18. maj 2026

Byrådet vedtager ny veteranstrategi i Ringkøbing-Skjern Kommune

Byrådet vedtager ny veteranstrategi i Ringkøbing-Skjern Kommune

I dag bor der 237 veteraner i kommunen. For nogle kan tiden efter udsendelse være forbundet med udfordringer som psykiske efterreaktioner, sorg eller vanskeligheder i forhold til familie- og arbejdsliv.

Med strategien ønsker kommunen at gøre det lettere for veteraner og pårørende at finde den rette hjælp og skabe en mere sammenhængende indsats på tværs af tilbud.

Strategien blev godkendt af Byrådet den 28. april og samler kommunens indsats på veteranområdet i en fælles retning.

– Nogle veteraner har oplevet ting under deres udsendelse, som gør, at de har brug for hjælp, når de kommer hjem igen. Derfor har det været vigtigt for os at få lavet en strategi, som gør det lettere at finde den rette hjælp. Med veterankoordinatoren har veteraner og pårørende nu en let tilgængelig vej ind i kommunen, hvor de kan få hjælp og blive guidet videre til de tilbud og fællesskaber, der passer til deres situationer, siger Jens Jensen, formand for Erhvervs- og Beskæftigelsesudvalget.

Strategien dækker blandt andet støtte og rådgivning, sundhed og trivsel samt beskæftigelse, uddannelse og indsatser for børn og familier.

Veterankoordinator

Agnethe Andersen er kommunens veterankoordinator. Hun får en central rolle, hvor hun skal være indgang for veteraner og pårørende og hjælpe med at skabe overblik og sammenhæng i den samlede indsats.

Hun skal samtidig understøtte samarbejdet med samarbejdspartnere og tilbud uden for kommunens grænser, herunder Veterancentret, som kommunen ofte samarbejder med i forhold til rådgivning, støtteforløb og hjælp til veteraner i forskellige livssituationer.

Veterankoordinatoren arbejder også sammen med lokale initiativer for at styrke fællesskaber blandt veteraner i området. Et eksempel er Veteraner ved Fjorden. Dette initiativ blev etableret i 2020 af Martin Alskov-Nilsson, som ville sætte fokus på behovet for netværk og fællesskaber her i kommunen. Det er et frivilligt drevet tilbud, som er et vigtigt samarbejde for kommunen og den nye veteranstrategi.

- Efter mange års kamp er det endelig lykkes at komme igennem med en fælles retning for veteraner og kommunen med den nye strategi og veterankoordinator. Jeg håber, at det fremover bliver lettere for veteraner at finde vej til den rette hjælp videre i systemet og at de rigtige muligheder bliver formidlet. Samtidig håber jeg, at samarbejdet med Veterancentret bliver bedre implementeret i kommunen, siger Martin Alskov-Nilsson, veteran og stifter af Veteraner ved Fjorden.

Læs mere om veteranstrategien ved at klikke på dette link