8. juni 2017

Vellykket samarbejde på trods i Vandråd Ringkøbing Fjord

Vellykket samarbejde på trods i Vandråd Ringkøbing Fjord

Fronterne har været trukket skarpt op i medierne forud for arbejdet med at udpege vandløb, der skal udgå af vandområdeplanerne. Alligevel er Vandråd Ringkøbing Fjord kommet rigtigt godt i gang.

- Moderorganisationerne for de grønne organisationer på den ene side og landbrugsorganisationerne på den anden har lagt op til, at det ikke vil blive nemt at nå til enighed om hvilke vandløb, der skal ud, men der er ingen skarpe kanter at spore i Ringkøbing Fjord Vandråd. Her forstår man at lytte til hinanden og har åbenlys respekt for hinandens synspunkter og ikke mindst en vilje til at løse opgaven, siger Ole Kamp, formand for Ringkøbing-Skjern Kommunes Teknik- og Miljøudvalg og mødeleder i det lokale vandråd.

Han konstaterer, at samarbejdet bygger videre på den tillid, der blev oparbejdet i 2014, hvor vandrådet første gang blev etableret.

- Det hjælper også, at der bliver lagt et stort arbejde i det både fra medlemmernes side og fra kommunerne i oplandet, siger sekretariatsleder Lene Moth, Ringkøbing-Skjern Kommune.

Vandråd Ringkøbing Fjord dækker fra Skjern Å’s udspring i Øst til og med Ringkøbing Fjord i vest og dermed kommunerne Vejle, Ikast-Brande, Herning, Varde, Billund og Ringkøbing-Skjern.

Vandområdeplanerne er en samlet plan for at forbedre det danske vandmiljø. Planerne skal sikre renere vand i Danmarks kystvande, søer, vandløb og grundvand i overensstemmelse med EU’s rammedirektiv. 

Ud med flade og smalle vandløb – ind med fald og slyngninger

Flade, smalle og gravede vandløb har ikke mange chancer for en plads i vandområdeplanerne, hvor vandløb med godt fald og slyngninger samt en god økologisk tilstand til gengæld lever op til kriterierne.

Miljøstyrelsen har udpeget en række vandløb, som bør udgå af vandplanlægning fremover på grund af for ringe stand. I Ringkøbing Fjords opland er der tale om ca. 200 km ud af 570 km vandløb.

Det er disse samt de øvrige små vandløb, som er medtaget i vandområdeplanen, som det lokale vandråd skal hjælpe med at virkelighedstjekke. Vandrådet har også mulighed for at gøre opmærksom på nye vandløb, som bør inddrages i vandområdeplanerne, hvis der er argumenter for det. Vandløbene er udpeget på baggrund af opdaterede kriterier som faldforhold, de fysiske forhold, slyngningsgrad og okkerindhold.

I løbet af sine to første møder er Ringkøbing Fjord Vandråd blevet indført i opgaven og det kort-værktøj, som er udarbejdet til det, de har været på vandløbsbesigtigelse for at se eksempler på vandløb og har allerede forholdt sig til de ca. 200 km vandløb, som Miljøstyrelsen har peget på.

- Alt det har kun kunnet lade sig at gøre på grund af et grundigt forarbejde hos både vandrådsmedlemmerne og i kommunerne, siger Lene Moth.

Det kan til gengæld være en udfordring at dykke ned i de data, som ligger til grund for udpegningen. Især er det problematisk med gamle og mangelfulde okkerdata i det vestjyske. Det kunne godt være gjort bedre fra statens side, mener flere af vandrådsmedlemmerne.

Vandrådet skal være færdig med arbejdet i december 2017, og inden da skal det behandles politisk i alle deltagende kommuner, og derfor forventes det endelige resultat at ligge klar i oktober 2017.

Det er muligt for vandrådsmedlemmer at komme med mindretalsudtalelser, men det er klart, at jo mere enigt vandrådet er, jo stærkere vil man stå overfor både kommunalpolitikerne og Miljøministeriet, som i sidste ende skal godkende indstillingen. I Vandråd Ringkøbing Fjord er man opsat på at nå frem til en løsning, som alle kan bakke op om.

Fakta

15 organisationer er repræsenteret i Vandråd Ringkøbing Fjord. 

Ringkøbing-Skjern Kommune er sekretariat for vandrådet og har ansvar for at der holdes møder i vandrådet samt for at koordinere arbejdet med de andre kommuner i oplandet.