Økonomi i Ringkøbing-Skjern Kommune

Byrådet vedtager hvert år i oktober kommunens budget for det kommende år. I eksemplet her bruges budgettet for 2021 til at illustrere, hvordan kommunens økonomi er opbygget.

Kommunens økonomi kan sammenlignes med en almindelig husholdning: der er indtægter og udgifter.

Indtægterne stammer primært fra opkrævning af skatter og fra bloktilskud fra staten. I 2021 udgjorde de samlede indtægter cirka 3,8 milliarder kroner.

Udgifterne opdeles i driftsudgifter og anlægsudgifter.

Anlægsudgifterne dækker de fysiske investeringer – for eksempel ombygning af skoler, anlæg af cykelstier eller etablering af nye institutioner. Anlægsbudgettet i 2021 var på omkring 150 millioner kroner. De konkrete anlægsprojekter kan ses i kommunens investeringsoversigt.

Driftsudgifterne udgør langt størstedelen af budgettet – omkring 3,7 milliarder kroner. Driftsudgifterne opdeles i serviceudgifter og overførselsudgifter.

Serviceudgifterne beløb sig i 2021 til cirka 2,6 milliarder kroner. Det samlede serviceområde dækker mange aktiviteter, men de største er:

  • Skoleområdet med et budget på cirka 594 millioner kroner
  • Ældreområdet med et budget på cirka 568 millioner kroner
  • Dagtilbudsområdet med cirka 219 millioner kroner
  • Det sociale område med cirka 523 millioner kroner

Overførselsudgifterne udgjorde de resterende cirka 1,1 milliarder kroner. Det er udgifter til kontanthjælp, pensioner, dagpenge til forsikrede ledige, sygedagpenge og kommunens medfinansiering af sundhedsvæsenet. Disse udgifter er i høj grad bestemt af nationale regler og kommunens befolkningssammensætning – og kan derfor kun i begrænset omfang påvirkes politisk.

Et eksempel er pensionsområdet: kommunen beslutter ikke selv, hvor meget der udbetales i førtidspension. Beløbene afhænger af antallet af modtagere og de centralt fastsatte satser.

De samlede budgetter fordeles til de seks stående udvalg og Økonomiudvalget. Hvert udvalg er bevillingshaver og har det formelle ansvar for de midler, der er afsat til deres område. Byrådet har valgt en decentral økonomimodel, hvor driftsansvaret ligger hos de enkelte institutioner og afdelinger inden for en samlet ramme. Det giver lederne mulighed for at prioritere ressourcerne ud fra lokale behov og faglig vurdering.

Kontaktoplysninger
Dette er logoet for Ringkøbing-Skjern Kommune
Politisk Administrativt Sekretariat
Ved Fjorden 6
6950 Ringkøbing