Nu udvælger politikerne sol- og vindprojekter i Ringkøbing-Skjern Kommune
Den 20. august vil Teknik- og Miljøudvalget udvælge hvilke vedvarende energiprojekter, der foreløbigt skal arbejdes videre med. Byrådet træffer beslutning om prioriteringerne i september, hvorefter en bearbejdningsfase med bl.a. natur- og landskabsanalyse samt uvildig rådgivning i lokalområderne går i gang.
Nu nærmer tiden sig, hvor politikerne i Ringkøbing-Skjern Kommune skal snævre ind, hvilke af de i alt 27 ansøgninger om opsætning af vedvarende energianlæg i Ringkøbing-Skjern Kommune, de ønsker at arbejde videre henimod at realisere.
På det kommende møde i Teknik- og Miljøudvalget den 20. august er en drøftelse og en prioritering af de ansøgte projekter på dagsordenen.
I tiden efter byrådets ansøgningsfrist den 1. maj har administrationen arbejdet på en foreløbig og kortfattet faglig vurdering af hvert enkelt projekt ud fra de hensyn, der fremgår af kommuneplanens retningslinjer.
På den baggrund har administrationen nu indstillet til politikerne, at en række projekter kan indgå i en kategori, der skal arbejdes videre med.
Samtidig understreger kommunens Planafdeling, at det kræver en langt grundigere gennemgang af f.eks. landskabs- og naturtyper i hvert enkelt område, før de individuelle projektansøgninger kan kategoriseres endeligt:
”Det er administrationens vurdering, at vidensniveauet for nuværende er for lille til, at byrådet kan træffe beslutning om på hvilke arealer, der skal igangsætte egentlig planlægning for VE-anlæg” skriver administrationen i dagsordenpunktet til Teknik- og Miljøudvalget.
Samtidig anbefaler administrationen derfor, at politikerne udvælger de ansøgninger, som de gerne vil have yderligere bearbejdet eller tilpasset i forhold til, om der på et senere tidspunkt skal sættes gang i en egentlig planlægning for områderne. De ansøgninger, som udvælges af byrådet, skal derfor betragtes som bruttoområder som i en bearbejdningsfase vil blive tilpasset og justeret i omfang og udformning.
Når politikerne senere skal tage stilling til, om planlægningen for de bearbejdede projekter skal igangsættes, har byrådet mulighed for at reducere det samlede omfang af arealer, som skal indgå i VE-projekter på baggrund af resultatet af bearbejdningsfasen.
- 28 af byrådets 29 medlemmer var før sommerferien enige om at fokusere på et power-to-X anlæg understøttet af op til 1.000 hektar solceller og 30 landmøller, forklarer Ole Nyholm Knudsen, formand for Teknik- og Miljøudvalget. Han tilføjer:
- Derudover var vi enige om, at vi vil vurdere hver enkelt af de ansøgninger, der ikke er koblet op på power-to-X anlægget, i forhold til de signaler for opsætning af store VE-anlæg, som byrådet vedtog 20. juni 2023. Det handler bl.a. om lokalt forbrug af den producerede strøm, tidlig borgerinddragelse, lokal opbakning, multifunktionalitet og maksimal værdiskabelse.
En lang planproces
Når Teknik- og Miljøudvalget har taget stilling til, hvilke projekter, udvalget vil anbefale at der skal arbejdes videre med, er det forventningen, at byrådet bekræfter udvælgelsen og prioriteringen af VE-projekterne på byrådsmødet den 17. september.
Herefter går en yderligere bearbejdning af projekterne i gang, før den formelle planproces med screeninger af de enkelte VE-projekter og de lokalområder, de tænkes placeret i kan starte – formentlig tidligst efter nytår.
Før et projekt kan realiseres skal der i planprocessen udarbejdes et kommuneplantillæg og en lokalplan, der udlægger området til tekniske formål. Herudover skal der foretages en miljøvurdering. Og endelig vil der ske en prioritering i ansøgningerne i forhold til, hvor mange projekter administrationen kan arbejde med ad gangen.
- Det er en lang og grundig proces, som først starter nu. Forventningen er ikke, at projekterne kommer til endelig vedtagelse i denne valgperiode, siger Ole Nyholm Knudsen.
Han minder om, at byrådet fra starten har sagt, at man ønsker en høj grad af lokal værdiskabelse og borgerinvolvering, og peger på, at byrådet har afsat penge til uvildige VE-facilitatorer, der kan rådgive og vejlede borger- og sogneforeningerne i dialogen med projektudviklerne.
Formålet med VE-faciliteringen er at sikre, at de enkelte lokalområder kan få størst mulig indflydelse på f.eks. udformningen og kompensationsmodellen for de enkelte projekter.
For hvert område er der afsat penge til at få hjælp af VE-facilitatorerne; penge som borger- og sogneforeningerne kan søge, når byrådet har besluttet, hvilke VE-projekter, der yderligere skal bearbejdes og sidenhen planlægges for.
På mødet den 20. august skal Teknik- og Miljøudvalget også behandle den endelige vedtagelse af byrådets revision af kommuneplanens mål og retningslinjer for vedvarende energianlæg. (kommuneplantillæg nr. 46)
Dagsordenen for Teknik- og Miljøudvalgets møde kan læses her
Læs mere på kommunens VE-hjemmeside https://sologvind.rksk.dk/
- 2. september 2024
Danmarks flotteste busskur indvies i landsby med 950 beboere - 12. september 2024
Nye regler for at komme af med asbest og eternit - 12. september 2024
Livets cirkel bliver til lyskunst i Ringkøbing Havn - 24. september 2024
Lær at tackle-forløb kan hjælpe dig med at passe bedre på dig selv - 16. september 2024
VR-briller får børn til at slappe af i tandlægestolen - 19. september 2024
Ny planlægning for Æ Gammel Havn 46 i Hvide Sande