Fodgængerfelter sendes i offentlig høring

189 zebrastribede overgange.
Så mange fodgængerfelter har borgere og besøgende i Ringkøbing-Skjern Kommune til at krydse vejen med fuld foregangsret.
I forbindelse med, at belysningen ved de 172 fodgængerfelter, der krydser kommunale veje, løbende er blevet udskiftet til LED-lys, er sikkerheden dog blevet forringet. LED-belysningen har ganske enkelt ikke givet lige så meget lys som de gammeldags lysstofrør, og det kan potentielt skabe farlige situationer for de blødeste trafikanter.
Af sikkerhedsmæssige årsager har Ringkøbing-Skjern Kommunes afdeling for Vej & Park derfor nu udarbejdet en plan for opgradering af belysningen på 110 fodgængerfelter i kommunen og for nedlæggelsen af 41 fodgængerfelter.
Planen blev fremlagt på det seneste møde i kommunens Teknik- og Miljøudvalg, der nu har valgt at sende den ud i offentlig høring.
- Vi har haft et efterslæb når det gælder belysningen, og det her er en bunden opgave. Når vi har et fodgængerfelt, skal folk vide, at de kan krydse vejen i sikkerhed. Derfor skal fodgængerfelterne enten opgraderes eller nedlægges, så vi ikke risikerer at skabe en falsk tryghed hos fodgængerne, siger formand for Teknik- og Miljøudvalget, John G. Christensen.
På mødet afsatte Teknik- og Miljøudvalget derfor 6,6 mio. kr. til at opsætte standere med bedre belysning ved de 110 fodgængerfelter, som administrationen anbefaler at bevare – og tog listen med 41 fodgængerfelter som anbefales nedlagt til efterretning.
- Det er fodgængerfelter, som f.eks. ligger ved nu nedlagte skoler, og andre steder, hvor det ikke vurderes at kompromittere fodgængernes sikkerhed, at de bliver sløjfet, forklarer Kristian Korsholm, afdelingsleder i Vej & Park.
På listen her kan du få et overblik over, hvilke fodgængerfelter, Vej & Park foreslår nedlagt og hvilke, der skal opgraderes.
Høringssvar til planen over fodgængerfelterne kan indsendes til VejogParkSvar@RKSK.DK frem til den 6. september 2021.
FAKTA:
I Ringkøbing-Skjern Kommune er der i alt 189 fodgængerfelter. Heraf er 13 på statsveje og 4 på privat fællesvej på Hvide Sande Havn.
Af de 172 fodgængerfelter på kommunale veje er 9 blevet opgraderet med bedre belysning, mens 12 krydser veje med restriktiv fartregulering.
110 fodgængerfelter vurderes at have behov for opgradering af belysningen.
På kommunens hjemmeside kan man få et overblik over, hvilke fodgængerfelter, Vej & Park foreslår nedlagt og hvilke, der skal opgraderes.
Høringssvar til planen over fodgængerfelterne kan indsendes til VejogParkSvar@RKSK.DK frem til den 6. september 2021.
- 6. februar 2026
Ringkøbing-Skjern Kommune får ny affalds-aftale - 24. februar 2026
Erfaren biolog skal lede kommunens afdeling for Natur, Land og Vand - 23. februar 2026
Billigere børnepasning og flere pædagoger - 17. februar 2026
Nu åbner det nye Ungecenter Ringkøbing-Skjern - 2. februar 2026
Nye tilbud til børn og unge med meget ondt i maven - 10. februar 2026
Lyskunst skal sikre lys for enden af mørk tunnel - og skabe byudvikling