20. august 2020

Det bedste sted for erhvervslivet

Foto: Merete Jensen

”Vi har et mål om at være det bedste sted i Danmark at drive virksomhed”.

Sådan skriver borgmester Hans Østergaard i det brev, Ringkøbing-Skjern Kommune midt i sommervarmen udsendte til virksomhedsledere i hele kommunen.

I brevet, der også er underskrevet af Kim Brarup, bestyrelsesformand i Ringkøbing-Skjern Erhvervsråd, viceborgmester og formand for kommunens Erhvervs- og Vækstudvalg Søren Elbæk samt direktør i Ringkøbing-Skjern Erhvervsråd Hans Jørn Mikkelsen, inviterer borgmesteren virksomhedslederne til at tage kontakt, hvis de har ideer, forslag og kommentarer til, hvordan man kan sikre, at kommunen er endnu mere erhvervsvenlig.

I den temperaturmåling som Dansk Industri hvert år tager på erhvervsklimaet i alle 98 danske kommuner, kom Ringkøbing-Skjern Kommune sidste år ud på en samlet 3. plads. Og dét forpligter, mener Hans Østergaard:

- Det er en 3. plads, som vi er meget stolte af og taknemmelige for, og som viser, at vi ved fælles hjælp kan komme langt. Men med et mål om at være det bedste sted i Danmark at drive virksomhed, kan vi stadig rykke endnu et par pladser op ad rangstien i Ringkøbing-Skjern Kommune. Derfor kontaktede vi virksomhederne for at høre, hvor de kunne se, at vi kunne forbedre os og blive endnu mere erhvervsvenlige, forklarer borgmesteren.

En af de virksomheder, der har haft en længerevarende og tæt kontakt til rådhuset, er Lalandia, der nu er i fuld gang med at opføre oplevelsescenter, badeland og de i alt 440 nye sommerhuse i Søndervig. Forud er gået et langt forløb med planlægningsfase, ny lokalplan, kommuneplantillæg, opdatering af landsplandirektivet for området og myndighedsbehandling.

- Det har været et meget langt samarbejdsforløb, og overordnet set, så har vi haft en rigtig god dialog med Ringkøbing-Skjern Kommune; vi er kommet i mål, og vi er i gang med at realisere projektet, siger projektdirektør hos Lalandia, Thomas Nielsen.

Han peger på kommunens byggesagsbehandling og myndighedsbehandling som eksempler på områder, hvor samarbejdet har været meget smidigt og konstruktivt, hvilket da også harmonerer med kommunens ønske om, at virksomhederne skal opleve en hurtig og imødekommende sagsbehandling.

Vi er blevet mødt med en positiv holdning. Men vi kommer også med en meget stor investering, der trækker omsætning til området og skaber nogle arbejdspladser. Og derfor kom vi også med en forventning om at blive taget positivt imod, tilføjer Thomas Nielsen.

Når det står helt færdigt i 2022 vil Lalandia være med til at  øge antallet af overnatninger i kommunen, så der fremover ventes omkring en million flere overnatninger pr år. Samtidig regner Thomas Nielsen med, at der vil blive skabt op i mod 250 nye job – herunder også for sæsonarbejdere og deltidsansatte.

- Lalandia er en blandt flere virksomheder, vi er rigtig glade for at kunne byde velkommen i kommunen, siger borgmester Hans Østergaard og peger på, at badelandet og sommerhusene vil være med til at løfte Søndervig-området:

- Vi forventer da bestemt, at det vil få en stor afsmittende effekt på lokalområdet, på butikker og restauranter, kulturliv og forlystelser i hele kommunen, at der kommer op imod en million flere overnattende, tilføjer Hans Østergaard.

Sommerbrevet fra Ringkøbing-Skjern Kommune og Ringkøbing-Skjern Erhvervsråd til små og store virksomheder i hele kommunen siger det samme med lidt andre ord:

”Jeres virksomhed udgør sammen med de øvrige private virksomheder i kommunen et helt afgørende fundament for, at vi har en velfungerende kommune og nogle velfungerende lokalsamfund”, står der i brevet, der opremser flere af de tiltag under corona-nedlukningen som kommunen tog for at holde gang i hjulene.

Det gælder f.eks. en fremrykning af betalinger til leverandører og af kommunale anlægsinvesteringer for 20 mio. kr., ligesom kommunen gennem ”Handl lokalt”-kampagne gav støtte til de handlende foruden tilskud til de lokale handelsforeninger.

Herudover har kommunen udnyttet den statslige håndsrækning til virksomheder til at søge 2 mio. kr. fra staten til hjælp til virksomheder, som arbejder med grønne forretningsmodeller, ligesom kommunen via Destination Vesterhavet har hjulpet virksomheder med at finde og tilpasse sig nye forretningsmuligheder efter coronakrisens udbrud.

Sidst men ikke mindst har erhvervsrådet og kommunen besluttet at styrke indsatsen for at tiltrække virksomheder til området og understøtte samarbejder mellem virksomheder. Kommunen har årligt afsat 250.000 kr. til den indsats, ligesom der er prioriteret medarbejderressourcer til opgaven.