Referat: 8. august 2023 kl. 08:30

Mødelokale 6, Rådhuset, Ved Fjorden 6, Ringkøbing
Økonomiudvalget

Deltagere

  • Jens Jacob Østergaard
  • Lennart Qvist
  • Niels Rasmussen
  • Hans Østergaard
  • Jakob Agerbo
  • Søren Elbæk
  • Kristian Andersen

Kopier link til punktet  -   Print

1: Godkendelse af dagsorden

Sagsnr:

Bilag

Ingen bilag.

Beslutning

Godkendt.

Fraværende
  • Jakob Agerbo ()

Kopier link til punktet  -   Print

2: Revision af årsregnskabet 2022

Sagsnr: 22-015945

Sagsfremstilling

På byrådsmødet den 18. april 2023, dagsordenens punkt 3, godkendte Byrådet årsregnskabet for
2022 og overgav regnskabet til revisionen.

Revisionsfirmaet Deloitte har den 8. juni 2023 fremsendt revisionsberetning vedrørende årsregnskabet 2022. Sammen med beretningen er også modtaget en social- og beskæftigelsesberetning.

Begge revisionsberetninger er uden bemærkninger.

I revisionsberetningen for årsregnskabet anføres det, at revisionen ikke har givet anledning til
generelle bemærkninger til kommunens forretningsgange og interne kontroller. Det anføres
desuden, at kommunen generelt har gode og betryggende interne kontroller og
velimplementerede forretningsgange på alle væsentlige områder. Endelig anfører revisionen, at
man ikke har fundet forhold, der kræver særskilt besvarelse til tilsynsmyndigheden.

Lovgrundlag og juridisk vurdering

Den kommunale Styrelseslov, § 42.

Økonomi

Ingen bemærkninger.

Effektvurdering

Ingen bemærkninger

Indstilling

Administrationen indstiller at Økonomiudvalget og Byrådet

  • tager revisionsberetningen vedrørende årsregnskabet for 2022 til efterretning
  • godkender årsrapporten for 2022 endeligt

BilagBeslutning

Økonomiudvalget anbefaler administrationens indstilling godkendt.

Fraværende
  • Jakob Agerbo ()

Kopier link til punktet  -   Print

3: Budgetlægning 2024 - 2027 - status august 2023

Sagsnr: 22-026732

Sagsfremstilling

De forskellige grundvilkår for budgetlægningen er fastlagt. Med aftalen om kommunernes økonomi,
som blev indgået i juni 2023, er også indtægtssiden fastlagt. Fagudvalgene har hen over foråret
drøftet eventuelt nye forslag, samt behandlet udmøntning af effektiviseringsrammer (på 10-20-30-40 mio. kr.), som blev besluttet med fastlæggelsen af budgetproceduren. Begge forhold har også været drøftet med relevante MED-udvalg. 

Tidsplan for budgetlægningsproceduren 2024-2027 indebærer, at Økonomiudvalget på dette møde orienteres om, hvordan fagudvalgene tænker at udmønte deres effektiviserings-rammer. Tilbagemeldingerne fra udvalgene om udmøntningen på de enkelte fagområder er vedlagt som bilag. Økonomiudvalget har behandlet udmøntningen på eget udvalgsområde på mødet den 23. maj 2023.

Effektiviseringsrammen er fordelt som følger:

Effektiviseringsramme/ 1.000 kr.

2024

2025

2026

2027

Økonomiudvalget -1.883-3.732-5.587-7.449 

Social- og Sundhedsudvalget

-2.923

-5.846

-8.769

-11.693

Beskæftigelsesudvalget

-89

-179

-269

-359

Teknik- og Miljøudvalget

-761

-1.534

-2.290

-3.054

Børne- og Familieudvalget

-3.914

-7.833

-11.742

-15.656

Kultur- og Fritidsudvalget

-414

-817

-1.228

-1.637

Erhvervs-, Klima- og Arbejdskraftudvalget

-129

-258

-387

-516

I alt

-10.113

-20.199

-30.272

-40.364

Herudover vedlægges til orientering:

  • notat om låneoptagelse, hvor anbefalingen er indregnet i det tekniske budgetoplæg.
  • notat om prisregulering

Endelig er sagen vedlagt et forslag til rammeprogram for budgetkonferencen den 28. og 29. august 2023 til udvalgets godkendelse.

På mødet vil der være 2 orienteringer:

  • status for kapaciteten i Ejendomsafdelingen i forhold til anlæg, jf. Økonomiudvalgets ønske herom i mødet d. 23. maj 2023.
  • status for de økonomiske rammer for budgetlægningen. 

Til mødet er Jørgen Byskov og Dan Jørgensen inviteret til at deltage i drøftelsen.

Herudover deltager: Fagchef Niels Peter V. Lauridsen, Afdelingsleder Kevin Joel Dau Fraser, Stabschef Thomas Andersen og Økonomichef Jane E. Henriksen. 

Lovgrundlag og juridisk vurdering

Ingen bemærkninger.

Økonomi

Ingen bemærkninger.

Effektvurdering

Ingen bemærkninger.

Indstilling

Administrationen indstiller, 

  • at orienteringen tages til efterretning
  • at der sker en indledende drøftelse af budget 2024-2027
  • at rammeprogrammet for budgetkonferencen drøftes og godkendes 

BilagBeslutning

Administrationens indstilling godkendt.

Fraværende
  • Jakob Agerbo ()

Kopier link til punktet  -   Print

4: Brand & Redning MidtVest - Regnskab 2022

Sagsnr: 23-005892

Sagsfremstilling

Brand & Redning MidtVests årsregnskab forelægges for interessentkommunerne til godkendelse.

Årsregnskabet er udarbejdet i overensstemmelse med reglerne i det kommunale budget- og regnskabssystem. Regnskabsåret løber fra 1. januar til 31 december.

Den lovpligtige revision omfatter både finansiel revision, juridisk-kritisk revision og løbende forvaltningsrevision. Regnskabet for 2022 har ikke givet anledning til bemærkninger af betydning for revisionspåtegningen.

Som fastlagt i de faglige standarder for forvaltnings- og juridisk-kritisk revision gennemgår revisionen over en 5 årig periode en række fast definerede emner, som en del af den samlede revisionsproces. i 2022 har revisionen foretaget juridisk-kritisk revision af, hvorvidt indkøb af varer og tjenesteydelser foretages indenfor udbudsreglerne, samt en forvaltningsrevision i form af en vurdering af, om der er tilrettelagt procedurer som sikrer, at sparsommelig adfærd ved indkøb. Dette har ikke givet anledning til bemærkninger.

I 2022 har Brand & Redning MidtVest haft en omsætning på 53,3 mio. kr. fordelt med 40,8 mio. kr. i kommunalt tilskud fra de tre ejerkommuner og 12,5 mio. kr. fra faktureringen af opgaver udført af Brand & Redning MidtVest.

De samlede driftsudgifter i 2022 har været på 54,5 mio. kr. hvoraf personaleudgifter og brandslukningskontrakter udgør de to største poster med hhv. 21,2 mio. kr. og 18 mio. kr.

Samlet blev driftsresultatet for Brand & Redning MidtVest et merforbrug på 1,2 mio. kr. svarende til overførsel fra sidste år.

Lovgrundlag og juridisk vurdering

Ingen bemærkninger.

Økonomi

Ingen bemærkninger.

Effektvurdering

Ingen bemærkninger.

Indstilling

Administraitonen indstiller til Teknik- og Miljøudvalget og Økonomiudvalget, at anbefale Byrådet årsregnskabet godkendt

Teknik- og Miljøudvalget 27-06-2023
Teknik- og Miljøudvalget anbefaler administrationens indstilling godkendt.

BilagBeslutning

Økonomiudvalget anbefaler administrationens indstilling godkendt.

Fraværende
  • Jakob Agerbo ()

Kopier link til punktet  -   Print

5: Aftale om ny tandplejeklinik

Sagsnr: 22-027034

Sagsfremstilling

Økonomiudvalget anmodes om at tage stilling til om der, på baggrund af afholdt licitation vedrørende nye lokaler til Tandplejen i Skjern, kan indgås lejekontrakt med vinderen af udbudsrunden.

Økonomiudvalget besluttede den 3. januar 2023, at der skulle laves et udbud af et lejemål vedrørende nye lokaler til tandlægeklinik, ekskl. klinikudstyr, med central placering i Skjern, og at der skulle være en lejemodel med forkøbsret.

På baggrund af denne beslutning blev der, i et samarbejde mellem Tandplejen, Ejendomscentret og Arkitec A/S, udarbejdet et grundlag for udbuddet. Udbuddet blev gennemført som et offentligt udbud, og tildelingskriteriet var ”økonomisk mest fordelagtige”.

Ved udløb af tilbudsdato var der indkommet to tilbud. 

På baggrund af de opstillede underkriterier nåede bedømmelsesudvalget frem til en enstemmig afgørelse om at udpege tilbud 1 som det økonomisk mest fordelagtige tilbud. 

Afgørelsen blev truffet på baggrund af nedenstående karaktergivning, som er uddybet i bilag 2:

Underkriterier

Vægtning

Tilbud 1

Tilbud 2

Økonomi, indskud og månedlig husleje

40 %

9,78

10

Arkitektur, funktionalitet og overflader

30 %

9

5

Placering, tilgængelighed via offentlig transport

20 %

10

10

Tid, hvornår er lejemålet klar til overtagelse

10 %

2

8

Samlet karakter

100 %

8,8

8,3

 

På baggrund af licitationsresultatet anmodes Økonomiudvalget om at tage stilling til, om der kan indgås kontraktforhandlinger i relation til tilbud 1.

Lovgrundlag og juridisk vurdering

Tilbudsloven.

Lånebekendtgørelsen for kommuner.

Økonomi

Den løbende lejeudgift samt forventede udgifter til forbrugsafgifter mv. på den nye tandklinik er 1,161 mio. kr. årligt. Samtidig bortfalder lejeudgift mv. til den nuværende klinik på Byskolen på 0,470 mio. Netto er der behov for en varig budgetudvidelse på 0,691 mio. kr. fra 2026. I forbindelse med opstart og flytning er udgiften opgjort til 0,092 mio. kr. i 2024 og 0,724 mio. kr. i 2025. Denne budgetudvidelse er indarbejdet i budgetskema under Børn- og Familieudvalget, hvor der også indgår investering til inventar. Godkendelse af dette anlægsskema er således en forudsætning for projektet. 

Herudover skal kommunen ved indgåelse af et lejemål deponere et beløb svarende til byggeomkostningerne. Udlejer har oplyst de forventede byggeomkostninger til 15,4 mio. kr. Beløbet vil blive deponeret i takt med opførelsen. Beløbet frigives med 1/25 årligt over 25 år.

Effektvurdering

Ingen bemærkninger.

    Indstilling

    Administrationen indstiller at Økonomiudvalget indstiller til Byrådet, at

    • der indgås aftale på baggrund af tilbud 1 om etablering af Tandplejeklinik, som kommunen lejer i 20 år. 
    • kommunen foretager regnskabsmæssig deponering på 15,4 mio. kr., der løbende frigives over 25 år.

    BilagBeslutning

    Økonomiudvalget anbefaler administrationens indstilling godkendt.

    Fraværende
    • Jakob Agerbo ()

    Kopier link til punktet  -   Print

    6: Ansøgning om anlægstilskud til Danmarks Flotteste Busskur i Astrup

    Sagsnr: 23-008878

    Sagsfremstilling

    Økonomiudvalget modtager her en ansøgning fra Aktiv Faster og skal tage stilling til, om der kan bevilges 250.000 kr. til projektet: Danmarks flotteste Busskur i Astrup (Se bilag 1). Sagen videresendes til godkendelse i byrådet, såfremt udvalget indstiller den til godkendelse. 

    Aktiv Faster har en lang tradition for at udvikle deres by og var medvirkende til, at Faster sogn blev Årets Landsby i 2022 i Region Midtjylland og Ringkøbing-Skjern Kommune. Foreningen har denne gang valgt at fokusere på nye muligheder på byens busholdeplads på Højevej 37. 

    Formålet med projektet er at gentænke busskurets funktion. Det skal gøres ved dels at etablere et "venteværelse" i særklasse for rejsende, dels at etablere et unikt mødested for en bred gruppe af foreninger og lokale borgere, samt ved at forskønne et område gennem delvis omstilling af en ubrugt P-plads i tilknytning til busholdepladsen i byen.

    Projektets frivillige fremhæver endvidere, at anlægget skal fungere som byens nye fælles dagligstue, hvor rejsende og lokale samt unge som gamle kan tage ophold og mødes på tværs. Der lægges op til spontane møder og planlagte aktiviteter såsom farmers' market, fredagscafé eller blot en pause under cykelturen mellem nabosognene.

    Fra busskuret, som er udformet som et orangeri, er der desuden udsigt til en lille gårdhave samt byens nye gavlinstallation. Gavlinstallationen er ét af 17 verdensmåls-malerier, som blev etableret i ni kommuner i løbet af 2022. Området skal således rumme flere funktioner med plads til fællesskab, mangfoldighed og liv midt i byen. Aktiv Faster ønsker med dette projekt at sætte byen og kommunen på landkortet i kraft af projektets beliggenhed, kvalitet og nyfortolkning af et busskurs funktion.

    Aktiv Faster oplyser endvidere, at et tilsagn fra kommunen til Danmarks Flotteste Busskur vil betyde, at projektet vil være fuldt finansieret og vil kunne realiseres efter 4 års fundraising. Undervejs i projektets tilblivelse har Aktiv Faster samarbejdet med en række interessenter. De har bl.a. været i tæt dialog med Realdania og Lokale- og Anlægsfonden (LOA) om udformningen af projektet. Realdania og LOA har desuden tilkendegivet, at de gennem  'Mødestedet - en kampagne for landsbyklynger' støtter projektet med cirka 1 million kr. ud af en samlet projektsum på 2.325.000 kr. 

    Ringkøbing-Skjern Kommune bidrager med projektsupport i form af økonomistyring og mellemfinansiering mm. i projektet, da projektet vedrører et kommunalt opgaveområde omkring kollektiv trafik. Derudover har kommunen søgt og fået midler fra Region Midtjyllands pulje til 'Bæredygtige Landsbyer' samt givet tilsagn om igangsætningsbidrag på samlet set ca. 91.000 kr. via bl.a. landdistriktspuljen. Endelig har Ringkøbing-Skjern Kommune i samarbejde med Aktiv Faster søgt og fået 150.000 kr. fra Stoppestedspuljen hos Midt Trafik. Se de øvrige bidragsydere i bilag 2.

    Projektet forventes igangsat ultimo 2023 med indvielse i løbet af foråret 2024. Se mere i nærværende ansøgning samt hele projektbeskrivelsen i bilag 3. 

    Lovgrundlag og juridisk vurdering

    Ingen bemærkninger.

    Økonomi

    Danmarks Flotteste Busskur har et anlægsbudget på i alt 2.325.000 kr. Der søges om et tilskud på 250.000 kr. til projektet. Med de øvrige kommunale midler på 91.000 kr. geares projektet således med 1:7. 

    Såfremt Økonomiudvalget og Byrådet godkender ansøgningen, vil et anlægstilskud kunne finansieres via det afsatte rådighedsbeløb på 2.371.000 kr. i 2023 i gearingspuljen til samfinansiering af projekter.

    Effektvurdering

    Projektet er med til at understøtte flere af kommunens politikker - herunder landdistriktspolitikken, mobilitetspolitikken samt bypolitikken.

    Indstilling

    Administrationen indstiller, at:

    • Økonomiudvalget drøfter ansøgningen og beslutter, hvorvidt ansøgningen kan imødekommes. Herefter videresendes sagen til Byrådet til endelig godkendelse.
    • Midlerne til projektet finansieres af det afsatte rådighedsbeløb i gearingspuljen til samfinansiering af projekter, såfremt ansøgningen imødekommes.

    BilagBeslutning

    Økonomiudvalget anbefaler, at Byrådet godkender ansøgningen. Tilskuddet på 250.000 kr. foreslås finansieret af gearingspuljen.

    Fraværende
    • Jakob Agerbo ()

    Kopier link til punktet  -   Print

    7: Tilpasning af præmieindbetaling på tjenestemænd

    Sagsnr: 23-015348

    Sagsfremstilling

    Økonomiudvalget bedes med denne sag godkende, at indbetaling af pensionspræmie på tjenestemænd til Sampension reduceres med henblik på at bidrage til samlet overholdelse af budget 2023.

    Baggrund

    Ringkøbing-Skjern Kommune har delvist genforsikret kommunens pensionsforpligtelse overfor kommunale tjenestemænd hos Sampension (som er ejet af kommunerne). Det betyder, at kommunen løbende betaler en præmie for de erhvervsaktive tjenestemænd. Til gengæld får kommunen refunderet en del af udgifterne til tjenestemandspensionerne, når disse medarbejdere går på pension. Aktuelt udbetales tjenestemandspension til ca. 160 tidligere medarbejdere, som så delvist er finansieret af refusioner fra Sampension. Det samlede centrale budget til genforsikringspræmier og pensionsudbetalinger er ca. 23 mio. kr. årligt.

    Aktuelt indbetales løbende en præmie på 49 pct. af lønnen for de 19 tjenestemænd, som fortsat arbejder. Indbetaling betyder, at den dag de går på pension, så får kommunen godtgjort ca. 90 pct. (gennemsnitligt) af pensionsudgiften. I 2023 udgør præmieudgiften ca. 5,3 mio. kr. Præmiens andel af lønnen justeres årligt efter anbefaling fra Sampension med udgangspunkt i at kunne fastholde en gennemsnitlig genforsikring på 90 pct.

    Givet alderssammensætningen i både aktuelle tjenestemænds-pensionister og tjenestemænd, som fortsat er i løn, er det Sampensions vurdering, at Ringkøbing-Skjern Kommune uden problemer kan indbetale en lavere præmie og i stedet bruge midler fra bonuskontoen uden at der herved er risiko for en utilsigtet lav genforsikringsgrad på sigt. Denne mulighed skyldes i høj grad, at der har været en gunstig forrentning af bonuskontoen. Til sin tid, når alle tjenestemænd (og evt. pensionsberettigede børn og ægtefæller) er borte/ikke længere berettigede, vil et eventuelt overskud på denne konto alligevel tilfalde kommunen. 

    Reduktion af præmie-indbetaling er interessant i 2023, fordi der er udsigt til at kommunen overskrider rammen for serviceudgifter i regnskab 2023. Et mindreforbrug på tjenestemandspensioner kan således ses som en kompenserende besparelse for merudgifter på andre områder. Hvis præmien på ansatte tjenestemænd nedsættes fra 49 pct. til 1 pct. (som er minimum) vil der i 2023 kunne realiseres et mindreforbrug på ca. 1,6 mio. kr. Samtidig kan genforsikringsniveauet opretholdes ved at nedskrive bonuskontoen tilsvarende.

    Thomas Andersen og Jane Henriksen deltager under punktet.

    Lovgrundlag og juridisk vurdering

    Ingen bemærkninger.

    Økonomi

    Ringkøbing-Skjern Kommune har siden 2014 (jf. Økonomi- og Erhvervsudvalgets beslutning 28-10-2014) haft en investeringsstrategi hos Sampension, som er kendetegnet ved ikke at indeholde en garanti for udbetaling af konkrete beløb. Sampension sammensætter investeringsporteføljen på en måde, der giver det størst mulige forventede afkast, mens kommunen bærer risikoen ved dårlige afkast.

    Der har siden omlægningen i 2014 været store afkast på porteføljen. Selvom 2022 også var et hårdt år for Sampension, så var tabet lavere end for så mange andre. Det betyder, at saldoen på Ringkøbing-Skjern Kommunes bonus konto er steget fra ca. 116 mio. kr. ultimo 2014 (hvor investeringsstrategien blev omlagt) til aktuelt 136 mio. kr.  Bonuskontoen samler overskydende midler - f.eks. det afkast af investeringerne der overstiger det som skal udbetales. Midlerne på bonuskontoen tilhører den enkelte kommune.  

    Nedsættelse af genforsikringspræmien kan bidrage til at reducere kommunens serviceudgifter, og dermed bidrage til servicerammeoverholdelse i regnskabet og reducere risikoen for en statslig sanktion. 

    Effektvurdering

    Ingen bemærkninger.

    Indstilling

    Administrationen indstiller, at Økonomiudvalget godkender, at administrationen generelt kan reducere indbetalingspræmierne mest muligt, hvis der er udsigt til overskridelse af servicerammen, samtidig med at Bonuskontoen nedskrives tilsvarende, så det aktuelle genforsikringsniveau fastholdes. 

    Bilag

    Ingen bilag.

    Beslutning

    Administrationens indstilling godkendt.

    Fraværende
    • Jakob Agerbo ()

    Kopier link til punktet  -   Print

    8: Rute 15 - henvendelse vedrørende færdiggørelse mellem Ringkøbing og Herning

    Sagsnr: 23-013136

    Sagsfremstilling

    I Vejdirektoratets endelige indstilling til transportministeren om ombygning af rute 15 mellem Ringkøbing og Herning, er der gennemført besparelser, som betyder, at flere vigtige delprojekter er taget ud. Der er blandt andet tale om en længere strækning på ca. 6 km mellem Attenagrevej og Røgind samt flere kryds, som er nedprioriteret til almindelige 3-benede kryds i stedet for hankeanlæg.

    Status for rute 15 er, at der skal skrives anlægslov i løbet af efteråret, og det er derfor vigtigt, at der meget hurtigt tages stilling til de manglende projekter.

    Vedlagte henvendelse foreslås fremsendt til forligskredsen bag Infrastrukturplan 2035, transportministeren, Folketingets Transportudvalg og Vejdirektoratet. I henvendelsen anmodes der om, at udbygningen af Rute 15 færdiggøres således, at de herunder nævnte fire delprojekter medtages i projektet. Det foreslås, at projekterne finansieres af infrastrukturplanens ”Pulje til bedre trafikal sammenhæng mellem land og by” eller via regeringens råderum. 

    De fire projekter er:

    • Færdiggørelse af 2+1 udbygningen fra Attenagrevej til Røgind
    • Hankeanlæg i Vorgod-Barde
    • Overførsel - eller parallelvej - ved Knivsbækvej i Videbæk
    • Hankeanlæg ved Brejning, inkl. rasteplads mellem rute 15 og rute 11

    ”Pulje til bedre trafikal sammenhæng mellem land og by” udmøntes løbende til både landsdækkende og regionale projekter. I Region Midtjylland er der indtil videre kun afsat midler til projekter i den østlige del af regionen - i Aarhus, Hasselager, Horsens og Nørremark.

    Lovgrundlag og juridisk vurdering

    Ingen bemærkninger.

    Økonomi

    Det foreslås i henvendelsen, at projekterne finansieres af Infrastrukturplan 2035 ”Pulje til bedre trafikal sammenhæng mellem land og by” eller af regeringens råderum.  

    Effektvurdering

    En færdiggørelse af projektet, således at der udbygges på hele strækningen fra Røgind til Herning, vil betyde at ruten bliver sammenhængende uden "huller" ligesom trafikafviklingen og -sikkerheden på strækningen vil være optimal.

    Der vil opnås høj og bæredygtig mobilitet, samt bedre overensstemmelse mellem vejens udformning og trafikkens sammensætning

    Indstilling

    Administrationen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget og Økonomiudvalget anbefaler, at Byrådet,

    • godkender, at den vedlagte henvendelse sendes til forligskredsen bag Infrastrukturplan 2035, transportministeren, Folketingets Transportudvalg og Vejdirektoratet.

    Teknik- og Miljøudvalget 08-08-2023
    Teknik- og Miljøudvalget anbefaler administrationens indstilling godkendt med enkelte rettelser.

    BilagBeslutning

    Økonomiudvalget anbefaler administrationens indstilling godkendt med enkelte rettelser. Det tilrettede forslag fremsendes til Byrådets behandling.

    Fraværende
    • Jakob Agerbo ()

    Kopier link til punktet  -   Print

    9: Konceptansøgning - Megaton Energipark

    Sagsnr: 23-008719

    Sagsfremstilling

    Borgmesteren har anmodet om, at konceptansøgning for Projekt Megaton fremsendes til politisk behandling med henblik på, at Byrådet beslutter, om planlægningen for Projekt Megaton skal igangsættes.

    Konceptansøgning
    Ringkøbing-Skjern Kommune har modtaget en såkaldt konceptansøgning for Projekt Megaton. Konceptansøgningen er vedlagt som bilag.

    Projekt Megaton blev af ansøger præsenteret for Byrådet på et temamøde den 17. januar 2023.

    Ansøgers formål med konceptansøgningen er at opnå Ringkøbing-Skjern Byråds tilkendegivelse om igangsætning af planlægningen for Megaton, med det formål at arbejde for en realisering af projektet, herunder at skabe udgangspunkt for en række detaljerede delansøgninger på projektet, knyttet til de forskellige kommende arealdispositioner til Power-to-X-anlæg (PtX-anlæg), solcelleområder og vindmølleplaceringer på land.

    Projekt Megaton består af 4 elementer:

    • PtX-anlæg, som ønskes placeret ved Stovstrup øst for Tarm indenfor udlagt erhvervsområde
    • Områder til solceller med en produktion på 2GW, svarende til i alt 4000 hektar
    • Områder til landvindmøller med en kapacitet på 200 MW, svarende til i alt cirka 30 landvindmøller
    • Områder til havvindmøller med en kapacitet på 2 GW, svarende til cirka 130 havvindmøller

    Ansøger anfører, at placeringen af havvindmøller ikke er en del af konceptansøgningen til Ringkøbing-Skjern Kommune, da denne håndteres i statsligt regi.

    Planforhold - PtX-anlæg
    PtX-anlægget ønskes placeret inden for eksisterende udlagt erhvervsområde ved Stovstrup. Erhvervsområdet er forbeholdt energikrævende virksomheder, herunder energiproducerende virksomheder med behov for en placering i tæt tilknytning til den kommende 400 kV højspændingsstation. Placering af et PtX-anlæg er i sit udgangspunkt i overensstemmelse med kommuneplanens bestemmelser for anvendelse af område.

    Det er dog sandsynligt, at projektet vil kræve udarbejdelse af et kommuneplantillæg. Planlægning for et PtX-anlæg forudsætter desuden udarbejdelse af lokalplan med tilhørende miljøvurdering af planen. Det er kommunen, der er myndighed herfor.

    Desuden forventes anlægget at kræve miljøgodkendelse, risikovurdering samt miljøkonsekvensvurdering. Det er Miljøstyrelsen, som er myndighed herfor.

    Administrationen er i dialog med Energinet for at afsøge Energinets eventuelle fremtidige arealbehov til netudbygning og stationsudvidelser ved Stovstrup, for at sikre den samlede el-infrastruktur. Det skal ligeledes sikres, at der holdes nødvendige respektafstande mellem PtX-anlæg og elforsyningsanlægget. Resultatet af dialogen med Energinet skal afklare, om der er konflikt mellem planlægning for et PtX-anlæg på placeringen og Energinets aktiviteter i området.

    Planforhold - Områder til solceller og landvindmøller
    Det er administrationens klare vurdering, at der ikke vil kunne findes nødvendig arealer til den ønskede kapacitet til solceller og vindmøller indenfor kommuneplanens udlagte områder til solceller og vindmøller. Projektet vil derfor forudsætte, at der udlægges nødvendige arealer i kommuneplanen. De enkelte projektområder til solceller og vindmøller vil endvidere forudsætte udarbejdelse af et antal lokalplaner. Antallet er endnu ukendt, men et bud kan være omkring10 lokalplaner. Planerne vil skulle miljøvurderes, ligesom der vil skulle udarbejdes et tilsvarende antal miljøkonsekvensrapporter. Kommunen er ansvarlig myndighed. 

    Planlægningen for områder til solceller og landvindmøller vil desuden omfatte nødvendige kabelforbindelser mellem energiområderne og PtX-anlægget.

    Der henvises til dagsordenspunktet vedrørende revision af kommuneplanenes retningslinjer for vedvarende energianlæg på nærværende møde.

    Administrative bemærkninger

     Administrationen har på det nuværende ansøgnings- og vidensgrundlag ikke mulighed for at foretage en konkret planfaglig vurdering af projektet. Dette kan først gennemføres, når der foreligger konkrete ansøgninger for de enkelte projektområder med behov for hver sin lokalplan. Såfremt Byrådet imødekommer konceptansøgningen, vil administrationen gå i dialog med ansøger med henblik på at forme projektet, således at der kan tages nødvendige hensyn i en planlægning.

    Det er administrations forventning, at projektets delelementer vil blive ansøgt som delansøgninger, hvorefter henholdsvis PtX-anlægget og de enkelte områder til solceller og/eller vindmøller kan sagsbehandles, og der kan tages konkret stilling til, om planlægningen kan igangsættes for hvert enkelt delområde.

    Lovgrundlag og juridisk vurdering

    Planloven
    Lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM)
    Godkendelsesbekendtgørelsen
    Risikobekendtgørelsen

    Økonomi

    Ansøger oplyser, at projektet via Grøn pulje forventes at give 270 millioner kr. til Ringkøbing Skjern Kommune ved en fuld etablering af parkens delelementer. Herudover peger ansøger på flere tilknyttede effekter ved projektet. 

    Effektvurdering

    Byrådet sætter med Plan- og Udviklingsstrategien retning for energianlæg i det åbne land. Heraf fremgår: "Vi skal give mulighed for, at etablere et større energiområde, hvor vindmøller, solceller og Power-to-X er samlet".

    Projekt Megaton må betegnes som et større energiområde, hvormed projektet understøtter Plan- og Udviklingsstrategien. Projektet kan endvidere understøtte kommunens klimaplan, ved at bidrage væsentligt til den grønne omstilling.

    Indstilling

    Administrationen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget og Økonomiudvalget drøfter konceptansøgningen og anbefaler Byrådet,:

    1. om planlægningen skal igangsættes på det nuværende vidensgrundlag.
    2. at der tages konkret stilling til igangsætning af projektets delelementer, når der modtages detaljeret ansøgninger herom.
    Teknik- og Miljøudvalget 27-06-2023
    Et flertal i Teknik- og Miljøudvalget anbefaler, at planlægningen skal igangsættes på det nuværende vidensgrundlag, og at der tages konkret stilling til igangsætning af projektets delelementer, når der modtages ansøgning herom.

    Niels Rasmussen kunne ikke tilslutte sig flertallets beslutning.

    BilagBeslutning

    Et flertal i Økonomiudvalget anbefaler Teknik- og Miljøudvalgets anbefaling godkendt. Niels Rasmussen kunne ikke tilslutte sig flertallets anbefaling.

    Fraværende
    • Jakob Agerbo ()

    Kopier link til punktet  -   Print

    10: Byggemodning af Sivvej og Mosevej i Spjald

    Sagsnr: 23-011329

    Sagsfremstilling

    Formålet med dagsordenen er at få klarlagt om kommunen skal omlægge kloak- og regnvandsledningerne på Sivvej og Mosevej i år eller udskyde omlægningen og dermed spare udgifterne til tilslutningsbidraget på Mosevej på 1,4 mio. kr.

    Kommunen er aktuelt ved at byggemodne dette område i Spjald til nye erhvervsgrunde til salg. Området ligger nordvest i Spjald. 

    Kommunen kan gøre udgifterne til byggemodningen mindre i år ved at undlade at omlægge regn- og spildevandsledning i denne omgang, men blot færdiggøre Sivvej med forlængelse og vendeplads, etablere beplantning og regnvandsbassin mod nord samt beplantning mod øst ned til Sivvej. Hermed vil ca. 13.500 m² være klar til salg.