Royal Run: Lokal fodboldspiller og rollemodel får særlig rolle

Mikkel Holk skal overrække kronprins Christian en medalje ved løbets mål.
Nu er Royal Run lige om hjørnet, og man kan mærke, hvordan Ringkøbing summer af spænding. En af dem, der især glæder sig, er Mikkel Holk – 1. holdets viceanfører i fodbold i Ringkøbing Idrætsforening (RIF). Med opbakning fra Royal Run har foreningen udpeget Mikkel Holk til en helt særlig opgave. Han skal overrække kronprins Christian en medalje, når han løber over målstregen.
-Jeg fik at vide, at jeg er blevet valgt, fordi jeg er en rollemodel i klubben, og det er jeg meget beæret over. Især fordi der er mange, der vil være gode repræsentanter. Men jeg glæder mig til at overrække en medalje til kronprins Christian, det bliver fedt – og så håber jeg bare, jeg husker at bruge rigtig tiltaleform, fortæller Mikkel Holk.
Til daglig læser Mikkel Holk til lærer i Århus, men pendler til Ringkøbing flere gange om ugen for at spille fodbold. RIF’s fodboldhold spiller i Danmarksserien, der er den femtebedste fodboldrække i Danmark.
Udover to år i FC Midtjylland har Mikkel Holk siden ungdommen været en fast og engageret del af Ringkøbing Idrætsforening, hvilket er en af grundene til indstillingen, men absolut ikke den eneste.
-Vi har indstillet Mikkel, fordi han er en holdspiller og kulturskaber både inde på og uden for banen, og det vil vi selvfølgelig gerne belønne, fortæller RIF’s formand Dennis Christiansen og eventchef Kim Grøn, der overraskede Mikkel Holk inden kampstart sidste søndag for at overlevere nyheden.
Sammen om Royal Run
Ringkøbing-Skjern Kommune og Ringkøbing Idrætsforening stod sammen bag ansøgningen om at få det royale løb til Ringkøbing i 2025. Siden har de fungeret som lokale arrangører af løbet.
-Royal Run handler om fællesskab og engagement, og derfor er det dejligt at opleve, hvordan folk både her i området og i hele landet deltager med så stor opbakning. Samtidig betyder det noget, at alle løbere får den samme Royal Run-medalje som kronprins Christian, når de kommer i mål. En vigtig del af Royal Run-oplevelsen, fortæller Margrete Sørensen, kommunens projektleder på Royal Run.
FAKTABOKS:
- Der er medalje til alle deltagere med et startnummer til Royal Run.
- Royal Run finder sted mandag den 25. maj, 2. pinsedag, 2026. Dagen efter Ringkøbing Idrætsforening afslutter North Sea Football Cup, hvor 5000 børn og unge spiller fodbold hele pinsen.
- I samarbejde med Ringkøbing-Skjern Kommune er Ringkøbing Idrætsforening officiel arrangør af Royal Run i Ringkøbing
- Vil du vide mere om Royal Run i Ringkøbing, kan du holde dig opdateret på kommunens hjemmeside: https://www.rksk.dk/om-kommunen/royal-run
- 5. maj 2026
Sådan kan du parkere, når der er Royal Run i Ringkøbing den 25. maj - 22. maj 2026
De unge løber med Kronprinsen - 22. maj 2026
Frivillige sætter run i arbejdet til Royal Run - 22. maj 2026
Forurening i Hoven Å og Omme Å - 6. maj 2026
Ældrereform: Skal vi snakke om det? - 4. maj 2026
Nu er der igen fiskehejrer i Tim Å