3. januar 2024

Ny kulturchef i Ringkøbing-Skjern Kommune

Henrik Koch Rasmussen

Som erfaren lystsejler kommer 51-årige Henrik Koch Rasmussen med brugerblikket på havnene, som han også bliver chef for. 

Når Ringkøbing-Skjern Kommunes nuværende chef for Kultur-, Natur- og Fritids-afdelingen samt havnene, Per Høgh Sørensen ved udgangen af måneden takker af og går på pension, bliver han afløst på den alsidige post af 51-årige Henrik Koch Rasmussen.

Han starter i jobbet den 1. februar og kommer fra en stilling som chefkonsulent og tidligere personaleleder i Horsens Kommune, hvor han har arbejdet i ni år og hvor ansvarsområdet primært har været fokuseret på Fritids- og Kulturafdelingen. Blandt andet har Henrik Koch Rasmussen løst opgaver i forbindelse med afviklingen af store koncerter, Middelalderfestival og Speedway grand prix, foruden folkeoplysning og økonomistyring ligesom han har haft en bred kontakt til og koordination med de øvrige forvaltningsområder.

Derudover har Henrik Koch Rasmussen syv års erfaring som sekretariatsleder fra Århus Ungdommens Fællesråd, som er en paraply- og interesseorganisation for 15.000 medlemmer i de 125 idébestemte og samfundsengagerede ungdomsforeninger i Aarhus. Her var opgaveporteføljen bl.a. rådgivning af medlemsforeninger, udviklingstiltag, strategisk interessevaretagelse, ledelse af konkrete projekter og events i samarbejde med Aarhus Kommune.

- Herudover har Henrik stor indsigt i det administrative felt i forhold til idræt, folkeoplysning, offentlig ret, fonde og selvejende institutioner, ligesom han har erfaring med politikerbetjening. Så det er med stor glæde, at jeg byder Henrik velkommen til Ringkøbing-Skjern Kommune, siger fagchef for Land- By og Kulturområdet Niels Peter V. Lauridsen.

Den nye kulturchef er jurist med kandidateksamen i kommunalret. Herudover har han læst økonomi på Aarhus Universitet, ligesom han har en lederuddannelse fra Forsvarets Lægekorps og kommer til Ringkøbing-Skjern Kommune med en helt dugfrisk master i offentlig ledelse.

- Som leder lægger jeg stor vægt på medarbejdermotivation, og jeg glæder mig til samarbejdet med kulturaktører på tværs af kommunen og lokalsamfundene. Kultur- og fritidsområdet er et rigtig spændende område, hvor man ikke kan lykkes alene, men kun kan lykkes, når man inddrager og udvikler i fællesskab, siger Henrik Koch Rasmussen om de kommende opgaver – og tilføjer:

- Folk, der engagerer sig på kultur- og fritidsområdet er ofte meget dedikerede mennesker – og mennesker med stærke holdninger. Det bliver spændende at navigere i, for selv om jeg kender til emnerne, så skal jeg lære en ny kommune at kende – en kommune med et aktivt kultur- og fritidsliv både i byerne og i landdistrikterne.

Med i opgaveportofølgen som kulturchef hører også ansvaret for havnene. Udover en solid erfaring med økonomistyring kommer Henrik Koch Rasmussen med en praktisk brugererfaring som mangeårig lystsejler, bl.a. i forbindelse med Match Race-konkurrencer.

- Jeg kender primært til havneområdet fra brugersiden, men jeg ved, at jeg får nogle fagligt dygtige folk at sparre med i forhold til den daglige drift, så den del af jobbet glæder jeg mig også til at tage fat på, siger han.

Henrik Koch Rasmussen bor i Bryrup små 80 km øst for Ringkøbing – og overvejer af samme grund at finde et værelse i Ringkøbing til hverdagene.