Vindmølleudstilling åbner på havnen i Hvide Sande
På Nordstranden i Hvide Sande står i forvejen tre store vindmøller. Og fra på fredag den 29. juni vil der også være vindmøller på havnen, når vindmølleudstillingen ”Vores vind” åbner i den tidligere Scan Steering-bygning på Otto Pedersvej 1.
Udstillingen har vindenergi som udgangspunkt og er etableret i et samarbejde mellem Ringkøbing-Skjern Kommune, Hvide Sande Havn, Naturkraft samt offshorevirksomhederne MHI Vestas og A2SEA og energiforsyningsselskaberne Vattenfall og Energinet.
Der er gratis entré, plancher og plakater, effekter fra hands-on læring - og alt i alt en ret god chance for, at man bliver lidt klogere på vinden, vindkraft og bæredygtig energi.
- Ringkøbing-Skjern Kommune er den kommune i Danmark, der producerer absolut mest energi fra vindmøller. Derfor er det på alle måder naturligt, at en udstilling, der fortæller historien bag udviklingen af vindmøller får sin plads her, siger borgmester Hans Østergaard.
Borgmesteren holder åbningstale for udstillingen på fredag kl. 13.30, og peger på, at Ringkøbing-Skjern Kommune gennem udstillingen også får anledning til at fortælle om den grønne omstilling i kommunen:
- Siden 2007 er vi gået fra at være 20 procent selvforsynende med vedvarende energi, til at vi ved udgangen af 2020 forventer at være 100 procent selvforsynende. Det er 30 år tidligere end regeringens mål for den bæredygtige omstilling i hele Danmark – og noget som jeg synes, vi godt kan være stolte af, siger Hans Østergaard.
Havmøller
Initiativet til udstillingen kom fra Vattenfall, der er i gang med etableringen af tredje del af den store Horns Rev havvindmøllepark ud for Blåvandshuk længere mod syd.
Etableringen er en på alle måder stor opgave – også for Hvide Sande. En vinge på de eksisterende møller vejer 6,5 tons, og mens de tungere dele skibes ud til Horns Rev fra havnen i Esbjerg, fungerer Hvide Sande som basis for bl.a. servicepersonel.
FAKTA:
Udstillingen ”Vores vind” åbner i den gamle Scan Steering-bygning på Havnen i Hvide Sande den 29. juni. Se invitationen her:
Udstillingen er åben hver dag fra kl. 9.00-21.00 – foreløbigt frem til sommeren 2020. Der er gratis adgang.
I 2007 var Ringkøbing-Skjern Kommune 20 % selvforsynende med vedvarende energi. I 2015 var tallet nået op på 58 %. Ifølge kommunens Energi2020-Strategi er Ringkøbing-Skjern Kommune 100 % selvforsynende med vedvarende energi ved udgangen af 2020.
Den grønne omstilling kræver også begrænsninger i energiforbruget. I perioden 2007-2015 er CO2-udledningen målt per indbygger i Ringkøbing-Skjern Kommune faldet fra 11,1 til 2,8 % svarende til et fald på ca. 75 %.
Tænder man for el-kontakten i Ringkøbing-Skjern Kommune, så får man mere end 150 % grøn vindmøllestrøm. Kommunen eksporterer allerede store mængder elektricitet til det øvrige Nordeuropa.
- 2. september 2024
Danmarks flotteste busskur indvies i landsby med 950 beboere - 12. september 2024
Nye regler for at komme af med asbest og eternit - 12. september 2024
Livets cirkel bliver til lyskunst i Ringkøbing Havn - 24. september 2024
Lær at tackle-forløb kan hjælpe dig med at passe bedre på dig selv - 16. september 2024
VR-briller får børn til at slappe af i tandlægestolen - 19. september 2024
Ny planlægning for Æ Gammel Havn 46 i Hvide Sande