Visioner og handlinger

 

Dette afsnit beskriver, hvordan vi går fra den politiske vision til konkrete handlinger – altså hvordan byrådets overordnede mål bliver til virkelighed for kommunens borgere og virksomheder.

Visionen – det fælles pejlemærke

Byrådets vision beskriver, hvilken retning kommunen skal bevæge sig i løbet af byrådsperioden. Visionen fungerer som det politiske kompas for den samlede udvikling.

Visionen konkretiseres gennem:

  • kommunens Plan- og Udviklingsstrategi
  • en række politikker, som byrådet og de politiske udvalg udarbejder

Traditionelt drøfter et nyt byråd visionen som noget af det første i valgperioden - og justerer den om nødvendigt.

Den nuværende vision, “Naturens Rige”, har været et gennemgående brand i flere byrådsperioder, men beskrivelserne bag visionen justeres løbende i takt med lokale og samfundsmæssige forandringer.

Fra vision til strategi

Med udgangspunkt i visionen udarbejder byrådet en Plan- og Udviklingsstrategi, som omsætter visionen til konkrete fokusområder.

I den nuværende strategi er der særligt fokus på to hovedtemaer:

  • Det gode liv
  • Vækst og udvikling

Disse temaer danner grundlag for kommuneplanen, der beskriver, hvordan strategien skal føres ud i praksis gennem planlægning og prioritering i kommunen.

Fra strategi til politikker

De politiske udvalg udarbejder herefter en række politikområder, som beskriver mere specifikke mål inden for hvert fagområde.

Politikkerne:

  • fastlægger konkrete politiske mål og målsætninger,
  • behandles i udvalgene og
  • vedtages endeligt i byrådet.

Fra politik til handling

De politiske mål bliver først virkelige, når de omsættes til handlinger.
Derfor udarbejdes der handlingsplaner for hver politik. Handlingsplanerne beskriver de konkrete indsatser, der skal igangsættes for at realisere de politiske mål.

De politiske udvalg sætter retningen og beslutter målene, mens kommunens administration – i samarbejde med institutioner som skoler, dagtilbud og ældrecentre – planlægger og gennemfører indsatserne i praksis.

Opfølgning og evaluering

Mindst én gang om året følger vi op på de politiske mål og de tilhørende indsatser.
Formålet er at:

  • vurdere, om vi når de ønskede resultater,
  • justere retningen, hvis det er nødvendigt, og
  • give byrådet et samlet overblik over, hvordan visionerne omsættes til virkelighed.

Opfølgningen giver samtidig mulighed for politisk drøftelse af, om der er behov for nye mål, ændringer eller yderligere initiativer.

Kontaktoplysninger
Dette er logoet for Ringkøbing-Skjern Kommune
Politisk Administrativt Sekretariat
Ved Fjorden 6
6950 Ringkøbing