20. oktober 2026

Er din næste medarbejder tysker? Ringkøbing-Skjern Kommune holder Info-tag

Er din næste medarbejder tysker? Ringkøbing-Skjern Kommune holder Info-tag

Tyskerne kender området fra deres ferier ved Vesterhavet, og flere af dem savner et andet arbejds- og hverdagsliv. Lokale virksomheder kan altid bruge nye medarbejdere – og tyskerne er kendt som gode kolleger og dygtige medarbejdere.

Derfor ligger det lige for at Ringkøbing-Skjern Kommune agerer ”Kirsten Giftekniv” og arrangerer Info-tag, hvor virksomheder og potentielle medarbejdere kan møde hinanden.

- Det er vigtigt for os, at virksomhederne ser os som en god samarbejdspartner. Derfor vil vi selvfølgelig gerne hjælpe med at præsentere virksomheder og mulige medarbejdere for hinanden, siger Lone Andersen, borgmester i Ringkøbing-Skjern Kommune.

I hele landet er der efterspørgsel på kvalificeret arbejdskraft. I Ringkøbing-Skjern Kommune er der samtidig meget lav ledighed, så hvis de ledige stillinger skal besættes, og virksomhederne skal udnytte mulighederne for at vokse, er der brug for flere hænder. Hænder, der kan være svære at finde her i landet.

Derfor er virksomheder i Ringkøbing-Skjern Kommune begyndt at kigge mod syd, lige som mange tyskere er begyndt at kigge mod nord. De kigger efter et godt job, der giver god løn og samtidig mulighed for en god balance mellem arbejdsliv og fritid, som kan være svært på det tyske arbejdsmarked.

Der er allerede 466 voksne tyskere og 105 børn, der har tilmeldt sig Informationsdagen.

Anja tog springet

En af dem, der har taget det store spring, er 52-årige Anja Steegmüller. Hun stammer fra Stuttgart-området og flyttede med sin familie til Ringkøbing i juni 2022, hvor hun fik job hos Lampemesteren. I januar 2025 blev hun projektleder hos Seasight Solutions i Ringkøbing, inden hun i april 2026 skiftede til sin nuværende stilling som Project Manager IT & Data hos Seasight Group i Hvide Sande.

- Min mand og jeg havde faktisk talt om at flytte allerede i 2018. Men så kom der lige et bryllup og corona ”i vejen”, så vi flyttede først i 2022, fortæller hun og fortsætter:

- Jeg havde arbejdet på Porsche i 26 år, så da de på det tidspunkt meldte ud om store ændringer, sagde min mand og mig til hinanden, at nu skulle der ske en forandring – og så flyttede vi, fortæller hun.

Parret har fire børn. Tre af dem er voksne og er blevet i Tyskland, den fjerde var 13 år, da de flyttede til Danmark. Han går nu i gymnasiet og er faldet godt til.

- Vi havde aftalt med hinanden, at vi gav det et halvt år. Hvis vi efter et halvt år ikke var glade for at være her, ville vi flytte tilbage. Men vi er meget glade for beslutningen, og vi bor her endnu, siger Anja Steegmüller.

Hun har nogle gode råd og tips til andre, som overvejer at flytte til Ringkøbing-Skjern Kommune for at arbejde:

  • Det er en stor beslutning, så følelserne vil gå op og ned i en periode.
  • Der er meget at sætte sig ind i. For eksempel er jobsøgning en meget anderledes proces i Danmark end i Tyskland.
  • Hvis man er åben og fleksibel i forhold til hvilket job og hvilket jobniveau man kan starte på, er der masser af jobs.
  • Sproget er altafgørende – lær dansk.
  • Danskerne er åbne over for nye kolleger.
  • Der er bedre work/life-balance her. Her har arbejdsgivere også en forståelse for, at familien i perioder kan være vigtigere end arbejde.

Ny Infotag på vej

Flere end 2500 tyskere har meldt sig til at modtage kommunens tyske nyhedsbrev med blandt andet ledige jobs i Ringkøbing-Skjern Kommune. Kommunen har ansat en tysk tilflytterguide, som er bindeled mellem virksomheder og kommende medarbejdere.

Næste Info-tag er den 2. november i Ringkøbing-Skjern Kulturcenter klokken 8.30-13:

- Jobbene er der, og de interesserede tyskere er der også. Infotag er derfor den perfekte mulighed for, at de to parter mødes, siger bosætningskonsulent Dorthe Frydendahl.

Virksomheder, der gerne vil være med på dagen, kan tilmelde sig frem til den 25. oktober: https://www.rksk.dk/om-kommunen/flyt-til-kommunen/udstillere-til-infotag-2-november-2026

Tyskere, som gerne vil høre mere om jobmulighederne, kan tilmelde sig frem til den 24. oktober: https://www.rksk.dk/om-kommunen/flyt-til-kommunen/infotag-2-november-2026