26. februar 2026

Kommunen skruer op for uddannelse af SOSU-vejledere: Nye generationer kræver ny vejledning

sosu-vejledere sidder ved bordene og taler sammen.

Undervisningsministeriet har givet godt en halv million kroner. Sammen med Sundhed og Omsorgs egenfinansiering på en halv million kroner er der dermed lagt op til god saltvandsindsprøjtning til efteruddannelsen af de vejledere, som hver dag vejleder social- og sundhedselever igennem deres uddannelse i Ringkøbing-Skjern Kommune.

Formålet med projektet er at opkvalificere vejledernes viden og handlemuligheder, når de vejleder eleverne, der er en meget mangfoldig gruppe.

Ude af komfortzonen

Projekt ”Vidder og viden i vejledning” er et initiativ, der skal imødekomme den gruppe medarbejdere, som disse år møder op på de kommunale plejehjem og i hjemmeplejen. Under uddannelse og i jobbet som social- og sundhedsmedarbejder, har man i dén grad sig selv med på arbejde. I mødet med borgerne kan den enkelte medarbejder godt blive udfordret på sine egne værdier, grænser og normer, og det vil i nogle tilfælde åbne for nye erkendelser:

- Mange børn får diagnoser i dag, og nogle gange får deres forældre også en diagnose i samme forbindelse. Andre opdager måske først deres særlige nervøsitet eller sårbarhed, når de går i gang med en social- og sundhedsuddannelse, hvor de hele tiden kommer ud af deres komfortzone. I hvert fald ser vi, at nogle af vores elever har et andet behov for vejledning i dag, end de havde tidligere. Det kræver noget nyt af vejlederne – og den opgave vil vi gerne klæde dem godt på til at kunne løfte, siger Birthe Nyrup Dahl, uddannelsesansvarlig i Sundhed og Omsorg, Ringkøbing-Skjern Kommune.

Tre ”nye” grupper

Tre ”nye” grupper blandt social- og sundhedseleverne har fået Sundhed og Omsorg til at kigge nærmere på vejleder-uddannelsen:

Elever fra flere generationer, elever med andre nationaliteter, og så elever med forskellige diagnoser.

Sundhed og Omsorg får også mange elever, der ikke falder inden for disse grupper, siger Birthe Nyrup Dahl:

- Vi er taknemmelige for hver eneste elev, vi får lov at uddanne, og derfor vil vi gerne møde den enkelte med lige dét, der passer til hende eller ham, uanset alder, diagnoser, nationale eller kulturelle baggrunde, Det er ikke dem, der falder fra - tvært imod, men de kalder på nye vejlederkompetencer, større rummelighed mere individuelle forløb og vejledningstilgange, tilføjer hun.

Vejlederne får i dag allerede en uddannelse, som varer 11 dage. Derudover er der mulighed for overbygningskurser, lige som flere har taget et akademimodul i pædagogik og kommunikation. Vejlederne får minimum fem timer om ugen pr elev til deres vejlederopgave, og de har mellem to og seks elever ad gangen i deres enhed.

- Sundhed og Omsorg lykkes ret godt med at ”holde” på den enkelte vejleder. Det gør vi, fordi vi prioriterer det, og fordi vi tager vejledning og uddannelse alvorligt. Vi har lavet en kvalitetsstandard for vores uddannelser, og derfor lykkes vi ofte med at få vores elever flot igennem uddannelserne, siger Birthe Nyrup Dahl.

Ud i praksis

Uddannelse foregår hele tiden, og der kommer hele tiden nye elever til. Det er derfor vigtigt, at den nye viden ikke blot bliver noget, der foregår i et lukket rum mellem vejleder og elev, men at det bliver en del af arbejdsdagen for eleverne.

Derfor bliver der efter den afsluttende eksamen iværksat videndeling med de kolleger der ikke er vejledere: 

- Det er så vigtigt for os, at vores elever får den bedste uddannelse og har det godt, når de går på arbejde. Derfor er det også vigtigt, at alle kolleger i Sundhed og Omsorg får viden og engagement i forhold til elevernes trivsel og læring. For at det her virkelig skal batte noget, skal det ikke være noget, der kun foregår i vejledningen – det skal være en del af arbejdsdagen, siger Birthe Nyrup Dahl.

 FAKTA

  • Ringkøbing-Skjern Kommune uddanner hvert år minimum 35 social og sundhedshjælpere og omkring 50 -assistenter
  • Det tager 3 år og 10 måneder at blive social og sundhedsassistent (4 år og 7 måneder hvis man tager det som EUX). For unge, der kommer direkte fra grundskolen og for ældre elever tager det et halvt år mindre
  • Det tager 2 år og 2 måneder at blive social- og sundhedshjælper og et halvt år mindre for voksne
  • Ringkøbing-Skjern Kommune søger hele tiden nye elever. Se mere her: https://www.rksk.dk/om-kommunen/ledige-jobs-uddannelse-og-kommunen-som-arbejdsplads/elever-og-uddannelse