12. juli 2019

Mini Big Bang kommer til det midtjyske

Colourbox-foto

Bornholm har Folkemødet, Mors har Kulturmødet – og Odense har ”Big Bang”, der er et to-dages topmøde for naturfagslærere i folkeskolen. Men hvorfor tage helt til Odense for at blive fagligt inspireret, hvis vi kan få de dygtigste naturfaglige folk i Danmark til det midtjyske?”

Det var det igangsættende spørgsmål for et tværkommunalt samarbejde mellem Herning, Ringkøbing-Skjern og Ikast-Brande Kommuner, der 8. august resulterer i et Mini-Big Bang i Herning.

I samarbejde med det nationale naturfagscenter i Danmark, Astra, starter kommunerne nu det nye skoleår op med at invitere alle naturfagslærerne i de tre kommuner til en faglig dag med fokus på at styrke undervisningen i de naturvidenskabelige fag til gavn for hele samfundet.

Lærerne vil blive faglig forkælet og inspireret i forhold til undervisningen. Ligesom på naturfagsmødet i Odense sker det gennem foredrag, fælles oplæg og workshops målrettet hhv. indskoling, mellemtrin og udskoling.

Vi har forsøgt at skabe en light udgave af Big Bang, da det desværre ikke er realistisk for mange skoler at sende deres lærere til Odense i to dage med alt, hvad det indebærer af transport, overnatning, vikardækning m.v., siger Søren Søndergaard Thisted, naturfaglig konsulent i Ringkøbing-Skjern Kommunes afdeling for dagtilbud og undervisning.

Han tilføjer, at han håber, de deltagende lærere i Mini-Big Bang bliver beriget med ny inspiration til deres undervisning, bl.a. gennem oplæg om den faglige progression gennem grundskolen samt hands-on workshops med konkrete undervisningserfaringer.

Forventningen er, at lærerne tager fra dagen med ny opdateret viden på deres felt, og dermed med frisk viden til at skabe den bedst mulige undervisning i naturfagene.

- Jeg er overbevist om, at det afføder en endnu større motivation og undervisningsglæde, som vil smitte af på eleverne. Og i bund og grund er det jo for at skabe de bedst mulige rammer for læring, at vi arrangerer Mini-Big Bang i landsdelen, siger Søren Søndergaard Thisted.

Når naturfagslærerne fra folkeskolerne i de tre kommuner mødes den 8. august på Tjørring Skole vil der ud over foredrag med titler som ”Den røde tråd i naturfagsundervisningen” og ”Det nye fag: Teknologiforståelse” også være mulighed for at sidde i sit team for at komme godt i gang med årsplanlægningen i naturfagene. 

Desuden vil pauserne byde på en mulighed for at besøge ”Markedspladsen”, hvor organisationer og forlag står klar til at vise det nyeste til naturfagsundervisningen. Og så er der muligheden for at netværke og erfaringsudveksle lærerne imellem - på tværs af både skoler og kommunegrænser.

- Vi håber og tror, at det bliver en så god og givtig dag, at der vil være interesse for at gentage den på et senere tidspunkt, siger Søren Søndergaard Thisted.