9. april 2018

Helle Mikkelsen er ny chef for Handicap og Psykiatri

Helle Mikkelsen

Den 52-årige Helle Mikkelsen overtager den 1. maj roret som fagchef for Handicap og Psykiatri i Ringkøbing-Skjern Kommune. Med sig bringer hun mangeårig og bred ledelseserfaring fra de kommunale velfærdsområder og et blik for udvikling og samarbejde.

- Vi har fundet et rigtigt godt match. Det var et enigt ansættelsesudvalg ikke i tvivl om. Helle Mikkelsen har solid ledelseserfaring på samme niveau, kender handicap- og psykiatriområdet særdeles godt og har skabt overbevisende resultater i sine tidligere stillinger. Vi glæder os derfor meget til at byde Helle velkommen, siger direktør i Ringkøbing-Skjern Kommune, Annette Ørbæk Andersen.

Helle Mikkelsen kommer fra en stilling som chef for DUKH (Den Uvildige Konsulentordning på Handicapområdet) og har blandt andet tidligere været Voksenservicechef for Handicap, Psykiatri og Rusmiddelområdet i Middelfart Kommune, Centerleder for alle dagtilbud i Socialpsykiatrien i Vejle Kommune, samt souschef på Sukkertoppen, et socialpsykiatrisk døgncenter i Vejle Amt.

Hun ser frem til at møde medarbejdere og borgere:

- Jeg overtager et meget veldrevet område og jeg glæder mig til at fortsætte ad de spor som allerede er lagt og sikre, at Ringkøbing-Skjern Kommune fortsat driver tilbud med høj faglig kvalitet til målgruppen inden for handicap- og psykiatriområdet, siger Helle Mikkelsen.

Helle Mikkelsen er oprindeligt uddannet plejehjemsassistent og har efterfølgende taget en diplomuddannelse på Danmarks Pædagogiske Højskole i Aarhus med fokus på ledelse. Derudover har hun blandt andet en Master i Offentlig Ledelse fra Syddansk universitet og en 3-årig systemisk konsulentuddannelse.

- Min ledelsesstil bygger på åbenhed, tillid og vilje til at samarbejde. Jeg er optaget af, hvordan vi tværgående udvikler og kvalitetssikrer vores tilbud og metoder, så det mærkes af dem, vi er her for og bemærkes af dem, vi samarbejder med. Jeg oplever en meget innovativ tilgang i Ringkøbing-Skjern Kommune, som passer godt på min egen tilgang til mit kommende job, siger Helle Mikkelsen.

Privat bor Helle Mikkelsen i en mindre by ved Vejle med sin mand og har to voksne døtre. Hun er ud af en aktiv og rejselysten familie og har rejst i mange lande, men holder også meget af gode dage i familiens sommerhus ved Nørre Lyngvig, så hun kender området.

Helle Mikkelsen overtager stillingen fra Inge Marie Vestergaard, der gik på pension ved udgangen af februar.