15. juni 2023

Ringkøbing-Skjern Kommune er igen nummer ét i friluftsliv

Foto: Friluftsrådet

”Er du vild med at komme ud i naturen og dyrke friluftsliv? Så burde du måske overveje at bosætte dig i Ringkøbing-Skjern”

Sådan skriver Friluftsrådet, der på Folkemødet på Bornholm netop har kåret Ringkøbing-Skjern Kommune som nummer ét i friluftsliv blandt danske kommuner.

Førstepladsen, der deles med Tønder Kommune, er en tangering af den førsteplads, Ringkøbing-Skjern Kommune også fik i 2021. Den flotte placering er resultatet af en analyse, hvor Friluftsrådet sammenligner de enkelte kommuners forudsætninger for at skabe naturoplevelser og deres indsats for at skabe friluftsliv. Og på en delt førsteplads i opgørelsen ligger altså Ringkøbing-Skjern Kommune, der da også kalder sig Naturens Rige.

- Det er en fantastisk placering, som vi kun kan være stolte af, siger borgmester Hans Østergaard, der modtog hæderen på Folkemødets ”Grøn Scene”. Her debatterede han torsdag eftermiddag adgangen til naturen med Friluftsrådets bestyrelsesformand Annesofie Bjerre, Tønder Kommunes borgmester Jørgen Popp Petersen og med direktør i Dansk Kyst- og Naturturisme Jens Hausted.

- Vi kalder os Naturens Rige og er stolte af vores vestjyske natur med hav, fjord, å, eng, hede og højt til himlen. Vi ved, at mange værdsætter de særlige stemninger og landskaber, der findes i kommunen, og bl.a. gennem Naturens Rige app’en og guidede vandreture gør vi en indsats for at sikre, at både borgere og besøgende kan finde ud i naturen og få nogle gode friluftsoplevelser, siger borgmesteren.

Hans Østergaard peger på, at Ringkøbing-Skjern Kommune har nogle gode forudsætninger for at have masser af friluftsliv:

 - Vi er Danmarks geografisk største kommune, vi har tæt på 250 km kystlinje langs havet og Ringkøbing Fjord og mange andre iboende naturpotentialer. Og så er jeg overbevist om, at vi ligger øverst i Friluftsrådets analyse, fordi vi er gode til at forvalte naturområderne, siger borgmesteren.

En inddragende proces

Netop de 52 kilometers vesterhavskyst er et godt eksempel på, hvorfor Ringkøbing-Skjern Kommune topper Friluftsrådets analyse. Naturen ligger der, men det er kommunens indsats for en ren og velholdt strand, der giver det blå flag, som er et af de parametre, Friluftsrådet har kigget på.

Herudover er kommunernes indsats bl.a. vurderet på baggrund af antallet af friluftsfaciliteter som shelters, madpakkehuse - og på antallet af kilometer ruter til vandring, cykling ridning, sejlads og andre friluftsaktiviteter.

Og det er en løbende, inddragende proces, fortæller skovfoged Poul Gregersen og bakkes op af det faktum, at kommunen netop har sendt en ny skovplan ud i offentlig høring, netop for at få borgernes input til, hvordan de 732 hektar kommunal skov skal prioriteres i forhold til bl.a. friluftsliv. Skovstrategien ligger her: https://www.rksk.dk/borger/natur-soeer-og-vandloeb/skovstrategi

Herudover peger Poul Gregersen på, at kommunen stadigt oftere får henvendelser fra borgergrupper, som har taget lokale initiativer til madpakkehuse, shelters eller stisystemer:

- Og så beder de egentlig bare kommunen om lidt jord at bygge deres madpakkehus på eller lidt hjælp til at få det hele på plads, siger han.

Ét eksempel på det, er den nye discgolf-bane i Herborg Bakker, som lokale initiativtagere har etableret i tæt samarbejde med kommunen. Banen er i øvrigt inspireret af kommunens discgolf-bane i Momhøje, der er blandt de absolut bedste i Danmark.

Et andet eksempel er den shelterplads i Tarm Kommuneplantage, som kommunen har anlagt i samarbejde med veteraner i kommunen.

Derudover peger Poul Gregersen på, at kommunen har valgt at anlægge stisystemer til vandrere, mountainbikere og ryttere i flere af de største skove:

- Vi er lykkedes med at forene brugergrupperne, og vi har ikke fået én klage endnu over stierne. Det unikke er, at stierne er så brede, at man kan cykle den ene vej rundt og gå den anden vej. Det betyder, at vi undgår de gnidninger, der ellers tit opstår mellem brugergrupperne, siger han.

I Friluftsrådets analyse vejer faciliteter som afmærkede ruter netop højt. Det samme gør madpakkehuse, shelters, bålpladser og naturlegepladser, fugletårne, badestrande, teltpladser, windsurferområder, hængekøjelunde, hesteopholdssteder, vandposter og kano- og kajak-rastepladser.

Ud over de mange gode friluftsfaciliteter, der eksisterer i Ringkøbing-Skjern Kommune peger Poul Gregersen på, at kommunens førsteplads i opgørelsen også baserer sig på, at kommunen har været god til at gøre borgere og besøgende opmærksomme på mulighederne i Naturens Rige:

- Vi har f.eks. over 80 offentligt tilgængelige shelters i Ringkøbing-Skjern Kommune – og de bliver brugt. Bl.a. fordi vi har udviklet en Naturens Rige-app, hvor man hurtigt og nemt kan booke mange af de shelters – og hvor man desuden kan hente mange andre oplysninger om, hvilke friluftsfaciliteter man kan finde derude i naturen, siger han og tilføjer:

- Analysen viser, at vi har noget at ha’ det i, når vi kalder os Naturens Rige.

 

FAKTA:

Selv om kommunerne kun ejer og forvalter 4,4 procent af de 1.034.856 hektar naturareal i Danmark, står de samlet set bag godt halvdelen – eller 55,8 procent - af de friluftsfaciliteter, der er til rådighed, når danskerne skal ud og opleve naturen tæt på.

Naturens Rige-app’en er inddelt i ”friluftsliv på land” og ”Friluftsliv på/i/ved vand”. App’en er gratis og kan hentes, hvor man normalt henter sine apps.

Friluftsrådets analyse kan læses her: /Files/Nyheder/1.juni2023/Friluftsliv-i-kommuner-2023.pdf