Landdistriktsrådet godkendte tre lokale projekter på første møde

Landdistriktsrådet er et kommunalt nedsat råd, der skal styrke udviklingen i Ringkøbing-Skjern Kommunes landdistrikter. Det gør de gennem samarbejde og dialog med både lokalsamfund og kommune og med udgangspunkt i kommunens landdistriktspolitik.
-Vi havde et rigtig godt første møde i Landdistriktsrådet. Selv om vi ikke kender hinanden så godt endnu, var alle gode til at melde ind med holdninger og idéer. Ved de næste møder vil vi lære hinanden endnu bedre at kende, så vi kan gøre bedre brug af hinandens kompetencer og erfaringer, siger Irvin Christensen, der er formand for Landdistriktsrådet.
Når Byrådet i 2027 skal lave en ny landdistriktspolitik, håber Irvin Christensen, at der med den nye politik kommer et øget fokus på Landdistriktsrådet.
-Det er altafgørende, at alle i landdistrikterne ved, at vi findes. Hvis ikke, misser vi nogle muligheder for at understøtte nogle af de mange gode initiativer, der findes rundt om i landdistrikterne, fortæller han.
Legeplads, kunst og madpakkehus
En af Landdistriktsrådets opgaver er at fordele midler fra Landdistriktspuljen. På rådets første ordinære møde fik Fiskbæk, Fjelstervang og Hover godkendt deres ansøgninger.
-Landdistriktsrådets engagement og arbejde er en vigtig forudsætning for, at vi lykkes med at skabe de bedste løsninger for beboerne i landdistrikterne. Der var en god debat ved det nye råds første møde, og der er et stærkt fundament for det videre arbejde, siger landdistriktskoordinator Jens Præstegaard.
I Fiskbæk kan beboerne se frem til et nyt samlingspunkt i form af en ny legeplads, og i Hover vil shelterpladsen nær Lyngsmosefæstningen få et madpakkehus.
I Fjelstervang har man fået bevilliget penge til et kunst- og borgerinddragelsesforløb af ’Kunstneren Tæt På’ (KTP). KTP er et projekt, der arbejder med kunst i landdistrikter. Projektet forventes færdigt i 2027.
På næste møde skal Landdistriktsrådet blandt andet drøfte tildelingskriterierne for Landdistriktspuljen, vælge en repræsentant til kommunens Kunstråd og snakke kommunikationsstrategi.
FAKTABOKS:
- Det næste møde i Landdistriktsrådet er den 24. juni 2026.
- Landdistriktsrådets møder holdes forskellige steder i landdistrikterne sammen med den lokale borger- og sogneforening.
- Læs alt om Landdistriktsrådet på kommunens hjemmeside: https://www.rksk.dk/om-kommunen/en-landdistriktskommune/landdistriktsraadet
- 28. august 2026
Bred aftale om budget for 2027 – men mørke skyer forude - 7. august 2026
100 dage efter Royal Run: Ringkøbing-Skjern Kommune inviterer til gratis løbearrangement i Naturkraft - 13. august 2026
Varmt farvel til direktør Anette Ørbæk Andersen - 13. august 2026
Kommunen inviterer til borgermøde om muligt datacenter ved Stovstrup - 3. august 2026
Borgmester Lone Andersen besøger Hoven - 20. august 2026
Er I klar til en krise i dit nabolag?