Otte nye ergoterapeuter skal imødekomme ældreloven i Ringkøbing-Skjern Kommune – og skabe stjernestunder på plejehjem

Med krav om mere rehabilitering, større medbestemmelse og flere aktiviteter medfører den nye ældrelov, at Ringkøbing-Skjern Kommune nu ansætter otte nye ergoterapeuter på plejeområdet.
Sundhedspersonale hænger normalt ikke på træerne, det ved enhver. Så hvor går man hen og finder ikke én men otte nye ergoterapeuter til at arbejde på plejehjem og ældrecentre i Ringkøbing-Skjern Kommune?
Spørgsmålet gav lidt hovedbrud i forvaltningen, men svaret er egentlig ret simpelt:
- Vi var tidligt ude med jobopslaget, siger enhedsleder på Egvad Plejehjem Anni Schøtt.
’Inden de andre kommuner nåede at snuppe nogle af dem’ hænger usagt i luften bag udsagnet.
Derfor mødes de otte nyansatte ergoterapeuter hele denne uge på Egvad Plejehjem til fælles basisintro til deres nye opgaver i Ringkøbing-Skjern Kommunes ældrepleje.
Én er nyuddannet, en er ergoterapeut med en kandidatgrad i velfærdsteknologi. Èn har allerede arbejde på Klokkebjerg og en har i en periode været ansat i en prøvestilling i kommunen for at bygge bro mellem pleje, demens og ergoterapi. Flere har arbejdet i socialpsykiatrien eller med hjerneskadede i andre kommuner og et par stykker kommer med en tidligere uddannelse som social- og sundhedsassistent og erfaring fra det praktiske plejearbejde på plejehjem i bagagen.
Det er med andre ord en bred vifte af kompetencer, der fremover bliver tilknyttet plejehjem ældrecentre i hele kommunen. Fælles for alle er dog, at de er uddannet ergoterapeuter og dermed kommer med et fokus på, hvordan borgernes individuelle behov kan mødes ved at ændre på omgivelserne og dagsrytmen - i stedet for at forsøge at ændre den enkelte borger til at passe ind i bestemte rammer.
Ældrelov med ændret fokus
Fælles for de nye ergoterapeuter er også, at de er ansat med udgangspunkt i ældreloven, der trådte i kraft den 1. juli 2025. Ældreloven har et øget fokus på rehabilitering, medbestemmelse, aktiviteter og omsorg med udgangspunkt i den enkelte person.
Ergoterapeuterne får base på Egvad Plejehjem, hvor plejehjemsleder Anni Schøtt også bliver deres daglige leder. Arbejdsdagene vil de dog typisk tilbringe ude på de kommunale og private plejehjem i hele kommunen, hvor ergoterapeuterne vil blive fast tilknyttet ét eller to plejehjem alt afhængig af antal beboere på de enkelte plejehjem.
- Her skal de skabe stjernestunder for beboerne med ergoterapi. Det kan være noget så basalt som at bede en beboer om at lægge vaskeklude sammen, eller om at skænke kaffen op, fortæller Anni Schøtt, der selv er uddannet ergoterapeut. Hun forklarer:
- I plejen er vi vant til at have travlt, så vi kan godt have en tendens til lige at skænke kaffe i alle kopperne, fordi det er hurtigst. Men hvis vi i stedet placerer kanden på bordet, får den enkelte borger en opgave og samtidig muligheden for at gøre noget godt for de andre ved at hælde op til dem. Det er en lille ting i dagligdagen, men det betyder noget.
Færre arbejdsskader og mindre synkebesvær
Samtidig er det forventningen, at ergoterapeuternes daglige gang på et plejehjem eller ældrecenter vil reducere antallet arbejdsskader hos personalet, fordi de har blik for uhensigtsmæssige arbejdsstillinger og kan optimere brugen af hjælpemidler og velfærdsteknologi.
Faldulykker og f.eks. problemer med synkebesvær hos beboerne kan også afhjælpes med ergoterapi.
- Nogle gange handler synkebesvær slet ikke om beboeren eller om maden, men om, at der er for meget uro omkring spisebordet – eller at beboeren er træt og trænger til en lur før middag i stedet for efter sin middagsmad, lyder det fra Pia Britt Iversen. Som en af de nyansatte ergoterapeuter peger hun på, at noget så simpelt som at skifte kogte kartofler ud med kartoffelmos, kan afhjælpe synkebesvær.
Spørger man, hvilke forventninger hun har til den forskel ergoterapeuterne kan gøre for de ældre på plejehjem og i ældrecentre, svarer hun:
- Jeg håber, at vi bliver et team og ikke otte én-mandshære. Og så kunne jeg godt tænke mig at revolutionere plejesektoren.
- Som ergoterapeuter kan vi bidrage rigtig meget til trivslen, til den kognitive udvikling og den personcentrerede omsorg, så f.eks. borgere med demens bliver forstået og mødt, siger ergoterapeut Rita Stubkjær.
Rundt om bordet byder de andre ind med fordele som, at ergoterapien kan tilbyde alternativ behandling til borgerne i stedet for medicin, at de kan byde ind med aktiviteter, der kan afhjælpe uhensigtsmæssig adfærd eller depression. Og så er de enige om, at de som ergoterapeuter løfter fagligheden ved at komme med nye øjne på den omsorg og pleje, der allerede arbejdes med på plejehjem og ældrecentre.
- Vi skal også ud og gøre det attraktivt at være i det her fag, siger en af de nye ergoterapeuter og bliver bakket op af Anni Schøtt, der siger:
- Trivslen i plejesektoren skal op. Der er meget struktur i dagligdagen og man stopper måske ikke lige op og tænker efter, og så kan man gå hen og blive irriteret på en beboer, der går uroligt frem og tilbage, for hvorfor kan hun ikke bare falde til ro? Men borgeren er ikke irriterende; hun er et menneske med en sygdom, og både hun og vi har brug for at finde ud af årsagen til, at hun går sådan rundt. Dér kommer ergoterapeuterne med et nyt blik på borgeren.
Fakta:
Ældreloven trådte i kraft 1. juli 2025 og erstatter dele af Serviceloven for at sikre ældre mere selvbestemmelse, fleksibilitet og helhedspleje. Centrale ændringer inkluderer faste tværfaglige teams, mindre bureaukrati, inddragelse af pårørende og øget brug af velfærdsteknologi.
I Ringkøbing-Skjern Kommune skal otte nyansatte ergoterapeuter være med til at udvikle arbejdet med rehabilitering, medbestemmelse, aktiviteter og personcentreret omsorg på plejehjem og ældrecentre.
Ergoterapi har fokus på det enkelte menneskes muligheder for at udføre dagligdags aktiviteter.
Ergoterapeuter træner krop, psyke og hjerne, og udvikler sanser og færdigheder i samarbejde med borgeren. Ergoterapeuter lærer borgeren at bruge nye teknikker og teknologier, og tilpasser deres omgivelser og aktiviteter, så de kan klare hverdagen.
- 6. februar 2026
Ringkøbing-Skjern Kommune får ny affalds-aftale - 24. februar 2026
Erfaren biolog skal lede kommunens afdeling for Natur, Land og Vand - 17. februar 2026
Nu åbner det nye Ungecenter Ringkøbing-Skjern - 23. februar 2026
Billigere børnepasning og flere pædagoger - 2. februar 2026
Nye tilbud til børn og unge med meget ondt i maven - 10. februar 2026
Lyskunst skal sikre lys for enden af mørk tunnel - og skabe byudvikling