Referat: 27. juni 2023 kl. 13:00

Lok. 1.8. Dækket, Smed Sørensens Vej 1, Ringkøbing
Teknik- og Miljøudvalget

Deltagere

  • Rita Byskov
  • Jørgen Byskov
  • Ole Nyholm Knudsen
  • Niels Rasmussen
  • Jens Jacob Østergaard
  • Irene Lund Pedersen
  • Hans Pedersen

Kopier link til punktet  -   Print

1: Godkendelse af dagsorden

Sagsnr:

Bilag

Ingen bilag.

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalget godkendte dagsordenen.

Kopier link til punktet  -   Print

2: Foroffentlighedsfase for plangrundlag for et biogasanlæg ved Novej, Ringkøbing

Sagsnr: 22-028711

Sagsfremstilling

Formålet med dagsorden er en godkendelse af svar på bemærkninger fra foroffentlighedsfasen samt godkendelse af, at planlægningen fortsættes med udarbejdelse af planforslag og miljøvurderinger.


Projektområdet med vejadgang er markeret med rød streg.

Økonomiudvalget besluttede den 8. november 2022 at igangsætte planlægningen for et biogasanlæg ved Novej, Ringkøbing. Planprocessen er blevet igangsat med indkaldelse af bemærkninger, idéer og forslag i perioden 8. marts til 5. april 2023.

Resultat fra foroffentlighedsfasen

Der er i foroffentlighedsfasen indsendt bemærkninger fra myndigheder, foreninger og borgere.

Bemærkningerne omhandler blandt andet:

  • Alternative placeringer af biogasanlægget
  • Skal der være 1 eller 2 biogasanlæg i den nordvestlige del af kommunen
  • Biomasse
  • Trafik og trafiksikkerhed
  • Lugt
  • Støj
  • Klima og klimatilpasning
  • Byggemodning ved No
  • Håndtering af brandslukningsvæsker
  • Håndtering af affald

De indkomne bemærkninger kan ses i bilag 1, mens notat med administrationens forslag til svar er vedlagt som bilag 2. Ansøgers forslag til svar kan ses i bilag 3. 

Ingen af myndighederne gør indsigelser mod biogasprojektet.

Den nuværende projektafgrænsning er blevet ændret i forhold til afgrænsningen ved den politiske igangsætning på grund af manglende lodsejeraftaler for det første forslag til placering af anlægget.

Borgere har gjort indsigelser mod den nuværende placering af biogasanlægget. I den forbindelse er der lavet underskriftindsamlinger, som samlet set er støttet af 145 medunderskrivere, som giver forslag om to alternative placeringer ved henholdsvis DLG, Lervangvej og Brejningvej/Ringkøbingvej.

Det alternative forslag til placering af biogasanlægget ved Brejningvej/Ringkøbingvej er udlagt til råstofinteresseområde og råstofgraveområde. Dette område kommer med i Region Midtjyllands nye råstofplan. Vi kan derfor ikke placere et biogasanlæg her.

Biogasanlægget har tidligere været forsøgt placeret ved DLG, Lervangvej. Det viste sig ikke at være en mulighed på grund af en §3-sø midt i området, og DLG vil få begrænsninger på at udvide deres virksomhed. Desuden vil placering af biogasanlægget komme i konflikt med vejbyggelinjer til udvidelse af Rute 15 og en placering af biogasanlægget på begge sider af Lervangvej er ikke hensigtsmæssig af hensyn til trafiksikkerheden. 

Andre undersøgelser/analyser:

  • Støj- og lugtkrav skal overholdes ved de nærmeste naboer. Indretning af projektområdet er kun foreløbig på nuværende tidspunkt. Derfor vil der i forbindelse med udarbejdelse af miljøredegørelsen blive udarbejdet støj- og lugtberegninger, når projektområdet er mere endeligt indrettet.
  • Administrationen har udarbejdet et notat, som omhandler tre forhold af betydning for planlægningen af biogasanlæg Ejstrup og ved Novej. De tre forhold er henholdsvis trafikale overvejelser, antal naboer og omfanget af tilgængelig biomasse, se bilag 4.
  • Novej gennemskærer No by og kan virke som en barriere for en udvikling mellem No og Ringkøbing. Et biogasanlæg ved Novej vil øge trafikken gennem No, og derved forstærke denne barrierevirkning. Attraktiviteten af fremtidige bolig- og erhvervsområder tæt på Novej kan muligvis blive påvirket af den øgede trafik gennem byen.

Administrationen har været i dialog med Plan- og Landdistriktsstyrelsen for at få bekræftet, at vi kan planlægge for samlokation på stedet med biogasrelaterede erhverv, som har en direkte tilknytning til produktstrømme til/fra biogasanlæg som for eksempel græsprotein, CO2-fangst eller pyrolyse.

Plan- og Landdistriktsstyrelsen har ikke kunne forholde sig konkret til muligheden på det nuværende plangrundlag. Derfor anbefaler administrationen, at der i lokalplanforslaget for biogasanlægget også indarbejdes muligheder for biogasrelaterede erhverv. Berørte myndigheder herunder Plan- og Landdistriktsstyrelsen vil være høringspart ved et planforslag.

Lovgrundlag og juridisk vurdering

Lov om planlægning
Lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM)
Lov om miljøbeskyttelse
Risikobekendtgørelsen

Økonomi

Administrationen vurderer, at projektet med op til cirka 206 ekstra lastbiler dagligt på Novej, medfører behov for kanaliseringsanlæg på Novej ved overkørslen ind til projektområdet. Det vurderes, at der via Vejloven kan pålægges ansøger krav om at etablere et kanaliseringsanlæg på Novej. 

Effektvurdering

Realisering af planen vil understøtte Ringkøbing-Skjern Kommunes klimapolitik.

Klimapolitikken siger, at vi skal være 100 procent CO2-neutrale i 2050 og i 2030 have reduceret vores samlede udledning med 70 procent i forhold til perioden 1990-2030.

Klimagevinsten fra biogasanlægget svarer til, at ca. 5082 indbyggere bliver CO2-neutrale i Ringkøbing-Skjern Kommune, dette svarer til 1,2 ton sparet CO2 pr. indbygger i Ringkøbing-Skjern Kommune. Tallene er udregnet på baggrund af 56.300 indbyggere i Ringkøbing-Skjern Kommune, primo 2022.

Der er tilstrækkeligt med biomasse til rådighed i kommunen til de eksisterende anlæg og to eventuelle nye biogasanlæg ved Novej og Ejstrup. 

Indstilling

Administrationen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget anbefaler Økonomiudvalget, at:

  1. Planlægningen for et biogasanlæg ved Novej, Ringkøbing fortsættes.
  2. Notat med behandling af indkomne bemærkninger godkendes og anvendes til besvarelse af bemærkningerne.

BilagBeslutning

Et flertal i Teknik- og Miljøudvalget anbefaler administrationens indstilling godkendt med den bemærkning, at der skal gennemføres en supplerende foroffentlighedsfase for pumpeanlæg med sigte på indarbejdelse i planlægningen.

Niels Rasmussen og Jørgen Byskov kunne ikke at tilslutte sig flertallets beslutning.

Kopier link til punktet  -   Print

3: Foroffentlighedsfase for plangrundlag for et biogasanlæg og område til biogas relaterede erhverv mellem Hee og Tim ved Holstebrovej / Hvingelvej.

Sagsnr: 21-028220

Sagsfremstilling

Formålet med dagsordenen er en godkendelse af svar på bemærkninger fra offentlighedsfasen samt godkendelse af, at planlægningen fortsættes med udarbejdelse af planforslag og miljøvurderinger.

Baggrund

På baggrund af projektansøgning fra Naturbiogas Ejstrup ApS besluttede Økonomiudvalget den 26. april 2022 at igangsætte planlægning samt at:

  • Bemærkninger fra foroffentlighedsfasen skal forelægges til politisk behandling

  • Ansøger opfordres til at udarbejde visualiseringer, som kan indgå ved denne behandling

  • Ansøger i foroffentlighedsfasen skal fremlægge en transportplan for kørsler til og fra anlægget og også belyser muligheder for pumpeløsninger

Efter den politiske beslutning om igangsætning, har Økonomiudvalget den 8. november 2022 igangsat planlægningen for et lignende anlæg ved Novej, Ringkøbing. Dette anlæg vurderedes af ansøger, at skulle udnytte nogle af de biomasser, der lå i det oprindelige projekt på 1.1 mill. tons biomasse om året. Dette sammenholdt med bekymringer udtrykt af borgere i nærområdet, medførte, at projektet inden foroffentlighedsfasen blev reduceret til 650.000 ton/år. 

Administrationen har været i dialog med Plan- og Landdistriktsstyrelsen for at få bekræftet at vi kan planlægge for samlokation på stedet med biogasrelaterede erhverv, som har en direkte tilknytning til produktstrømme til/fra biogasanlæg som for eksempel græsprotein, CO2-fangst eller pyrolyse.

Plan- og Landdistriktsstyrelsen har ikke kunne forholde sig konkret til muligheden på det nuværende grundlag men oplyser, at hvis der er tale om mindre anlæg, som består i en teknisk udvidelse af et eksisterende biogasanlæg, vil det som udgangspunkt kunne placeres i forbindelse med biogasanlægget.

Berørte myndigheder herunder Plan- og Landdistriktsstyrelsen vil være høringspart ved et planforslag.

På baggrund af dialogen med Plan- og Landdistriktsstyrelsen har ansøger revideret projektet, således at lokalplanen alene skal omfatte et biogas anlæg med nødvendige tekniske anlæg, som udover det der i dag findes på biogasanlæg vil give mulighed for at etablere:

  • Anlæg til pyrolyse af biogasfibre fra anlægget med produktion af biokul og pyrolysegas til erstatning/supplering af flisfyr.

  • Anlæg til forflydning af CO2 fra biogasanlægget, med henblik på transport til anden anvendelse

Tillæg til kommuneplanen vil fortsat omfatte det samlede område, således at der kan lokalplanlægges for konkrete fremtidige biogasrelaterede erhverv, som kan placeres i landzone, på området.  Placering og opdeling er vist på nedenstående kort.