9. januar 2026

Kommunen trækker anbefaling om ’ingen unødig udkørsel’ tilbage

Sneplov på vejen

Det gode råd er dog stadig, at man kører efter forholdene.

Kombinationen af kraftig vind og løs sne fik tidligere på dagen Kommunes Vej- og Parkafdeling til at anbefale, at man ikke kørte unødigt ud.

Den anbefaling trækker kommunen nu tilbage.

- Det så voldsomt ud en overgang, og vores vinterberedskab havde svært ved at følge med. Men det letter allerede, så vi trækker vores anbefaling til bilisterne om ikke at køre unødigt ud tilbage igen, siger Kristian Korsholm, der er afdelingsleder i Vej og Park-afdelingen.

Han understreger, at man bør køre efter forholdene – og peger på, at den kraftige vind nogle steder stadig kan få sneen til at lægge sig i driver på vejen.

Udfordret hjemmepleje

Nogle af de trafikanter, der i løbet af dagen har været udfordret af snedriver, er hjemmeplejen, der specielt i den sydlige del af kommunen har haft svært ved at komme frem nogle steder:

- Det er ikke uden udfordringer for os at køre i vintervejret. Det er fremkommeligt for os i den nordlige del af kommunen, men vi har haft medarbejdere, der sad fast i snedriver - særligt i den sydlige del af kommunen omkring Skjern, Tarm og Hemmet, fortæller Lise Lotte Boserup.

Hun er områdeansvarlig for Hjemmeplejen i Ringkøbing-Skjern Kommune, og tilføjer:

- Hjemmeplejen kører ud, men der kan være forsinkelser på grund af vejrliget, ligesom det kan være nødvendigt, at vi udsætter nogle besøg. Vi er i løbende kontakt med de berørte borgere.