Inhabilitet herunder den generelle inhabilitet
At være inhabil som byrådsmedlem betyder, at du ikke må deltage i behandlingen af en sag, fordi du har en særlig tilknytning til sagen ud over dit arbejde i byrådet. Du er inhabil, hvis sagen for eksempel omhandler dig selv, din familie, din egen arbejdsplads eller virksomhed.
Reglerne om inhabilitet er til for at forhindre, at private interesser bevidst eller ubevidst overtrumfer de almene interesser, som du er valgt til at varetage på kommunens vegne. Samtidig er reglerne til for at beskytte byrådsmedlemmerne fra mistanke om magtmisbrug og for at opretholde tilliden til det politiske system.
Det er vigtigt at understrege, at du ikke er inhabil, bare fordi du interesserer dig for en sag. Politikere vælges netop, fordi de har noget på hjertet – og engagementet i en sag opstår ofte, fordi man har kendskab til området. Selvom du skulle blive erklæret inhabil, må du stadig udtale dig om sagen – også i pressen – men du må ikke deltage i sagens behandling i byrådet og udvalg.
Der er to former for inhabilitet – der er den specielle inhabilitet, som betyder, at du ikke må deltage i behandlingen af en specifik sag. Og der er den generelle inhabilitet, som betyder, at du ikke kan varetage en bestemt post på grund af fx et job eller en position, der kan føre til en række interessekonflikter.
Du skal allerede forholde dig til spørgsmålet om generel inhabilitet i forbindelse med byrådets konstituering, og når der udpeges tillidsposter i valgperioden.
Her er nogle eksempler, hvor der er generel inhabilitet:
En kommunaldirektør kan ikke sidde i byrådet i den kommune, han eller hun arbejder i. Bliver han eller hun valgt, må vedkommende fratræde stillingen som kommunaldirektør.
En borgmester må ikke være ansat i kommunen, og en borgmester må ikke samtidig være formand for regionsrådet. Alle andre medlemmer af byrådet må gerne være ansat i kommunen.
Et byrådsmedlem kan ikke sidde i et udvalg, hvis vedkommende samtidig selv – eller ens ægtefælle – er ansat som chef med ledelsesansvar på området. Eksempelvis kan en skoleleder ikke sidde i kommunens børne- og familieudvalg. Det er for at forhindre, at man vælges til en post, hvor man i realiteten er sin egen eller sin ægtefælles chef. Har den kommunalt ansatte orlov fra stillingen, kan vedkommende godt sidde i udvalget.
Et byrådsmedlem må ikke sidde i økonomiudvalget, hvis vedkommende er ansat i kommunens økonomi- eller personaleforvaltning. Det samme gælder de øverste embedsmænd i de enkelte forvaltninger. Det gælder også, hvis det er ens ægtefælle, der bestrider posten.
I næste emne vil vi fortælle mere om den specielle inhabilitet.
