27. juni 2018

Kommunen i nyt samarbejde med Aarhus Universitet

Internationale studerende på Summer University

Når borgmester Hans Østergaard og rektor for Aarhus Universitet Brian Bech Nielsen onsdag mødes i Innovest for at sætte deres underskrift på en samarbejdsaftale, sker det som en forlængelse af en aftale fra 2014, som allerede har ført til gode samarbejder og forskningsprojekter i Ringkøbing-Skjern Kommune.

Formålet med den nye aftale er da også at videreføre og udvikle det viden-samarbejde, der allerede har medvirket til at løfte de kommunale kerneopgaver og bidraget med nye løsninger, som skaber gode rammer for fortsat vækst i erhvervslivet. Her er hjerterehabilitering under Sundhedscenter Vest og ressourceforløb, hvor en forskningsassistent er involveret i at afklare borgernes ressourcer, blandt eksemplerne.

- Viden ér en af vejene frem, og det er ikke nogen hemmelighed, at vi meget gerne så, at der blev flyttet videregående uddannelser til vores område. Gennem samarbejdsaftalen med Aarhus Universitet har vi allerede i flere år nydt godt af en genvej til ny viden til gavn for kommunens borgere og virksomheder, så en forlængelse af sådan en aftale kan vi kun være tilfredse med, siger borgmester Hans Østergaard. Han tilføjer:

- Aftalen giver os adgang til at trække på den viden og ekspertise som studerende og dimittender kommer med. Omvendt byder vi på et levende laboratorium, hvor forskere og studerende kan arbejde med problematikker og udfordringer – ude i den virkelige verden. Og så tilbyder vi dem et grundigt indblik i, hvilke muligheder i privatlivet og på jobmarkedet, vores område byder på, også for højtuddannede mennesker. Håbet – og forventningen - er, at nogle af dem på sigt vil vælge at slå sig ned i kommunen, siger Hans Østergaard.

Synlige resultater

Samarbejdsaftalen er målrettet kommunens styrkepositioner inden for energi, turisme, fødevarer, industri og samskabelse, og resultaterne af det hidtidige samarbejde kan bl.a. ses på det såkaldte Provenance-projekt, der sigter på at afhjælpe udfordringer i landbruget gennem udviklingen af nicheprodukter med særlige kvaliteter, som knytter sig til produktionsstedet eller –historien. Et andet resultat er de 29 internationale studerende fra Japan, Kina, Laos, Tyskland, Italien, Pakistan og Portugal, der i denne uge er på Summer University i kommunen, ligesom samarbejdet har ført adskillige universitetsstuderende og lokale virksomheder sammen til gensidig gavn og glæde.

Derforuden er vestkystturisme-projektet Rethinking Tourism in a Coastal City blandt de synlige projekter, der er en direkte udløber af vidensamarbejdet. Ét meget konkret element af projektet var de to tøndesaunaer på havnen i Hvide Sande, der i vinterens løb skabte kø til vinterbadning og kuldegys for hundredvis af begejstrede borgere.

Det fremtidige samarbejde

I den forlængede samarbejdsaftale ligger da også store håb til det fortsatte samarbejde omkring Rethinking Tourism-projektet, ligesom der er store forventninger til et kommende vidensamarbejde omkring Industri 4.0-løsninger til produktionsvirksomhedernes fremtidige teknologiske udfordringer. Herudover er et nyt samarbejde med Aarhus Universitet omkring genoptræning af patienter med blodpropper i hjernen i opstartsfasen.

- Aarhus Universitet har i dag en stærk campus i Herning, med gode relationer til Ringkøbing-Skjern Kommune og erhvervsliv. Det samarbejde ser vi gerne styrket, og med den nye aftale åbner der sig endnu flere muligheder for praktik, uddannelsessamarbejde og case competitions for vores studerende, siger rektor på Aarhus Universitet Brian Bech Nielsen.

Han håber, at de studerende og dimittenderne også på anden vis kan få fordel af de afledte effekter af samarbejdet med Ringkøbing-Skjern Kommune:

- Jeg håber, at samarbejdet også kan skabe flere akademiske job i det vestjyske, forklarer han.

 

FAKTA:

Samarbejdsaftalen mellem Ringkøbing-Skjern Kommune og Aarhus Universitet underskrives den 27. juni kl. 14.30-16.00 i Innovest af borgmester Hans Østergaard og rektor Brian Bech Nielsen.

Programmet er følgende:

14.30-14.40: Velkomst v. borgmester, Hans Østergaard

14.40-15.00: Præsentation af hovedlinjerne i den nye aftale

15.00-15.10: Underskrift af aftale – skål og fotos

15.10-15.30: Rundvisning i Innovest v. direktør for Ringkøbing-Skjern Erhvervsråd Hans Jørn Mikkelsen

15.30-16.00: Kaffe og drøftelser af det fremtidige samarbejde