Kommunen inviterer til møde om nye bygge- og renoveringsprojekter

Lokale håndværksvirksomheder, entreprenører og rådgivere i Ringkøbing-Skjern Kommune er inviteret til informationsmøde på Innovest den 23. marts om kommende kommunale bygge-, anlægs- og vedligeholdelsesprojekter i kommunen.
Hvilke kommunale bygninger skal bygges eller renoveres i de kommende år? Hvad stiller man op med byggeaffaldet? Og hvordan er det med byggetilladelse, lokalplan og kommuneplan?
Det er nogle af de spørgsmål, lokale håndværksvirksomheder, entreprenører og rådgivere kan få svar på, når Ringkøbing-Skjern Kommune inviterer til informations- og dialogmøde i Auditoriet i Innovest den 23. marts kl. 15.00-16.30.
- Vi har nogle dygtige virksomheder i vores kommune, og derfor vil som altid rigtig gerne i dialog med vores lokale erhvervsdrivende om de opgaver, vi som kommune skal have løst, siger afdelingsleder i kommunens Ejendomscenter Kevin Fraser og tilføjer:
- Derudover er det en fordel for alle parter, at vi får en god dialog om reglerne for f.eks. håndtering af byggeaffald, byggesagsbehandling og planprocesser.
På mødet er det netop Kevin Fraser, der byder velkommen. Derudover står afdelingsledere og medarbejdere fra hhv. Byg & Miljø, Ejendomscenteret, Genbrug og Planafdelingen klar til at informere og rådgive mødedeltagerne, ligesom repræsentanter fra Ringkøbing-Skjern Erhvervsråd og Ringkøbing-Skjern Forsyning vil fortælle om deres tilbud til virksomhederne og deres opgaver og projekter.
- Ved at samle en række informationer fra flere forskellige afdelinger, håber vi, at mødet kan give god værdi til erhvervslivet, siger Kevin Fraser. Han peger på, at den sidste halve time af mødet er sat af til netværk og individuel rådgivning.
Alle lokale håndværks-, entreprenør- og rådgivervirksomheder er velkomne til mødet. Af hensyn til forplejning, bedes man tilmelde sig senest den 13. marts på linket her
- 9. januar 2026
Kommunen trækker anbefaling om ’ingen unødig udkørsel’ tilbage - 9. januar 2026
Vej og Park anbefaler: Ingen unødig udkørsel - 8. januar 2026
Vintervejret udfordrer kommunens Vej- og Parkafdeling – og giver glæde - 14. januar 2026
Nye søndagsaktiviteter i Naturens Rige - 30. januar 2026
Ny hjælp til familier med børn mellem 0-seks år - 15. januar 2026
Oprensning af havnebassin vil give støj og tung trafik i Ringkøbing