Kommunaløkonomi

Kommunerne fylder rigtig meget i den samlede offentlige økonomi, og derfor er der naturligt et stort fokus på kommunaløkonomien.

Økonomiaftale

Hvert år i juni indgår regeringen og KL en økonomiaftale for det kommende budgetår. Det er denne aftale, der sætter de økonomiske rammer for kommunerne. Aftalen forpligter kommunerne til at holde sig inden for nogle fastsatte økonomiske rammer.

Når aftalen er indgået, får kommunerne en udmelding fra staten om årets såkaldte tilskudsmodel. Det er her, kommunerne får overblik over indtægterne.

Kommunernes finansieringskilder

Grundlæggende harkommunerne to finansieringskilder.

Den første kilde til finansiering er de skatter og afgifter, som kommunen selv sætter niveauet for – det gælder de kommunale indkomstskatter og grundskyld.

Alle kommuner opkræver indkomstskatter og grundskyld. Skatte- og afgiftsniveauerne fastsætter kommunen principielt i forbindelse med kommunens egen budgetvedtagelse i oktober måned. I praksis har kommunerne under et dog kun begrænset spillerum for at hæve skatte- og afgiftsniveauerne. 

Den anden kilde til finansiering er det, vi kalder tilskud og udligning. Tilskud og udligning er sammensat af mange underliggende beløb, men vi holder os her blot til de overordnede linjer. Lad os tage den sidste først – altså udligning.

Udligningen handler grundlæggende om, at der flyttes penge fra nogle kommuner til andre kommuner. Hvert år opgør regeringen et beregnet mål for, hvad man har brug for som kommune. Ud fra denne opgørelse vil nogle have indtægter, der overstiger behovet, mens andre kommuner vil have lavere indtægter, end der er brug for.

Udligningen mellem kommunerne betyder, at der flyttes penge fra de førstnævnte kommuner til de sidstnævnte. I praksis er det kun ganske få kommuner, der bidrager til udligningen, mens langt hovedparten er modtagere.

Tilskud dækker over statens tilskud til kommunerne. Hvert år tilfører staten kommunerne midler, så kommunerne samlet har indtægter, der svarer til deres beregnede udgiftsbehov. Tilskuddet fordeles blandt andet ud fra kommunernes befolkningstal, så jo flere borgere der er, desto flere penge får man tildelt.

I 2021 har Ringkøbing-Skjern Kommune fastsat indkomstskatten til 25,0 procent, mens grundskylden er fastsat til 31,00 promille. Det giver en samlet skatteindtægt på ca. 2,7 mia. kr. Hertil kommer ca. 1,1 mia. i tilskud og udligning, samt ca. 0,1 mia. i beskæftigelsestilskud.  Det vil sige, at Ringkøbing-Skjern Kommune i alt har indtægter for ca. 3,8 mia. kr. i 2021.

Når finansieringen rammer kommunen

Kommunerne får udmeldt de økonomiske rammer umiddelbart efter regeringsaftalen i juni. Henover sommeren arbejder kommunernes økonomiafdelinger på at omsætte de overordnede økonomiske rammer til de lokale forhold.

På den måde får vi indtægterne på plads. Indtægterne sammenkobles med kommunens udgiftsbehov. Hermed er der dannet et grundlag for den politiske proces.

Den politiske proces omkring budgettet foregår løbende henholdsvis i fagudvalgene samt i forbindelse med budgetkonferencen og ved 1. samt 2. behandling af budgettet. 2. behandling skal senest gennemføres 15. oktober.

Hermed er kommunens budget på plads for det kommende år.

 

Kontaktoplysninger
Dette er logoet for Ringkøbing-Skjern Kommune
Politisk Administrativt Sekretariat
Ved Fjorden 6
6950 Ringkøbing