Jeg vil søge byggetilladelse
Skal du bygge nyt, bygge til eller ændre din bolig?
Her får du overblik over:
- Om du skal søge byggetilladelse
- Hvad du skal have klar
- Hvordan du søger i Byg og Miljø
- Hvad du skal være opmærksom på undervejs
Alle ansøgninger skal indsendes via www.bygogmiljoe.dk
De tre vigtigste ting, før du søger:
- Du må ikke begynde byggeriet, før du har fået tilladelse
- Tjek reglerne grundigt – en mangelfuld ansøgning giver længere ventetid
- Send alle nødvendige oplysninger med fra start
Du skal som regel søge byggetilladelse, før du går i gang, hvis du fx vil:
- Bygge et nyt hus eller et anneks
- Bygge til eller om
- Ændre, hvad en bygning bruges til (fx fra garage til bolig)
- Opføre en altan eller en udestue
- Nedrive byggeri, der kræver tilladelse at opføre
- Har opført byggeri ulovligt
Alle ansøgninger om byggetilladelse skal sendes digitalt via den nationale portal Byg og Miljø
Hvornår kan jeg bygge uden byggetilladelse?
Du kan i nogle tilfælde bygge uden byggetilladelse, hvis der er tale om mindre byggeri - og alle regler overholdes.
Småbygninger – den vigtigste regel
Du må samlet opføre op til 50 m² småbygninger på din grund uden byggetilladelse.
Det gælder fx:
- Garage
- Carport
- Udhus
- Overdækning
Det er det samlede areal, der tæller.
Alle småbygninger på grunden tælles med – også:
- Eksisterende småbygninger
- Småbygninger på op til 10 m²
Eksempel: Har du allerede et udhus på 20 m², kan du uden byggetilladelse højst opføre yderligere 30 m² småbygninger.
Derudover skal byggeriet overholde
Selvom det samlede areal er under 50 m², skal byggeriet også overholde:
- Den maksimale tilladte bebyggelsesprocent
- Reglerne i byggeretten (fx afstande og højde)
- Lokalplaner, byplanvedtægter og tinglyste servitutter
- Krav om, at regnvand holdes på egen grund
Hvis én eller flere af disse regler ikke kan overholdes, skal du søge byggetilladelse – eller eventuelt dispensation.
Er du i tvivl?
Hvis du er usikker på, om dit byggeri kræver byggetilladelse, kan du indsende en planmæssig forespørgsel via Byg og Miljø – www.bygogmiljoe.dk
Kort om dispensation
Hvis dit byggeri ikke kan overholde reglerne, kan det være nødvendigt at søge dispensation.
Dispensation betyder, at kommunen vurderer, om der i dit konkrete tilfælde kan gives tilladelse til at afvige fra reglerne.
Du kan læse mere om dispensation på siden under ’’Regler for min grund og mit område’’
Inden du sender din ansøgning om byggetilladelse, er det en god idé at samle de vigtigste oplysninger og tegninger.
Det gør ansøgningen nemmere for dig – og hjælper os med at behandle din sag hurtigere.
En fuld oplyst ansøgning giver kortere ventetid.
Oplysninger om ejendommen
Vi skal kunne identificere ejendommen og det byggeri, du søger om.
Derfor skal du have oplysninger om fx:
- Adressen på ejendommen
- Matrikelnummer og ejendomsnummer
- Ejer af ejendommen
Du kan finde oplysningerne på bbr.dk eller ois.dk
Fuldmagt – hvis du søger på andres vegne
Hvis du søger byggetilladelse for en ejendom, du ikke selv ejer, skal du have en fuldmagt fra ejeren.
Fuldmagten kan enten:
- indhentes digitalt via Byg og Miljø
- eller vedhæftes som underskrevet dokument
Ved køb/salg af en ejendom, kan du vedhæfte en underskrevet købsaftale.
Ansøgningen kan først behandles, når fuldmagt eller købsaftale er vedlagt.
Beskrivelse af dit byggeri
Du skal kort beskrive:
- hvad du vil bygge
- hvilke materialer du vil bruge
- hvordan byggeriet skal anvendes
Beskrivelsen behøver ikke være teknisk – det vigtigste er, at den er tydelig.
Tegninger af byggeriet
Du skal vedhæfte tegninger, der viser hvad du vil bygge, og hvor på grunden det placeres.
Tegningerne skal være målfaste og tydeligt målsatte, så vi kan vurdere byggeriet korrekt.
Situationsplan
Situationsplanen viser byggeriets placering på grunden.
Den skal indeholde:
- placering af alle bygninger på grunden
- afstande til skel
- afstande mellem bygninger
- nordpil
- placering af overkørsel og parkering, hvis det er relevant
Klik her og se eksempler på situationsplaner
Facadetegninger
Facadetegningerne viser bygningen set udefra
De skal indeholde:
- facadehøjder og bygningens samlede højde
- højder målt fra naturligt terræn
- terræn vist før og efter byggeriet, hvis der ændres på terrænet
- angivelse af materialer på facader og tag
Klik her og se eksempler på facadetegninger
Plantegninger
Plantegninger viser bygningen set ovenfra.
De skal indeholde:
- udvendige længde- og breddemål på bygningen
- rummenes anvendelse (fx værelse, bad, køkken)
- placering af døre og vinduer
Klik her og se eksempler på plantegninger
Snittegninger (hvis relevant)
Hvis der er niveauforskelle, terrænregulering eller særlige konstruktioner, kan der være behov for en snittegning.
Snittegningen skal vise:
- eksisterende og fremtidigt terræn
- hvordan byggeriet skal anvendes
Beskrivelsen behøver ikke være teknisk – det vigtigste er, at den er tydelig.
Klik her og se eksempler på snittegninger
Vigtigt om målsætning
Alle tegninger skal være målfaste
- Alle relevante mål skal fremgå af tegningerne
- Der skal være angivet målestoksforhold (fx 1:50 eller 1:100)
Tegninger behøver ikke være lavet af en professionel, men de skal være tydelige, korrekte og lette at forstå.
Tekniske forhold
Du skal i ansøgningen tage stilling til:
- Anvendelseskategori
- Risikoklasse
- Brandklasse
- Konstruktionsklasse
Forklaringen finder du under ’’ Tekniske emner – kort forklaret’’.
Få hjælp fra en rådgiver
Hvis du er i tvivl om, hvilke oplysninger eller tegninger der er nødvendige i din sag, kan det være en fordel at få hjælp fra en rådgiver.
Alle ansøgninger om byggetilladelse skal sendes digitalt via den nationale ansøgningsportal Byg og Miljø på www.bygogmiljoe.dk
Når du søger via Byg og Miljø, bliver din ansøgning automatisk sendt til kommunen, og du modtager en kvittering, når ansøgningen er indsendt korrekt.
Trin 1. Log ind og opret dit projekt
- Gå til www.bygogmiljoe.dk
- Log ind med dit MitID
- Opret et nyt projekt og giv det et sigende navn, så du kan finde det igen
Dine oplysninger gemmes automatisk, så du kan logge ud og fortsætte senere.
Du finder dit projekt under ’’Mine projekter’’.
Trin 2: Hvor er dit projekt?
- Indtast ejendommens adresse
- Kontroller, at matrikel og adresse er korrekt
- Gå videre til næste trin
Trin 3: Tilknyttede personer
Her kan du tilknytte relevante personer til projektet, fx ejer eller rådgiver.
Det er en god idé at sikre, at ejer er korrekt tilknyttet projektet.
Trin 4: Fuldmagt (hvis du ikke selv er ejer)
Hvis du søger byggetilladelse for en ejendom, du ikke selv ejer, skal der vedlægges en fuldmagt fra ejeren.
Fuldmagten kan:
- Indhentes digitalt direkte i ansøgningen i Byg og Miljø
- Eller vedhæftes som et underskrevet dokument
Ved køb eller salg af ejendom
Hvis ejendommen er under køb eller salg, og ejerskiftet endnu ikke er registreret, kan du i stedet vedhæfte en underskrevet købsaftale som dokumentation for, at du er den kommende ejer.
Ansøgningen kan først behandles, når fuldmagten eller underskrevet købsaftale er vedlagt i ansøgningen.
Trin 5: Vælg ansøgningstype
Når du opretter dit projekt i Byg og Miljø, skal du først tilføje den ansøgningstype, der passer til det, du vil lave.
Ansøgningstyperne vises som bokse, fx:
- Fritliggende enfamiliehuse, rækkehuse, dobbelthuse og sommerhuse
- Garager, carporte, udhuse og lignende
- Nedrivning, der kræver tilladelse
- Lovliggørelse af ulovligt byggeri
Det er vigtigt, at du vælger den rigtige ansøgningstype først, fordi den har betydning for, hvilke muligheder du senere får vist, når du skal vælge hus- og byggetype i ansøgningen.
Hvis du vælger en forkert ansøgningstype, kan du risikere:
- At få vist forkerte eller manglende valgmuligheder
- At skulle indsende en ny ansøgning
- At sagsbehandlingen bliver forlænget
Læs derfor teksten i hver ansøgningstype grundigt, før du klikker ’’Tilføj’’.
Trin 6: Vælg hus- og byggetype
Når du har valgt ansøgningstype, skal du vælge hus- og byggetype i ansøgningen.
Her skal du:
- Vælge hustype (fx enfamiliehus, sommerhus m.m.)
- Vælge byggetype, som beskriver hvad byggeriet primært handler om (fx tilbygning, ombygning eller nybyggeri)
Disse valg afgør, hvilke afsnit, felter og dokumentation du får vist i resten af ansøgningen.
Hvis dit projekt indeholder flere typer byggeri, skal du vælge den løsning, der bedst beskriver hoveddelen af projektet.
Er du i tvivl?
Hvis du er usikker på:
- Hvilken ansøgningstype du skal vælge
- Eller hvordan dit projekt skal indplaceres
Anbefaler vi, at du kontakter en rådgiver, som kan hjælpe dig med ansøgningen.
Trin 7: Vedhæft tegningsmateriale
I dette trin skal du vedhæfte tegninger, der viser dit byggeri tydeligt.
Tegningerne bruges til at vurdere, om dit projekt overholder reglerne.
Hvilke tegninger skal du vedhæfte?
Du skal typisk vedhæfte:
- Situationsplan
- Plantegninger
- Facadetegninger
- Eventuelt snittegninger, hvis der er niveauforskelle eller terrænændringer
Tegninger skal:
- Være målfaste
- Være tydeligt målsatte
- Vise højder, afstande og placering
Kravene til tegninger er beskrevet nærmere under ’’Hvad skal jeg have klar, før jeg søger?’’.
Vigtigt at vide
Hvis tegningsmaterialet er mangelfuldt eller uklart, kan vi ikke behandle din ansøgning, og det kan forlænge sagsbehandlingstiden.
Trin 8: udfyld tekniske oplysninger og vedhæft dokumentation
Når tegningsmaterialet er vedhæftet, skal du udfylde de tekniske oplysninger i ansøgningen og tage stilling til dokumentationskravene.
For mange er dette den sværeste del af ansøgningen.
Erklæring om tekniske forhold
Du skal tage stilling til, hvilke tekniske kapitler i Bygningsreglementet dit byggeri er omfattet af.
Det kan fx handle om:
- Adgangsforhold
- Brand
- Konstruktioner
- Energi
- Indeklima
I ansøgningen erklærer du, at byggeriet overholder reglerne.
Dokumentationen skal som udgangspunkt først indsendes ved færdigmelding, medmindre andet fremgår af ansøgningen.
Klik på linket herunder for at læse mere i Bygningsreglementet (BR18)
Brandklasse – dokumentation for dit valg
Du skal oplyse, hvilken brandklasse dit byggeri er indplaceret i.
Brandklassen har betydning for:
- Hvilken dokumentation der kræves
- Om der skal anvendes en certificeret brandrådgiver
Det er ansøgers ansvar at vælge korrekt brandklasse.
Klik på linket herunder for at læse mere i Bygningsreglementet (BR18)
Konstruktionsklasse – Dokumentation for dit valg
Du skal tage stilling til, om dit byggeri skal indplaceres i en konstruktionsklasse.
Konstruktionsklassen har betydning for:
- Krav til beregninger og kontrol
- Om der skal anvendes en certificeret statiker
Klik på linket herunder for at læse mere i Bygningsreglementet (BR18)
Dispensation og andre tilladelser
I ansøgningen skal du også oplyse:
- Om dit byggeri kræver dispensation
- Om der er behov for tilladelser efter anden lovgivning
Vigtigt at vide
Det er ansøgers ansvar at:
- Vælge korrekt brand- og konstruktionsklasse
- Vedhæfte den nødvendige dokumentation
- Sikre, at oplysningerne er korrekte og fyldestgørende
Manglende eller forkert dokumentation kan forlænge sagsbehandlingstiden.
Trin 9: Gennemgå og indsend ansøgning
Før du indsender ansøgningen, er det vigtigt, at du gennemgår den en sidste gang.
Tjek især, at
- Alle felter er udfyldt
- Korrekt ansøgningstype er valgt
- Tegninger og bilag er vedhæftet
- Eventuel fuldmagt eller underskrevet købsaftale er vedlagt
Det er dit ansvar som ansøger, at ansøgningen er korrekt og fyldestgørende, når den indsendes.
Når du klikker ’’Indsend’’, modtager du en kvittering fra Byg og Miljø.
Har du ikke modtaget en kvittering, er ansøgningen ikke indsendt korrekt.
Trin 10: Efter du har indsendt ansøgningen
Når ansøgningen er indsendt:
- Gennemgår den en indledende screening
- Du får besked, hvis der mangler oplysninger
- Når sagen er fuldt oplyst, lægges den i kø
Sagsbehandlingstiden regnes først fra det tidspunkt, hvor sagen er fuldt oplyst.
Vigtigt at huske
- Du må ikke begynde byggeriet, før du har fået byggetilladelse
- Rettelser skal indsendes via det aktuelle projekt på Byg og Miljø
- Rettelser er først modtaget, når du har fået en ny kvittering fra Byg og Miljø
Godt at vide
Hvis du er i tvivl undervejs i ansøgningen kan du:
- Finde hjælp og vejledninger på Byg og Miljøs hjemmeside
- Få hjælp fra en professionel rådgiver
- Kontakte kommunen for vejledning om regler og proces, inden du indsender ansøgningen
Når du søger byggetilladelse, skal du tage stilling til nogle tekniske forhold.
For de fleste almindelige private byggeri er det forholdsvis enkelt.
Her forklarer vi de vigtigste begreber.
Anvendelseskategori – hvordan bruges bygningen?
Du skal vælge en anvendelseskategori i ansøgningen.
Den beskriver, hvordan bygningen bruges – og har betydning for brandkravene.
Du skal tage stilling til:
- Er der sovepladser?
- Har personerne kendskab til flugtveje?
- Kan de selv bringe sig i sikkerhed?
- Hvor mange personer er bygningen indrettet til?
Hvis en bygning rummer flere anvendelser, gælder den strengeste kategori for hele bygningsafsnittet.
Det er ansøgers ansvar at vælge korrekt kategori.
Fastlæggelse af anvendelseskategorier for et bygningsafsnit skal ske i overensstemmelse med Bygningsreglementets bilag 1, tabel 1.
Klik på linket herunder for at læse mere i Bygningsreglementet (BR18)
Risikoklasse – hvor mange personer?
Risikoklassen handler om, hvor mange personer der kan opholde sig i bygningen, og hvordan flugtveje er indrettet.
Du skal tage stilling til:
- Hvor mange personer kan opholde sig i bygningsafsnittet?
- Er der fælles flugtveje med andre dele af bygningen?
Hvis flere bygningsafsnit deler flugtveje, skal det samlede personantal tælles med.
Fastlæggelsen skal ske i overensstemmelse med Bygningsreglementets bilag 1, tabel 2
Klik på linket herunder for at læse mere i Bygningsreglementet (BR18)
Brandklasse – hvordan dokumenteres brandkrav?
Når du søger byggetilladelse, skal du indplacere dit byggeri i en brandklasse.
Brandklassen handler om, hvordan det dokumenteres, at byggeriet overholder brandkravene i Bygningsreglementet.
Brandklassen fastlægges på baggrund af:
- Byggeriets risikoklasse
- Den valgte metode til dokumentation af brandsikkerheden
For almindelige enfamiliehuse og mindre byggeri vil indplaceringen ofte ske i brandklasse 1 (BK1), hvis forudsætningerne i Bygningsreglementets vejledning er opfyldt.
Brandklasse 1 forudsætter:
- Brandsikkerheden dokumenteres ved brug af præ-accepterede løsninger
- Byggeriet opfylder alle betingelser for disse løsninger
Hvis forudsætningerne ikke er opfyldt, eller hvis byggeriet er mere komplekst, kan det medføre indplacering i en højere brandklasse og krav om certificeret brandrådgiver.
Det er ansøgers ansvar at vælge korrekt brandklasse og dokumentationsmetode.
Klik på linket herunder for at læse mere i Bygningsreglementet (BR18)
Undtagelser – hvornår skal der ikke indplaceres i brandklasse?
Visse byggearbejder er undtaget fra indplacering i brandklasse.
Det gælder blandt andet:
- Byggearbejder, der er undtaget for krav om byggetilladelse
- Midlertidige udendørs camping- og salgsområder
- Mindre legepladsredskaber og lignende, hvis de efter kommunens vurdering ikke medfører uacceptabel risiko ved brand
Det er ansøgers ansvar at vurdere, om byggeriet er omfattet af en undtagelse og at redegøre for dette.
Klik på linket herunder for at læse mere i Bygningsreglementet (BR18)
Konstruktionsklasse – indplacering af bærende konstruktioner
I ansøgningen skal du tage stilling til konstruktionsklasse.
Konstruktionsklasse fastlægges på baggrund af:
- Konsekvensklasse
- Konstruktionens kompleksitet
- Erfaringer med konstruktionstypen
Alle tre forhold skal vurderes og angives i ansøgningen.
Konsekvensklasse – hvad sker der, hvis noget svigter?
Konsekvensklassen beskriver, hvor alvorlige følger et svigt i de bærende konstruktioner kan have.
Når du vælger konsekvensklasse, ser du på:
- Risiko for personskade
- Hvor mange personer der opholder sig i bygningen
- Hvilken type bygning der er tale om
For de fleste private byggerier som enfamiliehuse, rækkehuse og sommerhuse vil de typisk høre til middel konsekvensklasse (CC2)
Lav konsekvensklasse (CC1) anvendes ved mindre, simple konstruktioner, mens høj konsekvensklasse (CC3) kun er relevant ved byggeri, hvor et svigt kan få meget alvorlige følger.
Konstruktionens kompleksitet – simpel eller kompleks?
Du skal vurdere, om konstruktionen er:
- Simpel eller
- Kompleks
En konstruktion kan anses som simpel, hvis lastnedføringen er overskuelig og kan beregnes uden særlige metoder.
Hvis konstruktionen er vanskelig at gennemskue eller kræver særlige beregninger, skal den anses som kompleks.
Hvis der er tvivl, skal konstruktionen vurderes som kompleks.
Erfaringer med konstruktionstypen – traditionel eller utraditionel?
Du skal også vurdere, om konstruktionen er:
- Traditionel eller
- Utraditionel
Traditionelle konstruktioner er baseret på kendte materialer og velafprøvede løsninger.
Utraditionelle konstruktioner er baseret på nye teknologier eller løsninger, hvor der ikke er bred erfaring i branchen.
Hvis der er tvivl, skal konstruktionen vurderes som utraditionel.
Undtagelser – hvornår skal der ikke indplaceres i konstruktionsklasse?
I nogle tilfælde er byggearbejdet undtaget fra indplacering i konstruktionsklasse.
Det gælder blandt andet:
- Byggearbejder, der er undtaget krav om byggetilladelse
- Garager, carporte, udhuse, drivhuse og lignende bygninger på højst 50 m ²
- Ombygninger og forandringer af enfamiliehuse, dobbelthuse, rækkehuse og sommerhuse, hvis der ikke sker væsentlig anvendelsesændring eller udvidelse af etagearealet
Det er ansøgers ansvar at vurdere, om byggeriet er omfattet af undtagelse og redegøre for dette.
Klik på linket herunder for at læse mere i Bygningsreglementet (BR18)
Bygningsreglementets konstruktionsklasser § 485 - § 489
Hvornår kan det være en fordel at få hjælp?
Mange almindelige boligprojekter kan ansøges uden brug af rådgiver.
Det kan dog være en fordel at overveje faglig hjælp, hvis:
- Byggeriet er større eller mere komplekst
- Der er mange personer i bygningen
- Der afviges fra standardløsninger
- Der kan være krav om certificeret brandrådgiver eller statiker
- Du er usikker på indplacering i brand- og konstruktionsklasse
Det er ansøgers ansvar at sikre korrekt dokumentation.
Kommunen kan vejlede om regler og proces, men kan ikke foretage den tekniske vurdering for dig.
Har du modtaget en mangelskrivelse?
Det betyder, at din ansøgning mangler oplysninger, før vi kan behandle den videre.
Sagen er sat på pause, indtil de manglende oplysninger er modtaget.
Hvad skal du gøre?
- Læs mangelskrivelsen grundigt.
Her står, hvad der mangler, og hvad der skal rettes
- Log ind på www.bygogmiljoe.dk og åbn dit projekt
- Ret de relevante felter og upload de manglende tegninger eller dokumenter
- Klik på ’’indsend’’ igen
Rettelser er først modtaget, når du har fået en ny kvittering fra Byg og Miljø.
Hvad betyder det for ventetiden?
Når sagen afventer dine rettelser, behandles den ikke og står ikke i kø.
Sagen kommer først i kø igen, når den er fuldt oplyst og genindsendt.
Sager behandles i den rækkefølge, de er fuldt oplyste – uanset størrelse og kompleksitet.
Jo hurtigere du sender alle mangler samlet, desto hurtigere kan sagen behandles.
Typiske mangler
De mest almindelige mangler er:
- Højdeangivelser målt fra naturligt terræn
- Afstand til skel på situationsplan
- Udvendige mål på plantegninger
- Manglende målestok
- Manglende angivelse af anvendelseskategori og/eller risikoklasse
- Manglende indplacering i brandklasse og/eller konstruktionsklasse
- Manglende begrundelse ved dispensation
Er du i tvivl om, hvad der mangler?
Sammenhold mangelskrivelsen med:
- ’’Hvad skal jeg have klar, før jeg søger?
- ’’Tekniske emner – kort forklaret’’
Kommunen kan vejlede om regler og proces, men kan ikke udfylde ansøgningen for dig.
Du må først begynde byggeriet, når du har fået en byggetilladelse fra kommunen.
Det er vigtigt at være opmærksom på, at:
- En indsendt ansøgning ikke er en tilladelse
- En kvittering fra Byg og Miljø ikke giver ret til at bygge
Påbegyndelse af byggeriet
Når byggetilladelsen er givet, skal du melde påbegyndelsesdato i Byg og Miljø – på dit aktuelle projekt, når du starter byggeriet.
Gyldighed af byggetilladelsen
En byggetilladelse er gyldig i 1 år fra den dato, den er udstedt.
Det betyder, at:
- Byggeriet skal være påbegyndt inden for det første år
- Hvis byggeriet ikke er påbegyndt inden fristen, bortfalder byggetilladelsen
Det er derfor vigtigt, at du både starter byggeriet rettidigt og melder påbegyndelsen i Byg og Miljø.
Hvis du går i gang uden tilladelse
Hvis du begynder byggeriet uden byggetilladelse, kan det medføre:
- Standsning af byggeriet
- Krav om ændringer eller nedrivning
- Krav om lovliggørelse
Når dit byggeri er afsluttet, skal du færdigmelde det i Byg og Miljø.
Du færdigmelder på det samme projekt, som du søgte byggetilladelse på.
Færdigmelding betyder, at:
- Du meddeler kommunen, at byggeriet er afsluttet
- Kommunen kan vurdere, om sagen kan afsluttes
Sådan færdigmelder du
- Log ind på www.bygogmiljoe.dk
- Åbn dit projekt under ’’Mine projekter’’
- Vælg ’’Efter endt arbejde’’
- Vedhæft den dokumentation, der fremgår af din byggetilladelse
- Underskriv og indsend
Det er vigtigt, at færdigmeldingen indsendes via Byg og Miljø.
Ibrugtagningstilladelse – hvornår kræves det?
I nogle sager må byggeriet ikke tages i brug, før der er givet en ibrugtagningstilladelse.
Det vil fremgå af din byggetilladelse, hvis det er et krav.
Hvis der kræves ibrugtagningstilladelse:
- Må bygningen ikke tages i brug, før tilladelsen er givet
- Kommunen vurderer dokumentationen, før tilladelsen udstedes
Krav til dokumentation ved færdigmelding
Kravet til dokumentation ved færdigmelding har ændret sig med skiftende bygningsreglementer. Det er derfor vigtigt, at du:
- Har din byggetilladelse ved hånden, når du færdigmelder
- Følger de krav, der fremgår af tilladelsen
- Sikrer, at den krævede dokumentation vedhæftes
En ufuldstændig færdigmelding kan betyde, at sagen ikke kan afsluttes.
Se vejledning om dokumentation ved færdigmelding her
Erklæringer om det færdige byggeri (BR18)
Hvis din sag er behandlet efter Bygningsreglementet 2018 (BR18), skal der indsendes to digitale erklæringer via Byg og Miljø:
- Erklæring om dokumentation for det færdige byggeri
- Erklæring om det færdige byggeri
Hvem kan underskrive erklæringerne?
Erklæringerne kan underskrives af dig selv eller af en rådgiver.
Ved underskrift bekræfter underskriveren, at:
- Byggeriet er udført i overensstemmelse med byggetilladelsen
- Byggeriet overholder Bygningsreglementet
- Den tekniske dokumentation er korrekt og fyldestgørende
Hvis du er i tvivl om indholdet i erklæringerne, kan det være relevant at søge hjælp hos en rådgiver.
Vigtigt at vide
- Byggeriet må ikke tages i brug, før færdigmelding (og eventuel ibrugtagningstilladelse) er på plads
- Sagen kan ikke afsluttes, før korrekt færdigmelding er modtaget
- Manglende færdigmelding kan give problemer ved salg eller belåning
Sørg derfor for at afsætte tid til færdigmeldingen, når byggeriet nærmer sig sin afslutning.
Det er helt normalt at være i tvivl, når man skal søge byggetilladelse.
Der er mange regler og begreber – og det kan være svært at vide, om man har gjort det rigtigt.
Før du kontakter os
Du kan ofte finde svar ved at:
- Gennemgå tjeklisten under ’’Hvad skal jeg have klar, før jeg søger’’
- Læse forklaringerne under ’’Tekniske emner – kort forklaret’’
- Tjekke mangelskrivelsen grundigt, hvis du har modtaget en
- Læse i Bygningsreglementet (BR18), hvis du vil se de konkrete regler
Overvej professionel hjælp
Du kan vælge at få hjælp fra en ekstern rådgiver, fx en arkitekt, ingeniør eller byggesagkyndig.
En rådgiver kan blandt andet:
- Hjælpe med projektering og tegninger
- Vurdere brand- og konstruktionsforhold
- Udarbejde den tekniske dokumentation
- Varetage ansøgningen på dine vegne
Ved mere komplekse byggerier kan det være en fordel at få faglig hjælp fra start.
Det er dog altid ansøgers ansvar, at ansøgningen er korrekt og fyldestgørende – også hvis du bruger rådgiver.
Kontakt kommunen
Du er altid velkommen til at kontakte os, hvis du:
- Er i tvivl om, hvilke regler der gælder for din ejendom
- Har spørgsmål til processen i Byg og Miljø
- Har brug for generel vejledning om regler og krav
Kommunen kan:
- Vejlede om regler og proces
- Forklare, hvad der menes i en mangelskrivelse
- Hjælpe med at finde relevante bestemmelser
Kommunen kan ikke:
- Udfylde ansøgningen for dig
- Vælge tekniske klasser på dine vegne
- Forhåndsgodkende et projekt
Overvejer du et projekt – men er ikke klar til at søge?
Hvis du ønsker en overordnet afklaring, før du projekterer færdigt, kan du indsende en planmæssig forespørgsel via Byg og Miljø.
En planmæssig forespørgsel giver en vejledende vurdering af, om dit projekt umiddelbart er i overensstemmelse med gældende planer og regler.
Det vigtigste
Du er ansvarlig for, at ansøgningen er korrekt og fyldestgørende.
Jo bedre ansøgningen er oplyst fra start, desto hurtigere kan den behandles.