Nyt tilbud: Børnefamilier får én indgang til kommunen

Kasper Andersen er familieguide - og den, man ringer til, når man skal finde vej til kommunens tilbud til børn, unge, gravide og forældre
Med forældreskab kommer også bekymringer. Og alle forældre kan opleve at få bekymringer om deres barns sundhed, udvikling eller trivsel.
Heldigvis er der mange muligheder for at få hjælp, når ens barn ikke trives, men det kan bare være svært at vide, hvilke muligheder der er, og hvordan man kommer der hen, hvor man kan få hjælpen.
Det laves der om på nu.
Ringkøbing-Skjern Kommune har nemlig ansat Kasper Andersen som såkaldt Familieguide. Han er med andre ord den, man kontakter, hvis man som forældre er bekymret for sit barns trivsel.
Jeg er den lette vej til det rette tilbud, hvis et barn mellem 0-18 år ikke trives, og familien har brug for hjælp til at finde ud af, hvad kommunen kan hjælpe med. Jeg er ikke behandler, men jeg kan vejlede til, hvor man henvender sig for at få den nødvendige hjælp, og så hjælper jeg med at arrangere den første samtale, siger Kasper Andersen.
Også til familier i trivsel
Kasper Andersen understreger, at Familieguiden ikke kun er for familier med børn, der mistrives. Familieguiden er til for alle familier:
Alle er velkomne til at ringe til mig. Uanset om de gerne vil høre, hvilke tilbud vi har til gravide, hvis en enlig forælder savner et netværk eller noget helt tredje, så er det min opgave at hjælpe vedkommende videre til det rette tilbud. Man kan også søge hjælp direkte fra hjemmesiden, siger han.
Tilbuddet om en familieguide er funderet i det, der hedder Familiehus. I andre kommuner er det et tilbud til børn mellem 0-6 år, og Social- og Boligstyrelsen har givet en række kommuner, heriblandt Ringkøbing-Skjern Kommune, penge til at teste tilbuddet af i tre et halvt år. I Ringkøbing-Skjern Kommune har man derudover selv finansieret en udvidelse, så tilbuddet her i kommunen er for alle mellem 0-18 år:
I nogle kommuner er Familiehuset et fysisk sted, hvor man kan henvende sig. Det er svært at gøre i en så stor kommune som vores, så hos os har vi i stedet oprettet familieguide-funktionen, så der er ét nummer, man kan henvende sig på. Det kan være svært for familierne at gennemskue, hvilke muligheder de har og hvor de kan henvende sig – de skal se mig som en stifinder i det kommunale system, så det bliver nemmere for dem at få det tilbud eller den hjælp, de og deres barn har brug for, siger Kasper Andersen.
Spred budskabet
Arbejdet er allerede i gang, og telefonen er så småt begyndt at ringe. Men i begyndelsen går arbejdet også ud på bredt at få fortalt om den nye mulighed, så den kommende tid tilbyder Kasper Andersen at besøge alle kommunens 19 folkeskoler og 10 friskoler. Her vil han deltage i personalemøder, så lærere og pædagoger omkring børnene også kender tilbuddet.
Udover at hjælpe med de almene tilbud, kan jeg også hjælpe familierne videre til det, der kaldes ”lettilgængelige behandlingstilbud” i PPR. Man kan søge direkte fra kommunens hjemmeside – men man kan også gå gennem mig, hvis man har brug for vejledning, siger Kasper Andersen.
Læs mere om tilbuddene her: https://www.rksk.dk/borger/familie-boern-og-unge/lettere-behandlingstilbud-til-boern-og-unge-i-psykisk-mistrivsel
Kontakt familieguide Kasper Andersen på telefon: 2223 6942 mandag til torsdag mellem 8-16 og fredag klokken 8-14.
- 6. maj 2025
Hvor skal der være flex-boliger i Hvide Sande? - 7. maj 2025
Ambitiøst topmøde om fremtidens arbejdskraft - 21. maj 2025
Ny skovlabyrint indvies i Momhøje - 5. maj 2025
Lørdagsåbent for dem, der skal have nyt pas - 20. maj 2025
Foreningerne i Tarm holder åbent hus for børn - 8. maj 2025
Opdateret hjemmeside skal give overblik over mobiliteten i kommunen