3. august 2017

Jomfru i bur på jomfruelig plads i Søndervig

	   Jomfru i bur på jomfruelig plads i Søndervig

En lysende violet glasmontre installeres på Sandpladsen, og når den blå time nærmer sig, afsløres en selvlysende, mystisk skikkelse for publikum: En magisk jomfru som på 14 dage kommer på besøg i 14 forskellige danske byer fra Frederiksberg til Skagen. 

Jomfruen er kunstneren Julian Toldam Juhlin. Kunstprojektet hedder Virgin Tour og har et usædvanligt og meget personligt udgangspunkt; nemlig det faktum, at Julian her i august fylder 30 år og stadig er jomfru.

Med sin usædvanlige performance vil Julian Toldam Juhlin sætte fokus på det tabu, det er at være jomfru. Hans performance forener det meget private og tabubelagte fra i dag med det ophøjede og mytiske i gammel folketro og moderne popmytologi. I følge gammel folketro er jomfruen nemlig en magisk skikkelse med overnaturlige evner.

Det siges, at jomfruen kan gå igennem sværme af bier uden at blive stukket, stirre ind i solen uden at blive blind og at jomfruen er det eneste væsen i verden, der kan tæmme en enhjørning.

- Julian Toldam Juhlin bruger et spektakulært kunstnerisk udtryk til at sætte fokus på et tabuiseret emne i vores samfund; stadig at være jomfru som 30-årig. En af kunstens fornemste opgaver er netop at provokere og få os til at standse op og reflektere, og det tror jeg kommer til at ske her, siger leder af Kultur, Natur og Fritid i Ringkøbing-Skjern Kommune, Per Høgh.

Jomfruelig sandplads er ramme om jomfru-performance

- I Søndervig Centerforening er vi glade for, at byens nye plads, Sandpladsen, bliver brugt til en kunstnerisk event. Og det er da lidt sjovt, at vores jomfruelige plads for første gang danner ramme om en kunst-event, med netop titlen ”Virgin Tour” – altså ”jomfrurejse”, siger Morten Hansen fra centerforeningen.

Han håber, at mange vil få en spændende og anderledes oplevelse, som koster gratis for Søndervig Centerforening, da den er støttet af Statens Kunstfonds scenekunstudvalg, Frederiksberg Kommune og Frederiksberg Fonden. Og så glæder han sig til at se, hvad pladsen på længere sigt kommer til at betyde for Søndervig som by og handelsby.

- Her i Søndervig og Søndervig Centerforening skal vi vænne os til, at vi har fået en bymidte med hundredvis af siddepladser, som vi skal lære at bruge til alle mulige aktiviteter, så Søndervig bliver endnu mere spændende og attraktiv at bo i og besøge, siger Morten Hansen.

Han forestiller sig fx live-musik og arrangementer for børn på pladsen.

Fakta

Eventen i Søndervig begynder onsdag den 9. august kl. 20-21 og varer til ca. midnat.

Julian Toldam Juhlin er kunstner og uddannet scenograf fra Den Danske Scenekunstskole 2014 og modtog Reumert Talentprisen i 2015.

Han er især kendt for sine scenografier til de danske teaterscener og for kunstprojektet “Drengen der aldrig flytter hjemmefra”, hvor han bl.a. inviterede offentligheden ind i sit barndomshjem hos sin mor. 

Virgin Tour eller ”Jomfrurejsen” bliver en 14 dage lang turné til 14 danske byer fra Frederiksberg til Skagen. Rejsen er en totalforestilling, hvor alt er iscenesat, bilturen, overnatningerne, afgangene og ankomsterne. Virgin Tour vil kaste nyt UV-lys på de velkendte omgivelser, og give folk en interessant og uventet lokal kunstnerisk oplevelse og en anderledes måde at opleve byrummet gennem nye vinkler på, hvad kunst og scenekunst kan være.