6. marts 2026

Offline gåture i Naturens Rige

Offline gåture i Naturens Rige

Trænger du også til en god gåtur i naturen uden at blive forstyrret af TikTok-palaver og notifikationer fra Facebook? Så kom med, når Ringkøbing-Skjern Kommunes Sundhedscenter Vest og FrivilligVest inviterer til offline vandreture i skoven.

Alle er velkomne til at gå med, når Sundhedscenter Vest og FrivilligVest fører an på tre offline gåture i Hoverdal Plantage i løbet af foråret. Eneste betingelse er, at du efterlader din telefon hjemme – eller i hvert fald i bilen på P-pladsen.

Det er nemlig svært at nyde fuglefløjt, når lyden fra TikTok-videoer og andres telefonsamtaler dominerer. Samtidig kommer hjernen på lidt velfortjent overarbejde, når man er nødt til at tænke sig rigtig godt om for at hjælpe hukommelsen på vej - i stedet for straks at spørge ChatGPT eller google et tvivlsspørgsmål.

- Vi tror på, at man får øje på naturen på en fri og frisk måde, når man ikke tænker i selfies og perfekte naturfotos til Facebook-opslag. Derfor inviterer vi til tre gåture uden telefoner, smartphones, kameraer og andre forstyrrelser, siger Tove Kristensen, der er daglig leder i FrivilligVest.

Hun tilføjer, at nogle borgere faktisk ikke kan tåle de stråler, der kommer fra de telefoner, vi efterhånden alle går rundt med i lommen.

Gåturene er dog også arrangeret for at imødekomme en stadig større efterspørgsel efter muligheden for at komme ud og opleve naturen – uden det filter som forstyrrende elementer kan give.

- I stedet for konstant at navigere rundt i den digitaliserede hverdag, kan man få ro til at nyde naturen og få frisk luft og motion i godt selskab, forklarer Tove Kristensen og tilføjer, at hun glæder sig til nogle dejlige fællesture i den smukke skov.

- Vi går hver gang 4-5 km i et roligt tempo, hvor alle kan være med – og hvor man kan nyde naturen i forårsskoven uden at fare vild.

Turene afsluttes hver gang med en kop kaffe eller te.

Praktisk info:

• Datoer:

torsdag den 9. april 2026 kl. 16.00 – 17.30

torsdag den 23. april 2026 kl. 16.00 – 17.30

torsdag den 7. maj 2026 kl. 16.00 – 17.30

• Mødested: Den store P-plads på Præstevej i Hoverdal Plantage, 6971 Spjald.

• Tilmelding: Ingen tilmelding bare mød op!

• Medbring: Godt humør og lyst til at lade mobilen og diverse elektronik blive liggende i bilen.

Om arrangementet: Offline gåture er for alle, der ønsker at tage en pause fra hverdagens skærmtid.

Yderligere oplysninger: Kontaktperson: Tove Kristensen, FrivilligVest, tlf. 2442 5544 eller tove@frivilligvest.dk