Sådan kan du parkere, når der er Royal Run i Ringkøbing den 25. maj

Bor man i Ringkøbing, er den helt store anbefaling, at man cykler ind til byen, når der den 25. maj er Royal Run. Med en kronprins, 10.000 løbere og mindst lige så mange gæster bliver byen nemlig fyldt godt op - og det gælder også byens parkeringspladser.
- Det bliver en festdag for hele kommunen, og lige som alle andre glæder vi os til at se en masse glade mennesker i hele byen, siger Margrete Sørensen, der er Ringkøbing-Skjern Kommunens projektleder på løbet.
Med så mange gæster vil en stor del ankomme til byen i bil. Kommunens medarbejdere i Vej og Park har fundet rigeligt med parkeringspladser i gå-afstand til start- og mål-området - og de kommer med en række anbefalinger:
- Bor man i Ringkøbing, anbefales det at cykle ind til byen den dag. Cykler kan parkeres ganske gratis på græsset ved legepladsen for enden af Toften.
- Kommer man udenbys fra, kan man med fordel tjekke bus- og tog-tider og se, om det kunne være en ide at parkere ved en naboby og tage offentlig trafik resten af vejen. Bus- og togstationen ligger tæt på start- og mål-området. Se køreplanen ved at klikke på dette link
- Kommer man til byen i bil, er der parkeringspladser til gæsterne. Se parkeringspladserne HER.
Beboer-parkering
En del af midtbyen bliver i dagens anledning spærret for kørsel. Derfor kan beboerne i visse af gaderne i midtbyen altså heller ikke komme til og fra deres matrikel i bil. Har de brug for bilen den 24. og den 25. maj, har Vej og Park derfor reserveret parkeringsområder til dem. Parkeringspladserne ligger tæt på byen - og de berørte beboere får i denne uge en sms med et link, hvor de kan se parkeringspladserne.
- Der må ikke holde biler i de berørte gader den 25. maj. For at sikre at alle gader er klar til tusindvis af løbere og gæster, skal beboerne i midtbyen fjerne deres biler fra gaden allerede fra søndag morgen klokken 7. Vi ved godt, at det kan være lidt bøvlet for nogen - derfor har vi sikret dem parkeringspladser tæt på, siger Margrete Sørensen.
Selvom nogle af gaderne bliver afspærrede, vil det naturligvis stadig være muligt for hjemmehjælp og redningskøretøjer at komme frem, hvor det er nødvendigt.
- Den 25. maj skal være en god dag for alle - også for dem der sidder hjemme og har brug for hjælp, siger Margrete Sørensen.
Se parkeringsoplysninger og andre praktiske oplysninger på www.royalrun.dk
- 22. april 2026
Projektudviklere vil opføre datacenter ved Stovstrup - 15. april 2026
Nu er de første trepartsprojekter i Ringkøbing-Skjern Kommune godkendt - 15. april 2026
Affaldssortering bliver til leg i Ringkøbing-Skjern Kommune - 10. april 2026
Erstatningskrav på vej for fældede træer - 30. april 2026
Sommerfuglen inviterer til åbent hus i nye rammer i Kloster