Referat: 15. december 2025 kl. 09:30

Stauning Whisky/Restaurant Stauning Havn
Erhvervs-, Klima- og Arbejdskraftudvalget

Deltagere

  • Bent Hauge Brodersen
  • Irvin Christensen
  • Marie Kamp From
  • Søren Elbæk
  • Jens Jensen
  • Jesper Lærke
  • Hans Østergaard

Kopier link til punktet  -   Print

1 : Godkendelse af dagsorden

Sagsnr:

Bilag

Ingen bilag.

Beslutning

Godkendt.

Kopier link til punktet  -   Print

2 : Virksomhedsbesøg

Sagsnr:

Sagsfremstilling

Udvalget besøger Stauning Whisky, hvor Lasse Vesterby tager imod udvalget.

Plan for besøget ser således ud:

Kl. 09.30: Velkomst og oplæg ved Lasse Vesterby

Kl. 10.00: Udvalgsmøde

Kl. 11.30: (cirka) Afgang til Restaurant Stauning Strand, hvor Rene Vestergaard fortæller om stedet.

Kl. 12.00: Frokost på Restaurant Stauning Strand.

 

Om Stauning Whisky:

For 20 år siden startede ni venner (en læge, en kok, en slagter, en lærer, en helikopterpilot og fire ingeniører) med to små pot stills i et nedlagt slagteri. Og dermed var Stauning Whisky grundlagt.

Grundlæggerne havde ikke den store viden om, hvordan man brygger whisky. Men de havde en fælles passion, nysgerrighed og lyst til at eksperimentere og skabe.

Og så havde de landskabet omkring sig: vinden, havet, markerne, lyngen og tørvemoserne. Og noget af Danmarks reneste vand. I Stauning Whisky ønskede de at fremstille whisky med det, der voksede omkring dem.

Byg fik de fra en lokal landmand. Maltningen blev udført på slagteriets flisegulv. Og tørven til at ryge og tørre kornet hentede de på et nærliggende frilandsmuseum. Det maltede korn blev kværnet i en gammel kødhakker.

I 2011 blev den første officielle aftapning sendt på markedet. Og anmelderne var begejstrede - til grundlæggernes store overraskelse.  

I 2018 slog Stauning Whisky dørene op til et ny og moderne destilleri, og der laver de stadig deres whisky på deres egen måde med små post stills, gulvmaltning og åben ild. Kodeordene er glas, metal, rød, træ, kobber og flammer. Bag de store glasfacader finder man 24 kobberkedler. De fleste destillerier nøjes med fire eller færre store kedler. Men Stauning Whisky går egne veje.

I dag kan man købe Stauning Whisky i bl.a. USA, Canada, mange europæiske lande, Hong Kong, Australien og Sydkorea. 

 

Om Restaurant Stauning Strand:

Restaurant Stauning Strand tilbyder madoplevelser med fokus på lokale råvarer, smukke omgivelser og bæredygtighed. Med en flot beliggenhed ved havnen og omgivet af det naturskønne Stauning-område, kan Restaurant Stauning Strand tilbyde en rigtig god atmosfære og en udsigt, der skiller sig ud. Restaurant Stauning Strand samarbejder tæt med lokale producenter for at sikre friske og velsmagende ingredienser og støtter lokalsamfundet gennem bæredygtige valg.

Der er en stigende efterspørgsel efter sundere og mere bæredygtige mad- og drikkevarer i restaurationsbranchen. Og det er da også en trend, som Restaurant Stauning Strand har reageret på ved at tilbyde flere sundere og miljøvenlige menuvalg. Den kreative menu præsenterer sæsonbaserede og spændende retter, der fejrer lokale råvarer og inspirerer til nye smagsoplevelser.

Bilag

Ingen bilag.

Beslutning

Virksomhedsbesøg fandt sted.

Kopier link til punktet  -   Print

3 : Budgetopfølgning for forventet regnskab 2026

Sagsnr: 25-021443

Sagsfremstilling

Budgetopfølgning for forventet regnskab 2026 viser et forventet mindreforbrug på 0,3 mio. kr.

I nedenstående tabel fremgår tallene for det forventede regnskab 2026.

Det forventede regnskab på de forskellige områder baserer sig på kendte og forventede udgifter i 2026.

Det tidlige tidspunkt for den første budgetopfølgning 2026 betyder, at tallene er behæftet med en vis usikkerhed.

Nedenfor er en redegørelse for de væsentligste forhold under områderne i budgetopfølgningen.

  • Turisme, Handel og Profilering: Området dækket blandt andet tilskud til Destination Vesterhavet, Handelsråd, sponsorater til sportsklubber i kommunen, løn til marketing og profileringsmedarbejdere samt en budgetpulje
  • Erhvervsservice og Iværksætteri: Dækker blandt andet tilskud til Erhvervsråd, Erhvervshus, Region Midt- EU kontor, DAMRC, Fødevaresatsning samt en budgetpulje.
  • Klima: Budget til administrative klimarettede aktiviteter.
  • Viden: Dækker blandt andet PhD-puljen, projektaktiviteter, tilskud til AU-HIH samt en budgetpulje.
  • Byfora for centerbyer: De fem centerbyer i kommunen har hver godt 200.000 kr. i budgettet til udvikling af centerbyerne 
  • Eksternt finansierede projekter: Kommunen har for nuværende 4 eksternt finansierede projekter i 2026. De eksternt finansierede projekter forventes at balancere i projektperioden, som typisk strækker sig over flere regnskabsår. Det betyder, at der vil være år, hvor der er flere udgifter end indtægter, mens det vil være omvendt andre år.

Vækstpuljer

I foråret 2015 besluttede Byrådet at afsætte midler til vækstfremmende initiativer fra 2025 og i årene herefter. Byrådet valgte at afsætte 40 mio. kr. årligt fordelt på en række vækstpuljeområder. Siden da er vækstpuljerne reduceret af flere omgange, således at vækstpuljerne i 2026 er på 6,3 mio. kr.

I nedenstående tabel fremgår en oversigt over budgettet for vækstpuljerne i 2026 samt de disponerede beløb (i 1.000 kr.). 

Det akkumulerede restbeløb viser det forventede restbeløb ultimo 2026. Dette beløb bliver mindre, når der bevilges yderligere projekter i 2026. 

Restbeløbet skal sammenholdes med den forventede overførsel fra 2025 og giver et indblik i, hvorvidt der spares yderligere op i vækstpuljerne, eller om overførslerne afvikles. Overførslerne fra 2025 er et øjebliksbillede og er endnu ikke godkendt. 

Ultimo 2025 er der i disponeret 5,1 mio. kr. i 2026 ud af vækstpuljernes oprindelige budget på 6,3 mio. kr. I det forventede forbrug er tillagt 1,8 mio. kr. til planlagte projekter i 2026, som endnu ikke er disponeret.

Lovgrundlag og juridisk vurdering

Ingen bemærkninger. 

Økonomi

Ingen yderligere bemærkninger. 

Effektvurdering

Ingen bemærkninger. 

Indstilling

Administrationen indstiller, at Erhvervs-, Klima- og Arbejdskraftudvalget tager budgetopfølgningen til efterretning. 

Bilag

Ingen bilag.

Beslutning

Taget til efterretning.

Kopier link til punktet  -   Print

4 : Tilbageblik på udvalgets arbejde i byrådsperioden 2022-2025

Sagsnr: 25-026132

Sagsfremstilling

Erhvervs-, Klima- og Arbejdskraftudvalget modtager her et tilbageblik på Arbejdskraftrådets arbejde og resultater i byrådsperioden 2022–2025.

Erhvervs-, Klima- og Arbejdskraftudvalget blev oprettet 1. januar 2022 som et nyt politisk udvalg med ansvar for Ringkøbing-Skjern Kommunes arbejde med vækst, erhvervsudvikling, klima og arbejdskraft.

Udvalget har i perioden varetaget den umiddelbare forvaltning af kommunens vækstdagsorden herunder opgaver på en række strategisk vigtige områder, som bl.a. bosætning og profilering, erhvervsfremme, arbejdskraft, turisme, levende bymidter, klima og bæredygtighed.

Flere rådgivende fora har haft reference til udvalget – herunder Videnrådet, Klimarådet og Arbejdskraftrådet.

Strategisk har udvalget haft en vigtig rolle

Udvikling og implementering af politikker

Udvalget har udarbejdet og fulgt op på en række politikker, der har sat den strategiske retning for kommunens indsatsområder indenfor; profilering og bosætning, viden- og arbejdskraftpolitik, turisme-, handel-, erhvervs- og fødevarepolitik samt klimapolitikken. Sidstnævnte er udviklet og fulgt op i samarbejde med Teknik- og Miljøudvalget.

Styrkede samarbejder og partnerskaber
Udvalget har været en aktiv medspiller i udviklingen og understøttelsen af erhvervsorganisationer som Ringkøbing-Skjern Erhvervsråd, Destination Vesterhavet og Ringkøbing Fjord Handelsråd – både økonomisk og strategisk.

Nedenfor er fremhævet et udsnit af indsatser og resultater, som udvalget har understøttet i perioden.

Erhvervsudvikling
Erhvervspolitikken er i perioden blevet implementeret i tæt samarbejde med Ringkøbing-Skjern Erhvervsråd. Udvalget har ydet ekstra støtte til konkrete projekter med fokus på grøn og digital omstilling, og har samtidig understøttet initiativer i regi af DTL, MADE og DAMRC – aktører, der bidrager til udviklingen af et konkurrencedygtigt erhvervsliv i kommunen.

Indsatserne har været medvirkende til at skabe stærke rammevilkår for erhvervslivet. Det afspejles i Ringkøbing-Skjern Kommunes placering som nr. 4 i Dansk Industris analyse Lokal Erhvervsvenlighed 2025 og som nr. 1 i Dansk Erhvervs analyse af erhvervsvenlighed i 2024

Levende bymidter
Gennem handelspolitikken har udvalget bidraget til kompetenceudviklingsprojekter i detailhandlen, hvilket har udviklet sig til også at inkludere turismeerhvervet. Derudover er der givet årlig støtte til BYFORA, der arbejder med lokal udvikling i centerbyerne til glæde for både borgere, erhvervsdrivende og gæster. Endeligt er der givet støtte til bl.a. et nyt udviklingsprojekt Jul i Ringkøbing.

Turismeudvikling
Udvalget har medvirket til et styrket fokus på turismeerhvervet via Turismepolitikken. Antallet af overnatninger er steget betydeligt i perioden og med et særligt fokus på helårsturisme, hvor antallet er overnatninger er steget med 47% i perioderne januar-maj og september-december fra 2021 til 2024. Udvalget har også prioriteret støtte til indlandsturisme gennem Laksens Hus og River Fisher.

Fødevareområdet
Gennem Fødevarepolitikken er der skabt øget fokus på lokale råvarer og fødevareproduktion. Madmødet har udviklet sig som platform for synlighed og netværk, og brandet Vesterhavskøkkenet er under videreudvikling med støtte fra udvalget.

Profilering og bosætning
Udvalget har haft fokus på befolkningsudviklingen og tiltrækning af nye borgere. Det gælder blandt andet indsatsen rettet mod tyskerne og dermed afvikling af Infotag og ansættelsen af en tysk bosætningskoordinator – indsatser der har bidraget til en over 100% fremgang de sidste seks år. Dertil kommer den strategiske indsats omkring Klub Eksilvestjyder, der har styrket relationen til unge med rødder i kommunen, hvor næsten 20 procent er vendt hjem igen.

Arbejdskraft
Arbejdskraftpolitikken har haft fokus på at imødegå en af kommunens største vækstbarrierer: manglen på kvalificeret arbejdskraft. Et centralt initiativ har været Nationalt Topmøde om Kvalificeret Arbejdskraft i 2025, som videreføres i 2026. Topmødet har resulteret i over 20 konkrete prøvehandlinger, der aktuelt afprøves af aktører på tværs af brancher og geografi. Initiativet har samtidig positioneret Ringkøbing-Skjern Kommune som en innovativ og fremsynet aktør på det nationale arbejdsmarkedsområde.

Videnpolitikken - de rette kompetencer til et arbejdsmarked i bevægelse
Udvalget har haft fokus på at sikre, at virksomhederne har adgang til de rette kompetencer gennem videntilførsel og opkvalificering. Der er ydet støtte til Studiecenter Ringkøbing-Skjern, som danner rammen for et lokalt studiemiljø og tilknytning til videregående uddannelser. MatchMaking-funktionen er videreført og kobler studerende med lokale virksomheder i praktik- og projektsamarbejder. Desuden har udvalget gjort det muligt for kommunens udskolingselever at deltage i EuroSkills 2025 i Herning for at styrke interessen for erhvervsuddannelser.

Klimaindsats
Udvalget har i tæt samarbejde med Teknik- og Miljøudvalget indgået fem klimapartnerskabsaftaler med lokale organisationer og aktører, der aktivt bidrager til grønne omstilling. Derudover er etableret 110 ladestandere med i alt 220 ladeudtag fordelt i hele kommunen samt udviklingen af VE-facilitatorrollen. Endvidere har udvalget støttet ECSMV-projektet, der havde til formål at understøtte energi- og CO2 besparelser i små og mellemstore virksomheder i regionen. Derudover deltager Ringkøbing-Skjern Kommune i EU-projektet HYPERION, der arbejder for at fremme brintbaseret energiinfrastruktur i Europa og Simply-projektet, der har fokus på mulighederne for anvendelsen af biokul.

Lovgrundlag og juridisk vurdering

Ingen bemærkninger.

Økonomi

Ingen bemærkninger.

Effektvurdering

Erhvervs-, Klima- og Arbejdskraftudvalget har i perioden bidraget væsentligt til den strategiske udvikling af kommunen og har understøttet realiseringen af konkrete initiativer inden for erhverv, klima og arbejdskraft. Samtidig har udvalgets arbejde skabt stærke samarbejdsflader med virksomheder, uddannelsesinstitutioner, turismeaktører m.v.

Indstilling

Administrationen indstiller, at Erhvervs-, Klima- og Arbejdskraftudvalget tager orienteringen til efterretning.

Bilag

Ingen bilag.

Beslutning

Taget til efterretning.

Kopier link til punktet  -   Print

5 : Sådan går det med Arbejdskraftpolitikken

Sagsnr: 25-025881

Sagsfremstilling

Erhvervs-, Klima- og Arbejdskraftudvalget får her til orientering en status på mål og indsatser i Arbejdskraftpolitikken 2025-2027. Vurdering af arbejdskraftpolitikkens mål og indsatser fremgår af bilag 1. Arbejdskraftpolitikken er en koordinerende politik, der samler kommunens indsatser på tværs af erhverv, uddannelse og bosætning. Formålet er at understøtte virksomhedernes adgang til tilstrækkelig og kvalificeret arbejdskraft. 

Fortsat arbejdskraftmangel - med forandringer i rekrutteringstendenserne 

Virksomhederne oplever fortsat mangel på kvalificeret arbejdskraft som den største vækstbarriere. I 2025 vurderer 31 procent, at udfordringen i høj grad hæmmer deres vækst, hvilket kun er en minimal forbedring i forhold til 33 procent i 2024. Rekrutteringspresset er dog aftaget på flere områder. Det er blevet lettere at rekruttere faglærte, hvor 36 procent finder det svært eller meget svært mod 48 procent året før. Situationen er også forbedret for medarbejdere med korte og mellemlange videregående uddannelser samt for akademikere, hvor vurderingen af rekruttering som svært eller meget svært er faldet fra 34 til 18 procent. Udviklingen peger samlet set på et mere nuanceret rekrutteringsbillede på tværs af fagområder (Virksomhedspanelet 2025). 

Nationalt Topmøde for Arbejdskraft 2025

I september var Ringkøbing-Skjern Kommune vært for det Nationale Topmøde om Fremtidens Arbejdskraft, hvor kommuner, virksomheder, uddannelsesinstitutioner og organisationer fra hele landet deltog. Topmødet havde fokus på arbejdsstyrkens kompetencer, teknologi og international arbejdskraft. Deltagernes input er samlet i et prøvehandlingskatalog, som indeholder idéer og tiltag, der nu afprøves rundt om i landet. Disse erfaringer supplerer årets opfølgning på Arbejdskraftpolitikken og indgår som inspirationsgrundlag i kommunens videre udviklingsarbejde. Opfølgningen er struktureret omkring tre centrale temaer, der knytter an til politikken og til topmødets spor: Uddannelse og kompetenceudvikling, teknologi og Ai samt international arbejdskraft.

Uddannelse og kompetenceudvikling af arbejdsstyrken 

Kompetenceudvikling fylder i stigende grad i virksomhedernes dialog med KUBE-konsulenterne, hvor mange giver udtryk for behov for opkvalificering inden for både faglige og mere specialiserede kompetencer. Denne udvikling genfindes i Virksomhedspanelet 2025, hvor 11 procent af virksomhederne angiver, at deres behov for efter- og videreuddannelse ikke dækkes af de lokale uddannelsestilbud, mod 3 procent året før. Behovet for fleksible kompetencetilbud er fortsat tydeligt, og flere prøvehandlinger arbejder derfor med korte læringsforløb, bedre anerkendelse af praksiserfaring og udvikling af mere livsfaseorienterede modeller for kompetenceudvikling. Tiltagene understøtter både opkvalificering og fastholdelse af medarbejdere, som også er strategiske fokusområder for KUBE-konsulenternes møder med virksomhederne.

Teknologi, digitalisering og Ai i fremtidens arbejdsgange 

Virksomhedspanelet viser, at flere virksomheder tager nye teknologiske løsninger i brug som supplement til arbejdskraft. Kommunens samarbejde med DAMRC, MADE og Digital Transformation Lab understøtter virksomhederne i at udvikle digitale og automatiserede arbejdsgange.

Prøvehandlingerne fra topmødet bidrager til dette spor ved at afprøve konkrete løsninger som AI-assistenter i administrative funktioner, automatisering af udvalgte rutineopgaver og brug af data til at styrke drift og planlægning. Erfaringerne skal belyse, hvordan teknologi kan understøtte opgaveløsningen, hvor rekrutteringen er vanskelig.

Tiltrækning og tilknytning af international arbejdskraft

41 procent af virksomhederne har international arbejdskraft ansat, og 15 procent forventer at ansætte flere (Virksomhedspanelet 2025). Samtidig er andelen af virksomheder, der finder det vanskeligt at rekruttere international arbejdskraft steget fra 4 procent til 13 procent siden 2024.

For at understøtte virksomhederne afprøver prøvehandlingerne nye tilgange til både tiltrækning og tilknytning. Det omfatter forbedrede onboardingforløb, partner- og familieintegration, inddragelse i fritidslivet samt mere fleksible muligheder for dansk sprog og kulturforståelse. Formålet er at skabe stærkere rammer for både virksomheder og internationale medarbejdere.

Det skal der ske

Der er fortsat behov for målrettet kompetenceudvikling og at sikre, at det lokale efter- og videreuddannelsesudbud matcher virksomhedernes behov.

Derudover er der et betydeligt behov for både at tiltrække og tilknytte international arbejdskraft blandt virksomhederne i kommunen. Det afspejler sig tydeligt i deltagernes bud på prøvehandlinger fra workshoppen om international arbejdskraft, at der skal arbejdes med en stærkere tilknytning af internationale medarbejdere. Det kommer også til udtryk i de policy-anbefalinger, deltagerne på policy-workshoppen tilvejebragte, at der er et behov for at gøre det lettere at tiltrække international arbejdskraft.

Tilknytning kræver viden. Derfor arbejder Viden og Strategi på at etablere et nyt samarbejde med Kong Frederiks Center for Offentlig Ledelse, hvor specialestuderende i foråret 2026 inviteres til at skabe ny viden om flerkulturel ledelse i ejerledede industrivirksomheder med fokus på en stærkere tilknytning af udenlandsk arbejdskraft. 

Erfaringerne fra topmødet bidrager til nye udviklingsspor, som understøtter implementeringen af Arbejdskraftpolitikken. Topmødet gentages den 17. september 2026, hvor der følges op på prøvehandlingerne, og hvor næste skridt i udviklingen af arbejdskraftområdet drøftes bredt med nationale aktører. 

Lovgrundlag og juridisk vurdering

Ingen bemærkninger.

Økonomi

Ingen bemærkninger.

Effektvurdering

Ingen bemærkninger.

Indstilling

Administrationen indstiller, at Erhvervs-, Klima- og Arbejdskraftudvalget tager opfølgningen på Arbejdskraftpolitikken til efterretning. 

BilagBeslutning

Taget til efterretning.

Kopier link til punktet  -   Print

6 : Sådan går det med Videnpolitikken

Sagsnr: 25-023314

Sagsfremstilling

Erhvervs-, Klima- og Arbejdskraftudvalget får her til orientering en status på mål og indsatser i Videnpolitikken 2025–2027.

Nedenfor gives eksempler på, hvordan det går med nogle af de fastlagte mål og indsatser. Se oversigten i bilag 1 med farvekoder for vurdering af mål og indsatser.

Mangel på kvalificeret arbejdskraft er fortsat en udfordring 

Manglen på kvalificeret arbejdskraft er fortsat den største vækstbarriere for virksomhederne i Ringkøbing-Skjern Kommune. 31 procent af virksomhederne oplever, at manglen i høj grad hæmmer vækst, mod 33 procent i 2024. Rekrutteringspresset på faglærte medarbejdere er dog faldet – 36 procent finder det svært eller meget svært at rekruttere faglærte mod 49 procent i 2024. For akademikere er udviklingen ligeledes positiv, mens adgangen til international arbejdskraft er blevet mere udfordret. 13 procent af virksomhederne oplever rekruttering af international arbejdskraft som svært eller meget svært, mod fire procent i 2024. Andelen af virksomheder, der finder det nemt, er til gengæld uændret på 14 procent i 2025.  

Stærke opkvalificeringsindsatser

Samarbejdet mellem KUBE, UCRS og Jobcenteret har gjort det lettere for virksomheder at arbejde strategisk med efteruddannelse og for borgere at deltage i relevante opkvalificeringsforløb. USMA-indsatsen hos UCRS har samtidig styrket den virksomhedsrettede rådgivning og øget tilgangen til AMU-forløb.

KUBE har fra august 2023 til juni 2025 gennemført 320 virksomhedsbesøg, hvoraf 94 virksomheder har modtaget information om arbejdskrafttilbud. Der er udarbejdet 20 strategiske uddannelsesplaner, og 10 virksomheder har fået individuel rådgivning om strategisk kompetenceudvikling. 65 virksomheder har arbejdet med ESG-temaer, heraf 5 med nye indsatser under social bæredygtighed, og 25 har drøftet seniorpolitik, hvor to har iværksat konkrete seniorordninger. Der er gennemført 52 afklaringer i dansk og matematik samt 170 FVU digital-afklaringer, der styrker basale færdigheder.

Stærk søgning til erhvervsuddannelser

Indsatser som Ung i Uddannelse 2.0 og Juniormesterlæreordningen har haft dokumenteret effekt. I Ung i Uddannelse 2.0 har 107 unge været tilknyttet en ungeguide, hvoraf 94,3 procent er afsluttet til uddannelse eller job – størstedelen til erhvervsuddannelser. Juniormesterlæreordningen har i 2025 omfattet 30 elever, der har fået erfaringer i lokale virksomheder. I 2025 søger 26,3 procent af de unge i kommunen søger optagelse på en erhvervsuddannelse efter 9. og 10. klasse – en stigning på 3,2 procentpoint siden 2023 og 6,3 procentpoint over landsgennemsnittet.

Samarbejde, viden og innovation styrker erhvervslivet

Ringkøbing-Skjern Kommune har indgået flere samarbejder om videntilførsel til virksomheder – blandt andet med Aarhus Universitet og AU Herning. Samarbejdet skaber bro mellem forskning, praksis og erhvervsliv og styrker både innovation, videndeling og rekruttering.

Digital Transformation Lab har i 2025 besøgt 27 virksomheder, bidraget til 20 arrangementer med over 500 deltagere og deltaget i tre udviklingsprojekter om digitalisering og teknologi.

MatchMaker, der drives gennem Ringkøbing-Skjern Erhvervsråd og er forankret i samarbejdsaftalen om Studiecenter Ringkøbing-Skjern, styrker koblingen mellem studerende og lokale virksomheder. I 2025 er der gennemført 48 virksomhedsbesøg pr. 1. juli, 22 samarbejder og arrangementer med 430 deltagere.

Derudover har indsatser som KarriereKurs og Job- og Karrieremessen styrket mødet mellem unge og virksomheder. I 2025 deltog 500 gymnasieelever og 16 virksomheder i KarriereKurs, mens 1.000 unge og 75 virksomheder deltog i Job- og Karrieremessen på UCRS.

Det skal der ske!

I 2026 fortsætter arbejdet med at omsætte Videnpolitikkens målsætninger til konkrete handlinger. Fokus bliver særligt at styrke samarbejdet mellem virksomheder og uddannelsesinstitutioner gennem etableringen af Rådet for Kvalificeret Arbejdskraft og det nye UddannelsesForum. Indsatsen skal sikre endnu bedre sammenhæng mellem uddannelsesudbud, rekruttering og lokale behov. 

I 2026 indhentes inspiration fra Education Esbjergs arbejde med at skabe stærke partnerskaber mellem uddannelser, erhvervsliv og kommune. Deres fokus på studerendes trivsel og på at opbygge attraktive fællesskaber giver nyttige greb til at styrke unges tilknytning til uddannelse. Den digitale uddannelsesplatform viser, hvordan teknologi kan binde studiemiljøer og virksomheder tættere sammen. Endelig giver deres model for tidlig kontakt mellem studerende og virksomheder nye muligheder for lokal rekruttering og fastholdelse.

Videreførelse af indsatser der allerede viser effekt:

KUBE fortsætter virksomhedsbesøg og kompetenceafklaringer med fokus på grønne og digitale kompetencer, mens UCRS og Erhvervsrådet fastholder samarbejdet om efter- og videreuddannelse.

Den Kommunale Ungeindsats styrker broen til erhverv og ungdomsuddannelser i samarbejde med Ungecenteret, og i 2026 gennemføres næste runde af KarriereKurs og Job- og Karrieremessen.

Endelig videreføres samarbejderne med Aarhus Universitet, AU Herning og Digital Transformation Lab (DTL) for fortsat at sikre videntilførsel, innovation og tiltrækning af studerende til kommunen.

Samlet er målet for 2026 at fastholde den positive udvikling og styrke Ringkøbing-Skjern Kommunes position som et sted, hvor uddannelse, erhverv og viden går hånd i hånd.

Lovgrundlag og juridisk vurdering

Ingen bemærkninger.

Økonomi

Ingen bemærkninger.

Effektvurdering

Der er fire målsætninger i Videnpolitikken, som vurderes nedenfor:

1. Vi vil højne arbejdsstyrkens kompetenceniveau til et arbejdsmarked i forandring

Manglen på kvalificeret arbejdskraft er fortsat den største udfordring for virksomhederne. Virksomhederne har fået en bredere uddannelsesprofil, og samarbejdet mellem erhverv, uddannelse og Jobcenteret vurderes som effektivt og målrettet. Indsatsen har styrket matchningen mellem kompetencer og virksomhedernes behov. Opkvalificeringsindsatsen er veletableret og forankret i et stærkt KUBE-samarbejde og tiltag som USMA.

2. Flere unge skal i uddannelse eller job

Ungeindsatsen viser fortsat gode resultater. De fleste unge på uddannelseshjælp deltager i aktive forløb, som bringer dem tættere på uddannelse eller beskæftigelse. Samtidig vælger flere unge erhvervsuddannelser – 26,3 procent i 2025 mod 23,1 procent i 2023. Ung i Uddannelse 2.0 og Juniormesterlære har dokumenteret effekt og styrker den erhvervsrettede vej.

3. Unge skal have gode uddannelsesmuligheder i kommunen

Kommunen fastholder bredden i ungdomsuddannelserne, og samarbejdet mellem skoler, vejledning og erhverv fungerer velfungerende. Studiecenter Ringkøbing-Skjern og MatchMaker bidrager til et aktivt studiemiljø og tættere kobling mellem studerende og virksomheder.

4. Vi understøtter videntilførsel til virksomheder

Samarbejdet med Aarhus Universitet, AU Herning og Digital Transformation Lab (DTL) styrker innovation, videndeling og digital omstilling i erhvervslivet. KarriereKurs og Job- og Karrieremessen skaber direkte koblinger mellem unge og virksomheder. Samlet vurderes indsatsen at have høj effekt på både rekruttering og videntilegnelse.

Indstilling

Administrationen indstiller, at Erhvervs-, Klima- og Arbejdskraftudvalget tager orienteringen til
efterretning.

BilagBeslutning

Taget til efterretning.

Kopier link til punktet  -   Print

7 : Sådan går det med Profilerings- og Bosætningspolitikken

Sagsnr: 25-025620

Sagsfremstilling

Erhvervs-, Klima- og Arbejdskraftudvalget får til orientering status på målene og indsatserne i Politik for Profilering og Bosætning, som blev endelig vedtaget af Byrådet den 17. januar 2023.

Her følger enkelte eksempler på udvalgte mål og indsatser, mens der er en samlet status i bilaget.

104,5 procent flere tyske borgere på seks år
Siden efteråret 2018 har kommunen arbejdet målrettet for at få flere tyske statsborgere til at bo og arbejde her. Den indsats giver fortsat resultater. Det samlede antal tyske statsborgere bosat i kommunen er nu 767 (1. november 2025). Det er en stigning på 104,5 procent på seks år.

I perioden 01.10.24 – 30.09.25 er der flyttet 141 tyskere til Ringkøbing-Skjern Kommune. Den tyske tilflytterguide været i dialog med 94 af de 141 tyskere som er flyttet til RKSK. Han vurderer,  at 70% af dem, har været personlige møder. Det er typisk børnefamilier.

Også interessen fra Tyskland vokser: Mere end 2.000 har tilmeldt sig det tyske nyhedsbrev og delt information om deres faglige kompetencer.

INFOTAG, som kommunen gennemførte første gang i 2022, har udviklet sig markant og tiltrækker hvert år flere deltagere. I april 2024 deltog knap 200 tyskere, og i november 2025 satte vi rekord med over 400 tilmeldte. Der er stor opbakning fra virksomheder, myndigheder og foreninger til disse arrangementer.

Kommunens tyske tilflytterguide spiller en vigtig rolle i at skabe direkte kontakt mellem virksomheder og potentielle tyske tilflyttere.  I 2025 har han frem til nu haft 56 håndholdte matches mellem virksomheder og tyskere. Der har været kontakt med 2.350 tyskere og 219 virksomheder i kommunen.

Færre tilflyttere, flere fraflyttere, større nettotab
I 2024 (pr. 30. september) flyttede 1.837 personer til Ringkøbing-Skjern Kommune. Det er færre end året før, hvor tallet var 2.210, og det laveste antal tilflyttere i flere år.

Fraflytningen er steget. Der er registreret 2.567 fraflyttere i 2024, hvilket giver et samlet nettotab på
- 730 borgere.  I 2023 var nettotabet -305. For Danmark som helhed er der også registreret færre flytninger og at når RKSK benchmarkes op imod sammenlignelige kommuner så ses det samme mønster.

Positiv nettoindrejse
Der er flere borgere, som rejser til kommunen fra andre lande, end der er borgere, som rejser herfra til andre lande. Det betyder, at nettoindrejsen er positiv. I 2024 er nettoindrejsen faldet til 267 borgere mod 284 i 2023

Pr. 1. januar 2025 var der i alt 6.660 internationale borgere bosat i kommunen mod 6.587 1. januar 2024.

Næsten 20 procent af eksilvestjyderne er flyttet tilbage
Klub Eksilvestjyder, der startede i 2016 har i 2024 nået 1.340 medlemmer. Af disse er 37 vendt hjem til kommunen det seneste år – lidt flere end de 26 året før. 

Siden klubbens start er næsten 20 procent af medlemmerne flyttet tilbage til kommunen.  Over halvdelen har taget partner og børn med, hvilket samlet har bidraget med over 640 tilflyttere

Nye kanaler og kendskab
For at øge kendskabet til det gode liv i Ringkøbing-Skjern fik flytmodvest.dk i 2024 tilknyttet en Instagram-profil. Indholdet er bl.a. små videoer med nye tilflyttere. Profilen er vokset til nu at have mere end 2.600 følgere.

Hver sjette dansker kender til Ringkøbing-Skjern-området. I 2025 viser målingen, at 15 procent har kendskab til kommunen. Det er på niveau med 2022 og 2024. 


Det kommer der til at ske

Flytmodvest.dk får nyt layout
Hjemmesiden Flytmodvest.dk, som er omdrejningspunkt for alle indsatser i Politik for Profilering og Bosætning, er ved at blive opdateret til et mere moderne udtryk. Den nye version vil samtidig leve op til alle krav om webtilgængelighed.

Den forventes klar i løbet af første kvartal 2026.

Royal Run i Ringkøbing
Ringkøbing er værtsby for Royal Run 2. pinsedag 2026 med 10.000 deltagere. Løbet blev udsolgt på under to timer. Der forventes også mange gæster i byen på selve dagen.

Royal Run garanterer, at alle værtsbyer får besøg af en kongelig – Kongen, Dronningen eller Kronprinsen. Den kongelige gæst løber med på enten One-mile ruten eller 5 km. TV2 sender live hele dagen og følger de kongelige, så Ringkøbings kongelige besøg bliver vist direkte på TV2.

Profilering og Bosætning vil udnytte begivenheden og den omfattende mediedækning til at profilere hele kommunen f.eks. opslag og tilflytterfortællinger på de sociale medier.

Klub Eksilvestjyder
I det kommende år undersøger vi mulighederne for at etablere et ambassadørkorps i de studiebyer, hvor mange eksilvestjyder bor. Formålet er at samle eksilvestjyderne til flere mindre events og styrke kontakten til medlemmerne af Klub Eksilvestjyder.

Derudover arbejder vi på at etablere en LinkedIn-profil for klubbens medlemmer, så vi i endnu højere grad kan synliggøre job- og karrieremuligheder i hele kommunen.

Lovgrundlag og juridisk vurdering

Ingen bemærkninger

Økonomi

Ingen bemærkninger.

Effektvurdering

Det har vi målt på:

Større positivt kendskab til kommunen blandt borgere, der bor uden for kommunen i Danmark
Målingen i efteråret 2025 viser, at 15 procent af danskere uden for kommunen kender til Ringkøbing-Skjern-området. Samme måling i efteråret 2024 viste 16 procent.

Større intern stolthed over at være borger i Naturens Rige:
I 2025 er andelen af borgere, der er stolte af at være borger i kommunen 46 procent. Det er på niveau med 2024. Borgerne er især stolte af naturen (84 procent) og turismen (64 procent). Det er på niveau med sidste år.

Flere borgere og virksomheder er med til aktivt at "sælge" kommunen:
I 2025 angiver 58 procent af borgerne, at de har anbefalet andre at flytte til Ringkøbing-Skjern Kommune. Det er på niveau med tidligere år.

37 procent af virksomhederne har anbefalet andre virksomheder at etablere sig i kommunen. Det er på niveau med de seneste år.

Flere tilflyttere:
Antallet af tilflyttere i 2024 var 1.837. Det er det laveste antal tilflyttere i flere år.

Flere tilflyttere end fraflyttere:
I 2024 flyttede 2.567 herfra. Det giver minus 730 nettotilflyttede. Det er det laveste antal nettotilflyttede siden i 2018. 

Flere internationale arbejdstagere bosætter sig i kommunen:
Nettoindrejse i 2024 er 267, det er lidt mindre end i 2023, hvor nettoindrejsen var 284.
Pr. 1. januar 2025 var der 6.660 internationale borgere i kommunen. Flere er i den arbejdsdygtige alder. 1. januar 2024 var der 4.606 i alderen 20-69 år og 1. januar 2025 4.667.

Flere borgere forventer at blive boende i kommunen - også i fremtiden
I 2025 angiver 76 procent af borgerne det som usandsynligt, at de vil fraflytte Ringkøbing-Skjern  Kommune inden for de næste 3 år.  i 2024 var det 78 procent

Andelen af borgere der angiver, at det er sandsynligt eller meget sandsynligt, at de vil flytte fra kommunen er steget fra 9 procent i 2024 til 14 procent i 2025. Det er en stigning på 5 procentpoint.

Indstilling

Administrationen indstiller, at Erhvervs-, Klima- og Arbejdskraftudvalget tager opfølgningen på politik for profilering og bosætning til efterretning.

BilagBeslutning

Taget til efterretning.

Kopier link til punktet  -   Print

8 : Sådan går det med Turismepolitikken

Sagsnr: 25-025655

Sagsfremstilling

Erhvervs-, Klima- og Arbejdskraftudvalget får her en status på mål og indsatser på turismeområdet. Opfølgningen tager udgangspunkt i Turismepolitikken for 2023-2027 og handlingsplanen for 2025-2027, som kan findes her: Politikker og strategier i Ringkøbing-Skjern Kommune

Nedenfor følger enkelte eksempler på udvalgte mål og indsatser, mens der er en samlet status på effektmål og fremdrift  i bilaget.

Baggrund

Visionen i Turismepolitikken er, at vi skal være Nordeuropas førende kystferiedestination målt på omsætning og gæstetilfredshed. For at indfri visionen er der opstillet 3 overordnede målsætninger: 1) Lokal og social bæredygtighed: Vi udvikler turismen i området til glæde for borgere og det lokale erhvervsliv 2) Miljømæssig bæredygtighed: Vi udvikler turismen i området på en måde, så vi også passer på vores natur i bred forstand når vi bruger den 3) Økonomisk bæredygtighed: Vi udvikler turismen i området, så turismen både på kort- og langt sigt bidrager til økonomisk velstand.

Hver målsætning er knyttet til en række konkrete indsatser, som kommunen og samarbejdspartnere gennemfører for at implementere politikken i praksis.

Status på konkrete indsatser

Nedenfor gives en status på nogle af de centrale indsatser i handlingsplanen for 2025-2027.

Udvikling af rekreative muligheder langs Skjern Å

I 2025 er arbejdet med rekreative muligheder ved Skjern Å styrket gennem Projekt Ålandet, som drives i samarbejde med Ikast-Brande og Herning Kommuner. Vorgod-Barde har afsluttet et nyt stiprojekt med adgang til Skjern Å-deltaet, og en fælles folder giver nu overblik over områdets tilbud. Borris udvikler et tilsvarende projekt, der bygger videre på eksisterende indsatser som Laksens Hus og RiverFisher.

I forbindelse med projekt Ålandet er der etableret en fast netværksstruktur for frivillige på tværs af de tre kommuner med støtte til fundraising og projektudvikling. 

Autocamperturisme

Arbejdet med autocamperturisme er i 2025 styrket gennem projektet De Grønne Idealister, hvor Vestkystens kommuner har udviklet en fælles plan med fire hovedindsatser: strategisk planlægning, opkvalificering af kommercielle overnatningstilbud, fælles skiltning og parkeringsløsninger samt en samlet kommunikations- og markedsføringsstrategi. Indsatserne er efterfølgende indarbejdet i den opdaterede Udviklingsplan for Vestkysten. I Ringkøbing-Skjern Kommune samles arbejdet i en intern arbejdsgruppe, der sikrer koordinering og vidensopsamling på tværs.

Kulturturisme

I 2025 er der gennemført en analyse af Vinterlys, hvor teledata, NETS-data og øvrige kilder blev sammenholdt for at kortlægge festivalens betydning. Analysen viser, at 77 % af gæsterne kom fra Ringkøbing-Skjern Kommune. Undersøgelsen kunne dog ikke påvise en målbar stigning i lokal omsætning, dette skyldes til dels et lille datagrundlag, men også at festivallen er udenfor butikkernes åbningstid. Til gengæld har dataindsamlingen givet konkrete idéer til nye indsatser, bl.a. systematisk gæstefeedback, bedre brug af sociale medier og styrket samarbejde mellem foreninger, handelsliv og kommunen.

Derudover arbejdes der gennem Vestkystoplevelser med øget databrug ved eventafholdelse, bl.a. ved målinger i forbindelse med Waterz 2025 og folkefesten på pieren. Destination Vesterhavet og Ringkøbing Fjord Handelsråd har med kobling af kundetællerdata bidraget til en analyse af Waterz ift., hvor og hvornår der har været flest besøgende i Hvide Sande. Analysen har bidraget med forslag til styrkelse af programmet fredag og søndag mhp. øget publikumsdeltagelse samt målgrupper for markedsføring.

Hvad skal der ske?

Fremadrettet vil der blive sat fokus på to indsatser: Turisme for alle og Vesterhavskøkkenet. Indsatsen “Turisme for alle” skal udbredes til turismeerhvervet med fokus på universel tilgængelighed, så både fysiske forhold, service og formidling bliver mere inkluderende for alle gæstegrupper. Samtidig skal Vesterhavskøkkenet videreudvikles som et fælles fødevarebrand, hvor lokale producenter, restauranter og turismeaktører samarbejder om at skabe og markedsføre stærke, stedbundne madoplevelser. De to indsatser forventes tilsammen at styrke kvaliteten i oplevelserne, øge gæstetilfredsheden og bidrage til et mere bæredygtigt og differentieret turismeprodukt i kommunen. 

Arbejdet forudsætter et tættere samarbejde mellem erhverv, uddannelsesaktører og kommunen – ikke mindst i lyset af branchens vedvarende arbejdskraftudfordringer.

Lovgrundlag og juridisk vurdering

Ingen bemærkninger.

Økonomi

Ingen bemærkninger.

Effektvurdering

I det følgende gives en status på de tre mål, fem målsætninger og dertilhørende målepunkter.

Mål 1.1: Borgernes tilfredshed med turismen skal stige, således at 80 % af borgerne er tilfredse med turismen i 2026.

I 2024 vurderer 71 % af borgerne i kommunen, at turismen skaber flere positive end negative konsekvenser, hvilket er et mindre fald fra 75 % i 2023. Denne lokale udvikling står i kontrast til tendensen på landsplan, hvor borgertilfredsheden med turismen er faldet markant – fra 72 % tilfredse i 2023 til 66 % i 2024.

Mål 1.2: Antallet af overnatninger fra januar-maj og september-december skal stige 8 % fra 2023 til 2026 med henblik på øget helårsturisme og attraktive helårsjobs.

Antallet af overnatninger uden for højsæsonen (januar–maj og september–december) er steget markant fra 2021 til 2024 med 47 %. Ser man specifikt på perioden januar–maj, er antallet af overnatninger i 2025 hele 148 % højere end i 2021, dog med det forbehold, at første halvår af 2021 var præget af coronanedlukning. Sammenlignet med samme periode i 2024 ses der i 2025 et mindre fald på 3 %, men de stærke bookingtal for efteråret tyder på, at det samlede årsresultat ikke påvirkes negativt. For at styrke forårssæsonen fremadrettet vil Destination Vesterhavet fortsætte indsatsen gennem Vestkystoplevelser, hvor der sættes fokus på midsommer og oplevelser uden for højsæsonen.

Mål 2.1: 70 % af turisterne vurderer at destinationen er et miljøvenligt rejsemål i 2026.

Nulpunktsmålingen fra efteråret 2024 viser, at 59 % af turisterne vurderer destinationen som et bæredygtigt og miljøvenligt rejsemål. Da dette indikatorområde ikke tidligere er blevet målt, er målet nu indarbejdet i den nye samarbejdsaftale for Destination Vesterhavet for at sikre systematisk opfølgning fremover.

Mål 3.1: Den samlede turismeskabte omsætning stiger 34 % fra 2019 til 2026.

Den turismeskabte omsætning ser umiddelbart ud til at være steget med 75 % fra 2019 til 2023 i Ringkøbing-Skjern Kommune. Denne udvikling er dog påvirket af ændringer i beregningen af døgnforbrug samt efterfølgende justeringer fra VisitDenmark. Omsætningstallene er kun korrigeret bagud for Destination Vesterhavet, hvor den turismeskabte omsætning er steget 47 % – fra 8.847 mio. kr. til 13.292 mio. kr.

Mål 3.2: Turisternes anbefalingsvillighed, målt i NPS, skal stige til 65 i 2026.

Den gennemsnitlige NPS for Ringkøbing-Skjern Kommune lå i 2024 på 59. Den seneste måling før dette blev foretaget i 2022, hvor NPS var 49. Da opgørelsesmetoden siden er ændret, så der kun måles i Hvide Sande og Søndervig, er tallene ikke direkte sammenlignelige. Hvis man anvender samme metode på 2022-data, ville NPS have været 54. Den reelle stigning i NPS fra 2022 til 2024 er derfor 5 point og ikke 10.

Indstilling

Administrationen indstiller, at Erhvervs-, Klima- og Arbejdskraftudvalget tager opfølgningen til efterretning.

BilagBeslutning

Taget til efterretning.

Kopier link til punktet  -   Print

9 : Sådan går det med Handelspolitikken

Sagsnr: 25-025650

Sagsfremstilling

Erhvervs-, Klima- og Arbejdskraftudvalget får her en status på mål og indsatser på handelsområdet. Opfølgningen tager udgangspunkt i Handelspolitikken for 2023-2027 og handlingsplanen for 2025-2027, som kan findes her:  Politikker og strategier i Ringkøbing-Skjern Kommune

Bilaget Status på Handelspolitikken viser politikkens effektmål og fremdriften i handlingsplanens indsatser.

Baggrund

Visionen i Handelspolitikken er, at understøtte handelslivets muligheder for at tilbyde attraktive bæredygtige handelsoplevelser i levende byer. For at indfri visionen er der opstillet 5 målsætninger omhandlende kompetenceudvikling, arbejdskraft, handelsliv i landdistrikterne, bæredygtighed og tiltrækning og fastholdelse af virksomheder. Dertil kommer 3 overordnede mål om stigende indtjening og omsætning i handelserhvervet samt tilfredshed og loyalitet på mindst 60 % blandt kunderne i handelsbyerne i kommunen.

Hver målsætning er knyttet til en række konkrete indsatser, som kommunen og samarbejdspartnere gennemfører for at implementere politikken i praksis.

Status på konkrete indsatser

Nedenfor gives en status på nogle af de centrale indsatser i handlingsplanen for 2025-2027.

Styrket samarbejde om erhvervsfremme for detailhandlen & Kompetenceudvikling for en fremtidssikret detailhandel

Der er etableret et fast samarbejde mellem Destination Vesterhavet, Ringkøbing-Skjern Erhvervsråd og Handelsrådet med årlige møder og løbende koordinering af erhvervsfremmetilbud, herunder det fælles initiativ Digital Buffet. Digital Buffet er samtidig en del af den målrettede kompetenceudviklingsindsats, hvor screeningsforløb i 21 virksomheder har ført til konkrete kursustilbud fra efteråret 2024 og frem. Tilbuddene udvides i 2025 og 2026 med bl.a. nyhedsbrevskurser og AI-kurser med fokus på digital markedsføring og generationsskifte.

Samskabelse mellem byerne

Handelsrådet understøtter det tværgående samarbejde mellem bycheferne gennem løbende netværksmøder og fælles markedsføringstiltag, der styrker synligheden af handelslivet. Der er igangsat fælles aktiviteter som KidZcard, målrettet børnefamilier, hvor overskuddet anvendes til nye initiativer – bl.a. børneaktiviteter i alle centerbyer i efterårsferien – for at skabe en sammenhængende fortælling om området, hvor borgerne bliver opmærksomme på byerne på en anden måde end førhen.

Databaseret detailhandel

Der arbejdes løbende med indsamling og formidling af data – bl.a. kundetællinger, statusrapporter og kundetilfredshedsanalyser – som ikke blot styrker den strategiske udvikling af detailhandlen, men også giver værdifulde indsigter på tværs af områder. Kundetællingerne har eksempelvis beriget planlægning og evaluering af turisme- og kulturbegivenheder ved at synliggøre besøgsstrømme og aktivitetsmønstre f.eks. i forbindelse med Waterz.

COWIs detailhandelsanalyse peger desuden på, at mange lokale butikker står uden klare planer for generationsskifte, hvilket har understreget behovet for målrettet kompetenceudvikling og bidraget til udviklingen af nye tilbud i Digital Buffet.

Hvad skal der ske?

En af de største udfordringer fremadrettet er, at bymidten ikke længere kan bæres af handel alene. Forbrugerne flytter en stigende andel af deres køb online samtidig med, at forventningen om en levende, tryg og oplevelsesrig bymidte består. Det betyder, at der skal udvikles på samarbejdet i bymidterne, hvor bylivet ikke kun finansieres af butikker, men af et stærkere samspil mellem handel, kultur, turisme, service, events og attraktive byrum. Fremover handler udviklingen derfor om at gentænke bymidten som et oplevelsesdrevet centrum, hvor flere aktører bidrager til helheden, og hvor investeringer i byliv, samarbejde og kompetenceudvikling bliver lige så vigtige som de traditionelle handelsmæssige indsatser.

Lovgrundlag og juridisk vurdering

Ingen bemærkninger.

Økonomi

Ingen bemærkninger.

Effektvurdering

I det følgende gives en status på de tre mål, fem målsætninger og dertilhørende målepunkter.

Mål 1: Stigende indtjening i handelserhvervet

Detailhandelsundersøgelsen fra 2025 viser, at indtjeningen i handelserhvervet er steget med 18 % mellem 2015 og 2023. På nedenstående graf, kan man se udviklingen i indtjening hos handelserhvervet siden 2015.

Mål 2: Stigende omsætning

Fra 2015 til 2023 er omsætningen for handelserhvervet i kommunen steget med 22,8 %. Nedenstående graf viser udviklingen i omsætningen indenfor handelserhvervet i Ringkøbing-Skjern Kommune fra 2015 til 2023. Selvom omsætningen faldt igen i 2023, steg indtjeningen, hvilket viser en stærkere økonomisk effektivitet hos handelserhvervet i kommunen. 

 

Mål 3: Mindst 60 pct. af de adspurgte kunder i vores handelsbyer er tilfredse og loyale

Kundeundersøgelsen fra 2023 viste, at 61,7 % af kunderne er tilfredse og loyale. En ny kundeundersøgelse foretages i 2026.

Indstilling

Administrationen indstiller, at Erhvervs-, Klima- og Arbejdskraftudvalget tager orienteringen til efterretning.

BilagBeslutning

Taget til efterretning.

Kopier link til punktet  -   Print

10 : Evaluering af møderne i Erhvervs-, Klima- og Arbejdskraftudvalget - 2025

Sagsnr: 25-026141

Sagsfremstilling

På sidste møde i Erhvervs-, Klima- og Arbejdskraftudvalget evalueres udvalgets møder med henblik på eventuelle justeringer.

Evalueringen kan indeholde følgende:

  • Arbejdsformen, samarbejdet, roller mv. 
  • Emner på udvalgsmøderne og de administrative oplæg
  • Eventuelle ønsker til emner, møder m.v. i 2026.

Lovgrundlag og juridisk vurdering

Ingen bemærkninger.

Økonomi

Ingen bemærkninger.

Effektvurdering

Ingen bemærkninger.

Indstilling

Administrationen indstiller, at udvalget evaluerer årets møder.

Bilag

Ingen bilag.

Beslutning

Drøftet.

Kopier link til punktet  -   Print

11 : Gensidig orientering

Sagsnr:

Bilag

Ingen bilag.

Beslutning

Udvalgsmedlemmerne takkede hinanden gensidigt for et godt samarbejde.

Kopier link til punktet  -   Print

12 : Underskriftsside

Sagsnr:

Bilag

Ingen bilag.

Kontaktoplysninger
Dette er logoet for Ringkøbing-Skjern Kommune
Politisk Administrativt Sekretariat
Ved Fjorden 6
6950 Ringkøbing