Stor succes med inddrivelse af ejendomsskat
Efter at kommunen har overtaget inddrivelsen fra SKAT, er borgenes ejendomsskattegæld til kommunen faldet til det laveste niveau nogensinde.
- Det glæder mig, at der er en god vilje til at betale sin ejendomsskat. Det betyder noget i den samlede økonomi: Hvis pengene ikke kommer ind, så mangler vi dem til at finansiere serviceudgifterne, siger Hans Østergaard, borgmester og formand for økonomiudvalget, der på det seneste udvalgsmøde er blevet opdateret på situationen.
Betalingen kører glat for langt størsteparten af den samlede ejendomsskat på 390 mio. kroner fra de cirka 37.000 ejendomme, der findes i kommunen. Men har ejeren frameldt sig PBS kan det ske, at skatten ikke bliver betalt til tiden. Det er her kommunens økonomiafdeling træder til med to påmindelser om at huske at betale, før sagen overgår til en advokat.
- Lod vi være med at gøre noget, ville vi årligt stå og mangle 10 til 12 millioner kroner i kassen, eller hvad der svarer til 20 lærere om året, siger Jan Aas Christensen, økonomichef.
Overtog opgaven fra SKAT
Siden 2017 har kommunens folk stået for inddrivelsen af ejendomsskatten – en opgave der tidligere lå hos SKAT. Det har ført til det laveste niveau af restancer i kommunens historie. Det er planen, at opgaven igen skal overgå til SKAT i 2021.
- Jeg kan godt undre mig lidt over, at en skat, der udskrives af og går til kommunen, skal administreres på statsligt niveau. Vi har til fulde vist, at vi kan håndtere opgaven effektivt, og jeg vil gerne rose vores økonomiafdeling for den måde, de har grebet opgaven uden at det har kostet ekstra mandetimer.
Cirka 100 sager ender hos advokaten om året, og i omkring 20 tilfælde er udgangen en tvangsauktion.
Fakta
Kommunen opkræver ejendomsskat fra cirka 37.000 ejendomme. Det beløber sig årligt til cirka 390 mio. kroner.
Ejendomsskatten – også kaldet grundskyld – ligger i Ringkøbing-Skjern Kommune på 31 promille. Det er byrådet, der fastsætter grundskyldspromillen.
- 2. september 2024
Danmarks flotteste busskur indvies i landsby med 950 beboere - 12. september 2024
Nye regler for at komme af med asbest og eternit - 12. september 2024
Livets cirkel bliver til lyskunst i Ringkøbing Havn - 24. september 2024
Lær at tackle-forløb kan hjælpe dig med at passe bedre på dig selv - 16. september 2024
VR-briller får børn til at slappe af i tandlægestolen - 19. september 2024
Ny planlægning for Æ Gammel Havn 46 i Hvide Sande