Uddannelse
Uddannelse er en forudsætning for, at kommunen kan håndtere ekstraordinære hændelser effektivt og kompetent. Alle fag- og stabsområder skal sikre, at ledere og medarbejdere har de nødvendige kompetencer til at varetage deres kriseopgaver før, under og efter en hændelse.
Uddannelsesindsatsen skal være vedligeholdende, tilbagevendende og tilpasset de enkelte områders opgaver og risikoprofil. Uddannelsesbehovet skal vurderes løbende som en del af årlige risiko og sårbarhedsvurderingerne.
Det er de enkelte ledere, der beslutter, hvornår og hvordan medarbejdere skal gennemføre relevant uddannelse. Disse beslutninger kan med fordel drøftes i lokalMED eller i arbejdsmiljøgrupper med henblik på at sikre fælles forståelse og forankring.
Den centrale beredskabsgruppe og beredskabskoordinatoren udarbejder faglige anbefalinger til uddannelsesindsatser og intervaller, som lederne kan inddrage i deres prioriteringer.
For kompetencer, som forventes anvendt af mange medarbejdere i en krisesituation, kan uddannelsesindsatsen understøttes gennem fælles, centrale initiativer. Dette kan omfatte e‑læring og/eller fysiske kurser, som stilles til rådighed på tværs af organisationen, og som ledere kan følge op på i forhold til gennemførelse.
Uddannelsen skal omfatte både generelle og funktionsspecifikke kompetencer, herunder eksempelvis:
- førstehjælp, herunder brug af hjertestarter
- elementær brandbekæmpelse
- konflikthåndtering for medarbejdere med borgerkontakt, hvor der kan opstå alvorlige konflikter
- uddannelse i beredskabsplanlægning og krisestyring
- brug af kommunens krisestyringssystem
- brug af kommunens krisekommunikationsudstyr og alternative kommunikationsløsninger