturfredningsforenings lokalkomite, Friluftsrådet samt Kulturmiljørådet og Ældrerådet i Tarm støttede denne henvendelse.

Danmarks Naturfredningsforening henviste desuden til de ændrede planlægningsmæssige forudsæt-ninger (Ringkjøbing Amts indsigelse af 2. marts 1999 mod forslaget til kommuneplantillæg nr. 4 og lokalplan nr. 73), og til at borgergruppen i Tarm havde tilbudt at indsamle 500.000 kr.

Borgergruppen til Kongelundens bevarelse anmodede den 13. oktober 1999 Naturklagenævnet om at genoptage fredningssagen, efter at byrådet den 12. oktober 1999 vedtog lokalplanen for Kongelunden.

Den 16. november 1999 traf Naturklagenævnet afgørelse om at genoptage sagen om fredning af Kongelunden, idet nævnet vurderede, at de planlægningsmæssige forudsætninger var ændret væsentligt i forhold til den situation, der var gældende, da Naturklagenævnet den 9. juli 1998 traf afgørelse om at ophæve fredningsnævnets afgørelse.

Herefter ophævede Egvad Kommunalbestyrelse den 9. februar 2000 lokalplan nr. 16 for Skjernvejområdet (matr. nr. 13q og 108a, Tarm By, Egvad) under henvisning til planlovens § 33, stk. l, så ejendommen ikke længere var udlagt til boligformål.

Dette påklagede ejeren af ejendommen til Naturklagenævnet, idet advokat Hans Jeppesen gjorde gældende, at ophævelsen af lokalplan nr. 16 var ugyldig, idet ophævelsen under de givne omstændigheder alene kunne ændres efter planlovens §§ 24-32, og ikke med hjemmel i planlovens § 33, stk. 1. Desuden anførte han, at beslutningen var ugyldig efter magtfordrejningslæren og lighedsgrundsætningen. Den reelle begrundelse for ophævelsen af lokalplan nr. 16 var efter advokatens opfattelse i stedet for amtets indsigelse, at kommunen ønskede at imødekomme det voldsomme folkelige pres om at bevare Kongelunden og samtidig forsøge at undgå at skulle betale de væsentlige erstatninger, der ville blive tale om.

Nævnet ophævede afgørelsen den 16. maj 2000, da det ikke fandt, at Egvad Kommune havde hjemmel i planlovens § 33, stk. 1 til at ophæve lokalplanen.

Naturklagenævnets afgørelse indebar, at lokalplan nr. 16 kun kunne ophæves ved tilvejebringelse af en ny lokalplan efter planlovens §§ 24-32. Nævnet påpegede i sin afgørelse, at det skulle angives i den nye lokalplan, hvilket nyt anvendelsesformål området skulle have. Der var i overensstemmelse med den gældende kommune- og regionplanlægning mulighed for at udlægge området til bypark. I så fald kunne ejeren under henvisning til planlovens § 48, stk. 1, rejse krav om, at kommunen overtog ejendommen mod erstatning. Spørgsmålet om berettigelsen af et sådant erstatningskrav for overtagel-sen af ejendommen, skulle efter planlovens § 50, stk. l, afgøres af taksationsmyndighederne efter lov om offentlige veje.

Naturklagenævnet traf samtidig afgørelse om, at Kongelunden ikke skulle fredes, da planlægningen for området igen var som i juli 1998, hvor Naturklagenævnet ophævede fredningen på grund af erstatningens størrelse (Naturklagenævnet, 2000).

Ifølge pensionerede skovarbejder, Peder Brøgger, blev salget af Baunebjerg Plantage i 2001 brugt til at opkøbe Kongelunden for at imødekomme de mange utilfredse borgere, som havde gjort indsigelser mod, at arealet skulle udstykkes til byggegrunde (Brøgger, 2023). Baunebjerg plantage var på godt 30 hektar og blev solgt for 1,55 mio. kr. Kongelunden er til sammenligning på 2,8 hektar.

Og sådan gik det til, at Kongelunden gik fra at være privat til kommunalt ejet og fortsat offentlig tilgængelig; jf. nedenstående kort.

Kastanjelunden blev anlagt i 1999 som erstatning for salg af 2 ha ved Falck-stationen i Tarm. Den hedder Kastanjelunden, fordi der blandt andet blev plantet ægte kastanje.

Nedenstående ses henholdsvis kulturkort (1999) og -journal for Kastanjelunden fra 1997-2001.

Lønborg Kirkeskov blev beplantet tilfældigt i 1950’erne i forbindelse med udstykning. Se nedenstående oversigt (af Peder Brøgger) over udviklingen af arealet for Lønborg Kirkeskov.

Det har ikke været muligt at finde nogen informationer om skovens tilblivelse. Nedenstående tabel viser udviklingen af skov, som det fremgår af Historisk Atlas.

Det har ikke været muligt at finde nogen informationer om skovens tilblivelse. Nedenstående tabel viser udviklingen af skov, som det fremgår af Historisk Atlas.

På ovenstående kort fremgår det blandt andet, at der var en brand i 1995, som spredte sig fra den tilstødende mark og tog et indhug af skoven (jf. de to skraverede områder). Branden blev dog slukket i tide og bredte sig heldigvis ikke til skolen. Efterfølgende blev de to områder gentilplantet i 1997 med hhv. bøg, ahorn, lind, kirsebær, rødeg, douglas samt løn og ædelgran.

Litteraturliste:

Begtrup, G. (1808–12): Beskrivelse over Agerdyrkningens Tilstand i Danmark. Nørre Jylland I–III

Bendtsen, H. (1948): Slægtsbog for familien i Bølling - Hans Bendtsen fortæller.

Bergsøe, A. F. (1847): Den danske Stats Statistik.

Boghandlere i Danmark (2023): Nysted Boghandel. URL:>>Linkt til Boghandlere i Danmark>>.

Brøgger, P. (1993): Sammenskrivning af kildemateriale ved plantagens 100-års jubilæum i 1993.

Brøgger, P. (2023): håndskrevne noter og fortællinger om kommuneskovene.

Dalgas, Chr. et al (1909): Hedebogen – korte, populære bidrag om heden i fortid, nutid og fremtid.

Danmarks Naturfond/DKNF (u.å): Historien om Bundsbæk Mølle og Dejbjerg Bakker.  URL:>> Link til Danmarks Naturfonds hjemmeside.

Danmarks Statistik/DST (2022): Forbrugerprisindeks. URL:>> Link til Danmarks Statistik.

Dejbjerg Bogen (u.å.): Dejbjerg Byportal: Dejbjerglund Skole. URL:>> http://www.dejbjerg.dk/dejbjerg+bogen/skoler/dejbjerglund+skole/?s=427<<.

Det Kongelige Danske Geografiske Selskab (1976): Atlas over Danmark serie II Bind 1: Opgivne og tilplantede landbrugsarealer i Jylland. URL:>> Link til Det Kongelige Danske Geografiske Selskab >>.

Faster Sognearkiv a (u.å.): Ejstruplejet. Dokument B26

Faster Sognearkiv b (u.å.): Ejstrup Søernes Historie af Christian Moss Jensen, Astrup.

FCM Klubsamarbejdet: URL:>> Link til FCM Klubsamarbejdet.

Flaskager, E. (u.å.): Fredskoven. URL:>> Link til Skjern Udviklingsforums hjemmeside.

Folketingstidende.dk, Samling 1979-80 (2. samling) forespørgsler (F24) Link til Folketingstidendes hjemmeside.

Fredningsnævnet (1997): Afgørelse vedr. Kongelunden i Tarm URL>>Link til Fredningsnævnets afgørelser.

Fredskovsforordningen (1805): Forordning angående En nye Landmåling udi Danmark. Den 9. juli anno 1768. Kjøbenhavn, trykt hos Directeuren over Hans Kongelige Majestæts og Universitets Bogtrykkeri, Nicolaus Christian Høpffner.

Hanning, Finderup, Bølling og Sædding Lokalhistoriske arkiv (1988): Finderup egnens og gårdenes historie. Skrevet af en gruppe afdøde Finderup-borgere.

Hansen, I. (2014): 100 år – A/S Beplantning af Tarm Hede. Tarm Plantage Aps. Egvad Egnshistoriske Samling.

Historisk Samfund. Hardsyssel årbog (1970). C. M. Schubert og Schuberts Plantage: URL>> link til Historisk Samfund>>.

Historisk Samfund. Hardsyssels årbog (2006). Herning-Skjern Banen Gennem 125 år: URL>>Link til historisk Samfund>>.

Heilmann-Clausen, J. et al. (2021). Center for Makroøkologi, Evolution og Klima, GLOBE Institute, Statens Naturhistoriske Museum, Københavns Universitet. Forvaltning af biodiversitet i dyrket skov.

Johannsen et. al (2013): Evaluering af indsatsen for biodiversiteten i de danske skove 1992-2012. Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning, Københavns Universitet.

Jul i Ringkøbing (2005). Schuberts Plantage – et lystanlæg 5 km øst for Ringkøbing af Rigmor Kryger.

Larsen, J. B. (2005): Naturnær skovdrift. Udgivet af Dansk Skovforening, København.

Lund, J. (2004-2018): Der dukker af disen… (Brejning sogn indtil 1726):

URL:<< Link til Brejning Sogn Egnsmuseums hjemmeside>>.

Lund, J. (2022)a: Sandbæk ejerlav (S), Brejning sogn. Store Sandbæk.

URL:<< Link til Brejning sogns egnsmuseums hjemmeside>>.

Lund, J. (2022)b: Ringbind udlånt med avisartikler m.m. Sandbæk & Snogdal plantager.

Mylius-Erichsen, L. (1903): Den jydske Hede – Før og Nu.

Naturklagenævnet (1998, 1999 og 2000): Afgørelser vedr. Kongelunden i Tarm URL>>Link til naturklagenævnets afgørelser<<.

Naturstyrelsen(u.å.): Link til Naturstyrelsens hjemmeside.

Pedersen, Christian M. (u.å.): Erindringer om Borris Plantage. Ringkøbing-Skjern Museum registreret i SKJ4X13, journalnr. 4.

Skallebæk, N. (2003): Den brune diamant – Erindringer om nogle spændende ungdomsår i brunkulseventyret i Ejstrup.

Trap Danmark (2019a): Skove i Ringkøbing-Skjern Kommune. URL:>>Link til Trap Danmarks trapleksikon>>.

Trap Danmark (2019b): Oldtiden i Ringkøbing-Skjern Kommune. URL:>>https://trap.lex.dk/Oldtiden_i_Ringk%C3%B8bing-Skjern_Kommune>>.

Ventegodt, O. (2021): Ludvig Mylius-Erichsen. Den Store Danske. URL:>>https://denstoredanske.lex.dk/Ludvig_Mylius-Erichsen<<.