Nu bliver Fjordparken i Stauning til en blind boligvej
Arbejdet med at byggemodne de 12 nye udstykninger af Fjordparken i Stauning er nu kommet så langt, at vejen i løbet af kort tid bliver lukket for fremtidig gennemkørsel mellem Fjordparken 35 og 36.
Lukningen træder i kraft i starten af uge 36, hvorefter adresserne Fjordparken 22-35 får permanent vejadgang syd for Kirkebyvej 11.
I øjeblikket arbejdes der på at asfaltere stamvejen og den nye boligvej samt stien i området.
Herefter vil den eksisterende vendeplads ved Fjordparken 35 blive udvidet, så den lever op til de krav, der er til vendepladser, så renovationsvognene kan komme frem.
Når vendepladsen er færdig, vil asfalten blive fjernet på en del af Fjordparken, så der lukkes for gennemkørende trafik. Cyklister og gående kan stadig komme igennem ved vendepladsen.
Der vil blive opsat henvisningsskilte ved den tidligere gennemkørsel og ved den nye stamvej til Fjordparken.
Gode grunde til salg
Samtidig er byggemodningen af nye byggegrunde i forlængelse af Fjordparken ved at nå ind i den sidste fase. Det betyder, at kommunen snart forventer at kunne udbyde 12 nye boliggrunde på 900-1000 kvm til salg.
Som altid, når kommunen sælger boliggrunde, vil grundene blive annonceret til salg på hjemmesiden https://grundsalg.rksk.dk/alle-omraader/stauning.
Ud over en oversigt over de kommunale byggegrunde, der aktuelt er til salg, giver hjemmesiden også en hurtig introduktion til alle de gode grunde, der er til at slå sig ned i byer, på landet, nær vandet eller i en landsby i Naturens Rige.
Kommunens byggegrunde bliver desuden annonceret til salg i lokalaviserne, hvorefter interesserede kan indsende tilbud om køb af en grund frem til budperiodens udløb.
Umiddelbart efter budperiodens udløb vil der blive taget stilling til de indkomne tilbud, og grundene vil blive solgt til de højestbydende.
- Man kan ikke reservere en grund før og under udbudsperioden, men hvis der efter budfristens udløb stadig er usolgte grunde, kan man godt få lov at reservere en byggegrund, forklarer Thomas Silberg, der står for salget af grunde ved Ringkøbing-Skjern Kommune.
Har man spørgsmål, eller ønsker man mere information om grundene, er man velkommen til at kontakte ham på e-mail thomas.silberg@rksk.dk
Find alle de kommunale byggegrunde, der er til salg på siden her: grundsalg.rksk.dk
- 2. september 2024
Danmarks flotteste busskur indvies i landsby med 950 beboere - 12. september 2024
Nye regler for at komme af med asbest og eternit - 12. september 2024
Livets cirkel bliver til lyskunst i Ringkøbing Havn - 24. september 2024
Lær at tackle-forløb kan hjælpe dig med at passe bedre på dig selv - 16. september 2024
VR-briller får børn til at slappe af i tandlægestolen - 19. september 2024
Ny planlægning for Æ Gammel Havn 46 i Hvide Sande