Referat: 18. marts 2026 kl. 08:00

AktivitetsCenter Skjern, Nygade 48, Skjern
Ældre- og Sundhedsudvalget

Deltagere

  • Birgitte Skovkær
  • Lennart Qvist
  • Susanne Kristensen
  • Linda Nielsen
  • Vivi Altenburg

Kopier link til punktet  -   Print

1 : Godkendelse af dagsorden

Sagsnr:

Bilag

Ingen bilag.

Beslutning

Dagsordenen blev godkendt.

Kopier link til punktet  -   Print

2 : Introduktion til udvalgsarbejdet

Sagsnr: 25-021580

Sagsfremstilling

Ældre- og Sundhedsudvalget er blevet introduceret til udvalgets område på møderne den 21. januar 2026 og den 18. februar 2026.

På mødet i januar godkendte udvalget desuden oplægget til introduktionsforløb for de resterende udvalgsmøder i første halvår 2026.

Program for introduktion til udvalgsarbejdet den 18. marts 2026:

  • Introduktion til Faglig Drift og Udvikling, Sekretariatet og Hjælpemiddeldepotet v/afdelingsleder Dorthe Gammelgaard Jensen
  • Introduktion til dialogmøder med FagMED, ledere og Ældreråd

BilagBeslutning

Der blev givet en introduktion til udvalgsarbejdet.

Kopier link til punktet  -   Print

3 : Introduktion om Velfærdsteknologi

Sagsnr: 26-002165

Sagsfremstilling

Denne sag giver en samlet introduktion til, hvordan Sundhed og Omsorg arbejder strategisk og målrettet med velfærdsteknologi, herunder prioriteringer og organisering på området samt de principper, der ligger til grund for implementering og udbredelse. Formålet er at give et billede af, hvordan velfærdsteknologi kan bidrage til kvalitet, effektiv ressource anvendelse, sikkerhed og øget selvstændighed for borgerne.

Organisering
I Sundhed og Omsorg går alle henvendelser vedrørende velfærdsteknologi primært til fagområdets digitaliseringskonsulent, uanset om det er henvendelser fra borgere, eksterne samarbejdspartnere, politikere, producenter, medarbejdere eller ledere. Dette er med til at sikre, at henvendelser håndteres og koordineres mest hensigtsmæssigt i fagområdet.

To gange årligt er der en sag på lederteamet i Sundhed og Omsorg, hvor der

  • følges op på implementerede teknologiers forankring
  • stillingtagen til videre proces for færdige pilotprojekter, herunder stor eller lille eskalering af teknologien samt finansiering. Dette sker ud fra pilotprojektets evaluering i forhold til merværdi for borgers livskvalitet, anvendelighed, arbejdsmiljø, arbejdsprocesser, funktion og ydeevne, stabilitet og support, gevinster og omkostninger
  • drøftes eventuelle problemstillinger og/eller behov, der eventuelt kunne være aktuelt at afhjælpe via teknologier
  • drøftes, om der anvendes interessante og relevante teknologier andre steder, som kunne være aktuelle at undersøge nærmere i forhold til anvendelse i Sundhed og Omsorg

Efterfølgende involveres både lederforum og FagMED i Sundhed og Omsorg i forhold til information, vidensdeling, meningsskabelse, motivation og inspiration.

Sundhed og Omsorg har afviklet en intern Café eftermiddag for medarbejdere og ledere, hvor det var muligt at afprøve nuværende teknologier og få introduktion til kommende teknologier. På Caféen var der også dialog i forhold til, om der opleves svære arbejdsprocesser, som teknologier eventuel kan bidrage til at optimere. Denne Café dag vil blive gentaget.

To gange har Sundhed og Omsorg gennemført en velfærdsteknologimesse, hvor formålet har været at introducere og inspirere befolkningen i kommunen til mulige teknologier, der kan bidrage til, at man kan klare sig selv længst muligt. På messerne har der været inviteret leverandører, som har haft stande med mulighed for afprøvning af og en snak om deres produkter.

På messen har der også været mulighed for at blive introduceret til nogle af de teknologier, som plejepersonalet anvender i hverdagen. Messen er nu slået sammen med demensdagen, hvorfor der afholdes 1-2 oplæg om at leve med sygdommen demens og om det at være pårørende. 

Der arbejdes henimod endnu en Velfærdsteknologimesse i 2027.

På velfærdsteknologiområdet i Sundhed og Omsorg arbejdes der med afsæt i "indsatstrappen", som handler om, hvordan området bedst muligt understøtter borgerne til at udskyde behovet for hjælp eller yderligere hjælp uanset, hvor på indsatstrappen man befinder sig og uanset, hvilken hjælp man allerede modtager. 

Dette sker blandt andet via kommunens KVIK depot, hvor borgere kan møde op på det kommunale Hjælpemiddeldepot, få en snak med en sagsbehandlende terapeut, som kan ende ud i en nu og her bevilling af et mindre hjælpemiddel, en vejledning eller afprøvning af, hvad man selv kan anskaffe sig af småhjælpemidler eller teknologier, eller henvises til anden indsats som foreksempel træning. Denne service er blevet taget positivt i mod af borgere og pårørende og ønskes udvidet med flere åbningsdage, træningslejlighed og flere teknologier fremadrettet.

I Sundhed og Omsorg arbejdes der løbende på at motivere medarbejdere og ledere til hele tiden at overveje om en indsats kan gives ved hjælp af velfærdsteknologi i stedet for af en sundhedsfaglig medarbejder. Dette kan bidrage til at afhjælpe udfordringen med at rekruttere sundhedsfaglige medarbejdere, i nogle tilfælde højne patientsikkerheden, øge borgernes oplevelse af selvstændighed og give medarbejderne bedre arbejdsforhold.

Det sidste nye tiltag er etablering af et E-team i hjemmepleje- og hjemmesygeplejeregi i 2026. Teamet vil bestå af medarbejdere og leder, som er meget motiveret for brugen af teknologier, og som vil blive mere erfarne i at finde potentialer hos borgere for brug af teknologier. Medarbejderne vil også skulle undervise borgerne i brugen af teknologier, servicere og følge op på effekten. 

Økonomi
Erfaringen fra Sundhed og Omsorg er, at velfærdsteknologi ikke i sig selv medfører store besparelser. Det kræver høj grad af vellykket - ikke kun implementeringer - men også vellykket forankringer. Anvendelse af velfærdsteknologi kræver opmærksomhed på behovet for budgetter til anlægsinvesteringer og afledte driftsudgifter som abonnementer, snitflader til andre systemer, ressourcer til implementering og løbende undervisning samt løbende udskiftninger, tilkøb og nyindkøb.

Sundhed og Omsorg har i samarbejde med Børn og Familie samt Handicap og Psykiatri en pulje på 0,5 mio. kr., som kan søges af medarbejdere og ledere i de tre fagområder til afprøvning af primært nye teknologier. 

På vedhæftede bilag ses en oversigt over nogle af de teknologier, som allerede anvendes i Sundhed og Omsorg.

Leder af Faglig Drift og Udvikling og Sekretariatet, Dorthe Gammelgaard Jensen deltager under punktet.

Lovgrundlag og juridisk vurdering

Ingen bemærkninger.

Økonomi

Ingen bemærkninger.

Effektvurdering

Ingen bemærkninger.

Indstilling

Administrationen indstiller til Ældre- og Sundhedsudvalget, at sagen tages til orientering

BilagBeslutning

Orienteringen tages til efterretning.

Kopier link til punktet  -   Print

4 : Introduktion til Ejendomscenterets arbejde

Sagsnr: 25-021580

Sagsfremstilling

Administrationen ønsker at give Ældre- og Sundhedsudvalget en introduktion til Ejendomscenterets arbejde.

Ejendomscenteret har ansvaret for drift, vedligeholdelse og udvikling af Ringkøbing-Skjern Kommunes samlede bygningsportefølje. Det omfatter blandt andet ældrecentre, sundhedsbygninger og øvrige ejendomme, som anvendes inden for udvalgets områder.

Udvalget har aktuelt og forventes fremadrettet at få anlægssager, hvor Ejendomscenteret varetager bygherrerådgiverfunktionen, herunder rådgivning og projektledelse.

På mødet gives en orientering om Ejendomscenterets organisering og opgaver, herunder drift og gennemførelse af anlægsprojekter.

Orienteringen har til formål at skabe kendskab til drift og anlæg vedrørende kommunens ejendomsportefølje.

Leder af Ejendomscenteret, Kevin Fraser, deltager under punktet.

Lovgrundlag og juridisk vurdering

Ingen bemærkninger.

Økonomi

Ingen bemærkninger.

Effektvurdering

Ingen bemærkninger.

Indstilling

Administrationen indstiller, at orienteringen tages til efterretning.

Bilag

Ingen bilag.

Beslutning

Orienteringen tages til efterretning.

Kopier link til punktet  -   Print

5 : Status for Åkanden - orientering

Sagsnr: 26-005076

Sagsfremstilling

Ældre- og Sundhedsudvalget orienteres om den aktuelle status for projektet Åkanden.

Orienteringen sker på baggrund af et politisk ønske om en status for storkøkkenet Åkanden til det nye udvalg.
Sagen forelægges som en mundtlig orientering på mødet, hvor der gives en opdatering om den nuværende situation og det videre forløb.

Leder af Sundhedscenter Vest, Theresa Wollenberg og leder af Ejendomscenteret, Kevin Fraser deltager under punktet.

Lovgrundlag og juridisk vurdering

Ingen bemærkninger.

Økonomi

Ingen bemærkninger.

Effektvurdering

Ingen bemærkninger.

Indstilling

Administrationen indstiller, at orienteringen tages til efterretning.

Bilag

Ingen bilag.

Beslutning

Udvalget ønsker, at der der sættes et orienteringspunkt på, hvor der bliver orienteret omkring de økonomiske forhold, der ligger til grund for den tidligere politiske beslutning.

Birgitte Skovkær var fraværende ved sagens behandling.

Kopier link til punktet  -   Print

6 : Regnskabsresultat 2025 samt driftsoverførsel fra 2025 til 2026

Sagsnr: 25-025011

Sagsfremstilling

Regnskabsresultat 2025
På udvalgsmødet i Social- og Sundhedsudvalget i december 2025 var det forventede resultat på de centrale konti for Sundhed og Omsorg et mindreforbrug på i alt 6,1 mio. kr. Det endelige regnskabsresultat blev et mindreforbrug på 3,1 mio. kr. jf. tabellen nedenfor.

På de decentrale konti for Sundhed og Omsorg – dvs. områder med overførselsadgang – var det forventede resultat pr. 31. oktober 2025 et mindreforbrug på i alt 4,1 mio. kr., som blev forelagt Social- og Sundhedsudvalget på mødet i november 2025. Det endelige regnskabsresultat blev et mindre forbrug på 8,1 mio. kr. jf. tabellen nedenfor.

  

De væsentligste forklaringer på forskellen er følgende for de centrale konti:

  • Andre sundhedsudgifter, som Hospiceophold og færdigbehandlede - merforbrug på 2,6 mio. kr. 
  • Hjælpemidler- ændring i merforbrug på yderligere 0,8 mio. kr. 

De decentrale enheders driftsoverførsel fremgår i nedenstående afsnit.

Driftsoverførsel for decentrale enheder fra 2025 til 2026
Administrationen sender ansøgning om overførsel af akkumuleret over- eller underskud fra 2025 til 2026 til godkendelse i Økonomi- og Koordinationsudvalget og Byrådet.

Resultatet for enhederne under udvalget er opgjort for regnskabsåret 2025 og tillagt overført over- eller underskud fra tidligere år. Det nye over- eller underskud for den enkelte enhed søges overført til 2026. Administrationen søger ligeledes om overførsel af resultatet for enkelte centrale konti.

Sundhed og Omsorg
I alt søges der om en overførsel af et merforbrug på 9,958 mio. kr. for Sundhed og Omsorg.

For enhederne under Sundhed og Omsorg søges der om en overførsel af et merforbrug på 21,1 mio. kr. til 2026. For 2025 er enhedernes resultat mindre forbrug på 4,9 mio. kr. 

For centrale konti med overførselsadgang samt investeringer søges der om overførsel af et mindre forbrug på 11,2 mio. kr. Her er 2025-resultatet et mindre forbrug på 3,2 mio. kr.

Til Social-, Psykiatri-, og Handicapudvalget søges der om overflytning af resultatet fra Støtte til frivilligt socialt arbejde (§18) på 0,466 mio. kr. Dette sker jf. Styrelsesvedtægten for Ringkøbing-Skjern Kommune.

Ny organisering for Helhedsplejen og Sygeplejen
Pr. 1. maj 2026 træder den nye organisering i kraft for hjemmeplejen og sygeplejen. For nuværende overføres akkumuleret over- eller underskud for 2025 på eksisterende enheder under hjemme- og sygeplejen.

Herefter skal det aftales, hvordan det samlede merforbrug på 9,752 mio. kr. ekskl. akut og aflastningsområdet skal fordeles mellem Helhedsplejen Nord, Helhedsplejen Syd og Sygeplejen.

Lukning af Hemmet Plejehjem
Hemmet Plejehjem lukkede i 2025 som følge af Byrådets tidligere beslutning om tilpasning af plejeboligkapaciteten. Regnskabsresultatet for Hemmet Plejehjem indgår ikke i ansøgningen om driftsoverførsel til 2026, da tilbuddet er lukket.

Lovgrundlag og juridisk vurdering

Overførselsadgangen for enhederne sker jævnfør notat om "Økonomistyring, bevillingsregler, Ringkøbing-Skjern Kommune" godkendt af Økonomi- og Erhvervsudvalget.

Økonomi

Regnskabsresultatet for enhederne fremgår af tabellen ovenfor.

For enheder med et overført underskud på 2% eller derover, eller hvis underskuddet er lavere end 2% men mere end 300.000 kr., indhenter administrationen årsagsforklaring samt handleplan for nedbringelse af overført underskud hos lederen.

Viden & Strategi, Økonomi har ikke yderligere bemærkninger.

Effektvurdering

Ingen bemærkninger.

Indstilling

Administrationen indstiller, at Ældre- og Sundhedsudvalget

  • tager regnskab 2025 til efterretning
  • godkender en samlet driftsoverførsel på i alt 9,958 mio. kr. i merforbrug til 2026

BilagBeslutning

Administrationens indstilling godkendes.

Birgitte Skovkær var fraværende ved sagens behandling.

Kopier link til punktet  -   Print

7 : Overførsel af uafsluttede anlægssager 2025 til 2026

Sagsnr: 25-025011

Sagsfremstilling

Ved den tekniske regnskabsafslutning for 2025 konstaterer administrationen, at nogle
anlægsprojekter under Ældre- og Sundhedsudvalget ikke er afsluttet, eller ikke er igangsat
endnu. Ved regnskabsårets udløb er der ubrugte rådighedsbeløb på disse projekter. Administrationen sender ansøgning til Økonomi- og Koordinationsudvalget og Byrådet om en genbevilling i 2026 af disse projekter. Ældre- og Sundhedsudvalget får sagen til orientering.

Administrationen har udarbejdet en detaljeret oversigt over de ikke-afsluttede anlægsprojekter. Det
fremgår heraf, at der søges om overførsel af et samlet beløb på 10,106 mio. kr. Til sammenligning blev der fra 2024 til 2025 overført 11,132 mio. kr.

De største overførsler, foruden puljer, vedrører følgende projekter:

  • 8,822 mio. kr. til Fysiske rammer, Tim hjemmepleje
  • 0,540 mio. kr. til indkøb af mobile enheder til enhederne

Overførselsbeløb for de øvrige projekter fremgår af bilaget.

Lovgrundlag og juridisk vurdering

Styrelsesloven anføres, at bevillingsmyndigheden er hos Byrådet. Som følge heraf skal
enhver ansøgning om tillægsbevillinger (herunder også overførsel fra tidligere år) godkendes af
Byrådet.

Økonomi

Ingen bemærkninger.

Effektvurdering

Ingen bemærkninger.

Indstilling

Administrationen indstiller, at sagen oversendes til Økonomi- og Koordinationsudvalget og Byrådet med indstilling om, at der bevilges 10,106 mio. kr. i 2026 til færdiggørelse af anlægsprojekter, jævnfør vedlagte bilag.

BilagBeslutning

Ældre- og Sundhedsudvalget anbefaler administrationens indstilling til Økonomi- og Koordinationsudvalget og Byrådet.

Birgitte Skovkær var fraværende ved sagens behandling.

Kopier link til punktet  -   Print

8 : Budgetopfølgning ultimo februar 2026

Sagsnr: 25-021437

Sagsfremstilling

Denne sag omhandler den månedlige budgetopfølgning for de centrale områder under Ældre- og Sundhedsudvalget.

Budgetopfølgning
I nedenstående diagram ses resultatet af budgetopfølgningen for februar 2026 for udvalgets område. De kommende måneders resultat vil blive tilføjet gennem året:

    

Budgetopfølgningen ultimo februar for de centrale budgetområder under Ældre- og Sundhedsudvalget viser et samlet merforbrug på 5,1 mio. kr., hvor der ved den seneste opfølgning var en forventning om et merforbrug på 1,9 mio. kr. Derved er resultatet forværret med 3,2 mio. kr.

Der er følgende bemærkninger til budgetopfølgningen:

  • Området Pleje og omsorg er forværret med 0,5 mio. kr. Ændringerne skyldes blandt andet justeringer i forventningen til tjenestekørsel og køb/salg af ydelser til andre fagområder.  
  •  Mellemkommunale betalinger (køb og salg af hjemmehjælp eller ophold i plejebolig): For det aktuelle antal borgere fra/i andre kommuner, er der foretaget en vurdering af udgiften for 2026, som medfører en forværring på 3,3 mio. kr. Afvigelsen skyldes tilgange i borgere der er flyttet ud af kommunen. Siden sidste opfølgning er 8 borgere flyttet ud af kommunen.
    Administrationen følger løbende udviklingen og rapporterer månedligt det aktuelle niveau.
    Dette betyder, at naturlige udsving i forventningerne vil forekomme, afhængigt af
    aktivitetsniveauet.
  • Friplejehjem forventer et mindre forbrug på 2,3 mio. kr. Hvilket er en forbedring på 0,7 mio. kr. Forbedringen skyldes et øget salg af pladser til mellemkommunale borgere på kommunens friplejehjem.

Lovgrundlag og juridisk vurdering

Ingen bemærkninger.

Økonomi

Afrapporteringen til Byrådet for de decentrale enheder præsenteres på Ældre- og Sundhedsudvalgets møde i april.

Fagchefen vil på mødet give en mundtlig tilbagemelding vedrørende den decentrale økonomi.

Viden & Strategi, Økonomi har ikke yderligere bemærkninger.

Effektvurdering

Ingen bemærkninger.

Indstilling

Administrationen indstiller, at Ældre- og Sundhedsudvalget tager budgetopfølgningen til efterretning.

Bilag

Ingen bilag.

Beslutning

Budgetopfølgningen tages til efterretning.

Birgitte Skovkær var fraværende ved sagens behandling.

Kopier link til punktet  -   Print

9 : Nedsættelse af loft på egenbetaling - Madservice

Sagsnr: 25-027096

Sagsfremstilling

Dagsordenssagen har været behandlet i Ældre- og Sundhedsudvalget den 18. februar 2026, hvor udvalget besluttede at sende udkast til kvalitetsstandarten i høring hos Ældrerådet og Handicaprådet. Rådene har fået en høringsfrist til den 16. marts 2026. Høringssvarene vil blive fremlagt på udvalgsmødet.

Baggrund for ændringen

Folketinget har som led i finansloven for 2026 vedtaget nye regler for madservice til hjemmeboende borgere. Ændringen vedrører dermed ikke borgere på ældrecentre.

Det betyder, at der fra 1. januar 2026 indføres et nyt loft for egenbetaling på maksimalt 50 kr. pr. hovedret. På Byrådsmødet den 11. november 2025 pkt. 12 blev der besluttet en takst på 66 kr., hvilket svarer til en reduktion på 16 kr. pr. hovedret.

Betydning for borgere og leverandører
For hjemmeboende borgere i Ringkøbing-Skjern Kommune vil ændringen betyde, at de fra 1. januar 2026 vil blive opkrævet 50 kr. pr. hovedret – uanset valg af leverandør.

For kommunens leverandører af madservice, herunder Åkanden og kommunens ældrecentre, vil reduktionen medføre et indtægtstab, som der skal kompenseres for.

Økonomiske konsekvenser og kompensation
På landsplan er der i finansloven afsat 200 mio. kr. årligt til at dække kommunernes merudgifter som følge af det ændrede betalingsloft. Ringkøbing-Skjern Kommunes andel er beregnet til 1,85 mio. kr. fra 2026 og frem.

Administrationen har genberegnet kompensationsbehovet svarende til 2,2 mio. kr. Dette er baseret på det aktuelle antal borgere, der er visiteret til madservice, og en forventning om øget efterspørgsel som følge af den lavere egenbetaling.

Lovgrundlag og juridisk vurdering

Bekendtgørelse nr. 1567 om betaling for generelle tilbud, dele af helhedspleje, madlevering og madordning gældende pr. 1. januar 2026.

Bekendtgørelse nr. 1719 om betaling for generelle tilbud og for tilbud om personlig og praktisk hjælp m.v. efter §§ 79, 83, 83 b og 84 i lov om social service gældende pr. 1. januar 2026.

Økonomi

Bevillingen søges finansieret via kassebeholdningen med henvisning til senere tilførsel af DUT-midler fra staten via midtvejsregulering.

Viden & Strategi, Økonomi har ikke yderligere bemærkninger.

Effektvurdering

Med nedsættelsen af loftet på egenbetalingen har administrationen en forventning om, at flere borgere vil købe mad hos private eller kommunale leverandører. Der er ligeledes en forventning om, at nogle borgere vil kunne få en almen bedre tilstand grundet en mere korrekt ernæring.

Indstilling

Administrationen indstiller til Ældre- og Sundhedsudvalget at høringssvaret drøftes.

Administrationen indstiller til Ældre- og Sundhedsudvalget oversender sagen til Økonomi- og Koordinationsudvalget og Byrådet med indstilling om, at

  • takstnedsættelsen til 50 kr. for én portion varm mad til hjemmeboende gældende fra 1. januar 2026 godkendes
  • der gives en tillægsbevilling på 2,2 mio. kr. til Ældre- og Sundhedsudvalget finansieret via kassebeholdningen med henvisning til senere tilførsel af DUT-midler på 1,85 mio. kr. fra staten via midtvejsregulering samt merudgifter på 0,35 mio. kr.

BilagBeslutning

Ældre- og Sundhedsudvalget anbefaler administrationens indstilling til Økonomi- og  Koordinationsudvalget samt Byrådet. Kommentarerne fra Ældrerådet og Handicaprådet medtages i det videre arbejde. Høringssvarene vedlægges referatet.  

Birgitte Skovkær var fraværende ved sagens behandling.

Kopier link til punktet  -   Print

10 : Orientering om og drøftelse af deltagelse i café-møder med borgere og pårørende i juni 2026

Sagsnr: 26-002256

Sagsfremstilling

Ledelsen i Sundhed og Omsorg har besluttet, at der skal inviteres til to café-møder med borgere og pårørende i juni 2026.

Café-møder er en indsats i den kommende strategi for Sundhed og Omsorg i den næste 4-årige periode og skal ses, som et led i en mere struktureret inddragelse af civilsamfundet. Det er tanken, at café-møder skal være årligt tilbagevendende med forskellige temaer. I 2026 er overskriften for møderne Ældrereformen.

Der er nedsat en arbejdsgruppe til at planlægge café-møderne i juni bestående af to repræsentanter fra Ældrerådet, to enhedsledere, FTR FOA og en administrativ tovholder.

På indeværende møde i Ældre- og Sundhedsudvalget orienteres der om møderne og der ønskes en drøftelse af politisk deltagelse.

Baggrund

Iværksættelse af café-møderne sker på baggrund af oplæg og drøftelser om civilsamfundsinddragelse i Lederteam og Lederforum i Sundhed og Omsorg samt Ældrerådet i 2025. 

En af de bærende værdier i Ældrereformen er "et tæt samspil med pårørende, lokale fællesskaber og civilsamfund". 
Ældreministeriet har i august 2025 udsendt pjecen ” Principper for det gode samspil på ældreområdet”, som kan være et udgangspunkt for at den lokale dialog, se vedhæftede bilag. Café-møderne skal ses, som en del af denne lokale dialog om "det gode ældreliv" i Ringkøbing-Skjern Kommune.

Byrådet har også tydeligt signaleret, at man ønsker, ”at arbejde tættere sammen med borgere, foreninger m.m. og involverer alle langt tidligere i de politiske processer”. 

Rammen for møderne

Arbejdsgruppen har på nuværende tidspunkt haft ét indledende møde om rammen for café-møderne.

Arbejdsoverskriften er "Det gode ældreliv i vores kommune - dialog med udgangspunkt i Ældrereformens værdier", hvilket bl.a. er inspireret af pjecen fra Ældreministeriet.

Målgruppen er borgere, pårørende, politikere, kommunale ledere og medarbejdere, foreninger, Ældreråd m.fl. Der ønskes en åben invitation, så alle der har interesse i at deltage i dialogen, har mulighed for det. Det er desuden tanken at sende en invitation direkte til relevante foreninger m.m.

Formålet med møderne er at skabe dialog og indsamle perspektiver på, hvordan vi lokalt omsætter Ældrereformen og sammen udmønter de bærende værdier.

Det er tanken, at møderne afholdes to steder i kommunen, henholdsvis den 3. juni og den 10. juni 2026, kl. 18.30 - 21.00.

På programmet vil være kort information om arbejdet med Ældrereformen, dialog ved borde ud fra faciliterede spørgsmål samt et musikalsk indslag og let forplejning.
Programmet uddybes mundtligt på mødet.

Konsulent Lene Vesely deltager i punktet.

Lovgrundlag og juridisk vurdering

Ældreloven, LOV nr. 1651 af 30/12/2024.

Økonomi

Udgifter til musikalske indslag, forplejning mm. til dagene afholdes indenfor fagområdets budget.

Viden & Strategi, Økonomi har ikke yderligere bemærkninger.

Effektvurdering

Ingen bemærkninger.

Indstilling

Administrationen indstiller, at Ældre- og Sundhedsudvalget

- drøfter forslaget til cafémøder om Ældrereformen i juni 2026,

- og herunder drøfter politisk deltagelse på møderne.

BilagBeslutning

Ældre- og Sundhedsudvalget drøftede indholdet i cafémøderne og aftalte, at udvalget deltager i møderne.

Birgitte Skovkær og Vivi Altenburg var fraværende ved sagens behandling.

Kopier link til punktet  -   Print

11 : Gensidig orientering

Sagsnr:

Sagsfremstilling

A.
Status Sundhedsrådet.

B.
Kommende møder:
9. april 2026 Dialogmøde med FagMED og ledere i Sundhed og Omsorg
Dialogmøde med Ældrerådet

7.+8. maj 2026 KL's Social- og Sundhedspolitiske Forum

C.
Oversigt over sager til Ældre- og Sundhedsudvalget 2026.
Oversigten er vedlagt.

BilagBeslutning

Der blev givet en orientering.

Birgitte Skovkær og Vivi Altenburg var fraværende ved sagens behandling.

Kopier link til punktet  -   Print

12 : Underskriftsside

Sagsnr:

Bilag

Ingen bilag.

Kontaktoplysninger
Dette er logoet for Ringkøbing-Skjern Kommune
Sundhed og Omsorg
Rødkløvervej 4
6950 Ringkøbing