Vellykket forpremiere på nationalt topmøde om arbejdskraft

På Folkemødet brugte Ringkøbing-Skjern Kommune taletiden til at sætte gang i den vigtige debat om, hvor fremtidens arbejdskraft skal komme fra. Samtalen fortsætter til september, når kommunen og en række partnere afholder nationalt topmøde om arbejdskraft i Ringkøbing.
- Jeg kan huske, da jeg voksede op. Da diskuterede vi arbejdsløshed. Det taler vi sgu ikke om mere. Nu taler vi om manglen på arbejdskraft!
Sådan lød det på årets Folkemøde på Bornholm, da journalist og politisk kommentator Michael Kristiansen tog ordstyrer-kasketten på og bød velkommen til Ringkøbing-Skjern Kommunes debat om manglen på arbejdskraft.
Med sig på podiet i KL’s telt havde han en række kompetente forskere, organisationsfolk og repræsentanter for erhvervslivet – foruden kommunens borgmester, der kunne fortælle tilhørerne i det stuvende fulde telt, at ledigheden i Ringkøbing-Skjern Kommune er på sølle 1,4 pct.
”Det betyder nul procent i praksis” konkluderede Michael Kristiansen.
- Vi kan godt finde de folk, vi skal have nu. Men om ikke ret lang tid, så kan vi ikke, for det bliver sværere og sværere, sagde Hanne Blume, HR-direktør i DLG og tilføjede, at energi- og grovvareselskabet må slå på rigtig mange parametre for at få de folk, de skal bruge.
- Jeg gad godt, at jeg kunne komme her og sige, at vi gør noget helt særligt for at tiltrække folk. Men vi gør det samme, som alle andre gør. Vi har elevprogrammer og trainee-programmer, og vi gør rigtig meget i at vise vores formål og i at være en inklusiv og god arbejdsplads, sagde hun og pegede på, at DLG også gør meget ud af at holde på de ældre medarbejdere:
- Vi har 36 medarbejdere over 70 år, tilføjede Hanne Blume.
En udfordring i hele Europa
Hjemme i Ringkøbing-Skjern Kommune har virksomhederne peget på manglen på kvalificeret arbejdskraft som en af de væsentligste barrierer for, at de kan udvikle sig og holde gang i hjulene.
Samtidig viser demografiske fremskrivninger, at problemet bare bliver forstærket de kommende årtier. Og billedet er det samme i hele Danmark – og endnu værre i de lande i Europa, hvor vi lige nu henter vores internationale arbejdskraft, bekræftede arbejdsmarkedschef i Dansk Erhverv, Peter Halkjær og direktør i HK’s A-kasse, Morten Binder fra podiet på Folkemødet.
- Kurven ser bare værre ud i nogle af de lande, vi lige nu rekrutterer international arbejdskraft fra, så vi skal passe på, at vi ikke baserer langsigtede problemer på kortsigtede løsninger, sagde Morten Binder, mens Peter Halkjær fastslog, at:
- Vi skal altså endnu længere væk end Europa, hvis vi skal lykkes med at hente international arbejdskraft hertil i fremtiden.
Peter Halkjær pegede på, at kurven over arbejdsudbuddet i Danmark flader ud i årene frem til 2040 selv, når man ’med regeringens reformer har ledt helt ude i hjørnerne efter den arbejdskraft, der er’.
Bud på løsninger
Men hvor skal der sættes ind for at vi får løst udfordringen med at finde folk til arbejdsmarkedet?
Dét havde Christian Bøtcher Jacobsen, professor i statskundskab og centerleder ved Kong Frederiks Center for Offentlig Ledelse under Aarhus Universitet, en række gode bud på.
Udover at kigge mod udenlandsk arbejdskraft og teknologiske løsninger fremhævede han, at vi kan øge arbejdsudbuddet ved at sikre, at vi får fat på de unge og får dem med ind på arbejdsmarkedet, at vi skaber et mere åbent og imødekommende arbejdsmarked, at vi får flere til at gå op i tid – og at vi formår at holde flere på arbejdsmarkedet lidt længere.
Men, tilføjede han:
- I det store strukturelle perspektiv er det vigtigt, at vi har blik for, at vi skal arbejde på mange niveauer på én gang, for opgaven kræver samarbejde mellem f.eks. kommuner, private virksomheder og staten – og vi skal have alle med!
Nationalt topmøde
Samme tanke gjorde sig gældende, da Ringkøbing-Skjern Kommune besluttede at samle ansvaret op og starte debatten om manglen på arbejdskraft på Folkemødet.
- Folkemødedebatten er kun en begyndelse. Vi er i en situation, hvor arbejdsstyrken kun går én vej, og det er nedad. Arbejdsstyrken bliver mindre og mindre – og det gør den overalt. Derfor har vi taget initiativ til Nationalt Topmøde om Fremtidens Arbejdskraft den 18. september i Ringkøbing, fortalte borgmester Hans Østergaard og understregede, hvorfor det også er en kommunal prioritet at få løst det strukturelle problem med den manglende arbejdskraft:
- Vi er nødt til at italesætte, at det går ud over den kommunale service, vi leverer ude hos hr. og fru Jensen, på plejehjem og i hjemmeplejen. Jeg er ked af at sige det, men vi kan ikke levere på samme niveau, når vi kigger bare få år frem, hvis vi ikke får løst problemet med den manglende arbejdskraft. I sidste ende er det de arbejdspladser, der skal sikre, at vi kan servicere hr. og fru Jensen.
På topmødet – ligesom på Folkemødet - er nogle af landets fremmeste eksperter på podiet og ved bordenden i workshops for at debattere løsningsforslag til at sikre den kvalificerede arbejdskraft, der er nødvendig for at holde hjulene i gang.
Topmødet har allerede nu samlet en række tunge partnere fra virksomheder, forskningsinstitutioner, erhvervsuddannelser og blandt arbejdsmarkedets parter og beslutningstagere.
- Der er et stort politisk fokus på manglen på arbejdskraft, fastslog Tina Jessing, vicedirektør i Medarbejder- og Kompetencestyrelsen under Finansministeriet på Folkemødet. Og tilføjede så:
- Der er ikke noget quick fix her, men derimod et langt sejt træk, hvis vi skal løse udfordringen.
Udover en nødvendig debat om manglende arbejdskraft, skal deltagerne på Nationalt Topmøde om Fremtidens Arbejdskraft af samme årsag også formulere anbefalinger til Christiansborg og finde praktiske løsninger og konkrete tiltag, som fremover kan afprøves i virkelighedens verden.
For yderligere information om topmødet, tjek hjemmesiden https://topmoede.rksk.dk/
- 6. maj 2025
Hvor skal der være flex-boliger i Hvide Sande? - 7. maj 2025
Ambitiøst topmøde om fremtidens arbejdskraft - 21. maj 2025
Ny skovlabyrint indvies i Momhøje - 5. maj 2025
Lørdagsåbent for dem, der skal have nyt pas - 20. maj 2025
Foreningerne i Tarm holder åbent hus for børn - 8. maj 2025
Opdateret hjemmeside skal give overblik over mobiliteten i kommunen